Trouble Town ✽ One Direction (DT 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Sangskriver for verdens største band, anbefalet psykolog, lykkelig familiefar, kok i London - Harry, Valerie, Edward og Niall byder dig velkommen til deres liv i 2020. Det er flere måneder siden de har set hinanden, så hvordan går det egentlig med dem alle sammen? Alt det finder vi ud af, da Harry kommer hjem fra tour, for at blive genforenet med sin forlovede, tvillingebror, lillesøster og venner. Dette er en historie om at lige meget hvor du er, finder du altid vejen hjem - i dette tilfælde er det stedet, hvor kærligheden blev fundet og drømme blev til. Velkommen tilbage til Riverdale.

191Likes
94Kommentarer
12069Visninger
AA

7. 5 | Harry; Happy


You're my fire, you're my rain

You're my shelter from the world when I'm in pain

You're my river when I need to fall

You carry me, you carry me home

18. november 2020

Den genkendelige vej hen mod Riverdale bragte som altid et smil på mine læber. For hver kilometer jeg nærmede mig, erstattede en ny tanke den nuværende, og på få minutter så jeg alle årene her i byen fra mit liv passere forbi. Der var de første dage i min fødeby, da jeg var helt lille og Edward og jeg legede i sandkassen. Der var min første dag i skolen, hvor alt omkring mig var i alverdens farver, der kom fra alle de små børns skoletasker. Det var den dag, at jeg for første gang, blev så interesseret i et stykke musik, at jeg hørte nummeret to uger i streg. Jeg huskede det stadig udenad, og bemærkede min fingre følge rytmen, jeg hørte for mig i tankerne. Det var en skøn dag, jeg huskede den så tydeligt. Desværre blev mit andet år i skole det værste i hele mit liv. For kort forinden var tiden, hvor vi mistede Naomi. Jeg vidste ikke engang, om man kunne kalde det at miste, for vi fik aldrig lov til at møde hende, se hende smile. Det gjorde ondt at tænke på det, og jeg huskede, hvordan Edward og jeg ikke forstod, hvad der foregik på hospitalsgangen. Min far, der kom ud med tårer i øjnene, og prøvede at fortælle os, hvad der var sket. Jeg havde glædet mig så meget til at få en lillesøster, og så pludselig var der ikke nogen. Det var svært at forstå som seksårig. Heldigvis kom Gemma til nogle år senere, og hende ville jeg altid elske. Godt nok var hun så stor i dag, at hun ikke mente, hun behøvede sin storebrors hjælp, men skulle hun en dag ringe, ville jeg være hos hende hurtigst muligt. Herefter gik der ikke mange år før mine forældre besluttede at flytte til Riverdale i 2005. Det var nogle første hårde år i skolen, da Edward og jeg var opsat efter at få venner. At det dog skulle ende med, at vi senere i high school ville blive de mest populære, havde vi ikke regnet med.

Men et af de minder, der stod aller klarest for mig, viste sig, da jeg kørte over broen. Valerie. Det var hendes skyld, at jeg overhovedet kørte over broen, da jeg nu skulle besøge Riverdale. Det havde jeg aldrig troet, jeg kunne sige, før jeg mødte hende. Og nu i dag var vi gift, og hun var højgravid. Vores første barn kunne komme når som helst, så at hun havde beordret mig til at tage hertil, havde faktisk overrasket mig. Jeg burde være hos hende, for det kunne ske selv i dag, men i stedet havde hun overbevist mig om, at jeg blev nødt til at hjælpe Edward. Han havde et møde, han skulle til på Gwenns skole, og da Mary havde travlt med arbejdet, var jeg altså nu på vej til Riverdale for at assistere Paul med nutidens Sharks. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle forberede mig på det, andet end det ville blive ualmindeligt akavet og tankevækkende.

Da jeg gik ned ad gangen mod lærernes omklædningsrum, kom jeg forbi den genkendelige hylde med trofæer. Den havde dog ændret sig en del siden, da flere og mange pokaler var kommet til siden. Det var dog en helt speciel pokal, der fangede mit blik. ’Champions 2013’ stod der på pokalen, hvor der ved siden af på hylden var placeret en ramme med det års fodboldhold. Hurtigt fik jeg øje på Edward og jeg, der stod på midterste række i midten – de to holdkaptajner. Jeg lagde også mærke til Niall, Louis og Zayn, der var placeret rundt omkring på rækkerne. Niall havde det største smil på læberne, og jeg var glad for, at vi havde givet ham muligheden for at spille igen. Det var dog mærkeligt ikke at se Liam på billedet, men da han havde droppet holdet kort før finalen, var han ikke med. Med et smil studerede jeg de andre pokaler, holdet havde hevet hjem, siden jeg gik ud. Det var blevet til fire ud af 7 guldpokaler, og når Wolves sikkert havde været finalemodstanderen, gav det også god mening. Mit blik røg ned til pokalen for i år. Den var af sølv.

Opsat på at hjælpe holdet til at vinde næste år, traskede jeg ud på banen iført noget træningstøj, Edward havde lånt mig. Jeg følte mig ikke helt tilpas, men det var nok mest fordi, jeg ikke havde regnet med at se mig selv i fodboldtøj igen. Det mindede mig alt for meget om gamle dage, og at der var klistret STYLES med sorte bogstaver bagpå, hjalp ikke rigtigt på det.

Paul fik øje på mig og vinkede mig over, mens drengene løb rundt i cirkler. Nogle lagde mærke til mig, andre stirrede og de sidste fortsatte bare med at løbe. ”Harry! Godt at se dig. Edward nåede lige at sige, du ville tage hans plads i dag,” sagde Paul til mig, da jeg nærmede mig.

”Ja, det var meget i sidste sekund, men Valerie fik mig overtalt,” svarede jeg og smilede forsigtigt til min gamle træner, man ikke kunne se var blevet syv år ældre. Han lignede sig selv.

”Hun er en klog pige, men nu skal du høre, hvordan det ser ud. Vi tabte sidste finale, og jeg er overbevist om, at der er fordi en del af drengene tænker for meget på piger. Der er kun få af dem, der virkelig tager det seriøst. Holdkaptajnen, Zac,” Paul pegede på en af drengene, der løb med tallet 1 bagi, ”er ved at miste grebet, og det er her, jeg vil have du kommer ind. Det er stort set samme miljø som dengang du gik her, så kan du ikke lige få nogle kloge ord ind i hovederne på dem? Jeg ved du er bedre til det med ord, end Edward er, så det ville være perfekt.

Jeg nikkede, mens jeg tænkte over Pauls ord. Mit blik studerede drengene, der løb rundt på banen, og jeg kunne sagtens se dem have været en del af 2013-holdet. ”Kald du dem bare hen, Paul, så skal jeg gøre, hvad jeg kan.”

Kort efter hørte jeg den genkendelige fløjte lyde ud over banen, hvorefter drengene enten løb eller gik herhen. Suk, det mindede alt for meget om de gamle dage, og dengang havde det ikke været mig, der havde ændret attituden på det her hold. Det skulle nærmest have været Valerie, der var her, i stedet for mig.

”Nu skal I høre drenge, vi har en ny assistenttræner med os i dag, da Edward ikke kunne være her.” Drengene blev overraskede og studerede mig, men det kom ikke bag på mig. De havde sikkert regnet med, at jeg var Edward. Det var noget, jeg skulle leve med hele livet. ”Det her er Harry, og han-”

”-Er du Harry, altså den Harry?” afbrød en af drengene og studerede mig mistroisk. Jeg genkendte drengen som Zac, holdkaptajnen, og blev overrasket over hans ord. Var jeg kendt blandt fodboldholdet?

Paul sukkede, da han nok for tusinde gange blev afbrudt. ”Ja, det her er Harry Styles. En I burde se op til og opføre jer som,” opfordrede han og pegede rundt på banden. ”Harry vil prøve at få noget forstand ind i jer i dag, så I har mulighed for at slå Lions denne sæson, okay drenge?”

Vent, Lions? Hvem dælen var Lions? Hvad var der blevet af Wolves? Havde jeg ikke stået midt i en af Pauls peptalks, så havde jeg spurgt ham. Jeg ville hjertens gerne vide, hvordan det var lykkedes at smide Wolves væk fra finalepladsen, for jeg havde altid hadet det hold. ”Harry, har du noget at sige?”

Jeg kiggede rundt på drengene og overvejede, om jeg skulle give dem noget god fornuft på en hårde og effektive måde eller den flinke og måske mere eftertænkende måde. Jeg valgte den sidste, for kaptajn-rollen havde jeg smidt væk for mange år siden. ”Ser I, da jeg var holdkaptajn for Sharks med min bror for syv år siden, lignede vores hold jeres. Vi havde et holdt fyldt af drenge, der brugte meget af deres tid på at få pigernes opmærksomhed, og med årene blev det så slemt, at vi smed mange af holdet på grund af pigerne begyndte at fylde alt, alt for meget. I er på det her fodboldhold for at spille amerikansk fodbold, og for de fleste af jer, håber jeg, at det er fordi I synes det er sjovt. Jeg var på det her hold, og selv om jeg hadede fodbolden, støttede jeg op omkring mine holdkammerater og mine venner. I er venner, håber jeg. Nu er vi i november og der er ikke særlig lang tid til, at I vil stå i finalen, for jeg regner med I når dertil, og så vil I slå Lions, hvis I altså tager det her seriøst. Til dem af jer, der har piger på hjernen, drop det, medmindre I kan finde ud af at spille ved siden af også, og hvis I virkelig elsker den her pige. Få af os drenge, der var på holdet endte med den pige, vi var forelskede i, i high school, så tag jer sammen.” Min tale blev en smule lang, men jeg håbede, at de ville tage mine ord til eftertanke. Selvfølgelig ville der stadig være de drenge, der kun tænkte på piger, men hvis jeg var heldig, kunne jeg måske få noget fornuft ind i hovederne hos nogle af dem.

Paul nikkede anerkendende ved min side og klappede i hænder. ”Hørte I det drenge. De ord burde I følge, for jeg er ved at være godt træt af jeres julelege,” sagde Paul irriteret og kiggede intens på alle drengene.

”Hvad så med dig, Styles?” Jeg følte straks, at jeg var tilbage i high school, da Zac brugte mit efternavn som tiltale. ”Havde du en pige her på Riverdale, eller måske flere?” Han kiggede på mig, og det var let at bemærke, at han var irriteret over en gammel spiller skulle komme og give ham nogle gode råd, når han sikkert ønskede det på sin egen måde. Og jeg kunne godt sætte mig ind i det, for jeg havde været præcis på samme måde. Jeg havde været holdkaptajn, det skulle være sådan, som jeg ønskede.

”Jeg mødte en pige her på Riverdale, der flyttede hertil få måneder inden jeg gik ud. Jeg sørgede for at bruge tid med hende og fodboldholdet, da jeg jo var holdkaptajn, men faktisk så er vi gift i dag, ja. Men det var et tilfælde, Edward ville kunne fortælle en anden historie,” forklarede jeg og nød egentlig at fortælle om Valerie og jeg. Det var måske stik modsat af de ord, jeg lige havde sagt, men hvis de bare sørgede for at dukke op til træningen, fungerede det meget bedre.

Efter mine ord stoppede Zac med at stille flere spørgsmål, hvilket Paul så som sit stik til at starte træningen. ”I løber lige tre runder mere for jeres flabede kommentarer,” beordrede han, hvilket medgav suk og sure miner – men de gjorde det. ”Undskyld. Zac, han føler han ejer hele skolen,” sukkede han. Det overraskede mig ikke, at Zac var den type. Han mindede mig om Edward. Lederrollen kunne let stige en til hjernen, og jeg følte det var det samme, der var sket her. ”Men lad mig høre, hvilke strategier tænker du, de skal øve igennem i dag?” spurgte han og jeg blev nærmest smigret over, at Paul gav mig ansvaret for dagens træning. Det viste bare, at han altid havde ment, at jeg havde talent i sporten.

***

Efter at have trænet i to timer med Sharks og Paul kunne jeg lettet ånde ud, da jeg kunne køre tilbage mod London. Jeg måtte lige fortælle Valerie, at jeg faktisk var delvis tilfreds med, at hun havde overbevist mig om at tage tilbage. Det havde hjulpet mig med at indse, hvor godt det var, at jeg gik mine egne vegne og droppede fodbolden. Samtidig havde jeg også lært, at jeg havde ændret mig til en meget bedre person med årene, og det havde været en god beslutning at lægge lederrollen væk. Måske var det derfor, at Valerie så let fik mig overtalt til disse ting. Valerie kom i mine tanker igen, da jeg mærkede min mobil vibrere i lommen. Et yndigt billede af os til vores bryllup lyste op på skærmen, og et smil bredte sig over mine læber, inden jeg tog mobilen. ”Hej min skat,” hilste jeg.

”Harry?! Det her er Niall,” hørte jeg den irske accent hilse igen, da jeg forvirret kiggede på skærmen, for lige at tjekke, det var Valeries nummer. Og der gik det op for mig. Det her kunne kun betyde en ting.

”Er det nu?! Niall, jeg er tyve minutter væk, det går ikke, jeg-”

”-Harry, rolig nu. Ja, det er nu, men Freya og jeg skal nok være hos hende, indtil du kommer. Bare skynd dig hen til hospitalet.”

Rædselsslagen og nervøs stoppede jeg op for det røde kryds foran mig, og prøvede ligeså stille at indse, hvad der var ved at ske. Jeg var på vej til at blive far. Valerie skulle snart føde. Hvorfor havde jeg ikke været der?! Irriteret kørte jeg over for lyset som der blev gult, da jeg næsten var ulykkelig over, ikke at have været hos hende, da det gik i gang. Jeg havde sådan forestillet mig det, men nu sad jeg her i min bil, og var alt for langt væk fra hende. ”Niall, du skal love mig, at du passer på hende!” sagde jeg ind i telefonen og gassede op, så jeg forhåbentlig kunne skære nogle få minutter af køreturens længde.

Jeg hørte nogle stemmer i baggrunden. ”Det lover jeg dig, Harry. Vi er nede ved min bil nu og er på vej til hospitalet. Valerie siger for resten, at hun elsker dig,” sagde han videre og jeg kunne mærke hvordan han var lige så nervøs som mig, men samtidig også var glad. Det var nok blandingen af at ham og Freya for nogle få dage siden var blevet forlovet, og at Freya også var gravid, at han nu kunne se det for sig, når det blev deres tur. Men stadig var den eneste tanke, jeg kunne tænke, hvorfor var jeg der ikke?!

”Bare kom sikkert derhen, og så er jeg der hurtigst muligt,” lovede jeg ind i telefonen, inden han lagde på og jeg spurtede videre ned ad vejen.

I en stor hast parkerede jeg bilen halvt inden over den anden parkeringsplads, gjorde et forsøg i at låse bilen, hvorefter jeg spurtede hen til receptionen. ”Valerie Car- Valerie Styles,” sagde jeg forpustet til damen foran mig, der sad i skranken. ”Hun er højst sandsynligt på fødegangen,” sagde jeg hurtigt derefter, da jeg nu vidste, hvor tæt på hende jeg var.

Jeg fik efter en lang pause et sted, jeg kunne søge til, og derefter løb jeg alt det jeg kunne, og følte, at jeg var i gang med at lave et touchdown, da jeg nærmede mig elevatoren. Der var heldigvis ikke nogen i nærheden, så den stod åben, da jeg nåede frem. Jeg følte seriøst aldrig, at jeg havde været så stresset, siden jeg skulle score det afgørende mål i kampen mod Wolves i de sidste sekunder. Jeg kunne dog meget bedre lide dette, jeg var i gang med at nå lige nu, end dengang. Dengang var det en latterlig titel som mestre, i dag kunne jeg se frem til titlen som far.

Da elevatoren gik op, var det første genkendelige ansigt, jeg så, Edward. Han stod foran nogle stole med Gwenn. ”Bror!” råbte jeg og spurtede hen til dem. ”Er hun okay, hvordan går det? Er hun-”

”-Wow, wow, rolig nu, Harry,” beroligede Edward, og var blevet en smule rystet over, at jeg pludselig havde råbt ham ind i øret. ”Hun har det fint, og det er vidst ikke gået ordentligt i gang endnu, så gå bare ind til hende,” smilede han og pegede på døren foran mig. Jeg smilede taknemmeligt til ham og Gwenn, før jeg roligt åbnede døren til værelset.

I sengen lå hun i smerter med sved på panden. Heldigvis så jeg et stort smil på hendes læber, da hun fik øje på mig. ”Harry!” smilede hun, inden en ve tog smilet fra hende og en sur mine erstattede det. Lykkelig over, at jeg endelig var her, gik jeg hen til hende, smilede til jordmoderen og gav hende hånden. Jeg havde ikke tænkt mig at slippe den.

”Jeg gætter på, at du er faren,” smilede jordmoderen, mens hun studerede nogle maskiner ved siden af Valerie.

Jeg nikkede, ”det er lige, hvad jeg er.”

Jordmoderen nikkede og kiggede først nu hen på os begge. ”Det var heldigt, du nåede det lige, for jeg tror vi skal i gang nu Valerie. Er du klar?” Med bange anelser kiggede Valerie op på mig, og jeg blev næsten ked af at se hende sådan her. Hun skulle igennem så mange smerter, jeg slet ikke kunne forestille mig. Derfor kyssede jeg hendes pande, så hun var sikker på, at jeg var der.

Tiden gik, flere kræfter blev brugt på pres og jeg begyndte at blive mere og mere nervøs. Tanken om Naomi havde været et tilbagevendende emne for mig, for hvad nu, hvis jeg selv skulle opleve det som mine forældre havde. Jeg huskede så tydeligt den lille udgave af mig sidde der, hvor Gwenn og Edward var lige nu og vente. Jeg kunne ikke bære, hvis Valerie og jeg skulle komme ud for det samme. Jeg havde nævnt det for hende, men hun havde som altid beroliget mig og set det hele fra den positive side. Jeg havde aldrig forstået, hvordan hun gjorde det, men det var endnu en af de kvaliteter, hun havde.

”Så er hovedet næsten ude, bare pres til, Valerie,” hørte jeg pludselig, og indså at jeg var blevet fanget i mine tanker. Nu var det nu, om lidt kunne vi høre skrig og jeg kunne se mit første barn. Valerie klemte min hånd lidt mere end før, men efter det, var det som om alt omkring os stoppede. Jeg hørte skrigene, jeg så Valerie smile og jeg så hende. Min datter var netop kommet til verden. ”Det blev en pige,” smilede kvinden til os, og mere lykkelig havde jeg aldrig været, da jeg studerede hende. Vi havde fået en pige, og hun levede.

”Harry,” smilede Valerie og da jeg kiggede ned på hende, så jeg glædestårerne i hendes øjne. ”Vi fik vores pige,” halvgrinte hun imellem tårerne. Jeg satte mig ned på stolen ved siden af sengen, uden at give slip på hendes hånd og nikkede. Jeg kyssede hende blidt på panden og da vi derefter fik overbragt vores datter, mærkede jeg selv, hvordan jeg var tæt på at græde. Hun var så smuk. ”Hun har dine øjne,” hørte jeg Valerie kommentere, og da jeg nærstuderede de grønne øjne, kunne jeg ikke fatte, at hun faktisk havde ret.

”Jeg kan ikke fatte det her,” smågrinede jeg og kunne slet ikke forstå, at jeg kunne sidde her på hospitalværelset med min elskede og min nye datter.

Valerie legede med vores datters fingre, inden hun kiggede mig dybt ind i øjnene. ”Jeg synes vores navn passer perfekt til hende,” smilede hun. Det var først nu, at det gik op for mig, at vi skulle give hende et navn. Heldigvis havde vi tænkt det meget igennem allerede inden, så vi havde planlagt et navn, hvis det skulle blive en pige. Et navn, der betød alverden for mig.

”Så jeg kan høre, I allerede ved, hvad hun skal hedde?” spurgte kvinden, jeg helt havde glemt også var i rummet.

Vi kiggede på hinanden og jeg nikkede. ”Hun skal hedde River Naomi Styles.” Det lød helt mærkeligt at sige, nu når hun lå lige ved siden af mig, men samtidig gjorde det mig så lykkelig. Hendes navn havde en helt speciel betydning for Valerie og jeg. River kunne vi være fælles om, da hun var opkaldt efter det sted vi mødtes. Riverdale. Men at Valerie så havde været så opbakkende omkring Naomi, betød alverden for mig. Jeg ønskede at give Naomi en plads i den her verden, og at det nu var min egen datter, der kunne dele navn med hende, gjorde at jeg vidste, at jeg ville være ekstra glad resten af livet.

Efter nogle minutter med at have siddet og beundret vores datter, blev vi enige om, at det nok var på tide, at vi skulle give beskeden videre. Derfor efterlod jeg Valerie i sengen med River og forlod lokalet. Vores venner var straks omkring mig. ”Har hun født?” Freya storsmilede og var tættest på mig, da jeg kom ud.

Jeg nikkede stolt, ”det blev en pige.” Jeg kunne ikke fatte, at jeg sagde det.

”Aw, hvor er det bare fantastisk,” himlede Freya. ”Hvad hedder hun?”

”River Naomi Styles.” Efter at have fortalt dem nyheden, lukkede jeg lykønskningerne ude og fik øjenkontakt med Edward. Han havde straks bemærket mellemnavnet til min nye pige og gav mig et forsigtigt smil. Han var ligeså glad for det valg, som jeg var. Det om Naomi havde fulgt os igennem hele livet, og nu kunne vi på en måde lukke det kapitel og se frem af. Vi ville lade hende leve videre i River.

Jeg skulle lige til at fortælle Niall, hvor glad jeg var, da et meget mærkeligt syn mødte os alle. ”Edward, Edward!” En genkendelig stemme fyldte gangen, dog lignede personen den kom fra, langt fra sig selv. Var det … Heather?

Forvirret så jeg hvordan hun nåede frem til os, hendes blik rettet mod Edward. Hun havde spurtet, og først nu så jeg, at hun var i ført tøj, der viste, at hun arbejdede her. Hun var sygeplejerske. ”Åh Gud Edward, da jeg fik at vide, du allerede var her, skyndte jeg mig herhen.”

Niall, Freya og jeg kiggede forvirret med som Heather nåede frem til min bror. Edward selv så fuldkommen forbavset ud, og havde ingen idé om, hvad der foregik. Det havde ingen af os. ”Jeg er så ked af at skulle ødelægge dette øjeblik for jer alle sammen, men der er desværre sket en ulykke.”

Da de ord forlod hendes mund, var jeg bange for, hvad det næste hun ville sige, var. En ulykke kunne kun være negativt. Var det vores mor, vores far? Eller Gemma? Jeg fik den dårligste fornemmelse i munden og ønskede ikke at høre Heathers næste ord.

”Hvad sker der, Heat- Faith?” Edward øjne var våde, da han var blevet så påvirket af Heathers ord var direkte til ham. ”Sig det.”

Heather sukkede, ”hun var på vej hertil, da jeg gætter på, hun skulle møde dig her, men på vejen så-”

”-Kom til sagen!” Edward råbte højt denne gang og alle holdt vi vejret.

”Det er Mary … Hun har været i en slem bilulykke og … hun overlevede ikke, Edward.” Derefter bristede alting for os alle sammen, men mest af alt for Edward og stakkels, lille Gwenn. 

 

***

Awwww så fik Harry og Valerie deres datter! :D Tusind tak for alle jeres kommentarer med navne, som I kan se har jeg udvalgt River og Naomi, da jeg synes tankerne bag var super gode! :D

Men ja.. så skete det så.. Mary døde.. Hvad tænker I om det??

 

Tak til navneidéerne fra:

Elisabeth F.

Anna H

Lucca

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...