Trouble Town ✽ One Direction (DT 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Sangskriver for verdens største band, anbefalet psykolog, lykkelig familiefar, kok i London - Harry, Valerie, Edward og Niall byder dig velkommen til deres liv i 2020. Det er flere måneder siden de har set hinanden, så hvordan går det egentlig med dem alle sammen? Alt det finder vi ud af, da Harry kommer hjem fra tour, for at blive genforenet med sin forlovede, tvillingebror, lillesøster og venner. Dette er en historie om at lige meget hvor du er, finder du altid vejen hjem - i dette tilfælde er det stedet, hvor kærligheden blev fundet og drømme blev til. Velkommen tilbage til Riverdale.

191Likes
94Kommentarer
12137Visninger
AA

4. 2 | Edward; Emotional

If you gave me a chance
I would take it
It's a shot in the dark
But I'll make it

30. juni 2020

Mine øjne gled hen over den oplyste computerskærm, mens jeg skrev på livet løs. Den ene sætning afsluttede den anden. Med et smil glædede jeg mig over min seneste sætning, da ordkombinationerne var lige i skabet. Det føltes virkelig som om jeg fangede det helt rigtige, når jeg begyndte at styrke mit adjektiv-forbrug. Det gav altid teksten en større dybde, når man samtidig passede på, og ikke gav det for meget. Det ville ikke gå at kalde en middelmådig fodboldspiller for en god, charmerende, flittig mand.

Da jeg tog ud efter kaffen, der var hentet af min assistent, mærkede jeg for alvor trætheden, som hærgede mig. Jeg elskede Gwenn, det gjorde jeg, men at skulle køre hende ud af byen til skole hver evig eneste hverdagsmorgen, kunne tit være i overkanten. Jeg kunne især mærke det i dag, da jeg havde overarbejdet i går aftes til over midnat. Det kunne tit være krævende at skulle tilfredsstille sin chef til tiden. Især når jeg altid fik interviewet de vigtige parter for sent. Men det var jo i bund og grund min egen skyld.

”Edward, kan du ikke kigge på Helen’s udkast til artiklen om Rooney?” Ud af det blå blev en printet version af en artikel kastet ned på mit skrivebord. Forundret kiggede jeg op på min chef, der stod og observerede mig skrive min egen artikel.

Jeg tog hurtigt artiklen om Rooney op, for at virke interesseret. Ærligtalt så var engelsk fodbold slet ikke så interessant, som det jeg virkelig elskede. Amerikansk fodbold. Det havde altid været det, jeg foretrak frem for alt andet. At det så havde endt med, at jeg i stedet for at spille, skulle skrive nyhedsartikler om sport var en smule overraskende. Havde det ikke været for min knæskade for fire år siden, så havde jeg helt klart sikkert stadig spillet. Nu brugte jeg i stedet min interesse til at skrive nyhedsartikler for et af Englands største sportsmagasiner, mens jeg var hjælpetræner for Paul på Riverdale. Det var en smule travlt til tider, men jeg kunne egentlig rigtig godt lide det. På Riverdale havde jeg altid brugt så ufattelig mange kræfter på at tænke over, hvor lidt matematik, jeg kunne. Mine sprogkundskaber var faktisk ikke helt ringe, og i dag var de nærmest bedre end Harrys. Når det altså ikke handlede om sangtekster.

”Jo, jeg putter den i tasken. Men husk, at jeg skal gå her om lidt,” påmindede jeg forsigtigt min chef om, da han blot stod og afventede mit svar.

Han nikkede, ”bare få det læst til i morgen. Og hav en god graduation, det er en gammel tale for mig,” hilste han af, da han igen forsvandt ind på sit aflukkede kontor.

Uret på computeren viste 15:30, og jeg vidste, at jeg måtte af sted nu, hvis jeg ikke skulle komme for sent. Eftersom jeg arbejdede i London, skulle jeg lige sætte nok tid af, til at kunne komme hjem, skifte tøj og så hen på skolen igen.

Det var helt mærkeligt, at min lillesøster i dag endte sin skolegang på Riverdale. Da jeg gik der, var hun ikke engang startet endnu… Det var som om, da jeg sad i bilen på vej hjem, at det gik op for mig, hvor hurtig tiden var gået, siden jeg sidst gik der.

Harry, Valerie, Zayn, Liam, Niall, Louis, Heather – de navne, der især kom til mig, da jeg så Riverdale blive til sit genkendelig jeg, da jeg kørte over broen. Jeg så dem alle sammen for mig, nogle havde jeg kun Riverdale-tiden at tage ud fra, da jeg ikke havde set dem siden. Zayn, Louis og Heather havde jeg ikke fået holdt kontakten med, hvilket især med de to drenge var ærgerligt. Heather var ikke vigtig for mig mere. Jeg havde Mary.

”Mary, jeg er hjemme,” råbte jeg med et smil, da jeg ankom til det lille familiehus på den selvsamme vej, Valeries forældre boede på. Da jeg stadig havde arbejdet hos Valeries far, da Mary og jeg købte huset, havde det været en stor fordel. Nu så jeg dem ikke så meget, medmindre jeg stødte ind i dem i supermarkedet, eller de gik tur på vejen. Jeg havde dog hørt, at de ville komme i dag, da Harry og Valerie jo snart skulle giftes, og de derfor ønskede at støtte Gemma.

Der gik ikke lang tid, før jeg hørte de hurtigere trin og en glad Gwenn løbe mig i møde i entréen. ”Far!” råbte hun højt, da jeg tog hende op og svang hende rundt. Følelsen af at føle sig elsket, når jeg kom hjem, var det jeg så mest frem til.

”Hej med dig Gwenny, har sidste skoledag været god?”  spurgte jeg min niårige datter, da jeg satte hende ned.

Hun nikkede heftigt. ”Bedste dag nogen sinde,” fortalte hun mig og jeg kunne let se, hvor glad hun var for at have fået sommerferie. Det var også noget af det, jeg havde set mest frem til som barn.

”Det er jeg glad for at høre,” smilede jeg og gav hende et kys på håret. ”Men jeg bliver desværre nødt til at tage videre nu, jeg skal over til Riverdale nu,” forklarede jeg hende hurtigt, da jeg ved at se på klokken kunne se, at jeg var sent på den. Jeg kunne ikke tillade mig at komme for sent i dag.

”Hvad skal du på skolen?” spurgte hun og fulgte med mig, da jeg gik ind i soveværelset. Det undrede mig, at Mary ikke lå og læste.

”Jeg skal til din fasters sidste skole dag. Hun er færdig på Riverdale i dag,” fortalte jeg hende, og prøvede at forklare, hvad det egentlig handlede om. Hun var 9, men havde så mange år i skolen foran sig, at ordet ’graduation’ nok ikke sagde hende noget.

Hun kiggede måbende på mig, ”jeg vil også slutte skolen,” sagde hun mut og krydsede sine arme.

Med et smil satte jeg mig på hug. ”Det skal du nok en dag, men først skal du lige blive klogere end Einstein, ikke?” grinte jeg, og legede videre på vores joke. Gwenn havde hørt om Einstein i skolen, og ville vide alting, da hun kom hjem. Derfor havde jeg selvfølgelig forklaret hende, at han var en de klogeste i verden, hvorefter det så havde lydt: ”Når jeg bliver stor, vil jeg være klogere end Einstein!” Min datter ville altså ikke overtage prinsessens diadem, men ville vide mere end en af de klogeste mænd nogen sinde. Jeg kunne ikke benægte, at jeg var stolt.

”Er hun nu i gang med det der Einstein-halløj igen?” hørte jeg min kone sige, da hun viste sig i dørkarmen til soveværelset.

Et stort smil spredte sig på mine læber, da vi fik øjenkontakt. ”Du ved, at hun elsker det,” smilede jeg fornøjet og gik hen for at kysse Mary. Hendes bølgende hår var opsat, og et tyndt lag makeup dækkede hendes urenheder, hun selv mente, hun havde.

”Mor, tror du ikke, at jeg vil blive klogere end Einstein?” spurgte Gwenn pludselig. Mary havde indset, at den her leg med Einstein var min og Gwenns. Hun havde for længst taget afstand til det, derfor lød hun en smule lige glad, når vores datter plaprede løs om det.

”Selvfølgelig vil du det min skat. Men hvis du vil være klogere, så er første skridt nu, at lade far være alene, så han kan gøre sig klar. Tror du, at du kan klare det?” spurgte Mary forsigtigt, og straks så vi hvordan Gwenn løb ud af værelset. Med et kærligt ryst på hovedet morede jeg mig over min datters idol. ”Hun er og forbliver speciel,” hørte jeg Mary komplimentere, da vi var alene.

Jeg trådte et skridt tættere på hende. ”Men en god speciel,” tilføjede jeg, og kyssede hende blidt på læberne. Det var ikke særlig tit, at jeg fik alene tid med Mary, så når vi havde nogle få minutter, prøvede vi altid at få det bedste ud af det. ”Ligeså speciel og dejlig som dig,” sagde jeg med et smil og kyssede hendes kind.

”Du har altid været så charmerende, Edward,” grinede hun forsigtigt. ”Men det var nok det, der gjorde, at du overbeviste mig anden gang.” Mit hjerte bankede en ekstra gang, da jeg huskede tilbage på det år, hvor jeg gjorde alt, for at overvinde hendes tillid. Jeg havde ærligtalt ikke troet på det tidspunkt, at vi ville ende sådan her. ”Men se nu at få skiftet. Det startet om et kvarter,” påmindede hun mig, og gik ud af værelset, hvorefter hun lukkede døren. Hun var altid så god med at holde styr på tiden, hvilket passede godt til mig, der altid kom for sent.

Hallen var fyldt med mennesker, da jeg gik ind i gymnastiksalen. Eleverne var allerede placeret ved stolerækkerne, så de senere kunne modtage deres eksamensbeviser. Det var en virkelig mærkelig følelser, jeg kunne mærke, da jeg tænkte tilbage på den dag, jeg selv stod på den scene. Den dag mit liv så ud til at falde for hinanden.

”Edward!” Jeg hørte en genkendelig stemme råbe mit navn, og da jeg fandt min bror siddende ved siden af Valerie, smilede jeg til dem. Hurtigt nåede jeg op til dem og satte mig ved siden af Valerie, da det var der, der var plads. ”Godt du nåede det. Vi var lige ved at bekymre os,” sagde Harry med et grin, da han smilede til mig.

Jeg nikkede, ”jeg var også lige ved at komme for sent, hvis Mary ikke lige havde hjulpet mig,” forklarede jeg. Harry skulle til at svare mig, da en hånd blev lagt på min skulder fra tribunerækken over mig. Til min overraskelse sad Valeries forældre så tæt på, så hendes far lige ønskede at hilse på mig. Jeg hilste selvfølgelig igen.

”Nå, fik du så skrevet din artikel?” spurgte Harry, da der stadig var nogle minutter til det hele gik i gang.

Mens jeg svarede lagde jeg mærke til, at Harry og Valeries hænder var flettede, og at de sad skulder op og ned af hinanden. De var ligeså forelskede som da de gik på Riverdale. ”- så det gik godt,” afsluttede jeg, idét rektoren bankede på mikrofonen og salen blev stille.

”Det er hvert år en helt speciel følelse at skulle give endnu en årgang deres eksamensbeviser, og give dem det sidste skub til deres livs næste skridt. Vi har her på Riverdale gjort det i mange år efterhånden, og hvert år formår eleverne at blive dygtigere, mere motiverede og engagerede.”

Det var en ny rektor, der stod på scenen, end dengang jeg gik her. ”Vi vil starte med at give eksamensbeviser nu,” lød det efter en længere tale om morale og klogskaber. ”Så hvis Ramona Anderson vil komme op.”

Pludselig slog noget mig, jeg ikke havde tænkt på, før jeg hørte det genkendelige navn. Anderson. Heather. Mit blik flakkede rundt i salen, da jeg så den brunhårede kusine Ramona træde op på scenen. Trækkene var genkendelige. Heather var her – det måtte hun være. Jeg følte mig pludselig en smule utilpas, da det ikke havde endt særlig godt, sidst jeg havde set hende.

Jeg fik øjenkontakt med Harry, der havde bemærket, at jeg ikke decideret så glad ud, over pigen på scenen. Selvfølgelig var han så klog, at han hurtigt regnede den ud. Hurtigt tog han hånden, han havde om Valerie og gav mig et klap på skulderen. ”Det skal nok gå,” mimede han. Og jeg vidste, at han havde ret. Heather var min fortid, og jeg ville ikke lade hende tvære i mit liv igen.

Eleverne kom en for en op og stillede sig på scenen, for at modtage deres bevis og gå ned igen. Jeg havde set nogle få af pigerne, da de havde været hjemme ved Gemma, når jeg havde besøgt min mor. Det var skønt at se, hvordan Gemme var gået fra at være et 0, til at have flere fantastiske veninder, der alle støttede hende.

”Gemma Styles!” lød det endelig, og jeg så hvordan Harry fandt sit kamera frem, ligeledes som min mor gjorde det ved siden af ham. Med et lykkeligt smil, så jeg hvordan min lillesøster smilende gik op på scenen og modtog sit eksamensbevis, mens vi hørte, at hun var kommet ind på hendes drømmeuddannelse. Fantastisk. Det var det eneste, hun havde snakket om, når jeg havde besøgt hende her de sidste uger. Så at det lykkedes hende at opnå sin drøm, var fantastisk.

Efter at ceremonien var slut, stod jeg lidt for mig selv, og så eleverne gå rundt og få taget billeder med deres familiemedlemmer og lærere. Jeg stod og prøvede at få øje på Gemma, men hun var ikke til at se noget sted. Min mor havde fortalt mig, at hun sikkert tog billeder med sine veninder. Derfor havde jeg valgt at gå lidt væk fra der, hvor der var flest mennesker, og se på hele mylderet fra sidelinjen.

Men måske var det ikke den bedste idé, jeg havde truffet i dag. ”Edward?”

Selv om det var mange år siden, var stemmen ligeså genkendelig. Jeg fik mig dog en overraskelse, da jeg vendte mig om, for at se en nydelig kvinde med brunt-farvet hår og et ægte smil. ”Heather,” hilste jeg, og tvang mig selv til at smile, da jeg ikke ønskede at virke som en, der stadig havde svært ved at indse, hvordan vores forhold endte..

”Jeg var lige bange for, at jeg havde fat i den forkerte tvilling,” grinede hun, og studerede mig. ”Det er svært at genkende jer, selv i dag,” tilføjede hun, og lignede ikke rigtigt en, der vidste, hvad hun skulle sige. Så var vi to.

”Jeg tror aldrig rigtigt, at vi kommer til have store forskellige træk,” sagde jeg og trak på skuldrene. ”Men du har da ændret dig en del,” kommenterede jeg, og ønskede faktisk, at det skulle lyde som et kompliment.

Hun smilede, ”ja, tiden har jo ændret sig.” Det var mærkeligt, ikke at se hende i en cheerleaderuniform. Nu stod hun foran mig med kort brunt hår, en blomstret sommerkjole og tro det eller ej, så havde hun også udskiftet kontaktlinserne med briller. ”Og for resten kald mig Faith,” smilede hun.

”Faith.” Det var mærkeligt, hvad nogle år havde gjort hende. Det var dog i den positive retning.

”Hvordan går det ellers?” spurgte hun efter en akavet pause. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg havde forventet, da hun havde sagt mit navn. Måske en undskyldning for hendes opførsel dengang. Hun kunne idét mindste havde ladet mig været en del af beslutningen, når hun ligeså meget havde været skyld i graviditeten.

Jeg trak på skuldrene. ”Fint. Hvad med dig? Gik det godt på dit studie?” spurgte jeg, og gad faktisk godt vide, hvad der havde gjort, at hun i dag var gået tilbage til sit rigtige navn, og klædte sig i varme farver.

”Jeg droppede faktisk ud. Jeg er læge i dag,” forklarede hun stolt. Den havde jeg ikke lige set komme. Hun havde ikke udvist den store klogskab i naturfagene i skolen, så at hun var endt med at gå den vej, overraskede mig faktisk ret meget.

Jeg skulle til at svare hende, da jeg hørte høje skrig fra midten af salen. Forvirret kiggede jeg hen mod stedet, og skulle lige stille mig på tær, for ordentlig at kunne se, hvem det var, der sådan råbte op. Og da jeg så min egen bror, spærrede øjnene op. ”Heath- Faith, jeg bliver nødt til at løbe,” fik jeg sagt, inden jeg løb hen til en panikslagen Harry. Han sad på knæ ved siden af Valerie, der med lukkede øjne lå besvimet på gulvet. For kort tid siden havde jeg set dem kysse, være lykkelig og lykønske nogle af Gemmas veninder. Nu lå hun der, og havde fået alle omkring os til at ryste af skræk. Gemma var også nået hen til stedet, og havde hænderne foran munden. Folk omkring diskuterede, Harry råbte, og jeg stod bare frosset og så på.

Hendes øjne var stadig lukkede.

Kort efter lød Harrys stemme højt ud i hele salen. ”Er der en læge til stede?!” Det hele skete i slow motion, da jeg gentog Harrys ord, og Faith var den første henne ved os. Jeg nåede slet ikke, at være irriteret over, at det lige var hende, for lige nu var hun den vigtigste person. Hun satte sig på den modsatte side af Valerie, end der hvor Harry var, og prøvede at ud finde ud af, hvad der var sket og hvad, der skulle gøres. Hun tog Valeries puls, trak hendes ærme op til albuen og tyssede på Harrys uendelig talestrømme.

Faith havde brugt nogen få sekunder, før hun ulykkeligt kiggede op, og fik øjenkontakt med mig. Kort efter hørte jeg hende råbe: ”Kan nogen ringe efter en ambulance? Hurtigt!”

 

**

Wow tusind tak til alle dem, der læser med :D Havde ikke regnet med, at så mange stadig ville følge med, efter der er gået så lang tid efterhånden, så tak for det :D

- Hvad tænker I om Heather, og at hun nu vil kaldes Faith? Og hvad tror I, der vil ske med Valerie?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...