Don't tell the world!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det her er mit bidrag, til konkurrencen ”Backstage”.

Jennifer Anderson også kaldet Jenny, er blot 20 år og hun er blogger, hun blogger omkring mode, sig selv og hvad der ellers fanger folk i hendes alder. Men der er noget andet over hende, hun kan synge og ligger tit sange op på youtube og hendes blog. En dag støder selveste Louis Tomlinson, tilfældigt forbi en af hendes sange på youtube og det fanger hans interesse, ikke kun den smukke blonde pige, men også hendes stemme. Han viser resten af drengene det og en mulighed kommer for Jenny. Hun bliver tilbudt at opvarme for dem, på deres nye Tourné, en mulighed som ingen andre får. Hun kommer helt tæt på verdensstjerne og får en mulighed for at blogge om dem, ikke mindst alle de dybeste hemmeligheder. For er drengene som medierne siger? Eller er de helt anderledes? Hvad sker der, når hun finder ud af sandheden om dem og hvad sker der, når de finder ud af sandheden om hende?

87Likes
37Kommentarer
17726Visninger
AA

16. Back to the past - part 2.

 

Klokken er blevet 22 og hun var stadig ikke kommet hjem, panikken er blevet større, det gør ondt, jeg ved ikke hvor hun er, ingen af os gør og det piner mig. Det gør så ondt, så ondt. Tanken om hun har slået sig selv ihjel, ja den sidder bare i mit hoved og drengene ikke mindst tøserne, har hele tiden prøvet at opmuntre mig, men det hjælper ikke, det eneste der vil hjælpe, ja er at se hun er okay.
”Vi må snart sige det til Paul…” kommer det fra Ellie, alle er bange alle havde haft tåre på kinderne og specielt Niall, det var som om, at han vidste meget mere end os andre. Stadig er alle berørte og kede af det.
”Hun skal nok komme… vi giver til 23…”
”Zayn… du udskyder tiden hele tiden, hun er ikke kommet endnu og efter vi ved hendes fortid… så…” Perrie faldt bare sammen i gråd og Zayn knurre hende bare indtil sig, selv var jeg færdig med at græde, jeg kunne ikke mere. Perrie har vidst allerede opgivet, det ser sådan ud, ellers ville hun ikke sige sådan. Jeg mærker en hånd på mit lår og lader blikket ramme på Niall.
”Harry… hun elsker dig… hun elsker os alle, hun vil ikke gøre sådan noget, ikke igen… hun har fortrudt hun gjorde det sidst…” mit blik er bare på Niall og han ser bare på mig, inden han sender et opmuntrende smil.
Dog blev jeg revet fra hans øjenkontakt, idet døren gik op.
Vores blikke lander bare i mod døren og en Jenny kommer endelig ind, jeg farer op af sofaen og springer i mod døren, inden jeg trækker hende ind i et kæmpe kram.
"Jenny!!!!” jeg klemmer  hende bare alt hvad jeg kan. Hun presser sine hænder op på mit bryst, for at skubbe mig væk og jeg flytter mig lidt, selvom jeg ikke vil, inden jeg så bare lader blikket ligge på hende. Hendes øjne er røde, rigtig røde og hun ser smadret ud, jeg prøver at se på hendes hænder, se om hun havde gjort skade og hun gemmer bare sin hænder, hun kigger bare på mig, inden hun går forbi mig og jeg drejer mig rundt.
"Jenny?” hun vender sig kort og ser på mig, jeg havde regnet ud, hun snakkede ikke med Jasper i går, hun fik den sms. Hun vender sig igen og går ind i værelset.
Jeg ser lidt i mod de andre ”Hvem går ind…?”
Ingen når at svare, ikke før Niall bare har rejst sig og er gået.

 

Jeg går bare ind i Harrys og hendes soveværelse, inden jeg lukker og låser døren, jeg betragter hende kort, inden jeg går hen og sætter mig.
”Jenny?” mit blik lander på hende og jeg kan se smerten i hendes øjne, ikke mindst er de i mine. Hun skræmte mig og det piner mig, det piner mig at jeg ved alt om hende, nu fortryder jeg at jeg kender bloggen, for jeg ved mere end de ved. Jeg har læst alle hendes smerter og alle hendes indlæg, eller de fleste, eller faktisk alle, for jeg læser dem i smug, når Ellie og de andre ikke er der.
”Har du fortalt dem?” jeg ser kort på hende og sukker.
”Nej…  eller jo, men kun at jeg vidste… det med arene… Harry gik i panik i morgs.. og så din mobil, fordi han forsøgte at ringe til dig og ja… straks måtte vi sige det… undskyld” hun vender sig om og sætter sig  lidt op, inden hendes blå øjne rammer mig. Vi kunne faktisk godt ligne tvillinger, jeg mener, jeg er blondt, hun er blondt og vi har begge blå øjne og vi kender hinandens hemmeligheder, dem som vi ikke kan fortælle de andre.
”Hvorfor nu… alt gik så perfekt og nu… nu begynder alt igen” en tåre falder på hendes kind, inden jeg stille fjerner den.
”Glem det… glem hvad der bliver skrevet, du er perfekt som du er, det har vi alle sagt efterhånden, du er smuk, du fantastisk og du synger kort”
”Men jeg er en Pretty Little Liar…” et suk forlader mine læber og jeg ser på hende.
”Måske lidt… men det en god grund… det en god grund du gør tingene i… ignorer de sms’er, vi er her for dig, vi dropper dig ikke og du skal ikke føle dig skyld, ikke i det med Jasper.”
Jeg ligger stille armene om hende og hun begynder bare at græde. Jeg vælger bare at vugge hende frem og tilbage.
”Alle har grædt i dag, vi har alle ledt efter dig… næste gang, så går du ikke bare… du vækker Harry, eller en af os andre… nu ved alle det, okay? Du må ikke skræmme os sådan igen! Glem ikke, at jeg er døende!” Jeg hvisker det sidste, så ingen høre det, man ved ikke om dit lytter, et lille grin forlader hendes læber, jeg joker med min sygdom og det er jeg glad for hun opfattede, hun vender blikket på mig.
”Du må ikke dø… du skal blive rask” hvisker hun stille til mig og putter sig indtil mig.
”Håber jeg at jeg gør… vil kæmpe til det sidste” jeg kysser hende kort i håret, inden jeg rejser mig og trækker hende op af sengen, hvor jeg giver hende et ordenligt kram.

 

Jeg tager stille i mod hans kram og ser på ham i det han spørger om vi skal gå ud, jeg nikker tøvende, inden han tager min hånd og går hen til døren, for at låse op, inden han trækker mig med ud til de andre. De alle kigger på mig og man kan se de alle har grædt, hver i sær, okay det var ikke min mening, ikke panikke dem, jeg ville bare have frihed, bare let. Have luft, komme ud med tankerne.
Jeg går lidt i mod Liam eller retter han går i mod mig, inden han løfter mit hoved og ser mig ind i øjnene. ”Du skræmmer mig aldrig sådan igen… aldrig!” jeg knurre mig bare lidt indtil ham og lukker kort øjnene i.
”Undskyld” får jeg fremstammet, inden mit blik lander rundt på de andre og ingen Louis er at se ”Hvo…” El peger kort i mod døren og et suk forlader mine læber.
”Han giver sig selv skylden… for ikke have opdaget dig noget før”. Jeg nikker kort inden jeg går i mod værelset og åbner døren.
Måske jeg burde snakke med Harry, men jeg vil hellere senere, mere overstå de andre, de har fået de at vide i dag og de andre har haft tid, altså Harry, Liam og Niall.

 

”Louis?” jeg ser kort i mod ham, han ligger i sengen og jeg går bare hen til ham, inden jeg sætter mig på kanten af sengen og ser på ham.
”Hvis… havde jeg bare…”
”Louis… du opdagede mig på et fint tidspunkt… hvor jeg endelig var på vej ud af mit glasbur… du skylden i at jeg er her… gør det jeg kan lide… fået venner for livet og ikke mindst en kæreste…” han sætter sig op og ser på mig, inden han tager mine hænder og ser spørgende på mig, jeg nikker kort og han ruller ærmerne op.
”Hvorfor sagde du intet…” han ser på mig og mine øjne rammer hans.
”Fordi… jeg ikke ville ses anderledes på og jeg ønskede det skulle holdes hemmeligt. Den sang… den sang du hørte, er en sang mine brødre skrev, i mens jeg lå på sygehuset” han nikker kort og ser ned, inden jeg løfter hans hoved.
”Louis… du har sørget for alt er godt for mig, du er det bedste der er hændt mig… det synes mine forældre også og du er min bedsteven”
Et lille smil forlader hans læber, inden han planter et kys på min pande.
”Du er også min” jeg rejser mig op og ser på ham, inden han rejser sig op, hvor jeg bare ligger armene om ham og han gør om mig.
”Undskyld jeg ikke sagde det og skræmte dig i stedet…” han ser kort på mig.
”Det okay, så længe nogle vidste det” han prøver at komme med et lille smil, dog kan jeg se han stadig er ked af det og det er forståeligt.

 

Han tager min hånd, inden vi går ud til de andre, dog bremser jeg op og ser på ham.
”Gik han virkelig i panik?” et nik forlader hans hoved.
”Han vækkede os alle sammen… virkelig belastende, men han elsker dig virkelig” et smil forlader mine læber og han ligger en arm om mig, inden vi går ud til de andre.
”Niall har gemt et pizza stykke til dig” kommer det fra Ellies læber og et lille smil forlader mine læber.
Jeg ser kort mod Harry, som stadig ser ked af det ud, inden jeg tager mit pizza og går over til Harry, hvor jeg sætter mig på hans lår.
”Stop så med at se trist ud, det gælder Jer alle… jeg er okay… havde bare brug for luft… jeg vil aldrig skade mig selv igen… min familie har været triste lige siden og det er de stadig… og jeg vil slet ikke… for jeg har jer… så stop med at være triste…” mit blik lander på Harry, inden jeg prikker ham på næsen.
”Harry…” jeg prikker ham bare igen og det hjælper ikke på et smil.
”…du skræmte mig…” et suk forlader mine læber ”…du sagde det var Jasper… du løj… du kunne have sagt det…” jeg ser lidt på ham igen.
”Mmm… kunne jeg… men stadig… jeg ville ikke ses anderledes på… og jeg ville ignorer det, uden… ja uden at sige det til jer… det ville jeg når jeg kom tilbage…” mit blik lander lidt rundt og mærker alles øjne på mig.
”Vil i ikke seriøst godt stoppe… jeg har ikke gjort skade på mig selv… at være død i 21 minutter… og du kan høre din bror kalde på dig og gør alt for du ikke dør… og du bare kan se tårerne i hans øjnene… kunne jeg aldrig gøre igen…” okay måske ikke det jeg skulle sige, for det fik dem først til at se trist på mig.
”Du… Jenny…” et suk forlader mine læber og jeg ser på Zayn.
”Jeg er i live… okay…”.
Jeg rejser mig op igen og ser på dem alle og på Harry.
”Se… derfor skulle ingen af jer vide noget, for nu kigger i sådan der på mig” et suk forlader mine læber, inden jeg blot bare går ind på værelset, men jeg mærker en hånd omkring mig og jeg vender kort hovedet rundt, i det mine øjne rammer ind i de krystalblå øjne ”Niall… slip mig” han ryster kort på hovedet. ”Jenny...” jeg ruller kort med øjnene over ham og ser bare ligegyldigt på ham, han skal ikke belære mig, så skal jeg nok belære ham.
”Jenny, giv os lige tid, bare til at synke lidt” mit blik lander på El, som sender mig et beroligende smil, mit blik lander kort i mod Harry, som ser lidt bedende på mig.
”Du kan sove på sofaen… og du, du kan sulte… og du… arg-.- hmmm, kan undvære det her!” jeg trækker armen hårdt til mig, inden jeg går hen og stiller mig tæt op af Liam og lader som om jeg vil kramme ham, men i stedet, glider jeg min hånd ned i hans lomme og tager mobilen.
”Gi’ mig den!” jeg kigger bare på ham ”Nope.”
Jeg går bare med faste og hurtige skridt ind på værelset og lukker og låser døren.
”Jenny… gi mig den!”
”Nu ringer jeg til Danielle og siger det, som du ikke kan sige” jeg ser kort på mobilen og ved jeg er ond, men de her drengene og piger, de betyder alt for mig, alt. Jeg bider mig kort i læben, inden jeg finder hendes nummer og trykker det ind på mit.
”Jenny… det gør du ikke… der var en grund…” tøsedreng, hvis dog hvad du føler og jeg ved det hårdt, eller nej gør jeg ikke, men.
Jeg ved godt jeg ikke burde, men han fortalte min hemmelighed – lidt hævn, ej han mente det godt og det her er også en god hævn, jeg vil ikke se ham trist, der har været tristhed nok og som sagt, de her drenge betyder ALT.

 

Jeg trykker på ring op og inden længe tager hun den.
”Det er Danielle?”
”Hej Danielle… øhm du taler med Jenny”
”Jenny?”
”Ja, jeg er, opvarmer for One Direction”
”oh dig, hvor har du mit nummer fra?”
”Stjålet, fra Liams mobil…”
”Har han bedt dig om at ringe?”
”Nej… jeg gør det af mig selv, selvom Liam prøvede at stoppe mig, men han fortalte lidt min hemmelighed til resten… også ville jeg hævne mig… eller retter, gøre noget til gengæld for ham”
”Hvad mener du?”
Jeg bevæger mig hen i mod min seng og sætter mig ned.
”Jo ser du… Louis opdagede mig, må indrømme jeg var skeptiske overfor dem… ikke mindst Harry… men jeg elsker drengene og de betyder allerede rigtig meget for mig…”
”Hvad vil du med alt det her?”
”Lad mig nu snakke ud… Louis og El havde slået op, pga. de skide Larry rygter, han var på ingen tid blevet min bedsteven, den første, som nogle sinde har gjort noget for mig og noget godt, udover min familie… Jeg besluttede mig for, at jeg ville gengælde det og fik El tilbage til ham, og jeg ved, at du sikkert tror Sophia er hans kæreste, men det er hun ikke, hun er bare en veninde, en fake-kæreste – han sagde til alle, at det var skjul over hans rigtige, men jeg vidste han løj, det virkede bare ikke ægte, for han ville intet sige til nogle og en dag, faktisk ikke for andet end 2 dage siden, ville jeg få det ud af ham og han opdagede mine ar… min hemmelighed… ham og Harry kom op og toppes, så jeg to fat i dem begge, for jeg fik nok.
Jeg sagde til ham, at han ville få sandheden, hvis jeg fik hans… og han sagde, at der er ingen pige, for han vil ikke have andre, han kan ikke kommer over dig og han elsker dig så meget…”
Jeg bider mig kort i læben, i mens jeg blot venter på hendes svar og tænkt jeg lige nævnte ar.
”Virkelig?”
”Ja Danielle… han er sønderknust… han løj, fordi han ikke ville være udenfor, fordi alle have en og han ingen havde… og fordi Liam ligesom, ja fik det ud af mig, min hemmelighed, det lettede mit hjerte og der skete en hel masse i nat, der gjorde jeg forsvandt ud for at få luft i flere timer… alle bekymrede sig for mig, hvilket også viste mig, at de er sande venner og jeg ønsker at gøre noget for dem.”
”Please vil du ikke godt tale med ham Danielle? Jeg ved det underligt jeg ringer, men han er såret og ærligtalt selv bange for at ringe.”
”Virkelig?”
”Ja… han savner og elsker dig”
”Tak Jenny, jeg vil gerne snakke med ham og jeg savner også ham meget, men…”
”… alt blev for meget? Ja gjorde det for mig for ikke så langtid, en fan brugte tid på at svine mig til… og han fortalte, at du gik under presset til sidst”
”Gjorde jeg også og jeg har fortrudt det, jeg har forsøgt… men jeg kan ikke… jeg savner ham.”
”To sekunder”.
Rejser mig op og går hen til døren og åbner den, inden mit blik rammer Liam, som ser sur ud.
”Liam… der er telefon” siger jeg kort og smiler skævt.
”Det var hyggeligt at snakke med dig!” jeg rækker ham kort min mobil og han ser bare surt på mig, inden han bare går ind på mit og Harrys værelse, for det er åbenbart tættest på.
”Jenny, du ringede ikke lige til…?” jeg lade blikket ramme på Louis og smiler bare.
”Jo…” jeg vælger at gå hen, for at sætte mig på Harry.
”Og du sover stadig på sofaen!” et suk forlader hans læber, inden han ligger armene om mig ”Først mig og El, nu Liam og Danielle? Hvad bliver det næste?” jeg ser lidt på ham tænkende.
”Hmmm... se den har jeg ikke lagt endnu…”
”Hvad sagde hun?” Mit blik rammer på Perrie og jeg smiler lidt.
”Lad Liam heller sige det!”.
”Jeg synes ikke det er fair jeg skal sulte!” et grin forlader alles læber og mit blik lander på Niall, myhomie! Er glad for den anden hemmelighed ikke røg ud.

 

Vores blikke rammer mod døren, da Liam kommer ud og stikker mig telefonen, i mens jeg ser på ham.
”Du ved det vist udmærket godt…”
Et smil forlader bare mine læber og jeg ser på ham.
”Også… jeg vil gerne høre det igen og jeg tror gerne de andre vil og du skylder mig vist noget!”
”Fortæl Liam!”
”Hun tager med det første fly her til, så hun er her i morgen engang… og hun savnede mig og elskede mig stadig og havde fortrudt alt, så vi vil prøve igen” han ser bare lidt på mig.
”Skylder jeg dig noget?” Jeg nikker kort og smiler bare til ham, inden han bare løfter mig op, så jeg er tvunget til at ligge armene om hans hals.
”DU er den dummeste og irriterende person, der eksistere… men TAK!” et smiler spiller sig bare over mine læber, da han sætter mig ned.
”Se… er det okay jeg stjal din mobil nu?” han nikker kort og smiler skævt.
”Sådan Liam! Tillykke! Så har vi alle kærester på!” kommer det fra Louis og et smil forlader igen hans læber.
”Ikke Harry… ikke i aften!” Et grin forlader deres læber og han ser mugende på mig.
”Hvorfor skal jeg straffes?”
”Fordi du gik bag min ryg og bryd et løfte…”
”Det var Niall der sagde det!”
”Du vækkede alle + læste min sms og gav min mobil til Liam…”
”Jeg var bange...”
”Det ikke nogen undskyldning… det er sofaen, og finder jeg ud af, at du har ligget ved Liam… så banker der!” mit blik lander bare bestemt på ham og et suk forlader hans læber.
”Du en ond kæreste…”
”Du forelskede dig selv i hende Harry!” Kommer det grinende fra Zayn og jeg smiler bare tilfreds over opbakningen, inden jeg gaber.
”Det stadig ikke fair og du er træt smukke, nu skal jeg hjælpe dig i seng” i et bliver jeg løftet op i en brudestilling.
”Hvor er du romantisk, men du sover stadig på sofaen!”

 

Jeg vinker bare til alle andre ”Godnat!” siger jeg smilende, i det jeg bliver båret ind i værelset, hvor han med benet sparker døren i, hvor han drejer nøglen om.
”Uh jeg tror Harry vil være stædig!” kan jeg høre de griner der ude.
”Harry… du sover på sofaen…” han ligger mig ned i sengen, inden han læner sig indover mig, hvor han planter et kys på mine læber, idiot.
”Sikker?” jeg ser bare på ham og nikker bestemt, selvom jeg faktisk har ændret min mening, for hans læber, hans kropsvarme, alt er perfekt ved ham.
”Helt sikker?” han planter endnu et kys på mine læber og jeg ser bare på ham.
”Du kan go…” mere når jeg ikke at sige, før han kysser mig igen og ja jeg giver ikke efter, jeg kysser bare med.
”Se du er ikke sikker, du vil gerne have jeg er her” han ligger sig bare ned ved min side og jeg klasker bare til ham.
”Du en dårlig kæreste…” han ser bare lidt på mig, inden han tager min hånd og kysser den.
”Er du okay? Jeg mener med alt?” jeg ser lidt på ham og ryster kort på hovedet.
”ikke rigtigt… altså jeg har ikke lyst… men smerten kom bare over mig… fortiden skyllede ind og skyldfølelse og alt det…”
”Jenny… du skal ikke tage dig af dem… snak med os hvis de kommer igen, okay?” jeg nikker lidt og ser på ham.
”Undskyld jeg skræmte dig…” han kysser mig blidt i panden og nusser min hånd.
”Jeg elsker dig… jeg ved det måske tideligt, men jeg gør” et smil falder over hans læber, i det jeg siger det ”Intet er for tideligt, du har sagt det og det samme har jeg, og jeg mener de ord, jeg elsker også dig” han læner sig ind over mig og hans læber rammer mine, inden jeg gengælder dem, men trækker mig lidt væk fra ham.
”Harry? Jeg er bange…”
”for hvad?”
”Pressemødet… jeg er nervøs…”
”Skal du ikke være… vi sidder jo der også…” han planter et kys på min kind og et smil lander på mine læber igen.
”Jeg ser frem til vores sang… som vi bør lave” et grin forlader hans læber og han nikker, jeg putter mig lidt indtil ham, inden jeg gaber igen.
”Måske du skulle have tøjet af først smukke”
”Så må du få det af mig, for jeg er træt og jeg ligger godt indtil min kæreste!”
”Det ord elsker jeg” siger han med et smil og trækker mig godt indtil ham, inden han fisker dynen over os, men dog trækker jeg mig væk, for at få mine joggingbukser af og ikke mindst hættetrøjen, jeg smider min bh, men dækker mine bryster, okay, måske er jeg stadig flov over kroppen.
”Du skal ikke være flov” siger han og sætter sig op, inden han smider sin T-shirt og rækker mig den ”Hvordan vidste du det?” han ryster bare på hovedet af mig, dog i stedet vælger jeg, at smide trøjen på gulvet, imens han selv tager sine bukser af ”Du…?”
”Jeg vil hellere være halvnøgen som dig og sove i dine arme”.
”Så det betyder, at jeg ikke skal sove på sofaen?” et triumfærende smil forlader hans læber, fint han vandt, er han så tilfreds? Jeg nikker bare lidt, inden jeg putter mig indtil ham og mærker bare han holder grebet godt om mig.
”Du panikkede…” siger jeg drillende, inden mine øjne rammer hans og jeg lader mine læber ramme hans kort.
”… og jeg elsker det Harry… elsker at du elsker mig” jeg ser alvorligt på ham, inden han blidt kysser mine læber og holder mig bare tætter, inden han planter et kys på min hals.
”Jeg elsker også dig Jenny, jeg elsker at du ændre mig” endnu et kys rammer mig, dog denne gang i panden, inden jeg ligger hovedet indtil ham og lukker mine øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...