Don't tell the world!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det her er mit bidrag, til konkurrencen ”Backstage”.

Jennifer Anderson også kaldet Jenny, er blot 20 år og hun er blogger, hun blogger omkring mode, sig selv og hvad der ellers fanger folk i hendes alder. Men der er noget andet over hende, hun kan synge og ligger tit sange op på youtube og hendes blog. En dag støder selveste Louis Tomlinson, tilfældigt forbi en af hendes sange på youtube og det fanger hans interesse, ikke kun den smukke blonde pige, men også hendes stemme. Han viser resten af drengene det og en mulighed kommer for Jenny. Hun bliver tilbudt at opvarme for dem, på deres nye Tourné, en mulighed som ingen andre får. Hun kommer helt tæt på verdensstjerne og får en mulighed for at blogge om dem, ikke mindst alle de dybeste hemmeligheder. For er drengene som medierne siger? Eller er de helt anderledes? Hvad sker der, når hun finder ud af sandheden om dem og hvad sker der, når de finder ud af sandheden om hende?

87Likes
37Kommentarer
17494Visninger
AA

9. Don't tell them.


Der var gået to dage, fra da hun havde det dårligt og jeg blev trist over det, hun så så syg ud og jeg må sige, jeg fik medfølelse, men jeg fik hendes PIZZA! Sådan man!

Jennifer var anderledes end nogle anden og det havde vi alle set, men selv kunne ingen af os, komme ind på hende, jeg glemmer ikke at hun vågnede med et skrig også var hun bare væk, næste morgen fandt vi hende i Liams arme, jeg tror Harry blev ret sur. Det kan være han ikke vil indrømme det, men jeg er sikker på han er vild med hende og omvendt, men han er bange, bange for at forelske sig! Vi alle ved, at Harry er den pigerne ønsker og jeg nok er den folk mindst ønsker, men det er mig lige meget, jeg elsker drengene og elsker venskabet med dem.
De er mit liv. Nok det sidste jeg oplever.

Ja med det sagt, jeg er døende. De ved det ikke, kun min familie. Ingen skal vide noget. Jeg var 6 år da jeg fik min første kemobehandling, jeg fik hue på og det var der vi startede i første, så folk troede jo bare, at jeg elskede huer. Jeg havde haft det siden jeg var 4 og i de to år, havde jeg fået medicin. Mine forældre var bange, bange for jeg skulle dø, men jeg blev erklæret rask.

Jeg levede som en sund dreng. Men det skulle ikke vare for evigt. Leukæmien kom tilbage igen, året før x-factor, altså i 2009. Min mor blev sønderknust, selv mine søskende og far, jeg skulle dø, jeg reagerede ikke på behandlingen af medicin, jeg gjorde intet.
Jeg tog det store skridt, og meldte mig til x-factor, jeg ville have min drøm, bare så jeg kunne dø lykkeligt, mine forældre var i mod det, men jeg ønskede det inderligt og jeg vil ikke bare ligge på værelset, glo i pornoblade som andre unge fyre, jeg vil ud og se verden, opleve ting!

Sygdommen har været stabil, indtil ja en måned før turnéen, de vil forsøge kemobehandling på mig igen, men jeg vil ikke, ikke før efter koncerten, hvor vi skal holde pause også kan jeg nå at få hår på hovedet, uden de opdager noget, hvis jeg da overlever. For de ved det ikke, de vil forsøge en stærkere en.
 

Mange tror jeg er et madglad svin, det kan man vel sige jeg er? Men jeg vil ikke dø, ikke på tommave, man ved aldrig hvad ens sidste måltid er, derfor er jeg så ivrig efter mad, jeg vil opleve alt, jeg vil dø med noget jeg elsker i min mave. Jeg har svært ved at forelske mig, men jeg har gjort det… I Ellie, som i nok har hørt, jeg lod mig rive med og hun ved intet, jeg kan intet sige. Hvad skulle jeg sige? ’Ellie, jeg er døende, vil du være min kæreste, så jeg kan dø lykkeligt?’, det kan man jo ikke bare.
 


Vi sad alle sammen og slappede af, klokken var 13 eller noget ”Skat, skal vi ikke ud og spise?” Perrie kiggede drømmende ind i Zayns øjne og et smil forlod hans læber ”Jeg troede aldrig du ville spørger” og med det, delte de tunger, de var nu kære ”Jeg synes også vi skal ud og spise!” kom det fra Harry, vi andre gjorde os enige ”Vil du med Jenny?” hun så fjern ud, det har hun gjort, siden den nat og det undre mig, jeg vil godt vide, hvad der forgår inde i hendes hoved ”Jeg er så frisk!” et stort smil forlod mine læber ”Niall, det ved vi godt du er!” kom det fra alle ”Vil du med?” Liam så på Jenny og hun rystede på hovedet ”Desværre, vil gerne være mig selv lidt, jeg er helt udmattet efter i går og at jeg var syg i forgårs” hun sendte et smil, som sagde vi ikke skulle bekymre os, men det gjorde. Hun var kommet tæt på os alle!
Vi andre rejste os, hvor vi gik hver til sit og gjorde os klar, jeg gik ud i stuen og så på hende ”Jenny, er du sikker?” hun nikkede til mig og sendte et smil ”Ja Horan” hun nævnede nu aldrig efternavnet, hun var virkelig blevet underlig. ”Okay, vi ses” jeg sendte hende et glædeligt smil, inden jeg gik ud og ventede på drengene, og de var hurtigt med.
”Liam… hvad er der med hende?” Harry så lidt bestemt på ham ”jeg ved det ikke Harry, hun påstår hun savner det derhjemme” han så ikke glad ud, altså Harry, jeg tror vist han er jaloux, men han må slå til og ikke være bange.

 


Vi ankom til et spise sted og her så fantastisk ud og maden så lækkert ud. Virkelig lækkert ”Niall, nu ikke noget med at tage hele menukortet” sagde de drillende og jeg grinede kort. Jeg fandt mig hurtigt noget mad og fandt et bord til os, tallerken var proppet med mad. Drengene kom bagefter og de havde selv taget ligeså meget mad! ”Harry, hvornår siger du det til hende?” Louis kiggede på ham med rolige øjne ”Den dag du siger til Eleanor, du stadig elsker hende” de var begyndt at snakke lidt, de to dage hvor Jenny har sovet ved mig, har virket på deres venskab, men der har intet været med Larry, forstår det ikke, for det plejer der at være, hver dag!
Mit hjerte begyndte at dunke og jeg begyndte at få det dårligt, nej ikke nu! Jeg kendte alt for godt til smerterne og jeg kiggede på drengene ”Jeg tror jeg tager hjem, jeg synes det er synd, hun bare sidder der” jeg sendte dem et smil ”Måske vi….” … ”Nej Liam, hyg jer nu, måske hun bare har brug, for kun én?” drengene nikkede og jeg gik ud.

 


Mine øjne blev lidt sløret, men det gik lidt over, jeg skal ikke falde om, ikke nu! Jeg kom bare hurtigt tilbage til bussen og mit blik vente sig rundt, hvor var Jenny? Men kunne høre vandet på badeværelset, så åndede lidt lettet op, jeg fandt min medicin i et hemmeligt rum, i min taske og tog en pille, det ikke fordi de hjælper, men de får smerterne udskudt.
Jeg satte mig ind i sofaen og så lidt rundt, hendes computer stod tændt og hun var ikke logget af. Jeg tænkte lidt, at det jo ikke skadede? Jeg rørte lidt på musen og computeren lyse op, den stod på en side, ikke en hvilken som helst side.

Jennyandersonblog.net what? Mine øjne faldt på de forskellige ting og jeg kunne ikke lade hver, der var blogge, omkring os, hvert eneste lille ting om os. Var hun en spion!  ”Niall… hvad laver du!” hendes stemme var panisk og gik hen og klappede computeren i. Jeg rejste mig og så på hende ”Jennifer, hvad er det der?” jeg kiggede på hende og hun kiggede bare på mig ”Ikke noget” jeg lagde armene over kors ”Jennifer…” … ”fint, det er min blog… du kan ikke sige det til de andre… de slår mig ihjel” mine øjnede landede bare på hende ”Tror du ikke jeg gør? One Direction.” et suk forlod hendes læber ”hvad laver du hjemme? I skulle spise!” og hun taler udenom ”jeg kom hjem, fordi du ikke skulle være alene” okay, lyder jeg pludselig voksen? Men jeg var overbeskyttende, drengene er mine drenge, mine venner.

”Niall… det ikke som du tror… jeg vil… bare hjælpe jer!” hun så trist på mig og jeg fik det dårligt, ikke pga. hende, men sygdommen. Jag lagde mig ned og hun så på mig ”Niall” hun skyndte sig at komme med en klud og lagde den på min pande ”Hvad er der galt?” hun så helt trist på mig. ”hvis jeg siger dig det… fortæller du sandheden” hun gav mig et trist nik ”Men du kan ikke fortælle de andre det” vi begge sagde det i kort, underligt nok, vi nikkede blot ”Jeg skal dø” hun så bare på mig, med øjne der sagde ’Niall, du skal ikke joke’ men hendes øjne forvandlede sig til triste.
”Jeg har Leukæmi.. jeg fik det da jeg var 4, fik kemobehandling som 6 årige, men det vente tilbage igen i 2009, derfor deltog jeg i x-factor og derfor spiser jeg, jeg vil have mit sidste måltid, skal være noget godt” hun fik tåre i øjne og jeg lagde lidt min hånd på hendes kind ”Du må ikke dø…” jeg så stille på hende ”Jeg reagerede ikke på behandlingen, lige nu får jeg noget, som udsætter mine anfald. De ville have jeg skulle have kemobehandling før turnéen, men jeg ville ikke, for drengene skal ikke se mig sådan. Du kan ikke sige det til dem” hun kiggede på mig, inden hun åbnede munden.

I stedet trak hun ærmet op og fjerne sine armbånd og derefter sit ur, nogle ar kom til syne og hun kiggede flovt ned ”Jeg… jeg kunne ikke mere… jeg blev mobbet… groft… overnettet.. jeg kunne ikke mere…” hun begynder at græde og jeg sætter mig stille op, selvom det gør ondt, jeg ligger armene om hende ”Jenny…” mumler jeg lidt ”De ønskede mig væk… jeg tog piller, jeg skar mig… Jasper fandt mig, kold og livløs… jeg var død… i 21 minutter… de fik mig redet…” et tåre falder på min kind, wow, jeg troede ikke det var så slemt.
”Jeg mente det ikke ondt med bloggen… bloggen blev mit liv, det der jeg kan vise mig… dagen før han kontaktede mig, havde jeg fortalt verden omkring det, det skete for to år siden ulykken… mine nye venner vendte mig ryggen… jeg ville ikke se jer gå i opløsning, i har gjo…” jeg lagde en finger for hendes mund ”Må jeg læse i stedet?” hun nikkede stille og vidste mig sin pc.

Jeg læste den ene blog efter den anden, jeg må sige hun var god, hun skrev om mode, sange og hvad teenagepiger vil høre.
Det første hun skrev om os, sådan rigtigt med vores hjemmeligheder, var det med Larry og der gik det op for mig, Larry er ikke blevet nævnt, og det har den ikke været, siden denne dato. Hun hjælper os faktisk ”I blev mit mål.. i redet mig og jeg vil gengælde det, du kan ikke sige det til dem” hun bed sig i læben og jeg kiggede stille på hende ”iligemåde” jeg gav hende et lille kram.
”Din og min hemmelighed” mumlede jeg lidt. Jeg må sige, jeg blev bange, for hvis de opdager det, Harry bliver sur og ikke mindst Louis. Liams side, var på og der var meget mere, hun ikke vidste omkring os, og jeg var bange for jeg vil stå der ”Jeg skriver dig ikke på” hun kiggede på mig, hun kan vist læse tanker ”Tak”.
Jeg må sige, da jeg læse det kapitel, hvor hun beskrev sin ulykke, at jeg blev trist og fældede en tåre, for det var trist. Hun ville faktisk ikke leve, og jeg vil kæmpe for mit liv, men hun gav op. Hendes krop rystede lidt og jeg trak hende ind, i endnu et kram. Hun havde skrevet, at sang fik hende på rette vej og hun elskede det, så jeg rejste mig op og gik hen efter en guitar, måske ikke hendes egen, men jeg tog nu bare den første og den bedste.
Jeg rakte den til hende ”Spil for mig” jeg lage mig ned igen, efter hendes hånd havde taget guitaren. Hun satte den på sit lår og gjorde klar. Hun bed sig stille i læben, hun var nervøs, men jeg forstår hende godt.
Hun begyndte at spille en optakt, til en sang og det lød godt, hun åbnede sin mund og ud kom sangen.

Skies are crying, I am watching
Catching teardrops in my hands
Only silence, as it's ending, like we never had a chance.
Do you have to make me feel like, there's nothing left of me?

You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper
Go on and try to tear me down
I will be rising from the ground
Like a skyscraper, like a skyscraper

As the smoke clears
I awaken and untangle you from me
Would it make you feel better to watch me while I bleed
All my windows, still are broken, but I'm standing on my feet

You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper
Go on and try to tear me down
I will be rising from the ground
Like a skyscraper, like a skyscraper

Go run run run I'm gonna stay right here
Watch you disappear yeah
Go run run run yeah it's a long way down
But I'm closer to the clouds up here

You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper
Ohh
Go on and try to tear me down
I will be rising from the ground
Like a skyscraper, like a skyscraper
Like a skyscraper, like a skyscraper
Like a skyscraper

 

Jeg græd seriøst, jeg fik tåre i øjnene og jeg kunne bare sætte mig i hendes sted, Harry er heldig, det kan være ingen af dem vil indrømme det, men jeg tror, ja jeg tror der er mere end venskab, ellers bliver der. Måske jeg skulle stjæle Louis seng? Når hun er gået i seng, for så skal Harry sove inde ved hende? Ja det er en god idé!
Da melodien sluttede, lagde jeg en hånd på hendes slår ”Du er dygtig Jenny, det er du virkelig, jeg er glad for, at du er med os på turné og ikke mindst, fordi du gør alt, for at vi ikke skal gå fra hinanden, selvom du går bag drengene, men de skal nok forstå det, hvis de finder ud af det” hun kiggede på mig, med et blik der sagde ’de skal ikke vide det’ ”Det får de heller ikke” jeg satte mig stille op og gav hende endnu et klem ”Jeg tror jeg vil i seng” jeg nikkede en smule og hun rejste sig, dog gav hun mig en krammer ”Tak Niall, og din hemmelig, den er sikker ved mig”
Hun forsvandt langsomt, ind på mit værelse. Jeg valgte at rejse mig, tømme et par sprut flasker, for så havde jeg en god grund, til jeg lå i Louis seng. Dog drak jeg dem ikke, jeg hældte ud i vasken og lod flaskerne stå på bordet, også gik jeg bare ind i sengen, faldt ned i den og lå med alt tøjet på, det skulle se ægte ud!
Meget ægte ud!.


****************************************************************************************************************

Nu kom Niall side, ej hvor jeg bliver trist når man læser det, hvad synes i? Tror i at Niall skal dø eller den sidste kemobehandling vil hjælpe?

Tak til alle der liker og har sat den som favorit, det betyder meget!:) Håber i vil kommentere lidt på min Movellas, sige jeres mening, eller det i håber der skal ske eller bare komme med Jeres kommentar generelt, og at flere vil synes om den!:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...