Read All About It

Du kender Justin Bieber, den verdensberømte teenager, men ingen kender Justin, den skygge der forbliver tilbage af den verdenskendte stjerne når hans spotlys bliver slukket og han ikke længere skinner så klart, som han gør på scenen eller foran tusinde af kameraer. Hans stemme er blevet tæmmet og han bevæger sig i en grå zone, hvor hele hans liv er sat på autopilot. Hvad sker der når Justin støder ind i den cool og kølige Julie, som faktisk ikke gider bekymre sig en skid om at han er Justin Bieber? Hvad sker der når de, efter en tur i byen en stjerneklar nat, ender på forsiden af alle sladreblade?

130Likes
60Kommentarer
6636Visninger
AA

3. Flå mig i stykker, bid for bid

Justin

Mit blik forlader hende ikke, imens jeg presser mig ind imellem de dansene par. Den pumpende bas og den høje musik er forlængst blevet til intet andet end en summen i baggrunden, præcis ligesom alle de sædvanlige skrig og råb fra mine fans. 

Jeg er efterhånden blevet ekspert i at tune alt ude og stadig virke som om at jeg faktisk lytter efter.

Den kølige natteluft omslutter mig idet jeg træder ud i den. Julie er allerede halvvejs nede af gaden og jeg er overrasket over at hun vælger at gå i stedet for at tage en taxa.

Jeg bliver pludselig en smule nervøs ved tanken om mine fans' spion evner og mediernes fotografer der befinder sig over alt, som havde de, mildt sagt, proppet et kamera op i røven på mig for at få fat i "det hele om Justin Bieber".

Ubevidst trækker jeg hætten på min sorte hættetrøje lidt længere ned over mit ansigt, imens jeg, i et rask tempo, sætter efter Julie ned ad gaden. 

Julie ændre først kurs fem gader henne, hvor hun drejer ind i parken. Jeg stopper udenfor porten og kigger på den mørklagte park. Måske var det her ikke sådan en god idé. Der er stort set intet lys i parken, bortset fra et par enkelte lygtepæle, og det hele minder generelt bare om en scene fra en eller anden pusher film.

Imens et grin undslipper mig, over mine latterlige bange tanker, ryster jeg på hovedet og sætter efter Julie ind i parken. Hun er ikke kommet ret langt, har hun mon vendt sig rundt og kigget efter mig?

Jeg føler mig en lille smule klam som jeg følger efter hende med flere meters afstand imellem os, men så minder jeg mig selv om at det jo er hende der har inviteret mig med og at det er hende der er stormet afsted før jeg overhovedet kunne nå at hale ind på hende.

Jeg finder hende stående i skæret fra en halv død lygtepæl, helt nede ved flod.

"Det var du lang tid om." Konstatere hun imens jeg sniger mig ind på hende. Jeg undre mig over hvordan hun kunne vide at jeg var i nærheden, for der var ingen mulighed for at hun kunne have fået øje på mig, som hun stod der med ryggen vendt imod mig og med blikket rettet mod floden. Følte hun mon også den sitrende elektricitet imellem os?

"Du gav mig jo ikke nogen chance for at hale ind på dig." Min stemme afsløre smilet der er malet hen over mine læber. "Hvad laver vi her?" Jeg kan godt mærke at jeg begynder at blive en lille smule nervøs over hendes tomme blik på den strømmende flod, og hendes ubevægelige figur i mørket.

"Jeg forstår det ikke," hun vender blikket imod mig og hæver et øjenbryn, imens hun rykker en smule tættere på. Med det samme stiger den svage elektricitet imellem os. 

Jeg tror aldrig jeg har mødt en pige der forvirre mig så meget, men så igen, chicas har det med kun at udstøde et skrig eller to, og aldrig nogle forståelig sammenhængende sætninger. 

"Hvad er der at forstå?" Nu er det mig der rejser et undrende øjenbryn. 

"Hvordan kan du holde det ud?" 

"Holde hvad ud?" Den her gang er det mig der tager et skridt tættere på hende. Jeg undgår at snappe efter vejret som elektriciteten stiger endnu engang, men jeg kan ikke stoppe mit hjerte fra at slå et ekstra slag.

"Alt." Hun slår ud med armene og kigger sig omkring. Jeg kigger dumt på hende, er det bare mig eller snakker hun i koder? "Dit liv som den store talentfulde pigemagnet Justin Bieber." Hun vrænger mit navn og det går op for mig at jeg aldrig har fortalt hende mit rigtige navn.

"Hvad mener du?" Jeg synes selv at jeg gør et godt forsøg på at spille dum, men hun hopper tydeligvis ikke på den.

"Helt ærligt, troede du seriøst at jeg ikke ville opdage det 'Drew'." Hun laver gåseøjne omkring mit mellemnavn.

"Hvad vil du have?" Jeg tager et skridt bagud og mærker hvordan elektriciteten imellem os med det samme daler. "En autograf? Et billede? Et godt scoop? En date? Et kys? Hvad vil du have?" Jeg snapper af hende. I løbet af et sekund er jeg gået fra glad og carefree til sur. 

Fuck, jeg burde vel egentlig have vidst det: at det er umuligt at finde en tøs der virkelig ikke ved hvem jeg er.

"Jeg er skide ligeglad med alt det," hun trækker på skuldrene og sender mig et blik fyldt med kedsomhed. 

"Hvad vil du så have?" Mine hænder knytter sig sammen og jeg tvinger mig selv til at tage en dyb indånding og tælle til ti. 

En, to, tre...

"Jeg vil ikke have en skid, andet end måske et svar." 

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig noget som helst?" Enten er hun en pisse dygtig skuespiller, ellers så er hun virkelig som jeg troede: helt og aldeles fuldstændig ligeglad med mit navn, min titel og min bankkonto. 

"Hør, jeg er skide ligeglad med hvem du er," denne gang er det hende der tager et skridt nærmere. Jeg rykker ikke væk men stirre på hende med et intenst blik. "Okay, lad os lave en aftale. Vi skider på alt, hvem vi er og hvad andre ser os som, bare for en aften." Jeg har lyst til at give ind, men jeg er i tvivl om jeg kan stole på hende. "Bare for i aften." 

"Hvad så med imorgen?" 

"Der glemmer vi i aften, ingen får nogensinde noget af vide." Hun kigger på mig med bedende øjne og jeg har lyst til at finde ud af hvorfor fanden det er hun er så ivrig efter at have mig for i aften. Er det bare for at være sammen med Justin Bieber? "Vi kan være lige dem vi vil være." 

"Hvorfor mig?" Spørger jeg tørt, jeg bliver nødt til at vide det.

"Kan du se andre omkring?" Hun slår ud med øjnene og bare for at være sikker sender jeg et diskret blik rundt i den mørke park.

"Hvorfor mig?" Spørger jeg igen og håber at hun griber min hentydning.

"Fordi du var alene og jeg kedede mig." Hun trækker på skuldrene og jeg er taknemlig for at hun lytter nok efter til at vide hvad jeg virkelig spurgte efter. 

En stilhed falder over os, kun bilerne fra en hovedgade på den anden side af parken kan høres.

"Okay, whatever. Ha' et godt liv 'Drew'." Udbryder hun pludselig tørt, inden hun vender sig om og begynder at gå stille og rolig tilbage hvor vi kom fra.

Den del af min hjerne, der stadig har bare en smule klarhed tilbage, lader et lettet suk undslippe, imens den anden del råber og skriger at det er sidste chance, og et eller andet sted går det op for mig at er den sidste chance jeg har for at være normal, bare for en aften.

"Det rører mig ikke rigtig længere," konstatere jeg imens jeg trækker på skuldrene. Ved lyden af min stemme vender hun sig om igen. Det er lidt en løgn, det påvirker min hverdag og det giver mig en konstant hovedpine over altid at skulle bekymre mig om hvem der ser mig, hvor de ser mig og hvad de ser mig gøre.

"Hvordan kan det ikke røre dig? De invaderer jo dit liv," hun rykker en smule tættere på og den sitrende elektricitet imellem os stiger endnu engang. "De sætter dig op på en piedestal og behandler dig som en konge, bare så de kan flå dig i stykker bid for bid. Hvis du ike kalder det hul i hovedet så ved jeg fandme ikke hvad er." Da ordene forlader hendes mund har jeg først lyst til at forsvare dem; medierne, fotograferne, journalisterne og hvem fanden der ellers er, men så er det som om at ordene synker ind og det hele giver meget mere mening. Hun har ret. "Det giver mig kvalme bare at tænke på." Jeg forbliver tavs. "De tager en hel normal person med store drømme og øjne fyldte med håb, og ødelægger både dem og deres drømme. De stopper ikke engang når de har nået bunden, de fortsætter med at bygge dem op, for at rive dem ned igen." Igen, forbliver jeg tavs, jeg har på fornemmelsen at hun ikke er helt færdig. "Det er sygt. Hvordan kan du overhovedet holde det pis ud?" Hun slutter af med det samme spørgsmål som hun startede hele samtalen med, og det går op for mig at jeg har tænkt over svaret lige siden første gang ordene forlod hendes, åh så perfekte, læber.

Jeg trækker på skuldrene inden jeg svare: "Jeg har lært at leve med det og tune det hele ude. Det er hårdt men det er mit liv." Ligesom jeg var da hun snakkede, forbliver hun også tavs og bruger i stedet tiden på at studere mit ansigt, i det svage lys fra lygtepælen. "Lige meget hvor meget de prøver kan de aldrig tage mine drømme fra mig, de er mine og det vil de altid være. De får mig derimod til at stræbe efter at være bedre, den bedste jeg kan være, og jeg vil altid stræbe efter at være den publikum husker, når showet er forbi, lyset er gået op og de er på vej mod deres biler." Jeg holder inde, blot for at tænke en smule over de sidste ord der forlader mine læber. "Det er som om at der brænder den her ild i mig, der nægter at dø. Jeg har set så mange gå og komme i den korte tid jeg har været i her, og jeg ved at jeg vil give alt for ikke at være blandt dem."

Der er stille et øjeblik imens hun tygger en smule på min lange tale. 

"Good point well made." Smiler hun inden hun vender sig om og endnu engang begynder at gå tilbage hvor vi kom fra. Panik griber mig, forlader hun mig nu når jeg har besvaret hendes spørgsmål? "Kommer du Drew?" Hun er stoppet et stykke fra mig og sender mig et smil over hendes skulder. Af en eller anden grund elsker jeg det faktum at hun kalder mig Drew og ikke Justin, selvom det er hvad alle i en normal tilstand ville gøre.

"Hvor skal vi hen?" Spørger jeg da jeg endelig indhenter hende. Denne her gang skynder hun sig ikke afsted og jeg falder hurtigt hen i et afslappet tempo ved siden af hende.

"Et sted hvor vi kan have det lidt sjovt," konstatere hun endnu hun tilføjer en sidste kommentar med et smil i stemmen: "og jeg mener ikke Chucke Cheese." 

 

***

Så fik I endelig et nyt kapitel, som jeg virkelig håber at I kunne lide!
Smid venligst en kommentar med jeres tanker om historien her.

Glem ikke at smide et like, da denne historie er mit bidrag til Backstage konkurrencen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...