Behind the famous

Kameraerne slukkes, den røde løber rulles sammen, og paparatzzierne er forlængst skredet. Stjernerne kan for en gangs skyld ånde lettet op, og være dem selv. Men hvordan er de egentlig bag kameraernes blitzen og den konstante opmærksomhed?
Emily Kate Parker er ny i denne verden, og prøver langsomt at vende sig til den, og dens mange udfordringer. Men hun finder hurtigt ud af, at det slet ikke forgår som i de mange magasiner hun læser. Og derfor må hun hurtigst muligt lære at begå sig i det ukendte miljø, hvis hun ikke vil ødelægge det for alle de andre, og i værste fald, afsløre hele kendisverdenens hemmelighed.

18Likes
9Kommentarer
1332Visninger
AA

6. Dr. Dexter

Lyset tænder, kameraerne blinker, og værten præsenter showet, og dets indhold. Lige om lidt står mig, Josh og Andy ude i studiet, og skal interviewes af den sære lille mand, der vist nok kalder sig Dr. Dexter.

Et lille skilt begynder en nedtælling, fra et minut og ned. Jeg kigger mig i spejlet, for sidste gang inden jeg skal derud. Mit tøj ser ganske hverdags agtigt ud. Sorte jeans, en hvid T-shirt med teksten: Belive, og en sort hat på hovedet. Hatten er mit eget valg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid syntes at en hat på hovedet, var prikken over i'et. Og ikke for at lyde selvglad, men så syntes jeg også det klæder mig.

"Er du klar" siger Josh, da pludselig står lige bag mig.

Jeg hopper en lille smule, da hans pludselige kommen, forskrækker mig.

"Blev du bange?" spørg han med et smil om læben.

"En smule" indrømmer jeg, og ryster den sidste forskrækkelse af min krop.

Det lille skilt tæller nu ned fra fem, og værten rejser sig op og præsenter os, så det passer med at vi træder ud på scenen, lige netop da tælleren på skiltet når 0.

Publikum klapper, og værten kommer hen og giver os alle et hurtigt kram. Han viser os hen til sofaen overfor sin egen, og vi sætter os ned. Sofaen er hård. Faktisk føles det som at sidder på en briks, og ikke et møbel. Det er ubehageligt.

"Nå fortæl mig så, hvordan det er pludselig at blive opdaget, og få sit livs rolle" siger værten og kigger eftertænksomt på mig.

"Jo altså, det er helt ubeskriveligt. Seriøst jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Hver morgen vågner jeg op og tænker, er det her en drøm, eller sker det virkelig. Og selvfølgelig sker det, men jeg tror der vil gå lang tid, før jeg vænner mig rigtigt til det."

Værten nikker overbevisende, før han stiller næste spørgsmål. "Vi så jo alle sammen hvordan du reagerede da du gik op ad den røde løber forleden, og flippede helt ud da du så de andre kendisser, kan du forklare hvad der fik dig til det?"

Jeg smiler stort, og bider mig svagt i læben. Det er næsten indlysende, men han vil åbenbart have det bekræftet.

"Altså jeg blev vel bare overvældet over at se de mennesker, jeg hele mit liv, kun har set på en skærm" forklare jeg kort.

"Årh..." lyder det fra publikum, og jeg kan ikke lade være med at kigge forvirret ud på dem. Sukker de af medlidenhed, eller ynkelighed?

Værten fortsætter, men denne gang er spørgsmålet til Josh. Josh har prøvet dette en million gange før, og ved præcis hvordan han skal svare. Josh har et skjult talent som jeg med tiden har lagt mærke til. Hver gang han er foran et kamera, stiger skuespilleren op i ham. Men på mange forskellige måder.

Når vi optager til serien, følger han manuskriptet, men når det foregår i virkeligheden, og der ikke er noget manuskript, og så ryger han automatisk over på en sjov og fjollet udgave af ham selv, som ellers ikke er så meget til stede, når man snakker med ham personligt.

Det er mærkeligt at nogle folk vælger at leve sådan, hele tiden prøver de at skjule sig selv for virkeligheden, ville det ikke være meget lettere bare at være sig selv?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv hele livet. Alle de år jeg har gået i folkeskole, har der altid været nogen, der lod som om de var en anden, bare for at spille sej eller overmodig. Men én ting var sikkert, alt det de lod som om de var, var i virkeligheden det modsatte af hvordan de var indeni.

Jeg havde altid holdt mig fra disse typer, fordi jeg havde været bange for, at det ville smitte af på mig. Dette medførte så også, at jeg aldrig havde været en af de "populære". Men det har ikke gjort mig noget. Tvært imod, så har jeg elsket ikke at være med i flokken.

Josh skubber til mig, og jeg kigger undrende på ham. Han smiler blot og retter blikket med Dok. Dexter. Gad vide hvor lang tid jeg har siddet i mine egne tanker. Bare jeg nu ikke har gjort noget pinligt i mellemtiden.

"Hun er jo helt væk" griner den lille mand, og publikum griner med. De griner ad mig, og jeg bryder mig ikke om det, men i stedet for at skamme mig, ignorere jeg det. Sådan gør jeg tit, hvis der er noget jeg ikke gider høre.

"Okay, okay" siger Dexter og beroliger publikum. "Lad os give hende en chance til."

Han smiler til mig og lægger hovedet lidt på skrå. Jeg kan ikke forklare hvad, men der er et eller andet over den måde hans blik hviler på mig på, der giver mig kuldegysninger.

"Emily, lad os høre, nu da jeres serie har skabt så stor omtale i hele Hollywood, for ikke at sige i hele verden, må vi vide lidt mere om dig. Så kan du fortælle os nogle detaljer om dit liv, som vi endnu ikke ved? Nogen hele verden burde vide."

Var det så nu jeg skulle fortælle hele min livshistorie, eller?

"Jo, jeg har jo altid ville stå på en scene, men det har ikke altid været mugligt. Forstår I, jeg har været til mange castinger, men jeg var ikke ret heldig, og har kun været med i én film, før dette."

"Oh det var dog forfærdeligt, ville de slet ikke have dig?" spørg Dr. Dexter lidt overdramatiseret og publikum gisper.

"Tjo, der var da nogle af castingerne jeg gik videre til, så helt håbløs må jeg jo ikke have haft været" siger jeg i en munter tone, og publikum griner med mig. Dexter griner højest.

"Men nu er det vel slut," siger han og tørre en tåre af kinden. "Efter dette storartede gennembrud, vil alle sikkert med glade, underskrive kontrakt med dig, ikke sandt?"

"Ja det håber jeg da" siger jeg forlegent, da han virkelig giver mig myrekryb med sit overglade sind.

Der er en lille pause, før han begynder igen. Den mand er jo som en maskine. Han starter igen og igen og igen.

"Nu må vi have lidt sladder inden vi slutter af," slutter af, hvor lang tid har vi siddet her, det føltes kun som to minutter eller sådan noget. "Må vi så høre Emily, eftersom du er ny på stjernehimlen, må du have haft et kendis crush" siger han og lægger op til, at jeg skal holde en lang tale, om alle mine håbløse forelskelser, i fyre jeg vidste jeg aldrig ville kunne få.

"Øhm, jo der har da været nogle der så lidt godt ud" indrømmer jeg, da min mor har lært mig, at man altid kommer længst med ærlighed. Gælder det også nu? Jeg tvivler. Alt i denne verden er vist bare propaganda, hvor man pynter lidt på sandheden hist og her.

"Jeg har da i lang tid syntes at drengene fra One Direction var noget særligt" siger jeg, og kan mærke varmen i kinderne.

"Ser man det. Hvem er så din yndlings, du må da have en yndlings" presser han.

"Jeg tror nok at Niall er min favorit, eller måske Harry. Men i det store hele, er jeg vild med dem alle."

"Så må det have været en kæmpe oplevelse for dig, at møde dem personligt til premieren."

"Ja det var det også," jeg tænker kort på aftenen, men kommer så i tanke om de chokerende ting Harry havde gjort. "Eller faktisk var det meget underligt, jeg mener, jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle møde dem personligt, og hilse på deres indre jeg, men det gjorde jeg, jeg så deres allerinderst jeg, og jeg kan fortælle så meget, at det var en uforglemmelig detalje ved dem."

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Det var så kapitel 4, håber i kan lide historien!

Jeg vil bare lige sige tusind mange tak, tal alle der har læst, liked og kommenteret.

Og ikke mindst til jer der har den på favoritlisten, det betyder utrolig meget.

TAAAAKKK!

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...