My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5952Visninger
AA

4. Harry - 2

 

Harry

 

Luften slog mig nærmest i ansigtet, da jeg bevægede mig hen ad fortovet. Mine hænder var begravet i mine lommer, og mit ansigt var rettet mod den kolde luft, som ikke kunne ses, men som kunne mærkes. Jeg blinkede kort med øjnene, før jeg lod mit blik glide rundt.

Jeg vidste ikke hvor, jeg ville bare se på udsigten foran mig. De store velbyggede huse, træerne der kunne ses i baggrunden, og den grå himmel som lynene slog ned i. De små dråber væltede ned fra himlen, og jeg kunne svagt ane nogle få lavt hængende skyer, som drev dovent hen over himlen. 

Jeg havde en underlig følelse inden i, som jeg ikke rigtig kunne beskrive. Det var som om, jeg af en eller anden grund var anspændt. Og det var i det øjeblik, jeg opdagede, at mine skuldre var langt oppe og nåede næsten mine ører. Jeg sukkede kort og sænkede mine skuldre.

Jeg kunne mærke noget vand på min næse, og jeg gav langsomt min tunge til at mærke det kolde vejr og føle vanddråberne. Jeg gøs kort og kunne mærke nogle kuldegysninger, som gik gennem mig. Jeg havde en underlig følelse i maven, og mit blik var sandsynligvis udmattet.

Jeg kløede mig kort i øjnene og det var som om, jeg kunne høre alt, hvad der skete i øjeblikket. Vandet, der ramte fortovet lød pludselig som et brag, og min vejtrækning lød som noget af det højeste i mine ører. Mit hjerte bankede i en regelmæssig rytme i mit bryst, og jeg pustede langsomt ud.

Jeg ville gætte på, at hvis en person fik øje på mig lige nu, ville vedkommende tænke, at jeg var i dybe tanker. Men var jeg også det? Min eneste tanke var, om jeg tænkte dybe tanker.

Jeg fnøs. 

Var der noget at tænke over? Noget specielt? Jeg rystede på hovedet for mig selv og kløede mig i nakken. 

Når folk som regel kiggede på mig, så de kun ren ondskab. Det var jeg nok også; det levende bevis på et menneske fyldt med den rene ondskab. Jeg rystede endnu engang på hovedet af mig selv. Jeg var ikke fyldt med ondskab, jeg var også fyldt med følelser

Følelser, som jeg var nød til at spærre inde hver eneste ene dag. Følelser, bekymringer, dårlig samvittighed... Alt det, som jeg skubbede væk. Alt det, jeg ikke kunne have. 

Men det var det, der gjorde mig til et menneske, var det ikke? Var det ikke alt det, jeg følte inden i, som gjorde mig til den, jeg var? Jeg rystede på hovedet igen og igen. 

Den jeg var? Det var der ikke noget, der hed mere. Man kunne ikke længere være sig selv - heller ikke med de mennesker, som i andres øjne skulle forestille at være dem, man kunne være sig selv med. Det var ikke noget, man kunne være længere. Man måtte leve op til det, som andre mennesker forventede af en. Det var sådan, man passede ind. Det var sådan, man blev beundret. 

Men var det også det værd?

Man blev født som en person, som skulle folde sine vinger ud. Som skulle vise verden, hvem man var. Men vigtigst af alt: som skulle vise en selv, hvem man i virkeligheden var.

Jeg havde altid set en barndom som livets korte frihed. Man kunne være, hvem man havde lyst til. Man kunne gøre, hvad man ville. Der var ingen regler i livet, ingen konsekvenser at tænke på, ingen at tage hensyn til, ingen at bekymre sig om. Man kunne bare nyde livet og være uvidende om fremtiden og alt andet. Nogle ting skulle man lægge bag sig og i stedet nyde den gode tid, man har. 

Jeg gabte kort og mærkede endnu engang den kolde luft, som sneg sig ind under min jakke og efterlod gåsehud på mine arme. Jeg stillede mine sko foran døren, før jeg langsomt begav mig ind i varmen, som lagde sig over mig som en dyne. Jeg snøftede kort og kunne mærke, hvor meget vejret havde påvirket mit humør. 

Min jakke blev hængt på en knage, og jeg bevægede mig langsomt ind i stuen, hvor min mor lå i sofaen. Hun spærrede dog øjnene op, da hendes øjne fangede mine. 

"Har du været ude? I dette vejr?" sagde hun skeptisk og satte sig op i sofaen. Hendes blik gled ned af mig. 

"None of your business," svarede jeg flabet tilbage og kunne mærke en sten i min mave, da hun kiggede sørgmodigt på mig. Hendes øjne blev dog straks fyldt med vrede. 

"Sådan skal du ikke tale til mig!" udbrød hun skarpt med en finger, som var direkte rettet mod mig. Jeg rullede med øjnene, før jeg begav mig op af trapperne. 

"Du skal ikke bare ignorere mig!" hørte jeg hende råbe, men jeg ignorerede hende og gik ind i mit værelse. Jeg smækkede døren hårdt efter mig.

Jeg sukkede tungt ud, og før jeg vidste af det, bankede jeg en hånd ned i min kommode af vrede. Hvorfor var jeg også sådan? Hvorfor blev mit liv sådan her? Kunne en eller anden ikke få dette elendige liv, hvor jeg ingen respekt havde over for min mor? Hvor jeg ikke engang kunne sige en enkel sætning uden at såre hende? 

For sådan var jeg. Jeg sårede alle. Jeg knuste alle inden i. 

Jeg var forfærdelig. 

Jeg rodede kort i mit hår af vrede, men efter noget tid slappede jeg af. Jeg smed mig i min seng, men rejste mig op igen. Jeg kunne ikke lægge mig ned, jeg fik af en eller anden grund kvalme. 

Jeg bevægede mig hen mod vinduet, som jeg straks åbnede. Koldt vejr havde altid en beroligende effekt på mig. Jeg kunne ikke forklare det, men når der var sne over alt eller når regnen silede ned, fik jeg en rolig følelse inden i. 

Jeg hev duften af træer og blomster ind i mine næsebor og pustede ud gennem min mund. Jeg skulle lige til at gøre det igen, da jeg kunne høre en velkendt lyd fra min computer.

Jeg slukkede den normalt aldrig - kun skærmen. 

Jeg satte mig ned på min seng og placerede min computer på mit skød. Lyset ramte skarpt mine øjne, hvilket straks gjorde mine pupiller mindre. Jeg kneb kort øjnene sammen, før mine øjne omsider vænnede sig til lyset. 

Jeg gik ind på facebook, hvor jeg straks så en besked fra Louis. 

"Dude, tjek det her ud."

Jeg rynkede brynene og klikkede langsomt på det link, han havde sendt mig. En artikel dukkede op.

 

Marcel Antoine i levende død

18-årige Marcel Antoine blev her klokken 22:04 fundet livløs af en tilfældig forbipasserende. Tilsynladende lå han i en sø, og han var frosset halvt ihjel. I øjeblikket ligger han på hospitalet og svæver mellem liv og død. Adskillige bekendte fortæller os, at det var et selvmordsforsøg, men vi er dog ikke sikre på...

 

Jeg sank en klump og mærkede mit hjerte springe et slag over. Jeg rystede dog hurtigt på hovedet, i det jeg kunne se, at Louis ville videochatte over Skype. 

Jeg klikkede på en knap, og Louis' ansigt dukkede op på skærmen. Jeg sørgede for at have min facade i top. 

"Læste du det?" grinede Louis så hans lidt gule tænder kunne ses - selv over skærmen. 

"Fucking opmærksomhedskrævende unge," svarede jeg irriteret, men lod dog et lille grin undslippe mine læber. 

"Præcis," sukkede Louis. "Dem har vi desværre mange af." 

"No shit Sherlock," svarede jeg og rullede med øjnene. 

"Hvis han overlever det der shit, kommer han senere til at ønske, at han ikke havde." Louis' stemme var tænksom - som om, han forestillede sig, hvad han kunne gøre ved Marcel. 

Jeg sank en klump. "Han skal ikke tro, at han slipper så let," sagde jeg.

"Vi må ikke lade ham slippe denne gang. Jason var heldig," grinede Louis og kløede sig kort på sin skægstubbe. 

Mit hjerte sprang et slag over ved tanken om Jason, men jeg smilede bare.

"Lucky guy," mumlede jeg grinende.

Men han var ikke spor 'lucky' på nogen måder. Hvis der var noget jeg kunne ændre i hele mit liv, ville det nok være Jason-tingen.

Alle de ord jeg havde sagt til ham, alle de gange jeg havde mobbet ham og alle de gange jeg havde såret ham, fortrød jeg. Man skulle tro, at efter jeg var skyld i en drengs død, ville jeg stoppe. Men det skete aldrig. Jeg blev ved med at være den samme, forfærdelige mig. Og den samme mig var måske også skyld i en endnu drengs død. Jeg var et rod. Det var som at være afhængig af stoffer, men jeg var bare afhængig af popularitet. Den popularitet, som mennesker ville give deres højre arm for. 

Det eneste jeg ville give den popularitet, jeg havde, var mit spyt.

"Du skal hav..." Louis' stemme blev afbrudt af min mobil, som havde den velkendte tone, der betød, at jeg havde fået en besked. 

"To sekunder," mumlede jeg til ham og tog langsomt fat i min mobil. Jeg skrev koden ind, men pludselig blev min skærm helt sort, og en tekst dukkede op. 

 

"Blocked: I will keep quiet you won't even know I'm here."

 

Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt i mit bryst, og jeg kiggede med rynket bryn på beskeden endnu engang, før den forsvandt og mobilen vendte tilbage til min forside. Jeg trykkede flere gange på skærmen med min finger, men der skete ikke noget. Beskeden var væk.

Jeg lod mit blik glide op på skærmen, hvor Louis sad og spiste chips. Jeg havde et indre håb om, at det var ham, der jokede med mig, men det kunne det ikke være. Han var optaget af noget, som ikke var hans mobil.

Mit hjerte sad stadig oppe i halsen på mig, og jeg kunne mærke mine hænder begynde at ryste. Aldrig havde jeg været så bange, som jeg var i dette øjeblik. Jeg kunne mærke en varme i mit bryst, som bredte sig og bevægede sig helt ned til min mave. 

Hvem havde sendt beskeden? Var det en joke? Var der nogen, der holdt øje med mig? Blev jeg overvåget? Var det en af de der nørder fra skolen? 

Jeg kiggede straks rundt og kunne mærke, at frygten kom krybende frem. Mit hjerte bankede hurtigere i mit bryst, og min vejtrækning blev automatisk uregelmæssig. Jeg fik kuldegysninger, men rystede på hovedet, da Louis talte. 

"Hvem var beskeden fra?" spurgte han om med munden fuld af chips, som han proppede i sig. 

"De-t v-ed jeg ikk-e..." hviskede jeg, men sagde dog hurtigt:

"Bare en fra skolen," sagde jeg højere og lagde min mobil fra mig i håb om, at han ikke havde hørt det, jeg før havde hvisket.

"Okay," sagde han uinteresseret og uopmærksom. Men det var jeg ligeglad med. Det eneste der kørte rundt i mit hoved, var beskeden. 

Selv hvis det var en joke, havde den skræmt mig ret meget - og den skræmte mig stadig. Hvem kunne være så smart, at vedkommende kunne få min mobil til at gå helt sort? Jeg gøs endnu engang. 

"Ty holder en fest i morgen," udbrød Louis pludselig, som tydeligvis læste noget. Jeg hostede kort for at tage mig sammen. 

"Sounds awesome," sagde jeg kort. 

"Sounds awesome? Vi skal sgu da med!" sagde han helt oppe at køre, og han var hurtigt på tasterne mens et smil spillede på hans læber. Han begyndte at snakke om noget, jeg ikke fulgte med i. Han troede, at jeg hørte ham.

Men jeg hørte ham ikke. 

Det eneste jeg kunne høre, var min hjertebanken. 

 

 

 

 

 

 

 


 

Arghhh, jeg sværger... Harry er så følsom, at jeg bliver følsom. 

Stakkels Hazza.. men hvem mon den mystiske besked er fra? ;) 

Men dette var så 2. kapitel, som jeg håber, I kan lide.  Jeg håber dog ikke, at det blev kort! D: 

Kommenter gerne ( og forresten: tak for alle jeres søde kommentarer ) DET VARMER MEGET :D 

 

- BBeast ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...