Read All About It

Du kender Justin Bieber, den verdensberømte teenager, men ingen kender Justin, den skygge der forbliver tilbage af den verdenskendte stjerne når hans spotlys bliver slukket og han ikke længere skinner så klart, som han gør på scenen eller foran tusinde af kameraer. Hans stemme er blevet tæmmet og han bevæger sig i en grå zone, hvor hele hans liv er sat på autopilot. Hvad sker der når Justin støder ind i den cool og kølige Julie, som faktisk ikke gider bekymre sig en skid om at han er Justin Bieber? Hvad sker der når de, efter en tur i byen en stjerneklar nat, ender på forsiden af alle sladreblade?

130Likes
60Kommentarer
6793Visninger
AA

5. Kold og fremmed

Justin

Fuck, pis, shit, lort, luder og alt midt i mellem. Jeg er bustet, og jeg mener sgu ikke på den gode måde.

"Justin, har I sat en dato?" 

"Justin, hvordan friede du?"  

"Kan jeg få et billede?"

Jeg trækker min hue længere ned i panden og retter på kraven på min jakke så den skjuler lidt mere af mit ansigt.

Sindsyge journalister var ikke lige dem jeg havde lyst til at rende ind i her til morges; ikke at jeg nogensinde har lyst til at rende ind i dem, men det her er næsten det værste tidspunkt af alle.

Jeg kan ikke tænke klart imens jeg skynder mig ned af gaden, ikke at jeg overhovedet har kunnet tænke klart her på det seneste. Alt har været et stort virvar af lys glimt, lyde og spørgsmål, alt sammen er noget jeg har lært at lukke min hjerne fra over for, for længe siden.

Julie. Tanken om hende vælder op igen og jeg har svært ved at se klart da billedet af hende printer sig ind på min nethinde. 

Panik begynder at sprede sig i min krop da jeg runder et hjørne, før virkeligheden griber fat i mig og trækker mig ned på jorden igen og væk fra mine tanker, som skræmmende nok kun drejer sig om hende.

Hvad fanden er det jeg har gang i? Jeg jagter et pigebarn, som jeg ingen anelse har om eksistere og som jeg ærlig talt ikke ved hvor kunne befinde sig. 

Der må være et eller andet galt med mig. 

Måske er jeg ved at blive syg?

Enten det ellers er jeg ved at gå fra forstanden. Nej ikke engang ved af: jeg ER gået fra forstanden. Hun betyder jo ingenting for mig, overhovedet ingenting.

Jeg har mest lyst til at vende om og svinge forbi en natklub på vejen hjem, men klokken er knap 11 og jeg bliver fulgt i hælene af en flok blodtørstige journalist.

Jeg udskyder min tur forbi den sædvanlige natklub, og skubber i stedet døren til en lille cafe op, imens jeg prøver at overbevise mig selv om at det ensomme støvfnug under min seng er mere værd min opmærksomhed end tanken om hende er.

"Kan jeg hjælpe dig?" En piges stemme lyder, idet jeg træder op til disken. 

Det er officielt; jeg er sindsyg.

Mine håndflader bliver svedige og mit hjerte banker tusind kilometer i timen, for lige foran mig; på den anden side af disken, står Julie.

Hendes blonde hår falder ikke længere i krøller, men hænger fladt; det er et par centimeter længere når det er glat i stedet for krøllet, og det stryger henover hendes skuldre, da hun vender blikket fra muffin displayet på siden af disken og hendes øjne finder mine.

Kuldegysninger løber ned langs min rygrad da mine varme brune øjne finder hendes lyseblå øjne, der ligner et ishav i dagslyset.

"Hey, er du der?" Det overrasker mig da hun løfter hånden og vifter den febrilsk foran mit ansigt.

Jeg kan kun forestille mig hvor latterlig jeg må se ud; som jeg står der med min mund halvt hængende åben, mine øjne spillet op, og mit ansigt fyld af forbløffelse. 

Bedst som jeg havde fortalt mig selv at hun var ligegyldig, valsede hun direkte ind i mit liv igen og mindede mig om hvorfor det er at mine tanker bliver ved med at strejfe hendes vej.

"Hej," lyder det tamt ud af min mund, og i mine tanker slår jeg mig selv over nakken for at virke så tåbelig som jeg gør.

"Uhm hej," svarer hun før hendes øjne flytter sig fra mine til et sted bagved mig. Jeg vender blikket i samme retning og får straks øje på den lille kø jeg har kreeret ved at stå og stirre på hende i Gud ved hvor lang tid. "Kan jeg hjælpe dig?" Hun er små irriteret, da hun vender blikket imod mig igen, og hun har fået en lille rynke imellem hendes øjenbryn, ved at trække dem sammen i frustration.

Det burde få hende til at se sur eller gammel ud, men i stedet får det hende til at se umådeligt sød ud. 

Fuck, hvad fanden er der blevet af mig?

Shit, hvor fanden kommer alle de her tanker fra?

Ingen chick er sød.

Nej de er lækre eller sexede, men sgu aldrig søde eller smukke. 

"Øh," er det eneste der kommer ud af min mund da jeg prøver at få fremstammet et svar, og jeg må tvinge mig selv til at fokusere på disken i stedet for hendes is blå øjne, før jeg kan få et sammenhængende svar tvunget ud igennem mine læber. "Kaffe?" Jeg klemmer mine hænder sammen, og presser mine korte finger negle ind i mine håndflader, for lydløst at straffe mig selv.

Hvorfor fanden lyder jeg som en kæmpe idiot der lige er væltet ud af sindsyge anstalten?

"Sort?" Spørger hun, men jeg kan knap nok fokusere på hvad det er hun siger. Mine tanker roterer om synet af hendes læber i bevægelse, og spidsen af hendes tunge da den snor sig ud imellem hendes læber og følger inder kanten af hendes underlæbe hele vejen rundt. Den efterlade et glinsende spor på hendes fyldige læber og jeg må tvinge mig selv til at falde til ro inden jeg bliver nødt til at snappe efter vejret. 

Et løftetøjenbryn i min retning og lyden af en fyr bagved mig der rømmer sig sender mig tilbage til virkeligheden.

"Øh hvad?" 

"Skal du have noget i den?" Igen må jeg tvinge mig selv til at fokusere på disken i stedet for hendes ansigtstræk. 

"Nej tak," jeg kan mærke blodet stige mig til hovedet og hvordan det begynder at farve mine øre tipper røde. Jeg be'r til Gud at hun ikke får øje på min forlegenhed.

"Du har nummer to," hun fremtvinger et smil på hendes læber og det ser koldt og fremmed ud i forhold til hendes varme og dybe smil jeg fik i nattensløb.

Jeg nikker som tak men hun ser det ikke; hun har alt for travlt med fyren bag mig.

Han er på min alder, blond, og med smile huller der stikker dybt ind i hans kinder hver eneste gang han sender hende et smil.

"Hej smukke," han flirter med hende, og bare tanken giver mig kvalme.

Jeg har lyst til at smadre hans næse ind i kraniet på ham og jeg finder mig selv igang med at knytte næverne. I frygt for at jeg snart springer på ham, tvinger jeg mine fødder til at bevæge sig.

Jeg finder et bord bagerst i cafeen, men med frit udsyn til disken. 

Hun snakker stadig med pretty boy og jeg hader hvor meget det går mig på at se hendes is blå øjne varme op og hendes fremtvunget smil blive udskiftet med et ægte og sexet lille smil, til ham.

Jeg holder øje med dem fra mit lille gemmested bagerst i lokalet, imens jeg tæller sekunderne han bliver ved med at stå med hende.

Hun placere sine albuer på disken og læner sig en smule fremad, så hendes V-udskårne tshirt viser præcis nok hud til at der stadig er noget til overs til fantasien.

Jeg kender det glimt hun har i øjet og jeg kender det smil der spiller om hendes læber; det var præcis det samme smil hun sendte mig i går og det driver mig til vanvid at jeg er blevet til intet andet end et småt portræt i hendes galleri af fyre hun har været igennem.

Jeg minder mig selv om at jeg var fuld påklædt da jeg vågnede i morges, men det dæmper ikke misundelsen der slår gnister i mit blod.

Et eller andet sted er der en lille stemme der råber og skriger at hun er min, men den bliver overdøvet af en anden der brøler at hun har spillet mig som en brik i et matador spil, og det pisser mig af.

"Her er din kaffe," hendes stemme overrasker mig, og jeg flår mit blik fra disken, der nu er blevet overtaget af en brunette i caffeens uniform, og hen imod stemmen.

Hendes øjne er kolde og fremmede, og jeg finder mig selv igang med at tvivle på om hun overhovedet kan huske mig.

"Julie?"

 

(Jeg vil bare lige sige undskyld for den lange ventetid, jeg håber I stadig vil læse med!)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...