Don't tell the world!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det her er mit bidrag, til konkurrencen ”Backstage”.

Jennifer Anderson også kaldet Jenny, er blot 20 år og hun er blogger, hun blogger omkring mode, sig selv og hvad der ellers fanger folk i hendes alder. Men der er noget andet over hende, hun kan synge og ligger tit sange op på youtube og hendes blog. En dag støder selveste Louis Tomlinson, tilfældigt forbi en af hendes sange på youtube og det fanger hans interesse, ikke kun den smukke blonde pige, men også hendes stemme. Han viser resten af drengene det og en mulighed kommer for Jenny. Hun bliver tilbudt at opvarme for dem, på deres nye Tourné, en mulighed som ingen andre får. Hun kommer helt tæt på verdensstjerne og får en mulighed for at blogge om dem, ikke mindst alle de dybeste hemmeligheder. For er drengene som medierne siger? Eller er de helt anderledes? Hvad sker der, når hun finder ud af sandheden om dem og hvad sker der, når de finder ud af sandheden om hende?

87Likes
37Kommentarer
17782Visninger
AA

2. I was almost dead.


Jeg hedder Jenny Anderson, eller retter Jennifer, men jeg bliver kaldt Jenny, jeg er 20 år og jeg bor hjemme endnu, jeg ved godt, det lyder underligt. Men det er betryggende, selv har jeg mine egene hemmeligheder, jeg er faktisk blevet mobbet, jeg gik med briller.
Bare for lige at vise Jer alle sammen det, så var det sådan her jeg så ud:


Ja jeg ved det, jeg ligner en idiot og en nørd, men det er jeg ikke, men det troede alle. Men sådan er High School, wow, det er kun 2 år siden! I gennem alle tre år blev jeg mobbet og jeg blev straks bedømt som nørd og jeg er ikke stolt af billedet, men det er sådan jeg så ud i årsbogen.

Folk skubbede til mig, talte grimt til mig og råbte af mig, tit tabte jeg mine ting på jorden og folk der nærmede mig, bare for at hjælpe, ja de fik samme omgang og til sidst, blev jeg den alle var ’bange for’, ingen gad, at være min ven.
Jeg fortalte aldrig noget til mine forældre eller mine brødre. Ja jeg har to ældre brødre, faktisk noget ældre 5 – 9 år ældre, ja lidt af en efternøler er jeg og de har jo så aldrig været på en skole med mig, så de har aldrig set mig blevet mobbet og det skete kun i High School, for jeg fik briller, lige inden vi skulle starte i skole.
Det værste ved det hele var, at det gik over gevind, de gjorde nar af mig på nettet og lavede falske sider, jeg fik nok til sidst og ja, jeg forsøgte at slå mig selv ihjel og havde fået skrevet afskedsbrev, jeg havde taget en masse piller og oveni skåret i mig selv, noget jeg ikke er stolt af og i dag kan jeg glo på arene, det ikke en rar følelse.

Min ældste bror på den gang 27 Jasper, han kom pludselig hjem, overraskende – han er i millitæret og har var i krig på det tidspunkt, han så min bil var der og vidste jeg var hjemme, men han blev bekymret, for jeg svarede ham ikke og han fandt mig så, i badekaret og jeg var bevidstløs. Jeg husker ikke mere, husker kun jeg vågnede op på sygehuset og min familie var der.
De havde set brevet og de var ulykkelig, jeg kom i behandling og vi flyttede, Jasper valgte at sige farvel til millitæret, selvom det er svært, men de lod ham gå og han gjorde det pga. mig, han følte sig skyldig og det var aldrig min mening, aldrig. Mine forældre blev hjemme og min anden bror Phillip, ja han gik på skole, i den anden del af landet og han kom hjem, han flyttede skole, for at være i nærheden af mig.

Det er ting jeg aldrig vil glemme og jeg ser arene hver dag, jeg går godt nok med armbånd udover, så andre ikke ser dem, men jeg kan se dem og jeg ved min familie kan se dem. Jeg fik en laseroperation, mit syn blev bedre og jeg går nu uden briller, dog med kontaktlinser, men synes er ikke så slemt som det har været og jeg føler mig tilpas.
Jeg fandt vej i gennem alt, jeg udtrykte mig i sang og jeg elsker det, jeg føler mig så glad, i dag har jeg mange venner og jeg er lykkelig, min familie er måske nok stadig bange, ja bange for om jeg vil gøre det igen, men jeg har ikke behov for det, jeg ved jeg har deres støtte, men jeg var bange dengang. Men det er jeg ikke mere, jeg er blevet anerkendt.
Nogle gange er det underligt at tænke på, at jeg blev mobbet, pga. briller og jeg gik da i modetøj ligesom dem og derfor giver det ikke mening, men High School er lort.

Så til jer der læser bloggen og går i High School, tag jer ikke af hvad folk siger, for det er bare tre lorte år, som skal overstås og alt bliver bedre efterfølgende!

Som i kan se på billeder, så går jeg op i mode og som i kan se i tidligere indlæg, så beskriver jeg det nye tøj mode og afprøver selv det hele, jeg ligger sange op, som jeg selv har lavet og blogger om alt i mellem himmel og jord.
Mange havde spurgt, hvem jeg egentlig var og hvordan jeg startede, så jeg synes det var på tide, at i fik den sande historie at vide, om Jenny Anderson.
Håber ikke i vil bedømme mig for det eller ligge for meget i det, for jeg har det perfekt.

- Knus Jenny!


Læser lidt det hele i gennem og bider mig i læben ”Phillip, kan du ikke lige godkende?” ser lidt på ham og han nikker lidt, jeg ved godt han ikke vil, ja han vil ikke gense alt igen, men han ved også hvad det her betyder for mig, for det har hjulpet mig vej i gennem og jeg havde ingen idé om, at min blog vil blive så populær, jeg søger ikke engang medlidenhed eller mediet, jeg gør det kun fordi jeg elsker det og vil det her, jeg vil faktisk gerne være Journalist og jeg har et sted at udtrykke mine dybe tanker, det jeg elsker og holder af. Dele min viden med andre og ikke mindst mit talent.
Kan godt se at han får tåre i øjnene og ligger armene rundt om hans hals, hviler min hage på hans hoved ”Det er godt Jenny, du er god til at skrive… og jeg er stolt af dig, at du endelig tør at dele din historie” – det skal lige siges, ingen af mine nye venner kender min sandhed og de kommer til at se den nu, så alt bekymring er der, men jeg vil ikke flygte mere, jeg vil ikke flygte fra fortiden, selvom det kun er to år siden, men jeg har min dejlige familie her.
Nusser ham lidt på skulderne og han drejer rundt på kontorstolen ”Du ved godt jeg elsker dig, ikke Jenny?” kigger lidt undrende på ham, hvad vil han nu? Sådan sagde han altid, i starten efter ulykken, eller forsøget på selvmord, jeg tror de alle føler sig skyld, skyld for de ikke så jeg var trist. Giver ham blot et kort nik og ser på ham ”Du må aldrig gøre det igen” og her kommer det så, han indrømmer han er bange for det og han smøre mine armer op, kigger på mine ar og min krop spændes straks, jeg kan ikke lide det og jeg er ikke glad for det, jeg er utryg, jeg bryder mig ikke om det… ”De bliver pænere og pænere for hver dag…” hvorfor skal han rive op i tingene? Han skulle bare godkende, ikke blive ked af det og bekymret ”Phil…” siger jeg med en utryg stemme og han ruller ærmerne ned igen og ser undskyldende på mig, han rejser sig op og river mig bare ind i et kram ”jeg vil ikke miste dig… jeg er så ked af jeg ikke var der for dig!” knurre mig lidt indtil ham, men er stadig utryg, for jeg kan ikke lide det og slet ikke høre han er ked af det, det jo ikke hans skyld ”Phil… det ikke din skyld, det har det aldrig været” bider mig lidt i læben og begynder selv at græde, for minderne kommer op og alle de ord der blev sagt. Det var hårdt, alt var hårdt.
Jeg tog piller og skar i mig selv, jeg burde ikke leve og det sagde lægerne selv, jeg burde være død, men jeg overlevede med et stort mirakel og jeg har ikke taget skade, kun ja på arene, måske psykisk, men ikke noget slemt.
Det kun ting jeg ikke vil glemme, for jeg kan minde mig selv om det, hver dag, for altid og det kun pga. arene.
Han drejer sig langsomt om og trykker med ét klik på knappen, så den bliver publiceret. Ved alle sidder neden under og er spændte, Phillip er nok den der holder humøret bedst, altså jeg mener, ham der kan hjælpe mig med det her, jeg vil ikke lade Jasper lide, han har lidelser nok. Jeg kunne være død og udover det, døde mange han kendte omkring sig, min mor og far, ja de kunne have mistet deres barn.
Han ligger stille armene om mig igen og jeg lader bare mine glide omkring ham, han trykker mig bare indtil ham og mine øjne lukkes, men de åbnes igen, da andre arme kommer omkring mig, en duft rammer mig og det er Jasper, han kysser mig stille i håret ”Det er godt søster” siger han oprigtigt, men med tårefyldte øjne, ikke mindst grådkvalt stemme, og inden længe, ja så står vi alle og krammer hinanden, med både mor og far.


Jasper og Phillip har siddet ved mig hele aften, de har læst op for mig, hvad folk skriver og mange, ja de skriver hvad jeg håbede, at de ikke vil bedømme mig og de er ked af det jeg har gået i gennem, men at jeg er sej, ja sej fordi jeg tog mig sammen og fik hjælp, selvom jeg dummede mig.
Men der har også været kommentar, ja som;

”Selvoptaget bitch, tænk du bare vil dræbe dig selv og ikke tænke på din familie, har fanme ondt af dem, du burde bare skride og begå selvmord!”

 

Aww den sad da de læste den op og det gør den stadig. Tænk nogle skriver sådan? Det værste er, at det får sandheden frem i mig, om det virkelig er sandt? Om jeg virkelig er selvoptaget og led bitch, om jeg egentlig bare skal forlade verden? Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke, ja jeg forstår ikke, at nogle kan være sådan? Hvordan kan man bare skrive sådan noget?
Det kan man squ da ikke bare gøre. Ja det rammer dybt, men som sagt, jeg bad også selvom det, eller gjorde jeg? Ja jeg aner det faktisk ikke, men jeg må sige, jeg blev ked af det og det vel okay?

 

Mærker et lille puf og ser på Jas, han smiler opmuntrende til mig ”Ikke tag dig af de idioter, som skriver grimme til dig, du er perfekt for den du er!” sender ham et skævt smil og betragter ham kort, de begge har kærester, Jas er faktisk gift og alligevel bruger han mere tid på mig, men hans kone Marissa, ja hun forstår det også og jeg kan lide hende, hun er en skøn pige og Jas er en perfekt fyr. De venter faktisk også barn og jeg kan ikke selv vente, jeg glæder mig til at blive moster og det bliver det bedste ved alt!
Min familie er tæt knyttet og vi bruger masser af tid sammen, efter min ulykke, er vi blevet mere knyttet sammen og det gør mig glad, eller det er i hvert fald rart.
”Gør jeg heller ikke, ikke så meget, selvfølgelig det rammer og får mig da til at tænke om det er sandt, men det er bare endnu et fjols” siger jeg selvsikkert og smiler til dem. Phil sætter sig ved siden af mig og med min guitar på hans skød, vi er faktisk alle talentfulde, eller jeg er nok mest sangeren, men de andre kan også synge, dog gør de ikke så meget ud af det, som jeg.
Han begynder at spille, inden længe synger Jas og derefter jeg, det en sang vi altid har sunget, en sang vi har lavet sammen, en sang om vores søskendskab, en sang som vi lavede efter min ulykke og en sang som betyder alt. En sang der handler om min ulykke, som drengene skrev til mig og mit sted, hvor jeg skal synge, er et råb om hjælp.

’Bring me to life’ er sangens titel og den er rørende, men den er forstående og den er god.
Den er alt. Den forbliver alt.

 

How can you see into my eyes like open doors
Leading you down into my core
Where I've become so numb without a soul
My spirit sleeping somewhere cold
Until you find it there and lead it back home


(Wake me up) Wake me up inside
(I can't wake up) Wake me up inside
(Save me) Call my name and save me from the dark
(Wake me up) Bid my blood to run
(I can't wake up) Before I come undone
(Save me) Save me from the nothing I've become


Now that I know what I'm without
You can't just leave me
Breathe into me and make me real
Bring me to life


(Wake me up) Wake me up inside
(I can't wake up) Wake me up inside
(Save me) Call my name and save me from the dark
(Wake me up) Bid my blood to run
(I can't wake up) Before I come undone
(Save me) Save me from the nothing I've become
Bring me to life (I've been living a lie, there's nothing inside)
Bring me to life


Frozen inside without your touch, without your love
Darling, only you are the life among the dead


(All this time I can't believe I couldn't see
Kept in the dark but you were there in front of me)
I've been sleeping a thousand years, it seems
Got to open my eyes to everything
(Without a thought, without a voice, without a soul)
Don't let me die here (There must be something more)
Bring me to life


(Wake me up) Wake me up inside
(I can't wake up) Wake me up inside
(Save me) Call my name and save me from the dark
(Wake me up) Bid my blood to run
(I can't wake up) Before I come undone
(Save me) Save me from the nothing I've become
Bring me to life (I've been living a lie, there's nothing inside)
Bring me to life.

 

Den beskriver mine følelser og at jeg vil bringes til live, men ikke kan vågne, ja den beskriver alt, alt I mens jeg lå på sygehuset og bare kæmpede for mit liv. Eller kæmpede og kæmpede, det er svært at sige, men jeg var i en form for koma, eller det var jeg sådan set ikke, jeg skulle bare selv vælge. Vælge om jeg vil leve eller dø, jeg husker faktisk ikke så meget, husker bare jeg så dem ved min side og at de var triste. Mere husker jeg ikke, andet har jeg ikke lyst til at huske.
Jeg dummede mig… en dum ting og en ting der ikke kan ændres.


Da det sidste bliver sunget, bliver der smilet og Phil kigger på mig ”Den skal op på bloggen” både Jas og jeg kigger uforstående på ham, inden han løfter sin pegefinger og peger på computeren, og webcamet er tændt. Jas sender ham et lille smil og ser på mig ”Men ikke hvis du ikke ønsker, men den viser alt.” de har længe ønsket det og ikke mindst mig selv, men det skræmmer mig, for det en sang som betyder så meget, hvad hvis den ikke bliver anerkendt af folk? Ikke at jeg tænker over hvad folk tænker, men det en sang som har givet os et bedre bånd. Nikker en smule og inden længe retter Phil lidt i den, han skal jo slette det vi lige har sagt.
Han ligger den på youtube for mig og ikke mindst ind på min blog, under emnet musik. Jeg tager lidt en dybindånding, inden jeg lidt lukker øjnene i og mit blik vender lidt fra den ene til den anden.
”Unger, der er mad!!!” kalder far, unger, ja vi er altså ikke under 18 mere, men det er far, han kan godt lide ordet og ikke mindst vi tit er samlet. Vi har en fast tradition, at hver onsdag er vores familie aften og vi spiser sammen, dog har den ikke holdt i to år, fordi vi bruger mere tid på hinanden og ikke mindst mig.

”kommer du Jen?” ser i mod dem og nikker lidt ”Lige om lidt, vil lige logge af og slukke” sender dem et beroliget smil og ser lidt efter dem.
Trykker på log ud knappen og et smil danner sig på mine læber, jeg føler mig tilfreds, er endelig kommet ud med min ændre smerte.
Er tilfreds, men bekymret, hvis de bedømmer mig, så er de ikke sande og det er da det jeg har lært.
Den sidste knap bliver rørt og skærmen bliver sort.
Går i mod døren og slukker lyset, inden jeg lukker døren efter mig.


************************************************************************************

Ja det var så mit første kapitel, af movellasen.
Så lærte vi lidt at kende om Jenny og hvad liv hun har levet. Hvad synes i?
Håber i kan lide og i vil like den!:)
Beklager på forhånd, de stavefejl der nu er, men har ikke lige haft tid til at rette i gennem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...