Read All About It

Du kender Justin Bieber, den verdensberømte teenager, men ingen kender Justin, den skygge der forbliver tilbage af den verdenskendte stjerne når hans spotlys bliver slukket og han ikke længere skinner så klart, som han gør på scenen eller foran tusinde af kameraer. Hans stemme er blevet tæmmet og han bevæger sig i en grå zone, hvor hele hans liv er sat på autopilot. Hvad sker der når Justin støder ind i den cool og kølige Julie, som faktisk ikke gider bekymre sig en skid om at han er Justin Bieber? Hvad sker der når de, efter en tur i byen en stjerneklar nat, ender på forsiden af alle sladreblade?

130Likes
60Kommentarer
6633Visninger
AA

2. Skygge af natten

Justin

Man siger at når et lys slukkes, så tændes der et nyt. Men i mit tilfælde brænder tusinde lys på samme tid og som et slukkes tændes tre nye.

Det er ikke altid let at være i spotlyset, faktisk er det aldrig let. Hemmeligheder og skandaler der kommer frem i dagens lys, lige meget hvor meget du prøver på at gemme dem væk. Hvisken i hjørner og råben på gader. Aldrig et øjebliks stilhed.

Stilhed, det er hvad jeg har brug for og alligevel finder jeg mig selv midt i et rum fyldt med høj musik og en bas der får hele bygningen til at vibrere. 

Jeg bliver ved med at fortælle mig selv at jeg intet valg har, at det her er mit liv. Men sandheden er, at når alt kommer til alt har jeg et valg, lige gyldigt hvad.

Jeg kan vælge at gemme mig, flygte eller kæmpe.

Den første er let nok, jeg gør det hver dag. Jeg træder ud i spotlyset og lader glimtene overvælde og blænde mig. Jeg lader skrigene flyde ud i en summen, som en svag baggrunds lyd jeg konstant må leve med. Jeg lader dem være og kæmper ikke imod, selv når den mest uskyldige sandhed bliver blæst op til en stor fed løgn, skrevet med kursiv hen over alle nyhedsaviser eller blogs i hele verden. Jeg ser til, imens de gør hvad de vil og jeg agere som en flue på væggen uden at gøre oprør. Jeg gemmer mig væk og lader mit sande jeg forblive intet andet end en skygge, der forfølger mig som et spørgelse fra min fortid. 

At flygte er knap nok en mulighed for mig. Hvor end jeg bevæger mig hen, finder de mig. Det er som om de har indplantet en sporings enhed i mig, nej glem det; det er som om de har indplantet flere sporings enheder i mig, så de kan følge med i hvert lille skridt jeg tager. Mit liv er endnu en sæson af Big Brother sat på repeat, den eneste forskel er: at lige meget hvor mange mennesker der omgiver mig, er jeg den eneste deltager i huset.

At kæmpe kræver kræfter, kræfter som jeg ikke besidder, fordi de er spildt væk på poseringer, photoshoots, musikvideoer, interviews og de uendelige flugte fra vilde fans og blinkende kameraer.

Jeg ved snart ikke hvor meget jeg kan tage, af noget af det. Det hele virker så uvirkeligt og så uoverskueligt.

Jeg griber ud efter glasset og løfter det op til mine læber. Et tilfreds suk undslipper mig, da den kølige stærke væske flyder fra glasset og ned i halsen på mig.

Den brandende følelse er fantastisk, bedre end noget andet jeg nogensinde har oplevet og uden at være bevidst om det har jeg bestilt endnu en. Og endnu en. Og så en fjerde.

"Hej," en fremmeds stemme gør mig bevidst om mit selvskab. Selv i en tætpakket natklub er det faktisk muligt at være helt alene og kun omgivet af dig selv, ihvertfald for et stykke tid.

"Hey," svarer jeg følelsesløst tilbage, inden jeg tager endnu en tår af mit fjerde glas. De tre første blev kylet direkte ned i halsen på mig, men med mit fjerde vil jeg nyde hver en mundfuld og den brandende følelse, eller skulle det ord erstattes med nydelse?, hver mundfuld medbragte.

"Mit navn er Julie, dit?" Hendes spørgsmål får mig til at rette blikket mod hende. Hun holder om en øl og det overrasker mig at en pæn pige som hende fortrækker øl og ikke en fancy cocktail. Jeg kan lide det.

"Hvad betyder det?" Jeg snapper en smule efter hende og jeg kan se at mit tonefald overrasker hende en smule, men i løbet af et sekund har hun fundet sin kølige facade frem igen. 

"Det betyder ikke en skid," hun trækker på skuldrene og tager en slurk af sin øl.

Jeg studerer hende, som et vilddyr studerer sit bytte før det går til angreb, imens hun lader sit blik flyde hen over de dansene kroppe.

Det er ikke fordi hun er den værste fisk i havet. Faktisk er hun tværtimod den mest tiltrækkende jeg har set i lang tid.

Hendes blonde krøller svæver et par centimeter over hendes skuldre og hendes pandehår er strøget tilbage og bliver holdt på plads med et par hårnåle. Hendes lyseblå øjne skinner, selv i det svage lys i natklubben og jeg bliver overvældet af en pludselig trang til at stirre ind i dem i timevis. Hendes smil, knap nok til at få øje på, spiller om hendes mundvige. Hun er afslappet og kølig, noget som jeg ikke har set en person være i min nærhed i flere år. De fleste retter sig op eller læner sig fremad for at afsløre mere og mere af deres bare hud og brystparti.

"Godt," mumler jeg længe efter hendes kommentar og jeg føler mig pludselig som en idiot. Endnu en slurk alkohol passere forbi mine læber og det føles bedre end bare godt. Et par akavede minutter i stilhed flyver forbi og endnu engang føler jeg mig som en idiot. Det er lang tid siden jeg sidst har haft det sådan og følelsen overvælder og omslutter mig. Jeg vil ikke have det sådan her. Endnu engang tager jeg en slurk af mit, næsten tomme, glas. Jeg må gøre noget for at undvige denne akavet følelse og min idiotiske adfærd. "Hvad siger du til at vi to finder et andet sted?" Hvisker jeg i hendes øre. Hendes blik hviler stadig på mængden af unge på danse gulvet. Imodsætning til alle andre jeg nogensinde har mødt i mit liv, virker det ikke til at min stemme påvirker hende det mindste. 

Med hendes kølig facade stadig malet hen over hendes ansigt, drejer hun blikket hen mod mig og løfter et øjenbryn, før hun lader hendes ølflaske omslutte af sine læber og tager endnu en tår. Hendes øjne forlader mig ikke. "Jeg går aldrig nogen steder hen med fremmede." Et drilsk smil spiller om hendes læber, det er åbenlyst at hun selv er klar over hvor latterligt uskyldigt det lyder.

"Drew," svarer jeg nærmest uden at tænke. Jeg ved godt at det er dumt, men hey jeg har behov for at komme væk og det er jo kun for en aften. Kan jeg ikke være det modsatte af "stjerne for en aften" i aften?

"Hm Drew," hun gentager mig navn som om hun smager på det og vender og drejer det på hendes tunge. Jeg finder mig selv i en position hvor jeg holder mit vejr imens jeg venter på hendes dom. Hun tømmer flasken, imens hendes blik stadig hviler på mig, og placere den på bar disken så snart hun er færdig. Næsten med det samme bliver den tomme flaske erstattet med en fyldt en og hun griber fat om den nye flaske. Hendes blik har stadig ikke forladt mig. "Jeg kender det perfekte sted," og med det glider hun ned fra bar stolen og begynder hendes flugt mod exit skiltet. Uden en videre invitation følger jeg efter hende, imens jeg studere bagsiden af hende. Den skuffede bestemt ikke.

Måske tog jeg fejl. Måske er det muligt at slippe væk, bare for en enkel nat.

 

 

Første kapitel til mit bidrag til Backstage konkurrencen. 

Please smid et like! Jeg vil elske jer for evigt :*

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...