Don't tell the world!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det her er mit bidrag, til konkurrencen ”Backstage”.

Jennifer Anderson også kaldet Jenny, er blot 20 år og hun er blogger, hun blogger omkring mode, sig selv og hvad der ellers fanger folk i hendes alder. Men der er noget andet over hende, hun kan synge og ligger tit sange op på youtube og hendes blog. En dag støder selveste Louis Tomlinson, tilfældigt forbi en af hendes sange på youtube og det fanger hans interesse, ikke kun den smukke blonde pige, men også hendes stemme. Han viser resten af drengene det og en mulighed kommer for Jenny. Hun bliver tilbudt at opvarme for dem, på deres nye Tourné, en mulighed som ingen andre får. Hun kommer helt tæt på verdensstjerne og får en mulighed for at blogge om dem, ikke mindst alle de dybeste hemmeligheder. For er drengene som medierne siger? Eller er de helt anderledes? Hvad sker der, når hun finder ud af sandheden om dem og hvad sker der, når de finder ud af sandheden om hende?

87Likes
37Kommentarer
17531Visninger
AA

18. This is it.

 

”Zayn skat? Zaaaaayn, honey, du skal op” høre jeg bliver kaldt, men jeg vælger at undgå at gøre noget,
for jeg vil blot sove, jeg er træt, vi var først færdig en gang, ja klokken 3 i nat, hvilket er dumt, eftersom
vi skal øve i dag, men ja, vi gjorde alt for at blive færdig og ikke mindst danserne eller Danielle & El, de øvede og fandt en dans, som de skal lærer de andre.
”Skat. Klokken er 14:23 du skal være der klokken 15… i skal øve før vores nye sang skal”
”Ikke nu” mumler jeg blot og lader et suk falde på mine læber, men hun opgiver ikke, hun læner sig ind over mig og begynder at køre hænderne rundt på mig, inden hun planter et kys på min hals og jeg drejer kort hovedet, inden hendes læber rammer mine, hvilket jeg blot gengælder. Hvor er hun irriterende, pisse irriterende.

”Du skal op Zayn” siger hun smilende, i mens jeg ser ind i hendes øjne og ligger armene om hende.
”Jeg elsker dig Perrie, det ved du god, ikke?” et smil forlader hendes læber, inden hun viser ringen, for ligesom at bekræfte hun ved det og hun planter et kys på mine læber.
Tænk jeg elsker hende, det gjorde jeg ikke til start.
Alt var bare mediestunt, vi var blot venner, men fansene kunne lide os og ikke mindst hendes, modset mente det ville være en god ting og det var det, for vi faldt for hinanden, også selvom det var et mediestunt. Jeg elsker hende over alt på jorden, jeg er så taknemlig, taknemlig for det mediestunt, som udviklede sig til dette.
”Zayn… du er i dine egne tanker skat, kom nu op”
”Ved jeg… er bare glad for det modset gjorde, ellers ville du ikke være min i dag” jeg stryger hende over kinden, inden jeg planter et kys på hendes læber og får min krop op af sengen.

”Er jeg også Zayn, jeg elsker dig så meget, troede ikke det var muligt, men du er alt!” et smil forlader mine læber, inden jeg planter et kys på hendes læber og går ud af værelset, for at få et bad.


Jeg åbner langsomt døren til badeværelset, eller jeg stopper mig selv, da jeg hører lyde derinde fra og det er ikke kun en, men mere end en, seriøst, hvem fuck har sex i badet!!! Også nu! Jeg går irriteret ind i stuen.
”Godmorgen Zayn… dejligt du kunne vågne!” jeg ser undrende på dem, da de alle sammen sidder i nattøj eller kun Niall og Ellie gør, vi skal da møde om en halv time!
Et velkendt grin rammer mine øre og mit blik lander på Perrie.
”Hvor er du sød skat, klokken er kun 9” siger hun drillende, inden jeg kommer med et irriteret grynt.
”Og hvem har så sex i badet?” siger jeg irriteret, inden mit blik lander på Harry som kommer ud i iført kun boxeshorts, så det ikke dem.

”Det sikket Liam og Danielle…” kommer der fra en gabende Louis og mit blik lander på ham, jeps det kan det så kun være.
”Igen… de har ligget hele natten!” mumler en irriteret Niall. Mit blik lander på den trætte Jenny, som kommer ud af døren, inden hun lader sine arme falde om Harry bagfra, fordi hun simpelthen ikke kan holde sig oppe.
”De var ikke de eneste der hyggede sig i går!” blinker Louis drillende til Niall, som bliver hurtigt rød i hovedet.
”WHAT!” Siger Niall uskyldigt, inden Ellie griner og også rødmer.
”Hva så Jenny? Du ser helt død ud, har Harry også kørt dig træt?” kommer der drillende fra ham igen, inden El klasker til ham og vores øjne rammer i mod badeværelset da døren åbnes, en Liam og Danielle går ud.
”ENDELIG! Nu har I vel også tørret lortet væk!” mumler jeg irriteret, inden jeg går i mod badeværelset, efter han har nikket ja.

 


”Zayn?” mit blik flakker lidt i mod Jenny, inden jeg kort sender hende et smil og hun sætter sig ved mig.
”Er du okay?” hun har bukket knæene under sig og sidder med siden i sofaen, hvor hun bare lader blikket ligge på mig og jeg giver et kort nik fra mig, inden jeg kort smiler og derefter mærker hendes irriterende prikken.
”Smil lidt!” siger hun drillende og jeg ryster kort på hovedet.
”Jeg er træt, meget træt. Hvordan kan du være så frisk?” jeg kigger på hende, faktisk ret undrende, for vi kom jo sent i seng alle sammen.
”Fordi jeg bare tænker ’en dag sammen med drengene og pigerne, jeg har at være vågen og glad!’” hun giver mig et smil igen og jeg ryster kort på hovedet af hende, jeg tror hende egentlig ikke og der er en grund, hendes fortid, normalt ville jeg være ligeglad, men det er jeg ikke. Hun har betydet meget, ikke kun for Harry og Louis, men også for mig og de andre, hun er vores engel og jeg elsker at være i nærheden af hende og efter at vide fortiden, ja så irritere det mig og gør mig nervøs, nervøs for hun begår selvmord og efterlader Harry med et knust hjerte eller noget andet.
”Zayn…” hun trækker armene til sig og der ligger jeg mærke til, at jeg havde kigget på hendes ar, jeg vender blikket i mod hende, med et undskylde blik, men hun rejser sig op og ser blot på mig.
”Undskyld Jenny… j.” jeg vælger i stedet at tistille, mest fordi Harry kommer og ligger armene om hende, inden han planter mange kys på hendes hals.
”Hvad så i to? Er i snart klar, klar til vi skal øve!” siger han smilende og holder armene om hende, men hun vrider sig egentlig bare fri og kysser kort hans kind, inden hun går i mod værelset og Harry ser blot efter hende.
”Hvad sker der?” jeg bider mig kort i læben og han ser på mig, inden han blot sukker.
”Zayn… du må stoppe med det… det gør hende nervøs.”
”Gør det også mig og det sker bare, jeg er bare bange.” han nikker blot inden han slår sig ned ved mig og klasker mig på låret.

”I er et sødt par… altså dig og Perrie, jeg er glad for at de mediestunt blev ægte” et smil danner sig på hans læber og det gør der også på mit, i det jeg tænker på Perrie og jeg lader blikket lande på soveværelset, ved hun er derinde, for hun har lige været i bad.
”Jeg elsker hende også, troede slet ikke det var muligt, men det gør jeg… så neget Harry! Virkelig meget! Og jeg er bare glad for, ja at lykken endelig rammer dig…” jeg sender ham et oprindeligt smil, inden Liam så kommer og slår sig ned.

”Hva så drenge? Er i klar?” smiler han glad og overlykkelig, vi ved hvorfor Danielle is back!
Vi falder blot i snak og inden længe dukker de sidste to drenge op.

 

Da der er gået lidt tid igen, ja så dukker tøserne op, alle undtaget Jenny, hvilket bare gør det nervepirrende for os alle.
Harry rejser sig og går indtil hende, inden længe hører man råb og diskussioner, alle vores blikke vender sig i mod døren.

”SERIØST! Hvad fuck er det her! Spionerer du bare!”
”Harry… nej det, det ikke sådan!”
”Hvordan er det så? Du blogger om alt omkring os! Alle vores hemmeligheder!”


Lige for i er med:

Jeg havde sat mig til at skrive en blog, hvilket jeg gjorde næsten hver dag og som Niall vidste, jeg ville gøre det igen og ja, Harry dukkede op og jeg ville lukke min pc sammen, men han var hurtig, hurtig nok til at spørger hvad jeg lavede, med hans kærlige stemme og jeg sagde intet, jeg skulle til at lukke den sammen, men han åbnede den, han så det og spolede i gennem nogle af bloggende, også skete det, vores diskussion.

”Ikke alle hemmeligheder! Jeg er ikke spi…”
”…Ja det er godt med dig. Troede jeg kunne stole på dig!”
”Det kan du Harry!”
”Åbenbart ikke… så du elsker mig ikke, jeg er bare for sjov underholdning!”
”NEJ HARRY!...”
”Ved du hvad, jeg gider ikke og høre på det! Fra og med i dag, er det her, dig og jeg slut! Når turnéen er slut, så vil jeg ikke, ja jeg vil ikke se eller snakke med dig mere!”
”HARRY!”
”NEJ!” han var sur, vred, rigtig vred, han rev bare døren op og gik ud, i mens tårerne faldt ned af mine kinder og jeg løb efter ham.

”HARRY!” han vender sig op og ser på mig, alle andres blikke er på mig.
”Ved I hvad? Hun blogger om os og vores hemmeligheder!” de vender straks alle deres blikke i mod mig og en vrede faldt over deres blikke.
”D..de…det ikke sådan…” stammer jeg og ser på dem, selv pigerne sender mig øjne, øjne jeg ikke ønsker.
”Hvordan kunne du… det var en del af løftet! ALT du ser skal ikke ud!” Louis kigger rigtig koldt på mig og rejser sig op, han knytter næven og må indrømme jeg er bange.
”Du holder dig væk fra os når turnéen er slut… aldrig i mit liv, at jeg gider og se dig igen!”
”Harry….”
”Nej… det her er slut, slut! I mine øjne er du død og begravet!”
”Drenge… kan vi lade det ligge til senere, vi skal øve!” tak Niall, tusinde tak. Drengene nikker kort, men det er vrede og inden længe forlader vi hotellet for at komme til koncertsalen.

 

Hele vejen derhen og i mine egne øvelser, er alt klokket og tårerne er på mine kinder konstant, jeg prøver, men de vil ikke lytte ingen vil.
Drengene går ud på scenen, for de skal øve deres sange, først tager de ’Best Song Ever’ også skal de ’Moment’.
Jeg betragter dem bare, men intet lyder godt, for de er alle sure, undtaget Niall, men han ved sandheden. Mit blik lander på Niall, da han fejler alle sine trin og ikke mindst tekster, inden jeg ser mig op, kan jeg kun høre mig selv.
”NIALL!” skriger jeg og løber ind på scenen, hvor drengene allerede er faldet om ham, inden jeg bare kaster mig ind over ham og lader tårerne falde ”Ikke dø nu… ikke forlad mig nu!” græder jeg og læner mig indover ham, han må ikke dø nu, jeg har brug for ham!
Jeg bliver bare fjernet af nogle mænd, da Paul og nogle andre mænd skal til, alt jeg høre er hjertestop og hjertet fungerer ikke og jeg ved ikke hvad.

Der går ikke længe, ikke før der kommer en ambulance og vi skal på sygehuset, alt går så stærkt at jeg næsten intet opdager eller ligger mærke til og tårnene er ikke til at stoppe.


På sygehuset går alt selvfølgelig så langsomt, drengene taler ikke mig og heller ikke pigerne. Timerne går og det føles som 1000 år og mit hjerte er næsten slut.
Mit blik rammer på en læge da han kommer ud og jeg rejser mig hurtigt.

”Er Leukæmien blevet bredt mere ud?” jeg mærker nervøsitet stige, da han lader et nik falde og drengene kigger på mig, mest Louis.
”Niall, ville normalt ikke have klaret så længe, som han har gjort, men det er blevet være og det er vigtigt han får den kemobehandling nu, vi har ringet til sygehuset i England og ved mange af hans filer nu her, og det er slemt. Han er nød til at få kemoen også må vi håbe på det bedste, han reagerede ikke sidst og denne her er stærkere og det her er sidste håb, jeg ved det meget på engang, for i vidste det tydeligvis ikke?” Drengene nikker blot og lægen fortsætter:
”Han er ved bevidstheden og i kan sagtens besøge ham, men vi må i gang med det samme.”

”Du vidste det… du vidste han var syg og han kunne dø! Og du sagde intet! Hvis Niall dør, så er det din fejl!” hvæsser han, efter at lægen er gået. Inden drengene går i mod hans værelse og jeg følger med, men Liam vender sig og ser på mig.
”Skrid… du er skylden i han ligger her! Vi vil ikke se dig… ikke mere!”

”Skrid Jenny… hvordan kunne du, jeg troede du var min veninde… jeg elsker drengen der!” hvad, hvorfor er alt min skyld…
”Han…” mere når jeg ikke at sige, ikke før Harry bare peger i mod døren til udgangen af sygehuset og tårerne bare falder.

Jeg vender mig blot om og går, går min vej.
 

Mit blik rammer mine kuffeter og jeg vil tjekke, tjekke om alt er med og ja det er det, jeg har alt. Jeg har allerede bestilt en togbillet + siddeplads. De havde heldigvis – jeg vil tilbage, tilbage til London og hjem, det jo min skyld det hele.
Jeg tager mine ting, inden jeg går ned i lobbyen og ud i mod gaden, hvor jeg peger en taxi og stiger ind.
”Stationen” siger jeg stille og han begynder at køre.

 

Efter noget tid, er jeg på stationen og jeg stiger blot ud, inden jeg tager mine ting og går i mod perronen. Jeg skimter på skærmen hvor jeg skal stå på.
Jeg ved jeg opgiver, men jeg kan ikke, jeg kan ikke være der. Må ikke se Niall og jeg er skylden i han ligger hvor han gør, det er det de siger og det gør ondt. De ville ikke lytte, de ville slet ikke høre på mig.
Jeg ved min mor og far, ikke mindst mine søskende vil være sure når jeg kommer hjem.
Mit blik lander i mod stedet, da toget kommer og jeg tager fat i mine ting…
 

 


************************************************************************************************************************

Undskyld mit mega ukreative kapitel, jeg ved det er lort eller det synes jeg selv det er, jeg ved også det ikke er rettet i gennem. Men jeg er i 3 måneders praktik og arbejder 10-18, så er først hjemme 19:30 og pt. har jeg ikke haft det så godt, er meget træt hele tiden og tror det er pga influenza.
Jeg har været ekstra dårlig i dag, pga. smerter i storetåen - fordi jeg kinda kørte den over med en masse indkøbsvogne, og stoppede ikke ved kun den ene, nej jeg fortsatte alle 8 færdig, hvorfor aner jeg ikke, men det gør mega ondt!

Hvis det ikke var fordi det var en konkurrence, ville det ikke allerede ende nu. Men de kapitler der skulle være lavet i weekenden, blev ikke til noget, da jeg var hjemme ved min søster.

Men håber at I kan overleve med det her? Skal nok gør det næste godt!:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...