Trouble Town ✽ One Direction (DT 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Sangskriver for verdens største band, anbefalet psykolog, lykkelig familiefar, kok i London - Harry, Valerie, Edward og Niall byder dig velkommen til deres liv i 2020. Det er flere måneder siden de har set hinanden, så hvordan går det egentlig med dem alle sammen? Alt det finder vi ud af, da Harry kommer hjem fra tour, for at blive genforenet med sin forlovede, tvillingebror, lillesøster og venner. Dette er en historie om at lige meget hvor du er, finder du altid vejen hjem - i dette tilfælde er det stedet, hvor kærligheden blev fundet og drømme blev til. Velkommen tilbage til Riverdale.

190Likes
94Kommentarer
11922Visninger
AA

6. 4 | Niall; News

 

You and I
We don't wanna be like them
We can make it till the end
Nothing can come between

You and I

10. november 2020

Af ren og skær nysgerrighed sad jeg i sofaen med årbogen fra mit første skoleår på Riverdale High. Tankerne var fløjet rundt de sidste time, så til sidst formåede jeg ikke at holde det tilbage længere. Hele ti år siden jeg først satte min fod på stengulvet i gangene. Ti år siden jeg havde den første kedelige lektion om en verdenshistorisk krig, jeg allerede vidste alt om. Men det allervigtigste var nok, at det var ti år siden, jeg første gang så og mødte Freya. Min kæreste. Beskedent tog jeg et kig på hende, mens hun stod i køkkenet og smurte noget frokost til os begge. Det flotte brune hår sad opsat i en pjusket hestehale, og nåede ned til midten af den nattrøje hun bar, siden det var lørdag. Hun var nok den eneste, jeg kendte, der kunne være iført nattøj og stadig se fantastisk ud.

”Hvad kigger du på?” De smukke øjne kiggede på mig, inden hun satte bakken på sofabordet og sig selv ved siden af mig. ”Gud, er det årbogen?” spurgte hun spændt, og tog den ud af mine hænder, inden jeg nåede at svare hende. ”Ej, du må lige hente den sidste årbog, Niall, der er vi alle med,” smilede hun og bladrede lystigt igennem bogen, jeg nu ikke længere havde mulighed for at kigge i.

Efter at have hentet den sidste årbog, satte jeg mig ned, tog en arm omkring hende, og lod hende igen få bogen. ”Er det ikke vildt, hvor lang tid siden alt det her er?” spurgte hun mig spændt, mens hun denne gang langsomt kiggede på de første par sider.

Jeg nikkede, ”10 år siden vi startede, og kun lidt færre siden vi stoppede.” Freya kiggede mig ind i øjnene, og gav mig hurtigt et kys på kinden. Hun bladrede videre, og var nær gået forbi en af de vigtigste sektioner. ”Vent,” fik jeg råbt for højt, hvilket medgav et forskrækket udtryk fra Freya i et kort sekund. Jeg smilede af hende, men samtidig også af billederne fra skoleballet det år. I alt fire par var på de to sider, alle havde de vundet nogle priser efterfølgende. Sødeste par, bedst klædte osv.

”Det er jo Valerie og Harry,” smilede Freya fornøjet af det samme billede, jeg havde fået øje på. Sammen poserede de foran kameraet, mens de smilede. Billedet måtte være blevet taget senere, for jeg huskede tydeligt, hvordan Freya og jeg havde hjulpet Valerie med overhovedet at komme til ballet. Jeg huskede stadig hendes frustration, men i enden havde det være det bedste valg for hende. ”Det er så sødt at tænke på, at de nu er gift,” kommenterede Freya og studerede billedet et kort sekund mere, før hun bladrede videre i bogen.

I nogle få sekunder kiggede jeg ud i luften, og ignorerede bogen og min kærestes andre kommentarer. Vi snakkede aldrig om det emne, men når det så blev nævnt på den ene eller den anden måde, vidste jeg aldrig, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg elskede Freya af hele mit hjerte, men vi var endnu ikke forlovede, eller noget i den dur. Flere omkring os var begyndt at spørge, om vores forhold gik skidt, eftersom det var en del år siden, vi fandt sammen. Sandheden var bare, at jeg ikke turde. Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle spørge hende, og så at hun måske ikke var klar, eller ikke havde lyst. Hun virkede bare ikke som den person, og snakkede sjældent om det – måske for at undgå det?

”Niall?” Freya fik mig tilbage, og jeg håbede ikke, at jeg havde set alt for fortabt ud, hvilket jeg i bund og grund var lige nu. ”Er du okay?”

Uden at tænke over det, rystede jeg på hovedet. Freya løftede sit øjenbryn, mens hun aede min hånd som støtte. Jeg tænkte hurtigt over noget, der kunne redde mig ud af situation, og fik efter at have set på klokken idéen. ”Jeg magter bare ikke at skulle se alle fra fodboldholdet,” fortalte jeg hende og hentydede til den aftale, jeg havde med hele fodboldholdet hos Louis om lidt. Vi skulle fejre, at det var 10 år siden, vi startede med at spille og vinde medaljer.

”Det skal du nok klare, Niall. Du ved Louis ser dig som en af sine bedste venner. Det har han i hvert fald fortalt mig,” smilede hun og lagde sit hoved på min skulder. Nogle gange glemte jeg, at de var søskende. ”Faktisk burde du tage at gøre dig klar, ellers kommer du for sent.” Hun rejste sig op, kyssede mig på munden, og forlod derefter stuen, blot for at pine mig, så jeg ikke havde anden mulighed, end at tage af sted. Hun vidste præcis, hvordan hun fik mig. Det var faktisk ret irriterende, men sådan var det jo, når to elskede hinanden.

***

Jeg fik ringet på hos Louis, efter lige at have brugt nogle sekunder på at tage mig sammen. Jeg ved ærligtalt ikke, hvad der gik af mig, der var bare noget, der ikke ønskede at møde alle de andre. Jeg var for længst kommet over, at de havde smidt mig af holdet, og at Edward havde været en idiot, da jeg var kommet med igen, men alligevel var der et eller andet. Måske var det tanken om, at de altid havde virket som bedre venner sammen, og at jeg følte mig uden for? Men igen, nogle af dem havde jeg ikke set siden graduation – så hvordan kunne jeg overhovedet have fordomme om det?

Døren blev åbnet af manden selv, da Louis bød mig velkommen. ”Goddag,” hilste han og lod mig gå ind i hans nykøbte lejlighed i hjertet af London. Jeg opfangede hurtigt, at den eneste der var her, udover Louis, var mig. Skulle vi ikke mødes nu, eller havde jeg taget fejl? ”Du undrer dig over, hvorfor der ikke er andre endnu, kan jeg se,” smilede han fornøjet, da han gik ud i køkkenet, for at røre i gryder med kødsovs.

”En smule ja,” svarede jeg fortvivlet.

Louis skruede ned for komfuret og lænede sig op ad køkkenbordet. ”Et: Becky er ude, to: de andre drenge kommer altid for sent og tre: hvilket er den vigtigste, så har jeg med vilje inviteret dig til et komme et kvarter før alle andre.”

Jeg kiggede på ham med store øjne. ”Hvorfor dog?”

Han trak på skuldrene, ”jeg tænkte, at du havde brug for en ordentlig drengesnak,” svarede han. Jeg rynkede brynene. Det lød overhovedet ikke som Louis. ”Okay fint,” fortsatte han kort efter. ”Freya mente, at der var noget, der gik dig på, og hun følte ikke selv, at hun kunne få det ud af dig,” afsluttede han med et skævt smil.

”Oh,” fik jeg hurtigt sagt og satte mig tilrette på en af spisebordsstolene. Selvfølgelig havde Freya lagt mærke til det. Det var efterhånden flere måneder siden, jeg først rigtigt begyndte at tænke over det. Efter at Freyas alkoholiserede onkel lige frem havde spurgt sin niece om jeg slog hende, var tanken om bryllup begyndt at fylde meget. Jeg ønskede ikke, at folk skulle gå rundt med den tro om mit og Freyas forhold. Vi var bare ikke lige så hurtige som alle andre. Jeg havde min restaurant, der gav mig en del arbejde at holde kørende, og Freya studerede det sidste år på sin uddannelse.

”Du behøver ikke fortælle mig det, men hvis du i det mindste fortæller Freya det, er jeg sikker på, hun vil slappe mere af,” smilede han til mig, og viste sin forståelse.

Jeg kiggede ned på gulvet, ”jeg er bare i tvivl om-” Jeg stoppede mig selv, da det føltes alt for mærkeligt. Men jeg vidste godt, at det var bedst at drøfte det med Louis. Når det kom til at blive gift, kunne jeg godt lide at følge traditionen, og da Louis var det eneste familiemedlem Freya havde tilbage, var han det oplagte valg, at spørge om tilladelse hos. ”Om jeg skal fri til hende,” fik jeg afsluttet, og blev så overrasket over mine egne ord, at jeg med store øjne kiggede op, for at se Louis’ reaktion.

Han smilede. Jeg havde troet, at han var overrasket, men nej. Han smilede. ”Endelig, Niall. Det har jeg ventet på,” forklarede han mig, mens smilet forblev som det var.

”Mener du det?” spurgte jeg langsomt.

Igen nikkede han. ”Alle kan jo se, at I er perfekte for hinanden, det-” Louis nåede ikke at afslutte sin sætning, da vi begge fik rettet vores opmærksomhed mod døren, da dørklokken lød. ”Det var sørens,” mumlede Louis. ”Jeg mener det, de kommer altid for sent, aldrig før tid.” Og sådan var det vores samtale sluttede, og Louis bød velkommen til Zayn og Liam, der åbenbart havde kørt herover sammen. Det her var allerede så mærkeligt, som det kunne være. Zayn blandt andet, havde jeg ikke set siden vi fik vores eksamensbeviser, nu stod vi foran hinanden og gav hinanden hånden.

”Hey Niall,” hilste Liam, da vi stod over for hinanden. Vi havde ses en del gang for nogle år tilbage, eftersom Freya og Erica var gode veninder. Nu var Erica og Liam så ikke sammen, så derfor så jeg ikke nogen grund til at holde kontakten, selv om han er en af de flinkeste personer, jeg kender.

Resten af drengene var kommet, undtagen Edward. Flere af dem lignede sig selv, udover alderen, der havde ændret lidt her og der. Det var en mærkelig følelse at sidde og studere de andre drenge og høre, hvad de havde opnået i livet indtil videre. Nogle havde endda fået børn, de fleste var gift, nogle få levede alene. Liam var en af dem, der havde sin egen lejlighed og måtte komme igennem hverdagen alene. Det var hårdt for ham. ”Jeg ved ikke, om I kan sætte jer ind i det, men jeg vil bare ikke være sammen med andre end hende. Nogle mener, at jeg burde komme videre, men jeg kan ikke,” fortalte han og hentydede til sit forhold - der ikke længere var et forhold - med Erica. ”Jeg har prøvet at sige undskyld, men det virker som om, hun slet ikke vil høre på mig,” tilføjede han og jeg kunne let gennemskue hans blik. Han var ulykkelig, og på nogle måder, fik jeg medlidenhed med ham. Dog kendte jeg historien bag bruddet, og havde samtidig svært ved at tilgive ham for det.

Idét jeg skulle til at svare Liam, blev døren åbnet og en person, jeg ikke helt vidste, om jeg ønskede at se, trådte ind ad døren. ”Drenge!” smilede han, og jeg følte straks, vi var tilbage i high school, hvor det altid havde været ham, der skulle i søgelyset. Edward Styles. Forhåbentlig havde han ændret sig, siden jeg sidst havde set ham. ”Niall, jeg troede ikke, du ville komme,” sagde han pludselig og tog min opmærksomhed. ”Hvordan går det?” Hvis han ikke havde stået foran mig, havde jeg måske nærmest tabt kæben. Disse ord ville aldrig være kommet ud af Edwards mund tilbage på Riverdale High. Det havde været utænkeligt, og nu var det de første ord, han sagde til mig. Det kan godt være, alle bliver ældre, men alligevel havde jeg aldrig set den komme, hvis jeg skulle være helt ærlig.

”Godt nok, tror jeg,” svarede jeg og trak på skuldrene. Jeg følte mig stadig ikke helt tilpas i selskabet, og forholdt mig roligt, medmindre emnet gik mig på.

Edward satte sig på den sidste frie stol over for mig, ved siden af Liam, og forholdte sig herefter rolig. ”Hvordan går det egentlig med dig og Freya, Niall?” hørte jeg Louis spørge med et slesk smil om læberne. Jeg kiggede irritabelt på ham, da han blot spurgte mig, for at kunne få mig til at svare foran alle drengene. Når det kom til sådanne ting, var det som om Louis stadig gik i high school. Det barnlige var stadig over ham, dog i dag mikset med klogskab, værdien af at have oplevet verden og venlighed, samt en bedre egenskab til at forstå folks problemer.

”Ja, hvornår får vi invitationerne? Vi venter spændt,” smilede Liam venligt og kiggede blidt på mig. De andre drenge fik også sagt deres kommentar, mens jeg sad og overvejede mit ordvalg.

”Det går godt, jeg ved bare ikke-” Jeg stoppede op og studerede drengenes ansigter, inden jeg fortsatte. Halvdelen af drengene havde jeg ikke haft kontakt med i flere år, og nu skulle jeg til at fortælle dem om et af mit livs største og sværeste problemer. ”Jeg tør ikke.” Ordene røg ud, og jeg var sikker på, at det var noget inderst inde, der blot ønskede nogle gode råd, hvilket drengene kunne give mig. Måske kunne en af dem sige noget så klogt, at jeg ikke ville kunne vente med at fri til Freya. Der skulle dog meget til.

De sagde noget hver især, og sætninger som ’gør det’, ’du kan godt’ og ’du skal bare stole på dig selv’ blev sagt. Jeg blev blot mere forvirret. Det var først, da selveste Edward åbnede munden, at jeg virkelig begyndte at tænke det igennem. ”Niall, du husker nok, da jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få Mary til at tilgive mig?”

Jeg nikkede.

”Da jeg var så tæt på at give op, ved du så, hvad min bror sagde til mig?” Jeg rystede på hovedet. ”Du skal glemme, hvad alle andre vil tænke. Du skal tænke på dig selv, og hvis du ved, at det er det rigtige, så vil det ske. Måske tager det tid, måske er tiden allerede gået i næste uge. I hvert fald lover jeg dig, at hvis du tror på det, og hvis du elsker Mary, så ved jeg, at det nok skal blive jer to.”

Edwards eller Harrys ord ramte mig. Harry havde virkelig et talent for at få sine evner med sangskrivning omdannet til flotte salgstaler. Noget havde han med årene lært af Valerie, men dengang var forholdet til hende så nyt, at det havde været Harry og kun Harry, der havde givet sin tvillingebror et råd. Og råddet var godt. Jeg følte min mundvige løfte sig en smule, da han havde ret. Jeg skulle lade vær med at tænke på, hvad folk omkring mig troede. Jeg slog ikke Freya, og det vidste vi begge to. I stedet elskede vi hinanden, og jeg ville ikke vide om tiden var nu eller om nogle år, før jeg spurgte hende. Jeg blev nødt til det, og inderste inde var det jo også mit største ønske. ”Han har ret,” smilede jeg, mens drengene omkring os nikkede. ”Tak.”

Der var en kort stilhed, før Josh spurgte Edward, hvor Harry befandt sig, eftersom han også var en stor del af dette hold. ”Han ville hjertens gerne have været her, men Valerie er så tæt på at føde, at han ikke turde risikere det, da han gerne vil være hos hende.”

”Det er så mærkeligt at tænke på, hvor mange år der er gået, når man tænker på, hvor vi hver især er i livet,” nævnte Liam. Han havde ret. Tiden var gået så hurtigt, at det ikke var til at forstå. Som nævnt tidligere var flere gift og nogle havde børn. Nogle gange savnede jeg, hvor let high school-livet egentlig var sammenlignet med livet nu. Min restaurant tog næsten hele min tid, så selv om jeg nød det og det var en drøm, var det til tider hårdt og påvirkede mit privatliv og humør.

”Hvad ville I tænke, hvis jeg siger, at jeg tror, Mary og jeg bliver skilt?” Edward kiggede ned i bordet, mens der blev stille rundt om bordet. Mary og Edward skilt? Det regnede jeg ikke med, at nogle nogen sinde havde set komme efter den fortid, som de to delte. ”Vi har bare haft så mange skænderier på det sidste. Især fordi Gwenn ikke er så glad for sin katolske skole, som Mary insisterer hun skal gå på, selv om jeg ønsker det bedste for min datter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Der var en kort stilhed, inden jeg, til min egen overraskelse, tog ordet. ”Nu er det at blive skilt en stor ting. Er du sikker på, at det er ved at komme så langt ud? Der må da være en måde I kan snakke om det på,” svarede jeg ham, og håbede at kunne hjælpe ham, som han lige havde hjulpet mig.

Han rystede på hovedet, ”jeg har allerede prøvet at spørge Mary, hvad der ville ske, hvis Gwenn skiftede skole. Hun begynder bare at diskutere, og så pludselig blander hun Heather ind i det.”

”Heather?” Blev der sagt i kor, da vi alle havde opfanget Edwards brug af navnet. ”Som i Heather Anderson?”

Edward nikkede, ”jeg mødte hende til graduation. Hun bruger for resten navnet Faith nu, hendes fornavn. Jeg tror bare, at Mary regnede med, at vi nu havde noget sammen, da hun ved vi har en fortid, men det var ikke andet end en samtale.”

Jeg studerede Edward, og det så ud til, at dette virkelig var noget, der gik ham på. Men mens jeg så hans mutte ansigtsudtryk, følte jeg også, at jeg så en form for glæde gemme sig bag den sure mine. Var han glad for at have stødt på Heather igen?

***

Efter noget af en aften hos Louis, der var endt så dramatisk, som at Liam var spurtet ud af døren, fordi han havde modtaget en sms fra Erica, var jeg glad for at være hjemme igen. Glad, men også ekstremt nervøs. Jeg havde besluttet mig for, at det var nu, jeg blev nødt til at snakke med Freya. Jeg kunne ikke holde det inde længere, så selv om klokken nærmede sig elleve, var jeg ligeglad. Modet var der, og det skulle jeg udnytte, da jeg havde manglet det de sidste mange måneder.

Det overraskede mig ikke, at hun sad foran tv’et og spise rester af den lasagne, jeg havde lavet til os i går. Hun mente det var min bedste ret, så hun smilede stort, når hun kom hjem og duftede sig frem til aftenens ret. Hun bemærkede, at jeg var stod i køkkendøren, og smilede stort til mig. ”Hvordan gik det?”

Jeg trak på skuldrene og satte mig ned ved siden af hende. ”Lad mig sige det sådan, at mange af drengene overraskede mig, og så fik jeg en masse information, jeg ikke havde regnet med,” forklarede jeg hende. Hun stillede tallerknen på sofabordet og tog min hånd. ”Jeg fik også et godt råd,” tilføjede jeg og tog mig sammen til at kigge ind i hendes øjne. De skinnede, som de altid gjorde, og gav mig faktisk en god mavefornemmelse.

”Er der da noget galt?” spurgte hun en smule forvirret, men samtidig også fordi hun holdte af mig.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvad man kan kalde det. Jeg har bare været meget i tvivl og nervøs over noget.”

”Om hvad dog?”

Hun havde løftet sit ene øjenbryn, og så næsten skræmt ud. ”Os,” mumlede jeg, og kunne straks se, ud fra hendes blik, at det lød helt forkert. ”Altså ikke os som par,” reddede jeg, men gjorde blot min kæreste endnu mere forvirret. Jeg tog en dyb indånding, før jeg snakkede igen. ”Jeg har længe gået og tænkt over det at blive gift.”

Til min overraskelse så jeg nu et glimt i hendes øjne og en mundvige, der bevægede sig en smule op af. Var hun slet ikke nervøs over emnet? Havde jeg bare misfortolket alting? ”Jeg må indrømme, jeg har gået og ventet en del på, at du ville begynde at snakke om det.”

”Har du?” røg det ud af mig. Hun nikkede og trak på skuldrene. ”Jeg har bare været så nervøs for, at hvis jeg skulle spørge dig, så ville du ikke, og det afslag ville jeg ikke kunne bære, for jeg elsker dig jo.”

Freya smilede og kyssede mig på kinden. ”Du er den sødeste, når du bliver nervøs, Niall. Du ved, at jeg altid vil elske dig.”

”Så hvis jeg spurgte dig, ville du så sige ’ja’?” I stedet for at svare kyssede hun mine læber. Jeg mærkede glæden ved hendes nærvær – en glæde, jeg ønskede, vi skulle opleve sammen for altid. Jeg vidste straks, hvad svaret på mit spørgsmål var. ”Ved du om smykkebutikkerne stadig har åbent så? Jeg skal bruge en ring,” jokede jeg, og rejste mig for sjov op. Havde de haft åbent, havde jeg købt en ring med det samme, men da klokken nu havde passeret elleve, vidste jeg godt, at jeg måtte vente. Nu havde jeg alligevel ventet i måneder, så en dag eller to til, ville ikke være noget problem. Præcis som Harry havde sagt det til Edward. Jeg var bare overrasket over, hvor ret han havde. For den her samtale med Freya kunne ikke være gået bedre.

”Jeg er også glad for, du spørger, for jeg har også gået med noget, der har gjort mig meget nervøs,” erkendte Freya kort efter, da hun havde fået trukket mig ned i sofaen igen. Forvirret kiggede jeg på hende, da hun flettede vores fingre sammen og kiggede mig ind i øjnene. ”Du må ikke flippe ud eller noget, okay?”

Et støttende smil kom frem på mine læber, ”det lover jeg.”

En nervøs Freya kiggede derefter ud i vores lejlighed, studerede alting, før hendes blik igen kom tilbage til mig. Hun tog en dyb indånding, før tre ord, jeg ikke havde regnet med at høre, forlod hendes mund. ”Jeg er gravid.”

 

**

Yay happy ending for Niall og Freya :D

 

I næste kapitel fra Harry's synsvinkel vil vi befinde os på hospitalet af to grunde! 1) Valerie skal føde 2) Vi vil miste en af karakterene, da personen dør :(

Håber snart at få det publiceret!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...