Read All About It

Du kender Justin Bieber, den verdensberømte teenager, men ingen kender Justin, den skygge der forbliver tilbage af den verdenskendte stjerne når hans spotlys bliver slukket og han ikke længere skinner så klart, som han gør på scenen eller foran tusinde af kameraer. Hans stemme er blevet tæmmet og han bevæger sig i en grå zone, hvor hele hans liv er sat på autopilot. Hvad sker der når Justin støder ind i den cool og kølige Julie, som faktisk ikke gider bekymre sig en skid om at han er Justin Bieber? Hvad sker der når de, efter en tur i byen en stjerneklar nat, ender på forsiden af alle sladreblade?

130Likes
60Kommentarer
6601Visninger
AA

6. Lavt selvværd og arrogante røve

Justin

Hun stopper i hendes gang mod disken, idet hendes navn flyder fra mine læber.

"Hvad vil du?" spørger hun idet hun vender sig om. Hun mindsker ikke distancen imellem os, hun stirrer bare på mig en meter fra bordet, som om hun er bange for at jeg smitter med et eller andet.

"Det er mig," siger jeg lidt dumt, før jeg, mindst tre gange så dumt, tilføjer, "kan du huske mig?"

"Selvfølgelig kan jeg huske dig," hvæser hun idet hun træder tre skridt tættere på mig. "Hvad fanden laver du her?"

"Jeg har ledt efter dig," fortæller jeg hende, imens jeg fastholder hendes isblå blik. "Jeg vågnede og du var væk."

"Selvfølgelig var jeg væk," hvæser hun af mig, før hun lader blikket glide rundt i den lille cafe for at sikre sig at der ikke er nogen nysgerrige kunder, som har opfanget vores samtale. "Hvad havde du regnet med? At vi ville vågne i hinandens arme og tilbringe hele dagen med at ligge i sengen og fortælle hinanden vores dybeste hemmeligheder?" Hun knytter sine hænder imens hendes tone bliver en tand skarpere. "Jeg sagde det til dig; en nat og så glemmer vi alt." 

Hun er allerede på vej tilbage mod disken da jeg endelig får taget mig selv sammen til at rejse mig, skubbe min stol ud fra bordet og, nærmest råbe tværs over cafeen: "Hvad nu hvis jeg ikke vil glemme?" Spørgsmålet i sig selv er så fucking ironisk, for alkoholen har allerede hvisket størstedel af natten væk. Men trods min manglende hukommelse er der en ting jeg er sikker på: jeg vil gøre alt for ikke at lade den her chica slippe ud imellem fingrene på mig.

"Surt for dig," råber hun til mig over hendes skulder. Vores dramatiske scene har fået tiden i cafeen til at stå stille. Alle kunder har tabt deres egne samtaler og gøre mål på trægulvet, for at betragte vores tragedie. ”Jeg kan hjælpe den næste,” smiler hun falsk idet hun træder om bag disken igen.

”Fandme nej, du er ikke færdig her.” Hele cafeen kigger målløst på, da jeg træder ind foran køen og placerer mine hænder på disken. Jeg kan ane en telefon ud af min ene øjenkrog. Den er peget hen imod os og pigen som holder den ser ud som om at hun er lige ved at besvime.

Fuck. Pis. Lort. Luder. Jeg er bustet - men den her gang er jeg fuldstændig ligeglad, for idet mindste afbryder hun os ikke.

”Vil du være sød at træde til side? Jeg har et arbejde at passe,” hvæser hun ud igennem et falsk smil.

”Jeg træder til side det øjeblik du giver mig hvad jeg vil have.”

”Hvad er det du vil, Justin? Vil du have at jeg skal underskrive en eller anden syg tavsheds kontrakt, så du kan sagsøge mig for de penge jeg ikke ejer, hvis jeg nævner noget om i går?” Hun snakker så hurtigt at jeg har problemer med at følge med, faktisk er jeg allermest fokuseret på ikke at blive ramt af hendes fægtende arme. ”Vil du have mig til at betale for i går? Er det, det du vil? I så fald, modtager du checks eller er det kun kontant?” Hele cafeen gisper over hendes ordvalg og jeg føler mig da også selv en smule forarget over de tunge ord, som slipper forbi de smukke læber.

”Hey rolig,” tysser jeg på hende idet jeg griber ud efter hendes arme og holder dem fast, før hun gør skade på sig selv - eller andre (her iblandt mig). Men Julie er hurtigere og stærkere end jeg har forventet og før jeg overhovedet kan stramme mit greb om hendes håndled har hun flået dem fra mine hænder.

”Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal være,” spytter hun. Hvis et blik kunne dræbe ville jeg være begravet tre meter under jorden - eller været frosset ihjel, for holy fuck der var is i hendes blik. ”Jeg er ikke en lille dukke i dit spil, Justin - eller Drew eller hvad fuck du end foretrækker.” Hvis vi befandt os i en tegnefilm ville der stå røg ud af ørene på Julie og jeg ville hænge i en tynd tråd ud over en skrant. ”Du spilder din tid, jeg har ikke tænkt mig at sige noget til nogen - ikke at der er så fucking meget at sige. Så hvorfor tager du ikke din arrogante røv og lader os almindelige mennesker arbejde i fred?” råber Julie. Det er så højt at jeg er sikker på at folk ude på gaden kan høre os.

”Tænker du virkelig så lavt om mig?” mumler jeg målløst.

”Nej - det er det alle tænker om dig,” hvæser hun.

”Jeg ved godt at det er det alle andre tænker om mig, men jeg troede fandme at du var anerledes.” Julies reaktion og ord har gjort mig rasende - ikke fordi hun har sagt dem, men fordi hun har det sådan. Jeg troede virkelig at Julie var noget i sig selv - at hun var anerledes end alle andre.

”Gu er jeg så,” spytter hun i hovedet på mig. Vi står begge lænet ind over disken og der er ikke mere end et par meters afstand imellem os.

”Du kender ikke en skid til hvem jeg er eller hvorfor jeg er her,” konstaterer jeg. ”Du går ud fra at den eneste grund til at jeg ville lede efter dig er fordi jeg vil have penge ud af dig - shit du har lavt selvværd hvis du ikke kan komme på andre grunde til at jeg ville prøve at finde dig.”

”Hvad er det så du vil? Vil du have mig til at lyve og sige at jeg aldrig har set dig?” Hendes konstante antagelser rammer mig så dybt at det skærer i hjertet. Hvis det er sådan Julie - som har tilbragt en hel nat med mig - ser mig, så må det hele verden kan konkluderer om mig ud fra pressen være forfærdelige.

Og det er i det øjeblik, med Julie og jeg lænet ind over disken og vores ansigter så tæt på hinanden, at vi kan mærke hinandens rasende vejrtrækning imod vores hud, at det går op for mig at jeg, Justin Bieber, har brug for et reality check.

”Nej,” svarer jeg roligt og lavmælt. Jeg tager tre dybe vejrtrækninger, for at være sikker på at jeg er faldet helt til ro, inden jeg fortsætter, ”jeg vil have at du tager med mig på date.”

Tusind tak til alle jer som har læst med - som mange af jer ved var historien her originalt tiltænkt Backstage konkurrence der kørte på Movellas for to år siden, men efter konkurrencen sluttede jeg døde jeg lidt i at skrive videre på den. Dog er historien her - på en eller anden mystisk måde - endt blandt de udvalgte på siden, hvilket har gjort at jeg har følt at jeg blev nødt til at færdiggøre den. Så ja, her har I, godt to år, efter den er udgivet, det sidste kapitel - hvad der end sker med Justin og Julie, må I selv tænke jer frem til ;)

Husk på at jeg SNART starter en helt ny Justin fanfiction op - så skynd jer ind og følge mig, hvis I har lyst til at læse mere om den, når jeg offentliggøre den senere på måneden.

- Unidentified

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...