Trouble Town ✽ One Direction (DT 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Sangskriver for verdens største band, anbefalet psykolog, lykkelig familiefar, kok i London - Harry, Valerie, Edward og Niall byder dig velkommen til deres liv i 2020. Det er flere måneder siden de har set hinanden, så hvordan går det egentlig med dem alle sammen? Alt det finder vi ud af, da Harry kommer hjem fra tour, for at blive genforenet med sin forlovede, tvillingebror, lillesøster og venner. Dette er en historie om at lige meget hvor du er, finder du altid vejen hjem - i dette tilfælde er det stedet, hvor kærligheden blev fundet og drømme blev til. Velkommen tilbage til Riverdale.

191Likes
94Kommentarer
12306Visninger
AA

8. 6 | Edward; Ending


You're not alone

Together we stand

I'll be by your side, you know I'll take your hand

When it gets cold

1. december 2020

Der var absolut ingen tænkelig måde, jeg kunne forklare, hvordan jeg havde det. Siden dødsdagen havde et sort hul suget mig ind til sig og det var så om, at jeg ikke havde nogen chance for at slippe væk. Den havde suget mig til en anden dimension, et sted fuldt af sorg og tragedier, der blot var skabt til at være en plage for mig.

Det eneste, der havde givet mig kræfter til at slippe ud, var min datter. Tanken om hende var grunden til, jeg kom igennem dagene. De havde været lange, udholdelige, men jeg måtte være stærk for hende. Vi havde begge mistet vores klareste stjerne, og for en niårig pige, var tanken ubærlig. Hun havde forladt os. På det ellers lykkeligste tidspunkt valgte skæbnen at tage hende fra os, suge hende ind i sit eget sorte hul og tvinge hende væk fra os.

Faktisk vidste jeg ikke, hvorfor jeg snakkede om stjerner. Mary hadede universet.

Jeg sukkede tungt, da jeg fra gulvtæppet i vores soveværelse prøvede at nå en billederamme på kommoden. Den brune kommode vi sammen havde udvalgt i en lokal møbelforretning. Mindet skyllede ind over mig og der gik nogle få sekunder, før jeg fik mig selv tilbage til virkeligheden. Billedet i min hånd bragte næsten et smil frem, da jeg studerede familiebilledet, en fremmet turist havde taget for os. Mig, der holdte Gwenn i mine arme i femårsalderen, mens Mary yndefuldt kiggede på os. Hun fortjente ikke at dø.

Opgivende lod jeg rammen blive knuget til brystet, da jeg lagde mig ned på gulvet med bukkede ben. Et tungt suk forlod mig og udviste alle former for sorg, jeg følte. Min kone og kæreste igennem flere år var død. Hvordan kunne jeg umuligt klare sådan en oplevelse?

Jeg blev mindet om, hvorfor jeg kæmpede for at få et smil frem, da en genkendelig stemme sagde mit navn. ”Far,” mumlede hun forsigtigt og kunne blot med en titel få mig til at sætte mig op. Min datter kiggede på mig med et sørgmodigt blik som hun stod der i en nykøbt, sort kjole, der gik hende til knæene. Det gik op for mig endnu en gang, at der blot var en halv time til, at vi skulle køre mod kirken for at sige farvel. Jeg ønskede ikke at tage afsked. ”Jeg kan ikke finde ud af at lave en knold.” Gwenn tøvede forsigtigt som hun stod der i dørkarmen og studerede sin udmattede far. ”Mor … mor plejede at gøre det.”

Uden rigtigt at tænke over det vinkede jeg Gwenn over til mig, der langsomt satte sig imellem mine ben og lænede ryggen mod mit bryst. Hendes vejrtrækning var normal, men jeg kunne mærke, hun var træt. ”Jeg er ked af det, Gwenn min pige, men jeg kan ikke sætte hår,” forklarede jeg efter at have givet det nogle få forsøg. Det gav klart et stik i brystet, når jeg ikke formåede at tilfredsstille min pige. Hun var den eneste, jeg havde tilbage nu, og jeg ville ikke miste hende.

”Det er okay, far,” sagde hun lavt, uden at røre sig ud af stedet.

Trist lod jeg mine arme kramme hende tæt ind til mig og signalerede, at jeg aldrig ville give slip. ”Du ved godt, at du ikke behøver have dit hår opsat hele tiden ikke, min pige?” Jeg kyssede hende forsigtigt på håret og kiggede på billederammen, hun holdte i hånden. Selv om jeg ikke kunne se hendes ansigt, vidste jeg, at hun smilede over mindet.

”Det sagde mor, jeg skulle,” mumlede Gwenn og lagde kort efter billederammen væk fra sig for at kunne kigge på mig. Hendes øjne havde en lille glød, der virkede til at søge efter en slags frihed. Jeg vidste godt, hvor meget Gwenn hadede at skulle have sit hår sat op hver dag. Desværre fulgte det med skolen og Marys overbevisninger her i livet.

”Du må gerne have det løst i dag,” smilede jeg til hende og krammede hende ind til mig. Jeg så hende løfte på smilebåndet og kunne glæde mig over at have gjort noget ordentligt, når det kom til at være far. Gwenn og Mary havde brugt mere tid sammen, end vi havde, så at sidde alene med hende nu, var noget jeg ville huske for evigt.

”Far, savner du mor?” spurgte Gwenn pludselig og kiggede på mig, mens hun længtes efter det rigtige svar.

”Selvfølgelig gør jeg det. Hver dag mindes jeg hende,” lovede jeg hende. Det var stadig en utrolig tanke, at hun faktisk var væk. Den bilulykke burde aldrig have fundet sted.

Gwenn tøvede. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg har det,” startede hun. Hun sad helt stille i mine arme. ”Hun ønskede hele tiden, at jeg levede op til hendes ønsker, men jeg har aldrig kunne lide den katolske skole,” tilføjede hun mumlende og lød til at være bange for at indrømme det. Jeg var faktisk kun stolt af hende. ”Men nu når hun er væk, vil jeg så gerne gøre hende glad.” Min datters ord kom bag på mig, men gjorde mig stadig glad, da hun allerede i denne alder fulgte, hvad hun følte var bedst.

”Du er fantastisk, Gwenn,” roste jeg og fik pludselig øje på uret på væggen. ”Er du klar til at tage af sted?” spurgte jeg forsigtigt, og ønskede ikke selv at tage mod kirken. Der var et led i at tage afsked, og det var det sidste, jeg ønskede. At forestille mig en hverdag uden Mary var svært, selv om jeg lige havde oplevet det den sidste uge. Jeg havde udelukket mig selv fra alle, undtagen Gwenn. Selv ikke Harry havde jeg inviteret indenfor, både fordi jeg ønskede han var der for sin egen nyfødte datter, men også fordi jeg ikke magtede søde, opmuntrende ord fra mine nærmeste.

Gwenn sad ved siden af mig i passagersædet, da jeg kørte mod kirken. Vi skulle udenbys, da Mary var katolik. Vi havde ingen kirke i Riverdale og den tætteste katolske kirke lå en halv time væk. Derfor betød det alt for mig, at så mange af mine venner og bekendte, havde fortalt, at de selvfølgelig ville komme og bakke mig op.

Da Gwenn og jeg nåede frem, kom det bag på mig, hvor mange der allerede var til stede. Parkeringspladsen var nærmest proppet og jeg kunne se hvordan folk bevægede sig ind i kirken. Det var lige så stille ved at nærme sig. Begravelsen. Afskeden.

Jeg prøvede at forholde mig optimistisk lidt endnu, da jeg vendte mig om mod Gwenn. Hendes hår bevægede sig i alle sider, hvilket Mary ikke ville have brudt sig om, men det klædte hende og jeg vidste, at hun elskede følelsen. ”Skal vi gå ind?” spurgte jeg hende og fik et stille nik. Jeg kunne mærke på hende, at hun var utryg ved situation, men jeg forstod hende. Hele situationen var ubeskrivelig svær for os begge og såvel også mange af de andre, der var dukket op i dag. Da vi gik ind i kirken så jeg hele Marys familie på den forreste bænk, modsat af den vi skulle sidde på. Hendes mor Frances studerede mig nøje og især Gwenns frisure virkede hun ikke særlig begejstret omkring. Hun var selv iført en sort kjole og håret var sat op i en stram knold.

”Edward.” Inden jeg nåede helt frem til bænken, hørte jeg stemmen, jeg ikke havde troet, ville gøre mig så glad. Jeg drejede rundt og fortalte kort Gwenn, at hun kunne sætte sig, da jeg så min bror komme hen mod mig. Han virkede træt, udmattet, men samtidig viste han også, hvor trist han var over hele situationen. ”Jeg har ventet på du kom,” forklarede han og gav mig hurtigt et støttende kram, da han i forhold til andre, virkelig kunne føle, hvordan jeg havde det lige nu. Jeg kunne fortælle folk, at jeg var trist og ked af det, men Harry vidste at jeg var fuldkommen ødelagt.

”Jeg ønskede ikke at komme lang tid før.” Mit blik faldt til jorden og jeg sukkede dybt, og prøvede derefter at tage mig sammen. Jeg kunne ikke græde endnu. ”Hvordan går det med River? Du ser træt ud,” pointerede jeg, da jeg igen studerede min bror foran mig. At vi nogen sinde skulle stå i den her situation, havde jeg ikke set for mig, da vi begge var teenagere. Han havde lige fået sin første datter, og jeg havde mistet min kone. Livet var uforudsigeligt.

”Det skal ikke handle om mig, Edward,” svarede Harry bestemt. ”Du skal fortælle mig, hvad det præcis er, du føler.”

Jeg kiggede overrasket på min bror, der dybt seriøs stod og ventede på et svar. Selv om han godt vidste det, ønskede han at høre det fra mig, så han havde muligheden for at hjælpe mig. ”Jeg har det elendigt,” erkendt jeg. Hvorfor lyve for min bror?

”Mary fortjente ikke det her, det håber jeg, at du ved, Edward. Hun var en fantastisk kvinde, og hun elskede både dig og Gwenn. Måske følte du det ikke så meget de sidste uger, men jeg lover dig, at hun altid vil elske jer.” Jeg blev mindet om skoledagene tilbage på Riverdale, for igen var Harry den person, der skulle fortælle mig om, hvad der var rigtigt og forkert. Men for første gang i hele mit liv, så valgte jeg at lytte til ham og tro på det, han fortalte mig.

For første gang nogen sinde vidste jeg, at han havde ret.

Jeg skulle til at svare ham, da kirkeklokkerne begyndte at give lyd i hele kirken. Det var nu. Vi skulle tage afsked med Mary. Jeg sank en klump spyt og kiggede op på bænken forrest, hvor Gwenn stille sad og kiggede ned i gulvet. ”Jeg forstår, hvis I gerne vil sidde alene, men hvis du har brug for det, kan jeg godt sidde med jer.” Mit blik veg tilbage med Harry, der viste mig, at han virkelig ønskede at støtte sig. Jeg tænkte tit over, hvor heldig jeg havde været, over at have fået sådan en bror, der lige meget hvad jeg foretog mig, altid kom tilbage og var ved min side. Derfor valgte jeg at takke ja til hans tilbud. Noget, jeg havde lært med tiden, var vigtigt.

”Hey min skat,” smilte jeg til Gwenn, da jeg kom op til hende. ”Onkel Harry vil sidde med os i dag, er det okay med dig?”

Jeg så hvordan Gwenn smilede til Harry bag mig, og med en blandet fornemmelse i maven satte jeg mig ned ved siden af hende. Kirkeklokkerne stoppede. Kirken blev stille. Præsten kom frem.

Det var nu.

Jeg knugede Gwenns hånd, da præsten midt i talen begyndte at tale om familie. Tårerne havde for længst forladt min datters øjenkroge, men nu mærkede jeg også, hvordan jeg gav slip og lod mine kinder blive fugtige fra de mange tårer. Jeg havde mistet min kone, min datters mor – men for første gang siden ulykken, var jeg overbevist om, at jeg på et eller andet tidspunkt nok skulle komme igennem det. Jeg ville være stærk for Gwenn. Og med de tanker lod jeg alt omkring mig forsvinde og tænkte kun tilbage på Marys og mine minder.

 

”Mit navn er Edward, hvad er dit?”

”Mary.”

”Vil du med på en date?”

”Edward … jeg er gravid.”

”Jeg kan ikke få en abort.”

”Jeg vil se min datter!”

”Jeg tilgiver dig.”

”Vil du gifte dig med mig?”

”For evigt og altid.”

 

Sneen var stille begyndt at falde over os, mens vi havde sænket Marys kiste ned i jorden. Hun var nu for alvor blevet begravet og de fleste var taget videre til lokalet, hvor vi om lidt holdte sammenkomst for at mindes hende. Gwenn og jeg var de eneste tilbage nu.

”Jeg kan ikke forstå, mor er væk,” hørte jeg min datter hviske, da vi stod der hånd i hånd og kiggede på gravstenen foran os. For evigt og altid. Vi elsker og savner dig. ”Hun har altid været der,” sagde Gwenn og jeg kunne høre på hendes stemme, at hun snart ville græde igen, hvis jeg ikke prøvede at gøre noget.

Jeg satte mig ned på hug ved siden af hende og flyttede en af hendes løse hårtotter bag øret. ”Gwenn, jeg ved, at jeg ikke har været der for dig hele dit liv, men jeg har i den grad planlagt at være der resten af det.” Et smil bredte sig på mine læber, da jeg støttende kiggede på min smukke datter. Hun havde sin mors øjne. ”Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig, okay?”

Hun blinkede med øjnene inden hun slog armene rundt om mig. ”Jeg elsker dig, far.” Hendes ord kom så meget bag på mig, at jeg lige var det ekstra sekund om at slå armene rundt om hende. Hun havde aldrig sagt de ord til mig før. Hun elskede mig. Som far, og nu alenefar, var det nogle af de mest betydningsfulde ord, man kunne høre fra sit barn.

Jeg rejste mig lidt efter op, da Gwenn trak sig væk. ”Skal vi tage af sted?” Hun rystede på hovedet. ”Nej? Er der noget du mangler, da?” spurgte jeg hende med et støttende smil. Lige meget hvad det så var, ville jeg støtte op omkring det.

”Mor plejede altid at bede. Jeg hørte hende bede om, at vi havde det godt. Jeg vil gerne bede for mor.”

Igen viste min datter, hvor moden og voksen hun var ved at blive. Selv om hun endnu ikke havde rundet de ti, kunne jeg ikke være andet end stolt. De ting hun sagde, de ting hun gjorde, hun var en solstråle. Hun var min solstråle, og jeg ville passe på hende så længe jeg levede. Jeg ville sørge for at hun aldrig mistede sin glød. ”Så lad os bede for mor,” smilede jeg og satte mig på knæ, da jeg havde set Mary gøre dette så mange gange. Det havde været hendes ting, men jeg havde aldrig sat tiden af til at gøre det med hende. Det fortrød jeg nu.

Efter at have bedt til Gud og æret Mary, gik Gwenn og jeg nu ind ad døren til det lokale, hvor vi ville holde sammenkomst. Det var kun de tætteste og bekendte, der var blevet inviteret. Jeg fik øje på hele Marys familie, der aldrig rigtigt havde gidet have kontakt til mine bekendte. Det var egentlig trist, at man kunne se, hvordan Marys familie sad til venstre i lokalet og min familie og venner sad i højre side. Alle havde givet op. Undtagen Gwenn. Hun løb nemlig hen til sin morfar, og jeg så hvordan et stort smil kom frem, da han prøvede at holde humøret oppe for hendes skyld.

”Du klarede det flot, bror.” Harry gav mig et klap på skulderen, da jeg gik over til dem. De var her alle sammen, og at de støttede mig igennem det her, kunne jeg ikke være andet end taknemmelig for. Valerie og Harry var her, dog uden River, og gav mig et opmuntrende blik. Niall og Freya var her, forlovede og det hele. Louis var her med Liam. Zayn var fløjet hele vejen fra USA. De fleste drenge fra fodboldholdet var mødt op. Alle var de her på grund af mig. Hvordan var det overhovedet muligt? I løbet af tiden på Riverdale High var der ikke en af dem, jeg ikke havde drillet. Jeg havde været et monster, og langt fra en ven. Jeg havde ændret mig med årene, men med alt det, jeg havde lavet dengang, tænk at de så stadig var her for mig. De var her ikke på grund af Harry havde overtalt dem, de havde selv valgt at komme for at støtte mig. Det var en mærkelig følelse, jeg stod med, nu når jeg stod og studerede dem alle. Flere af dem havde i dag et fantastisk liv, og her stod jeg og havde lige mistet min kone. Måske var det karmaen, der først nu kom tilbage og gav igen for alle de dårlige ting, jeg havde præsteret her i livet.

”Tak.” Jeg kiggede på min bror og hørte ordet, jeg sjældent sagde. ”Tak for alt.” Uden rigtigt at tænke over personerne omkring os så på, slog jeg armene omkring min bror, og ønskede virkelig bare at vise ham, hvor meget jeg holdte af ham. Ja, jeg havde været en djævel i skolen, og ja, jeg havde stået i vejen for så mange ting, han kunne have opnået, men han havde altid været ved min side. Det var jeg klar over den dag i dag. Forhåbentlig ville jeg en dag også kunne give nok tilbage, så han vidste, at jeg virkelig elskede ham. Vi var brødre og aldrig ville han slippe af med mig. Vi havde været igennem tykt og tyndt sammen, og nu startede vi begge et nyt kapitel. Han havde åbnet bogen om at være far, og jeg ville lukke bogen om at være en ægtemand for nu. Men lige meget, hvad der skete, så ville Harry og jeg klare os igennem det – især når vi hjalp hinanden. Og jeg var sikker i min sag, når jeg sagde, at jeg aldrig ville forlade min bror. Vi var brødre, bedste venner, og det skulle forblive sådan.

Harry og Edward Styles: tvillingebrødrene. Aldrig skulle nogen komme og ændre på det. Ikke så længe jeg var i nærheden til at stoppe dem. 

 

**

Okay, at skrive sådan noget her, føler jeg mig ikke særlig god til.. Men håber at kapitlet fungerede, for nu er Double Trouble-serien næsten slut. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg har det med det, for jeg elskede virkelig at skrive om Harry og Valerie. Men ja, det var så sidste kapitel, der vil dog komme en slags epilog! :D

Håber at I kunne lide slutningen. Tænkte at slutningen af DT skulle handle om Harry og Valerie, men at slutningen her skulle have fokus omkring Harry og Edward, for de har også været igennem meget.

Men nu er Trouble Town næsten ovre, og jeg håber virkelig, at I har nydt at læse både DT og TT. Jeg vil ikke lave en forfatternote i epilogen, så derfor jeg vil slutte af her med at skrive: TAK TAK TAK TAK TAK. Støtten omkring den her serie betyder alting. Jeg har virkelig nydt at skrive den her og nydt at læse jeres kommentarer, når der er kommet et nyt kapitel, så fra hjertet tak for den fantastiske støtte. 

- Laura x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...