Trouble Town ✽ One Direction (DT 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Sangskriver for verdens største band, anbefalet psykolog, lykkelig familiefar, kok i London - Harry, Valerie, Edward og Niall byder dig velkommen til deres liv i 2020. Det er flere måneder siden de har set hinanden, så hvordan går det egentlig med dem alle sammen? Alt det finder vi ud af, da Harry kommer hjem fra tour, for at blive genforenet med sin forlovede, tvillingebror, lillesøster og venner. Dette er en historie om at lige meget hvor du er, finder du altid vejen hjem - i dette tilfælde er det stedet, hvor kærligheden blev fundet og drømme blev til. Velkommen tilbage til Riverdale.

191Likes
94Kommentarer
12316Visninger
AA

5. 3 | Valerie; Veil

I want to grow old with you
I want to die lying in your arms
I want to grow old with you
I want to looking in your eyes

26. august 2020

Kvinden i spejlet smilede forsigtigt til mig. De grønne øjne blinkede langsomt og roligt, mens tiden gik, og hjerteslaget steg. Pludselig forvandlede refleksionen sig til en ung teenager, der med et saligt blik studerede mig. Vi kiggede på hinanden, overvejede årenes påvirkning til forskellene, og smilede til sidst fornøjet over resultatet. Teenageren forvandlede sig igen, og jeg kunne nu kigge på mit nuværende jeg i det halvsnavsede spejl. Jeg smilede til mig selv, og savnede hurtigt det unge jeg, der havde smilet til mig igennem glasset. Den pige var uforudsigelig, hjælpsom og glad. Ikke alle værdierne havde jeg taget med mig til voksenlivet. I dag var der nemlig én person, der gjorde det umuligt for mig at være den lille smule forudsigelig, jeg engang havde været. Harry. Min Harry. Han kunne genkende hver eneste af mine ansigtsudtryk, og havde talentet til at fortolke dem præcist til det, jeg gemte inderst inde. Det var der ingen anden, der mestrede. Det var grunden til, at jeg i dag ville sige ja til ham i kirken. Min high school-kæreste. Min eneste ene. Okay, måske lidt for poetisk, men jeg var trods alt en smule poetisk pga. mit arbejde som psykolog.

”Min lille skat, du er så smuk,” hørte jeg min mor komplimentere, da hun havde lynet brudekjolen helt op. Det hvide stof sad stramt, men perfekt, omkring min overkrop og faldt ud over mine ben. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville stå her. ”Maven er slet ikke så slem,” pointerede min mor lidt efter, for at få mig i bedre humør omkring det ekstra stof, der skulle bruges for at få kjolen til at passe.

”Jeg er lige glad, det vigtigste er, at hun er der,” smilede jeg, og tænkte tilbage på den dag, det hele kunne være gået galt. Hvis lægerne ikke havde været hurtigt, var jeg nok på en anden psykologs kontor, for selv at blive vejledt. Men lægerne havde reddet hendes liv, og det var dem jeg evigt taknemmelig for. Grunden til, at jeg var besvimet til Gemma’s graduation, var fordi jeg som lille havde haft en blodsygdom, der gjorde, at jeg havde færre blodplader end andre. Det kunne åbenbart påvirke min graviditet, hvilket jeg ikke vidste. Heldigvis var det hele gået godt, og lægerne havde forsikret mig, at jeg fra nu af ville have en normal graviditet.

Min mor havde taget fat i sløret, der var lagt på det lille bord ved siden af os. ”Kun tre måneder tilbage, er du spændt?” spurgte hun, selv om hun godt kendte svaret. Derfor var det ikke verdens undergang, da døren kort efter gik op og mine bedste veninder, Freya og Erica, stormede ind i rummet.

”Ree, du er så smuk!” lød det i kor fra begge pigerne, da de gav mig et ordentlig kram, lige glad med de kunne ødelægge min frisure eller krølle kjolen. ”Wow, du bliver den flotteste brud nogen sinde,” smilede Erica, og rørte forsigtigt stoffet på kjolen. Hendes brune hår var sat op i en køn pjusket knold med et smukt smykke, og hun bar en brunlig kjole til knæene. Hun var virkelig blevet smuk med årene, især efter hende og Liam var gået fra hinanden efter hans utroskab, og hun havde haft mere tid til sig selv.

”I er de bedste piger,” svarede jeg, mens min mor satte sløret fast til mit hår. ”Jeg håber, at I vil nyde dagen lige så meget som mig.”

Straks kunne jeg se, at Erica blev påvirket af mine ord. Hun tænkte på ham. Hun tænkte på Liam. Det var første dag, de skulle ses, siden hun havde konfronteret ham og forladt ham. Jeg var sikker på, at hun havde påtaget sig den mission, at holde sig væk fra ham. ”Erica, du ved, at han er ulykkelig over, hvad han gjorde. Jeg ved, det er svært, men come on, det er to år siden.” Freyas ord var en smule hårde, men Erica vidste godt, at de havde en støttende mening bag sig.

En kort stilhed bredte sig i lokalet, indtil Freyas mobil højlydt ringede. Hun undskyldte med sit blik, og vendte sig derefter rundt. ”Hej skat,” hilste hun, og vi kunne straks regne ud, hvem, der var i den anden ende.

”Hvad har du tænkt dig at gøre, altså med Liam?” spurgte jeg Erica imens.

Hun trak på skuldrene og undlod at kigge på mig. ”Jeg aner det ikke. Han sårede mig virkelig, men jeg savner ham. Jeg savner ham så forbandet meget, også selv om jeg ikke burde det.”

Jeg rystede på hovedet, ”det er helt forståeligt, Erica. Du elsker Liam, det vil du altid gøre, du hare bare svært ved at acceptere hans handling. Selvfølgelig var det ikke i orden på nogen måde, men han indså hurtigt sin fejl, og er du egentlig klar over, hvor hårdt han kæmpede for at vinde dig tilbage?”

Erica så ikke ud til at vide, hvad hun skulle svare, og kom i stedet med en spydig kommentar. ”Du må ikke arbejde på din arbejdsdag, Valerie. Alt det der psykologisnak gør mig sindssyg,” sagde hun, og havde et smil gemt.

”Jeg arbejder skam ikke, jeg hjælper bare min veninde,” lovede jeg.

Min mor, der havde været ude og tjekke transporten, kom tilbage idet Freya lagde på. ”Niall ringede. Han har lige forladt restaurantens køkken, og har sikret sig, at hans ansatte er klar med maden til tiden og serveringen,” konstaterede hun, og jeg smilede fornøjet, da jeg så stoltheden i hendes øjne. Selvom hun tit gav udtryk for, at Niall virkede til at have mere fokus på maden og restauranten, og ikke hende, så elskede de hinanden.

”Valerie, vi skal af sted til kirken. Din far venter ved bilen nedenunder, og jeg så Louis parkere på den anden side af vejen, for at hente jer to piger,” forklarede hun til os alle tre. Vi nikkede, da jeg tog det sidste kig i spejlet, inden jeg drejede om og gik mod bilen, der skulle køre mig til kirken.

Vi nåede frem til kirken i den femtenår gamle bil. Det var Harrys idé, at vi skulle bruge hans bil fra dengang vi mødte hinanden, selv om den var blevet lidt slidt i løbet af årene. Men jeg havde elsket idéen. Kirken foran mig fik hårene på armene til at rejse sig. Det var først nu, at det gik op for, at jeg skulle giftes i dag. Jeg skulle sige ja til Harry.

Det var den mærkeligste følelse, da jeg på vej op ad kirkegulvet havde alles opmærksom. Jeg så bekendte fra Riverdale High, min familie, Harrys familie – alle de personer, der gjorde det endnu mere overvældende for mig at gå op af kirkegulvet. Men det vigtigste, og det der tog min opmærksom, var Harry. De grønne øjne overstrålede hans kære smil, da jeg nærmede mig ham. Krøllerne var lettere pjusket, men stadig sat op. Jeg kunne ikke fatte, at han var min kommende mand. Mens vores blikke var låst fast, kunne jeg ud af øjenkrogen se Edward støtte sin bror som forloveren, han var blevet udvalgt til. Tænk, at han i tidernes morgen havde gjort alt, hvad han kunne, for at splitte Harry og jeg ad. Han burde grine af det nu, når han tænkte over, hvad der skete lige nu. Jeg var ved at blive gift med hans bror.

”Så tilspørger jeg også dig, Harry Ethan Styles – vil du tage Valerie Silvia Carter som din ægte hustru?” Et hurtigt og selvsikkert ’ja’ forlod Harrys mund. Præcis som jeg havde sagt ordet lige før. ”Du må nu kysse bruden,” hørte jeg præsten sige, hvorefter Harry adlød og fjernede afstanden mellem os. Hans bløde læber ramte mine perfekt, og mens kirken klappede og jublede, nød jeg min mands læber mod mine. Det var himmelsk og fuldt ud fantastisk.

***

”Da jeg mødte Valerie i midten af marts for 10 år siden, var det en mandag. Det er ret utroligt, at jeg kan huske dagen, men der må jeg nok være ærlig og indrømme, at det er på grund af Edward. Jeg fandt det morsomt, som den onde bror jeg er, at han skulle udsættes for lektiehjælp af skolens nyeste elev. At lektiehjælpen, hvis navn jo så var Valerie, skulle ende med at blive min kone, var dog det sidste, jeg tænkte på den dag.” Sådan begyndte Harry sin tale til mig. Vi var alle placeret i festsalen med fantastisk mad fra Niall’s restaurant foran os. ”Valerie, jeg ved godt, at du er så træt af, når jeg påminder dig om, hvor stolt jeg er af dig. Helt seriøst, du er en af Londons bedste psykologer, hvis ikke den bedste, det skal jeg da være stolt af. Allerede tilbage i dagene på Riverdale High, præsterede du med dine evner. Du hjalp især min bror, men også mange andre. Du ændrede skolen. Jeg er så ufattelig heldig, at pigen, der blev nedgjort af cheerleaderne, var stærk og nu er min kone, og den kommende mor til vores lille pige. Jeg glæder mig til min fremtid med dig,” afsluttede han, langt efter tårerne havde forladt mine øjenkroge og nu hang fra hagen. Han formåede altid at tage sin skriveevner med sange, og lave det om til en fantastisk tekst. ”Men før jeg slutter, vil jeg spille en helt speciel sang.” I hans smoking forlod han helt sin plads ved min side, og gik hurtigt hen til hans gode ven, vi havde ansat til at spille stemningsmusik. Guitaren blev givet videre til Harry, og med et smil slog han akkorderne af på strengene.

 

I don't care if nobody approves,

Tell me what I gotta do

To prove tonight, I might be the one, girl

Baby I just want to be with you,

I don't care if nobody approves,

Tell me what I gotta do

To prove tonight, I might be the one, girl

 

Jeg kunne ikke fatte det. Han sang den sang, han havde sunget for ti år siden på mit værelse. Den første sang han havde skrevet og dedikeret til mig, efter den latterlige misforståelse, hvor han aldrig var dukket op til vores aftale. Flere tårer havde dannet sig i mine øjenkroge. Hvorfor var han så fantastisk over for mig? Jeg fortjente det ikke.

Nogle timer var gået, og folk gik nu rundt i lokalet og snakkede, mens jeg prøvede at lede efter Harry. Jeg havde ikke haft tid til at kunne takke ham alene. Takke ham for alt det, han havde gjort for mig i dag, men samtidig også alt det, han havde hjulpet mig med siden jeg havde mødt ham. Han havde i den grad gjort mig blødsød i dag. Noget jeg hadede ved mig selv.

”Harry!” råbte jeg, da jeg så ryggen af ham. Lyden af min stemme fik ham til at vende sig om. Jeg havde forventet at se et af hans dejlige smil, men det var kun øjnene, der talte til mig, da jeg kiggede på ham. ”Er du okay?” spurgte jeg ham, da jeg nåede hen til ham og tog hans hånd. Den var svedig.

Han rystede på hovedet. ”Det her skulle være den bedste dag. Det er det også, men jeg kan ikke klare, når-” Han stoppede sig selv, rystede på hovedet og kiggede fortabt på mig. Forsigtigt trak jeg ham ind til mig, noget der plejede at være omvendt, og lod hans hoved hvile ved min skulder.

”Hvad er så slemt?” spurgte jeg ham forsigtigt.

Han trak sig væk igen, og virkede til at have genfundet noget af sit mod. ”Edward og Mary skændes igen. Det gør ondt, Val,” kommenterede han. Hans ord afslørede ham ikke, det var hans toneleje, hans blik. Han var ulykkelig. Mary og Edward havde haft det lidt svært de sidste uger – det var i hvert fald, hvad Harry mente, han kunne se hos Edward. ”De diskuterede noget om Einstein … Mary var sur.” Han sukkede.

Jeg skulle til at svare ham, men jeg nåede det aldrig. ”Men i dag må jeg ikke tænke på det. Jeg er en god bror, men i dag er det vores dag. Jeg vil ikke se tilbage på den med en dårlig mine. Jeg vil huske, hvor lykkelig jeg bliver af at kigge på dig.”

Jeg rystede kærligt på hovedet, ”du er seriøst alt for charmerende i dag, Harry. Jeg kan slet ikke holde til det,” smilede jeg. ”Er du klar over, hvor mange søde ting, du har udsat mig for i dag?” Han nikkede stolt. ”Du ved godt, at jeg ikke kan klare det, uden at føle mig skyldig i et eller andet.”

Han grinede med mig. ”Valerie, du må altså lære at modtage ros. Nu når vi er gift, skal du ikke regne med, at jeg skruer ned for mine søde kommentarer.” Han kyssede mig på kinden.

”Du-” Vi blev afbrudt af en mand, jeg aldrig i mit liv havde set før. Jeg var hurtig til at regne ud, at det måtte være en af ’Harrys gæster’. ”Goddag,” hilste jeg en smule overrasket, da jeg lige skulle komme mig over afbrydelsen.

Han gav mig hånden. ”Jonathan Sikes. Rart endelig at møde dig, Harry snakker aldrig om andet, når vi er på tour,” grinede han og fuldførte selvsikkert hans plan om at pine Harry foran mig. Hans brune hår gav ham et genialt våben, når han skulle kæmpe mod de andre store stjerner om pigernes kærlighed. Han havde sikkert allerede vundet. Jonathan Sikes. Han måtte være med i det band, som Harry skrev sange for, og altså grunden til, at Harry havde været væk på tour tidligere på året.

”Jeg er glad for, at du kunne komme, Jonathan,” sagde Harry sarkastisk og spillede fornærmet over kommentaren om mig. ”Altid en fornøjelse.”

Jonathan grinede. ”Du er altid selv så kæk, så når man kan give igen, så gør man det,” pointerede han. Harry trak på skulderen, og indikerede, at Jonathan havde ret. Jeg studerede de to foran mig, og kunne straks se en masse ligheder, selv om der var omkring 10 års forskel. Jonathan virkede i den grad som Harry, da han havde været atten år. Jeg huskede tydeligt, hvordan Harry charmerede hele skolen. ”Men jeg kom faktisk, fordi Gemma, en super skøn pige faktisk, bad mig om at fortælle jer, at I skal danse brudevals.”

Jeg gav ikke Jonathans sidste ord en eneste tanke, men ventede i stedet på Harrys reaktion til de søde ord om hans søster. ”Du må hellere passe på, Jonathan. Gemma er min søster, husk det.” Jeg havde ærligtalt regnet med hårdere ord fra Harry, men eftersom han ikke sagde mere, måtte han stole på Jonathan. Ellers ventede han bare på, at de ville falde for hinanden, som han måske havde forudset ville ske på grund af deres personligheden. Det måtte jeg spørge ham om senere, men åh gud nej, nu skulle vi danse brudevals. Der var en grund til, at jeg aldrig var blevet cheerleader. Jeg var en forfærdelig danser.

Efter en kaotisk og fejldanset brudevals smed jeg de hvide sko på sofaen, da jeg gik ind i vores lejlighed. ”Valerie!” hørte jeg Harry råbe fra gangen. Forvirret kiggede jeg på ham, da han irriteret stod i dørkarmen. ”Jeg sagde til dig, at du ikke måtte gå i forvejen!” Han var sød irriteret, og er du gal det var kært.

”Hvad er der så galt i, at jeg gik i forvejen? Det er ikke min skyld, at din bil er et vrag,” grinede jeg, og kritiserede vores bil, selv om jeg elskede den. Jeg havde selv overtalt Harry til at købe en skodbil, da alt andet var god kvalitet på grund af vores indtjeninger og hans families penge.

Harry sukkede højlydt. ”Du mener ikke, at du ikke ved, hvorfor jeg er sur,” kommenterede han.

Jeg trak på skuldrene og elskede at situationen var så useriøs fra min side af. ”Jeg aner det ikke.”

”Det var jo meningen, at jeg skulle bære dig ind i vores lejlighed! Du ved godt, hvor meget jeg har glædet mig til det,” brokkede han sig, og krydsede sine arme med en surmule.

Da det gik op for mig, hvad jeg havde gjort, og at Harry var så påvirket af det, grinede jeg med en stor glæde. ”Aw, din stakkel,” sagde jeg, hvorefter jeg tog mine sko på igen. ”Så, nu er jeg som da jeg gik ind, og så kan du bære mig ind,” smilede jeg fornøjet, og gik ud til ham.

Han rystede på hovedet. ”Du ved godt, det ikke er det samme,” sukkede han, og jeg kunne let genkende hans glæde bag det suk. Han var skuffet, men var egentlig også useriøs omkring det, da han spillede et surt barn, der ikke havde fået sin slikkepind.

”Vil du bære mig ind, eller vil du stå der og lege en fortabt Superman?” spurgte jeg ham med et smil, og det fik ham til at komme videre med sagen. Han løftede mig, så jeg hang i hans arme, og med besvær fik han os begge to ind igennem dørkarmen uden de største skrammer.

Han satte mig ned og smilede fornøjet. ”Du har aldrig kaldt mig Superman før,” pointerede han stolt.

”Jeg kaldte dig for en fortabt Superman, der er en forskel,” sagde jeg og kyssede ham på håret. ”Jeg går i seng, den her mave trænger til søvn,” forklarede jeg.

Men jeg fik ikke lov til at gå, da Harry tog fat i min hånd. Han kyssede mig på panden, og tog kærligt mit hoved imellem hans varme hænder. ”Jeg elsker dig, kone,” smilede han.

”Ej please, Harry, stop. Jeg lyder så gammel,” brokkede jeg mig.

Han grinede med sit fantastiske grin. ”Men det er en fact. Du er min kone, jeg er din mand.”

Jeg surmulede for sjov. ”Det er ikke fair, at mand er det samme. Jeg vil kalde dig husbond.” Harry ansigtsudtryk viste hans mening om den idé. ”Se, nu er det pludselig ikke så sjovt mere vel?” grinede jeg og lod min hår rode hans hår til.

”Du er en skør kvinde, Valerie. Men derfor elsker jeg dig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...