My Revenge - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad er definitionen på smerte? For Caralynn Diataria er det hende selv. Hendes bror var både upopulær og et mobbeoffer. Han forsøgte at skjule det, indtil dagen kom, hvor han ikke kunne klare presset, de modbydelige ord og smerten. Han tog en drastisk beslutning; han begik selvmord. Caralynn fandt ud af, at han havde skrevet et farvel brev, og på samme tid opdagede hun, hvor ignorant hun havde været. Men mareridtet var ikke slut. Kaos opstod mellem hendes forældre, og det endte med at hendes far skød hendes mor, hvor han derefter skød sig selv.
De fem drenge, der havde mobbet hendes bror til døden - og som var grunden til, hendes forældre døde - fik aldrig en straf, og de blev heller ikke anholdt. Dette har gnavet i Caralynn, som efter 4 måneder vender tilbage til skolen bare for at se, at de stadig har den høje plads og bliver beundret. Denne gang har hun immer ændret sig til en anden og ny person, og hun er fast besluttet på at tage hævn.

105Likes
114Kommentarer
5982Visninger
AA

3. Caralynn - 1

 

Caralynn

 

Det var en kold og ensom nat, da jeg opdagede, at jeg græd.

Jeg kunne mærke den kolde luft, selvom jeg var indenfor. Gåsehuden spillede på mine arme, og kuldegysninger fløj gennem min krop. En lille skælven vakte min opmærksomhed, og jeg stirrede nu på månen. Sådan som den så ud nu, skinnede den klart. Stjernerne var der ikke, kun månen. Den stod for sig selv, men selvom den ikke havde sine stjerner, var den stadig foranderlig.

Mine arme lå omkring mig selv, og mit hoved hvilede på det kolde vindue. Mine fingre bevægede sig op til min frosne kind, og jeg kunne mærke tårerne. 

Selv de føltes kolde.

Det var som om, at der var et tykt lag hård is i min mave. Den sank længere ned for hver eneste dag, der gik. Jeg kunne ikke styre den, selvom jeg havde forsøgt. 

Tårerne blev ved med at vælte ned af mine kinder, selvom jeg ikke ville have dem til det. Jeg kunne ikke stoppe dem, uanset hvor meget jeg forsøgte. De talte for sig selv. Hver eneste dråbe saltvand der gled ned, havde sin egen historie. Det havde de, indtil de ramte jorden. Dér endte deres historie.

De indeholdt også smerte. 

Smerte var forfærdeligt. Den borede sig ned som nåle i mit svage hjerte og stak mig uendelige gange. Det havde de nåle gjort, siden du forsvandt. Denne smerte var ikke til at holde ud, og den fyldte min hverdag.

Den var svær at beskrive, men den ødelagte alt i mig. Den var som en virus, der aldrig blev kureret. Af alle læger, der fandtes i verden, ville ingen af dem kunne kurere mig. De ville aldrig kunne, uanset hvor meget de ville forsøge. Det kunne en psykolog, terapeut og psykoterapi heller ikke. Intet og ingen kunne fikse, det jeg følte inden i. Ikke engang mig selv.

Natten var smuk, men alligevel så trist. Jeg vidste ikke, hvor mange timer jeg havde siddet her. Jeg kunne heller ikke huske, hvad dag eller klok det var. Det var næsten helt utroligt, hvor meget jeg ikke kunne huske. 

Jeg trak mit suk langt ud og kunne stadig mærke den kolde følelse. 

Jeg ville altid have denne her følelse inden i, og det var derfor jeg tog den beslutning, jeg endte med at tage. Jeg ville gøre det for dig, Jace. Jeg ville gøre det, du aldrig kunne gøre. Du var for svag, og da du forsvandt, tog du min sjæl med dig. Hvis jeg bare havde vidst, hvad der foregik, ville det ikke være sket. Jeg kunne have gjort noget, jeg kunne hjælpe dig. Men jeg så intet. Jeg opdagede ikke, at dit hjerte var knust. Alt hvad jeg havde inden i, forsvandt. Du efterlod en ubærlig tomhed. Du plejede at holde mig varm og levende, men du blev usynlig og jeg døde inden i. Du efterlod dog én enkel følelse i mig.

 

Had.

 

 

 

 

 

Solen sneg sig ind mellem de små sprækker i mit næsten forfaldne hus. Jeg slog mine øjne op og lod kort mit blik glide hen mod mit ur, før jeg langsomt satte mig op i sengen. 

Tanker for gennem mit hoved, mens jeg gjorde mig parat. Jeg var med tiden blevet vant til, at mit hjerte gjorde ondt. Jeg var også blevet vant til, at mine kinder var våde. Men i dag var ikke som alle de andre. Som regel var jeg nervøs, når jeg skulle starte i skole efter ferier eller lange perioder, hvor jeg ikke havde været der. 

Denne gang kunne jeg intet mærke. 

Det var svært at beskrive, hvad jeg følte, for der var normalt ikke noget. Nogle gange kunne jeg være et følelsesmæssigt brag, men andre gange kunne jeg ikke føle noget. Jeg forsøgte, men jeg kunne ikke. Der var tidspunkter, hvor jeg ikke kunne forstå det. Alt det jeg foretog mig i øjeblikket var uden en følelse inden i.

Jeg sukkede højt.

Følelsesløs steg jeg af den gule, og klodsede bus. Jeg kunne høre dens dæk, der hastigt drejede rundt. Den kørte væk og efterlod en hård brise, der fik mit hår til at flyve. 

Mine ben bevægede sig langsomt hen mod skolen, og det var som om, alting stod stille. Lyden af mine skridt blev højere, og mit åndedræt blev lavere. Det var som om, der var en ubehagelig dunst i hele gangen, da jeg trådte ind. 

Luften blev straks koldere, og mit greb om min taske blev strammet. Før havde jeg gået på en anden skole, men da tragedien skete, søgte jeg ind på den high school Jace gik på.

Alt var nyt, og jeg var ny. Af en underlig grund, nød jeg følelsen af, at ingen kendte mig. Et skævt smil var på mine læber, men det blev straks fjernet. 

"Goddag." 

En fornem dame trådte ind foran mig med et stort, falsk smil klasket på sine knaldrøde læber. Hun havde sat sit hår op i en  stor og rodet knold, og hendes øjne var en smule dækket af de store, runde briller.  

"Hej," sagde jeg kort og følelsesløst. 

"Du må være den nye elev, Caralynn. Jeg er rektor på denne skole og.." og derfra fortsatte hendes snak. Men hendes stemme blev låst ude, og jeg lod i stedet mit blik glide rundt. Jeg kunne pludselig mærke en smerte i baghovedet, og det var som om, jeg blev svimmel. Som om, noget skubbede til mig inden i. Jeg fik pludselig kvalme ved tanken om, at de fem drenge netop befandt sig i denne skole.

"Her har du dit skema over alle dine fag, numre på de lokaler du skal være i og nummeret på dit skab," sagde hun pludselig og trak mig ud af min verden. Jeg sank forsigtigt en klump og tog imod papiret. 

"Så ses vi måske," sagde hun smilende og bevægede sig lynhurtigt væk, mens hun med vilje slog sin ende ud til både højre og venstre. 

Jeg kiggede ned på mit papir og fik straks øje på det lokale, jeg skulle være i. 

Lokale 104.

Jeg kiggede op fra papiret og lod mit blik glide rundt mellem de forskellige lokaler, mens jeg begyndte at gå. 

Det tog noget tid, men jeg fandt det i sidste ende. Jeg tog langsomt fat i håndtaget og gik ind i lokalet. Der var ingen, hvilket var en lettelse for mig. Forsigtigt bevægede jeg mig hen mod en tilfældig plads og slog mig selv ned. Mit blik røg ned på bordet foran mig, og jeg kunne mærke mit hjerte galopere af sted. 

Det var nok med en nøglering, men der var blevet skrabet et skævt JACE på bordet. Jeg trak vejret ind, men ikke ud. Mine fingre bevægede sig hen til det, og jeg lod min pegefinger glide gennem det hårde, men på samme tid bløde træ. Erindringer løb gennem mit hoved. Jaces ansigt, hans latter, hans søde stemme, hans måde at være en kærlig storebror på... 

Jeg sank en klump og måtte kæmpe for at holde tårerne inde. Det var svært at tænke på ham uden at græde. Han var en af de tætteste mennesker, jeg havde haft. Han var et godt menneske, han fortjente ikke at dø. Det var først da han var borte, at jeg indså, hvor meget jeg havde overset. Hans hulken i køkkenet, hvor jeg havde spurgt ham, om der var noget galt. Han havde dog bare svaret, at løgene fik ham til at græde. Når jeg tænkte over det, var det faktisk en god undskyldning, men tanken om det fik på samme tid mit hjerte til at briste. Bare det at tænke på, at han engang havde været i live. At hvis jeg havde været mere opmærksom, havde han siddet her. 

Og mine forældre... 

Jeg forstod stadig ikke, hvorfor min far havde taget den beslutning. Jeg forstod ikke, hvorfor han havde gjort det. Han var grunden til, at mit hjerte blev yderligere knust. Han skød min mor, fordi de havde skændtes voldsomt lige siden Jace døde. Jeg havde dog som altid været uvidende. Jeg havde haft en ganske almindelig dag i skolen, indtil jeg kom hjem. Jeg havde set de mange ambulancer og virvaret af mennesker.

Jeg var brudt ud i en dyb og endeløs gråd, da jeg fandt ud af, hvad der var sket. Jeg havde været vred, såret, bange og forvirret. Og ikke nok med det, opdagede jeg også det brev, Jace havde skrevet. Jeg var stadig ikke sikker på, om jeg kunne tillade mig at være vred på min far, nu når han også var borte, men jeg havde altid denne lille følelse inden i, at han var skylden i, at mit liv blev dobbelt så forfærdeligt. 

At gøre det, jeg besluttede mig for at gøre, ville lette meget af det, der kvæste mit hjerte. 

Jeg bevægede min finger op til min kind og fik fjernet en tåre, der var ved at trille ned. Jeg kunne ikke græde. Ikke nu.

Mine tanker blev afbrudt af klokken, der ringede ind. 

 

 

 

 

Dagen var næsten slut. Det havde været hårdt at gå på skolens gange uden at tænke på, at Jace kunne have gået gennem dem. At denne  skole med disse elever var grunden til, han ikke var her længere.

Ingen havde lagt specielt meget mærke til mig. Der havde været en pige, der spurgte, om jeg kendte Jace, men det havde jeg blankt afvist. Det havde gjort ondt, men jeg ville holde lav profil. Hvis alle fandt ud af, at jeg var hans søster, ville det tiltrække for meget opmærksomhed.

Jeg var på vej hen til kantinen med min taske på slæb, da jeg pludselig kunne høre et råb. 

"Jeg ber jer, lad være!" Mit hjerte sprang et slag over, og jeg kunne straks mærke sveden der piblede ned. Mine hænder begyndte at ryste, og mine ben føltes pludselig svage. Der var noget over stemmen, der gjorde, at mit hjerte begyndte at banke hårdt i mit bryst. 

Med rystende ben bevægede jeg mig langsomt hen mod stemmen, mens mine øjne var ved at gå i vand. Jeg forstod ikke hvorfor, jeg forstod det virkelig ikke, men jeg følte pludselig en stor sorg inden i. Jeg fandt omsider stemmen.

Det var som om, jeg blev frosset til is, da jeg så fem drenge med et smørret grin på deres læber, sammen med en dreng, som tydeligvis skilte sig ud. Mine læber begyndte at bævre, og jeg bakkede tilbage mod væggen og fik en indre lyst til at skrige. 

"Hey Marcel, er det et dyrt dame halskæde?" grinede en brunhåret dreng, der havde krøllet hår og grønne øjne. Han havde et skævt smil på sine læber, og han viftede med en halskæde foran den såkaldte Marcel.

Marcel rystede panisk på hovedet. 

"Det er min mors, det er det eneste jeg har fra hende!" sagde han med gråd i stemmen, men det eneste han fik tilbage var adskillige latter. Han forsøgte forgæves at få fat i den glimtende halskæde, men han modtog kun et slag i maven, der fik ham til at bøje sig i smerte.

"Bare indrøm du er gay," sagde en anden af de fem drenge, som havde mørkt hår og brune øjne. 

"Watch out boys, måske smitter han," sagde drengen med det krøllede hår, der havde halskæden hængende på sin finger. I det ordene røg ud af hans læber, tabte han halskæden med vilje, og han trådte hurtigt tilbage, som om den havde brændt ham. Han tørrede langsomt sine fingre på sin trøje og brød ud i latter.

"Halskæden!" gispede Marcel og faldt ned overfor den. Hans fingre rystede, og hans kropssprog viste, at han var i panik. Han skulle lige til at tage fat i den, da drengen med det krøllede hår trådte på halskæden, så den gik i flere stykker. Den knuste halskæde fik Marcel til at klynke. 

"Hvad har du gang i, Harry?!" halvråbte han med sorg i stemmen, da han lynhurtigt samlede stykkerne op. Hele hans krop rystede, og tårerne trillede ned af hans kinder. 

Den såkaldte Harry grinede bare og modtog flere highfives af de andre drenge, der lydigt deltog i hans latter. 

"I... I er forfærdelige," snøftede Marcel og kiggede ned på den ødelagte halskæde, der lå på hans hænder. Han begyndte langsomt at hulke, hvilket fik noget inden i mig til at blive knust.

"I har ødelagt alt," hviskede han såret og vred, mens han kiggede på dem. Han hulkede igen, før han løb væk. 

"Fucking nørd," råbte Harry efter ham, og de andre drenge deltog i hans råb, hvor de råbte ret grimme ord. 

En tung sten landede i min mave, og jeg kunne næsten mærke flammen i min mave, som bare ventede på at brænde på samme tid med, at tårerne væltede ned af mine kinder. 

 

 

 

 

Det var dem. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hey! 

Det var så det første kapitel, som jeg ikke er så glad for. Det kom tidligere, end jeg havde regnet med. Jeg håber dog, at I vil give den en chance. Jeg ved godt, at det ikke er det bedste, men det er, hvad jeg kunne få ud af det første kapitel. Jeg har haft ret travlt her på det eneste, men jeg vil forsøge at skrive det næste kapitel, så snart jeg kan. Og wow, hvor er jeg glad for jeres søde kommentarer! Tusind tak til alle!

Marcel var med i dette kapitel, weee 

(Harry og Marcel er to forskellige personer i denne movella)

See ya :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...