My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
113Kommentarer
6066Visninger
AA

11. Caralynn - 8

 

Caralynn

 

Jeg kiggede forsigtigt rundt, inden jeg med et lusket smil bevægede mig hen ad fortovet. Vinden blæste og fik mit hår til at flyve. Min vejtrækning var dyb, og mine øjne var rettet mod tomheden foran mig. 

Jeg begravede mine hænder i mine lommer, idet jeg fik øje på bygningen. Med lette skridt gik jeg op af stentrapperne. Jeg fik min højre hånd ud af min lomme, hvor jeg derefter placerede den på håndtaget, som jeg trak ned. 

Døren blev åbnet, og flere stemmer fyldte mine ører. Det var her, vi havde aftalt det. 

Jeg bevægede mig længere ind i varmen, da en mand trådte ind foran mig. 

"Caralynn Diataria, ikke?" sagde han, og jeg nikkede kort. Han løftede det ene øjenbryn, før han med sine dybe stemme sagde: 

"Følg med mig."

Jeg fulgte hans skridt, som nemt kunne høres. Jeg rettede mit blik mod det bløde tæppe under mig, og lagde en hårtot bag mit øre. Jeg havde gennemtænkt det hele, og det var næsten som om, jeg ikke kunne vente. Et smil spillede på mine læber som et instrument, da jeg blev ført ind i det endelig rum. 

Det var enkelt og kedeligt. Hvide vægge, to grå stole og et gråt bord. 

Jeg satte mig langsomt ned på en af stolene, og kiggede på den tomme stol foran mig. 

Jeg krydsede mine ben og lagde mine arme over kors, i det jeg kom i tanke om Harry. 

 

Han stod der, og han kiggede direkte på mig. Det var som om, han stivnede, da jeg kiggede ind i hans grønne øjne. Det eneste jeg følte, var afsky. 

Jeg sendte ham dog et mystisk smil, før jeg vendte mig om og gik. 

Men jeg gik ikke helt væk. 

Da jeg var nået ret langt, gik jeg tilbage igen. Jeg lænede mig indover et hjørne og fik øje på Harry, som så ud i luften. Hans blik landede til sidst på min notesbog. 

Jeg smilede for mig selv, da han med nysgerrighed bevægede sig hen mod den. Han satte sig på hug foran den og kiggede lidt rundt, før han med en hurtig bevægelse fik fat i notesbogen og gemt den i sin læderjakke.

Jeg iagttog ham, da han skyndte sig ind i drengenes toilet. Jeg fnøs hånligt og kort, før jeg vendte mig om igen. 

Han troede garanteret, at jeg havde tabt den. Men det var også perfekt. Jeg havde med vilje sat den øverst på min taske uden at lukke tasken. På denne måde gled den ud. 

Jeg fik øje på et ur og så, at jeg stadig havde 2 timer tilbage. Dem valgte jeg så at pjække fra, da jeg havde andet, jeg skulle have styr på. Skole betød intet længere. Engang betød den meget for mig. Jeg plejede at elske skolen, lærerne kunne godt lide mig, og mine venner nød at være sammen med mig. Men det var fortid. 

Det var ikke noget, jeg længere havde brug for. 

Det eneste, der gik gennem mit hoved, var hævn.  

Luften ramte mig næsten som et slag, da jeg gik ud af skolens hovedindgang. 

Jeg øgede farten en smule, da jeg ville være hjemme så hurtigst som muligt. Jeg begyndte at fundere over tingene, i det jeg trak min mobil op af min bukselomme. Jeg havde styr på tingene. Alt var planlagt. 

Jeg tastede nummeret ind, hvor jeg derefter førte min mobil op til mit øre. 

 

Sådan var jeg endt her. Præcis som jeg havde planlagt.

Som forudset kom han ind af døren og slog sig ned på stolen foran mig. Han så forholdsvis gammel ud, men hans blik var skarpt og bestemt. Han placerede sine store hænder på bordet, som han foldede sammen. Jeg lænede mig afslappet tilbage i stolen. 

"Du ved, hvad det er, jeg vil spørge dig om," sagde han med en rolig stemme. Han førte sin hånd op til sin skægstubbe, som han kraftigt begyndte at kradse. 

"Du ved, hvad jeg vil svare," gav jeg igen. Han klukkede kort, men vendte tilbage til den alvorlige tone. 

"Hvordan vidste du det?" spurgte han om, og nysgerrigheden lyste ud af ham.

Jeg smilede kort.

"Nogen gange er jeg bare heldig," svarede jeg velvidende om, at det ikke var det svar, han søgte efter. 

Han sukkede kort og kiggede på mig med sine små, og smalle øjne. 

"Vis mig det," svarede han og åbnede sin før knyttede hånd, som han rakte frem mod mig. 

Jeg åbnede lynlåsen på min jakke og trak CD'en op. Jeg lod den falde i hans åbne hånd, og han gik straks i gang med at observere den. Han mumlede noget uforståeligt, før han vendte sig om. Han trak sin taske op, som han lagde på sit skød. Derefter begyndte hans hænder at søge efter noget, og da han endelig havde fået fat i den, lagde han den på bordet. Han trykkede på knappen, og den tændtes. 

Mens computeren var i gang, rettede han sine små øjne mod mig.

"Hvordan vidste du, at dette skete?" spurgte han om. Jeg rystede på hovedet.

"En hemmelighed," svarede jeg drillende tilbage og gjorde et kast med hovedet. 

"Unge dame, du skal tage mig seriøs. Dette er ikke en spøj, og jeg vil nødig rette en sag an mod dig. Jeg har brug for oplysninger, informationer, og du giver mig hverken det ene eller det andet." Hans ansigt foretrak sig i en sjov grimasse, i det han lagde CD'en ind i computeren. 

Jeg kunne mærke, at jeg blev ret irriteret. 

"Du har ikke nogle beviser, du kan ikke gøre en skid," hvæsede jeg vredt og lænede mig frem. 

"Det kan du tro, jeg kan," svarede han lige så hvæsende tilbage. Jeg trak mine øjenbryn sammen og vendte tilbage til den afslappede tone. 

"Gør det. Men du får stadig ikke noget ud af mig, om du så havde rettet din pistol mod mig," konkluderede jeg, i det jeg gjorde et kast med hovedet mod hans pistol, som  lå på bordet ved siden af computeren.

"Er du ikke bange for døden?" Emneskift. Jeg smilede. 

"Døden? Nej da, er du?" svarede jeg flabet tilbage med et opløftet øjenbryn. 

"Er du seriøs?" spurgte han mumlende om, og jeg nikkede straks. 

"Der er intet, og jeg gentager intet, jeg er bange for. Det var der før, men ikke længere. Jeg er blevet opslugt af en enkel ting, som har overtaget min krop og sjæl. Den driver mig, og jeg lader den gøre det. Jeg bliver styret, og jeg elsker det," sagde jeg med et smil på læberne, idet jeg igen lænede mig tilbage. 

Han kiggede på mig med store øjne, før han rystede på hovedet. "Og hvad er det så, der driver dig?" spurgte han om.

"Hævn," svarede jeg lynhurtigt og uden tøven. Han smilede pludselig og begyndte at skrive på et papir. 

"Så dette handler altså om hævn?" spurgte han, men forventede tydeligvis ikke et svar. Det var nu heller ikke et spørgsmål, det var mere for at bekræfte det. 

"Kan man godt sige," sagde jeg smilende. "Men jeg vil råde dig til ikke at tro på mig."

"Og hvorfor ikke det?" spurgte han undrende om og stirrede på mig. Min ene mundvige bevægede sig op. 

"Jeg er ikke til at stole på. Jeg er en stor, fed løgner." Jeg kiggede op mod det hvide loft, før jeg rettede blikket mod ham igen. Han kiggede lidt på mig, før han tændte videoen. 

De velkendte lyde spillede gennem mine ører som en sang. Opmærksomt kiggede han ret intenst på det, til videoen var slut. Han smækkede sin computerskærm i, før han kiggede på mig. 

"Det må jeg sige, Caralynn. Det er godt fund, du har der," indrømmede han med et smil. 

"Det manglede da bare, efter du hjalp mig. Det sådan dette fungere, ikke også?" Han grinede kort af mit såkaldte spørgsmål. 

"Det er det skam. Men helt ærligt, så må jeg spørge dig om noget.." Mere nåede han ikke, da uret begyndte at ringe.

Der var en kort pause.

"Senere," mumlede jeg og rejste mig op. Jeg bevægede mig ud af rummet og fik øje på et computerrum, hvor der sad hundredvis af nørder. Jeg gik forsigtigt derind og satte mig foran en tilfældig computer.

Der gik lidt tid, før jeg var inde. Jeg bevægede musen hen over skærmen, og gik ind på min bruger. 

Jeg smilede lidt overvejende, før jeg valgte Niall. Jeg lod mine fingre trykke på tasterne. 

 

"I'm gonna make you suffer."

 

Jeg fjernede mine fingre og klikkede på send, før jeg loggede ud. Jeg rejste mig op fra stolen og begav mig hen mod rummet igen. Pausen var slut.

Jeg satte mig ned på stolen foran ham. Denne gang lignede han en, der var fast besluttet efter at få et svar. Jeg elskede at pirre mennesker. Det var tilfredsstillende at se deres bedende ansigter og vide, at de var bedende på grund af mig. 

"Kort pause," fastlog jeg. Han nikkede kort.

"Det er kun to minutter," forklarede han, før han lænede sig ind over bordet. 

"Caralynn, kender du disse personer?" var hans endelige spørgsmål. 

Jeg nikkede. 

"Deres navne er Harry Styles, Liam Payne, Louis Tomlinson, Zayn Malik og Niall Horan. De er skyld I Marcel Antoines død. Som du kan se fra overvågninskameraet, var det dem, der hærgede værelse 104. Politiet ved det allerede," tilføjede jeg til sidst. 

Han rystede på hovedet. "Jeg er politi, og jeg vidste det ikke."

"Men du også en snyder," sagde jeg. Han lukkede munden over det, hvilket fik mig til at smile stort. Der fik jeg ham ganske vist. 

Han skiftede emne.  

"Men teknisk set var det faktisk ham den blonde, som dræbte Marcel Antoine. De andre væltede bare ting," sagde han. Jeg nikkede. 

"Men de er også medskyldige," svarede jeg, men tilføjede dog:

"Niall bliver den, der kommer til at lide mest. Tag dig af resten af drengene, jeg har Harry," svarede jeg. Han løftede øjenbrynene. 

"Harry Styles? Hvorfor lige ham?" spurgte han forvirret om. Jeg brød ud i en kort latter. 

"Han er nemmest, og han bliver den mest underholdende. Deal?" Jeg rakte min hånd frem. 

"Deal," sagde John. 

Min personlige politimand/forbryder. 

 

 

 

 

 


Sup everybodyyy! 

Jeg vil starte med at sige, at jeg er ked af ventetiden. Derudover har jeg en god nyhed. Jeg er gået rundt med en ide til en ny movella, der bliver ret anderledes, haha x

Jeg er allerede gået i gang med den, men der går noget tid før den bliver publiceret. Så kan I glæde jer!

Og hvad syntes I om dette kapitel? Ret indirekte/mystisk, ikke også?

Anyways, så thanks for alle likes og favorit-lister! 

love ya all

- Bbeast ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...