Trouble Town ✽ One Direction (DT 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Sangskriver for verdens største band, anbefalet psykolog, lykkelig familiefar, kok i London - Harry, Valerie, Edward og Niall byder dig velkommen til deres liv i 2020. Det er flere måneder siden de har set hinanden, så hvordan går det egentlig med dem alle sammen? Alt det finder vi ud af, da Harry kommer hjem fra tour, for at blive genforenet med sin forlovede, tvillingebror, lillesøster og venner. Dette er en historie om at lige meget hvor du er, finder du altid vejen hjem - i dette tilfælde er det stedet, hvor kærligheden blev fundet og drømme blev til. Velkommen tilbage til Riverdale.

191Likes
94Kommentarer
12071Visninger
AA

3. 1 | Harry; Home

I'm dreaming of a place called home
I could try but I'm stuck in today
I'm dreaming of a place that's
3000 miles away

10. juni 2020

Solen lyste pænt og nydeligt de mange boliger op i Californiens midtby. En mild vind pustede mig i ansigtet, mens jeg stod og nød udsigten af stranden for enden af husenes tage. Det var min sidste dag i solskinnet og varmen, så jeg brugte hvert sekund med omtanke. Alligevel var der noget hjemme i England, der fik mig til at ønske, at jeg kunne være der med det samme.

Lige som jeg fik lukket terrassedøren lød vibrationer fra min lomme. Med et smil, tog jeg mobilen op til øret, og så frem til at høre Valeries stemme. ”Ringer du for at sige, jeg skal passe på mig selv igen?” spurgte jeg hende med et grin som det første, og jokede om, hvordan alle vores samtaler indeholdt hende, der bad mig om at passe på mig selv.

Hendes grin fik mit hjerte til at smelte, og jeg nød tanken om, at jeg snart skulle høre det i virkeligheden. ”Det ville du da næsten ønske, hva?” Jeg kunne føle, hun smilede af mig. ”Men jeg ville bare høre, hvornår du regner med at være i London helt præcist?”

”Det er omkring klokken 7 om morgenen, tror jeg,” fortalte jeg hende, og vidste egentlig ikke, hvor meget det hjalp hende i hendes planer. Forhåbentlig nok, så hun kunne nå det inden en morgensamtale. ”Tror du, du kan være der?”

”Jeg har desværre en samtale der med en dreng, der lige har mistet sin mor,” lød det i den anden ende. ”Jeg er virkelig ked af det, Harry,” tilføjede hun.

Det var hårdt at høre de ord, for så kunne jeg nok først se hende om eftermiddagen, efter alle hendes psykologtimer var slut. Men hun havde sit arbejde, jeg havde mit, så jeg forstod det godt. ”Det skal du ikke tænke på, så sørger jeg bare for at have en lækker sen frokost klar, og så kan vi gå ud om aftenen.” Jeg så det for mig, os to sidde ved spisebordet i lejligheden og endelig have mulighed for at nyde hinandens selskab. Efter så lang tid på tour, var det næsten ikke til at bære, at der kun var få timer tilbage. Få timer til jeg skulle se min forlovede, gravide Valerie. Jeg glædede mig.

”Men jeg vil slutte samtalen, så du kan få noget søvn,” forklarede jeg hende, da jeg kunne se på mit armbåndsur, der var sat til engelsk tid, at klokken var over elleve.

”Du er den bedste, Harry. Men husk-”

Et stort smil spredte sig over mine læber, ”ja, ja Valerie, jeg skal nok passe på mig selv,” jokede jeg ind i telefonen, og nød min forlovedes bekymrede stemme i en helt anden tidszone. Igen udviklede vores daglige samtale sig til dette. Hun forstod stadig ikke, at jeg blot var med på denne tour for at få inspiration til sange til det band, jeg skrev for. One Remedy’s world tour var noget helt særligt, og jeg var virkelig beæret over, at de fleste af deres hits, var mine egne sange, skrevet til dem. Det havde da i den grad udviklet sig siden min fodboldkarriere på Riverdale High.

”Det bliver du sjovt nok ved med at sige, Harry, men hvem var det, der næsten brækkede armen i sidste uge?” påmindede hun mig og grinede ikke af sin egen sandhed. Hun var dybt seriøs.

Jeg rystede på hovedet ved tanken af hendes bekymrede ansigtsudtryk hjemme i vores lejlighed i London, efter en lang dag på arbejdet. I forhold til mig, var hun som sagt i sin seng, klar til at gå i seng, mens det her i Californien stadig strålede med solskin. Tidsforskellen spillede en stor rolle i vores hverdag, og det havde den gjort de sidste syv måneder. ”Men når jeg så kommer hjem i morgen, så kan du jo beskytte mig,” grinede jeg.

”Jeg ser frem til det, men jeg må sove nu, Harry. Elsker dig,” hilste hun og kort efter det, lagde jeg på, for at blive mødt af en af de unge bandmedlemmer, Jonathan, der så ud til at have stået i min dørkarm i nogle minutter.

”Kæresten?” spurgte han med et smil og dumpede ned i sofaen ved siden af mig. Med hans blot atten år, fantastiske stemme og brune hår, charmerede han alle verdens unge piger blot ved at smile. Det var utroligt hvilken effekt han havde på dem. Man skulle tro, at han ville være helt bidt af det på dette tidspunkt, men han holdt sig heldigvis nede på jorden, og lod sig ikke påvirke af det. Hans tidlige karriere havde også givet ham en masse viden og minder for livet, hvilket fik ham til at virke ældre. Derfor var det lettere for mig at snakke med ham, selv om der var en aldersforskel på ni år.

Jeg nikkede til ham, ”hvordan går det med dig og Claire?” spurgte jeg ham, da jeg vidste, at ham og en af baggrundsdanserne havde noget kørende. De prøvede dog at holde det hemmeligt, da det ville danne ramaskrig i fanbasen, hvis nogle af pigerne fandt ud af det. Det var egentlig synd for ham, og eftersom jeg selv havde været igennem noget lignende, forstod jeg ham. Mine metoder fra Riverdale High, jeg stadig huskede som var det i går, havde nok også gjort, at jeg havde været den første til at regne det hele ud mellem de to kærlighedsfugle.

Jonathan trak på skuldrene, ”den samme situation som sidst.” Han holdt en kort pause. ”Det er bare så svært, når jeg jo super godt kan lide hende, men ikke vil skuffe fansene.”

Som jeg havde spået det, formulerede han det selv. ”Jeg kender det,” sagde jeg til ham og prøvede på at berolige ham. ”Da jeg gik i high school, mødte jeg en skøn pige, men fordi jeg var foldboldkaptajn og hun var ny elev, blev jeg nødt til at gemme det, for at forblive kaptajn.” Det lød alt for dumt, da jeg forklarede ham om det. Jeg burde have indset fra start, at Valerie betød mere end en latterlig fodboldtitel.

Jonathan løftede sit øjenbryn. ”Dig, fodboldkaptajn? Hvorfor har du aldrig fortalt os det?” Med os hentydede han til de tre andre drenge i bandet. Ashton, Simon, Lucas og så ham selv. Fire skønne drenge med fantastiske sangstemmer.

Jeg trak på skuldrene, ”der har vel ikke været en situation, hvor jeg blev nødt til at fortælle om mit skoleliv?” Jeg smilede forsigtigt og huskede på alle minderne fra Riverdale High, og hvad jeg havde oplevet. Fra min første skoledag, til at blive udnævnt til kaptajn sammen med Edward, til alt postyrret med Mary, til at smide Niall af holdet, og så det bedste: at møde Valerie.

Vi havde tit diskuteret, at alt kunne have gået imod os. Måske var hendes far aldrig blevet fyret. Måske havde jeg valgt en bedre skole længere væk. Måske- Til sidst var vi dog kommet frem til, at vi skulle droppe sådanne tanker, for i dag havde vi hinanden og skulle snart giftes. For ikke at glemme, at Valerie var gravid. Det var decideret ikke noget vi havde planlagt, men da jeg for fem måneder siden havde besøgt hende, så var det altså sket. Jeg huskede stadig, da hun ringede til mig i telefonen og det viste sig, at hun havde rejst helt til Italien, som var min destination på det tidspunkt, for at fortælle mig, hvordan det hele hang sammen. Med egentlig så var der ikke rigtigt nogle af os, der havde noget i mod det. Efter Valerie var blevet psykolog, havde hun brugt endnu mere tid med sin kusine, Abby, og havde tit nævnt for mig, at hun glædede sig til at få sin egen datter eller søn. Og vi havde jo sammen været der for Edward og Mary de sidste mange år, og havde oplevet hvordan det var at have et mindre barn omkring sig. Det var så ikke helt det samme i dag, da Gwenn var blevet de ni år og gik i skole. Jeg huskede dog stadig de dejlige stunder med at passe hende i Edwards hjem i Riverdale.

Jeg blev revet ud af alle mine minder, da resten af gruppen højlydt gjorde sin entré i mit hotelværelse. ”Er I klar?!” Drengene havde deres sidste show på tournéen i dag, så de var både spændte og triste. Især Jonathan udviste et falsk smil engang imellem, da enden af touren betød enden af hans hemmelige forhold til Clair. På turen kunne de let ses, uden fansene så det, men hvis de nu ønskede at ses, ville det helt klart blive opdaget. Jeg regnede dog stærkt med, at de ville ende sammen og fansene ville forstå det – efter et mindre oprør. Man fandt hurtigt ud af, når man arbejde med et verdenskendt boy band, at fansene tit kunne have offentlige verdenskrige på de sociale medier. Drengene havde dog lært at leve med det, så når de ikke blev påvirket, gjorde jeg det heller ikke.

***

Koncerten var slut, og efter nogle få timer med at fejre det, havde jeg sagt mit farvel. De vidste alle, at jeg skulle hjem til England igen, og ønskede mig en god rejse. Det ville tage lang tid, for mig at komme frem, men heldigvis kunne jeg på mit ur se, at der kun var en time tilbage af flyveturen. Mit blik studerede havet, jeg lige kunne ane under mig, mens jeg tænkte på, hvor meget jeg ville ønske, at Valerie kunne have været der, når jeg landede i lufthavnen. Derfor havde jeg også en halvtimes biltur foran mig, så snart jeg var landet i lufthavnen og ventet på min kuffert. Jeg havde helt klart nydt at skulle rejse med privatfly de sidste måneder, i forhold til nu at opleve konsekvenserne ved en normal flyvetur: en snorkende ældre mand ved min side, og et skrigende barn bagved. Heldigvis var der ingen spark.

Flyet var landet og kufferterne trillede på båndet. Det var altid det her ved en flyvetur, der tog længst tid, og var det sværeste at vente på. Især når jeg var i samme land som dem jeg holdte af, og havde jeg været uden kuffert, kunne jeg hurtigere være hos dem. Men selvfølgelig skulle jeg altid være uheldig, og være ejeren af den kuffert, der altid kom til sidst. Det var typisk, og jeg havde ikke lært at leve med det endnu.

”Vi håber du havde en god rejse. Vi ses snart igen,” lød det fra højtaleren, da jeg trak min kuffert hen mod indgangen til ankomsthallen, som jeg hurtigst muligt bare skulle igennem. Efter flere timers flyvetur og en distance der strakte sig over 3000 miles, var jeg så klar til at komme hjem. Jeg ville aldrig kunne se andet end Riverdale som mit hjem, så endelig at være i nærheden af byen, fuldendte mig.

Som jeg skubbede døren op, fiskede jeg min mobil op fra lommen, for at melde Valerie min ankomst. Jeg vidste, hvordan hun havde det med tiden, så jeg burde nok give hende besked. Selv om hun allerede var i gang med sin samtale, kunne hun bagefter vide, at jeg var landet i godt behold, uden nogle brækkede knogler. Dog fik jeg mig noget af en overraskelse, da en besked fra hende tikkede ind kort efter. Hun havde aldrig sin telefon på sig, når hun havde samtaler.

Kig op x

Forvirret lagde jeg mobilen væk, før jeg lod mit blik kigge rundt i ankomsthallen, indtil jeg så de gyldne lokker. Hun havde snydt mig. Selvfølgelig havde hun det. Med det største smil, jeg kunne præsterem lod jeg kufferten stå, da jeg løb hen til hende. Lige glad med folk at folk kiggede, og at hun var gravid, tog jeg fat om hende og svingede hende rundt i cirkler, for at vise hende min glæde. Jeg smilede stadig stort, da jeg satte hende ned. ”Du løj for mig, Valerie” udbrød jeg, stadig helt overvældet over at have min forlovede over for mig, flere timer før jeg havde regnet med det.

Hun grinede forsigtigt, og da hun bagefter smilede, følte jeg mig allerede hjemme. Bare jeg var sammen med hende, så var alt som det skulle være. ”Jeg tænkte, det kunne være sjovt,” fortalte hun, da vores blikke fastlåste sig. Alt omkring os var lige pludselig lige meget, bare jeg havde hende ved min side. Det gik op for mig, hvor meget jeg faktisk havde savnet hende. I de sidste par måneder havde jeg virkelig prøvet at holde savnet væk og fokusere på touren. Det var desværre noget af det sværeste, jeg havde udsat mig selv for, når jeg lå i min seng om aftenen og så hendes kønne ansigt for mig lige før jeg skulle sove, og når jeg drømte. Hendes flotte grønne øjne og de smukkeste blonde lokker. Nu var det lige foran mig, nu var hun lige foran mig.

”Du fik mig i hvert fald,” sagde jeg kærligt og kyssede hende kærligt på munden. Man skulle ikke tro, at et kys betød så meget imellem to elskere, men når man havde været adskilt i flere måneder, havde det en helt andet betydning. Vi havde en bedre binding og kunne vise den anden, hvor stort vores savn havde været, og hvilken følelse det var, nu at have sin sjæleven tilbage. Hvordan kunne man være mere lykkelig? Jeg havde ikke et svar på det.

”Hvorfor stopper du nu, Harry?” Valerie kiggede forvirret på mig, da jeg lige uden for Riverdale stoppede vores bil. Det var ved at blive aften her i Londonområdet, og jeg kunne godt mærke, at en lur i flyet havde været et af mine bedste valg til dato. Blandet med det, og at jeg var så spændt på at møde min familie, følte jeg mig slet ikke træt. Alligevel glemte jeg hastværket for at komme hjem, da jeg trådte ud af bilen og nød udsigten foran mig.

Broen – så var jeg rigtigt hjemme.

Godt nok var træbrædderne blevet erstattet med stolper af metal og asfalt ovenpå, for at gøre broen mere stabil, da beboerne i Riverdale var begyndt at være bange for, ikke at kunne komme ud af byen, hvis den knækkede. Da Valerie havde fortalt mig det, havde jeg i starten været virkelig frustreret. Dette var vores sted, broen havde givet os så mange minder. Dog da jeg så broen nu for første gang, forstod jeg godt, hvorfor den var blevet repareret. Sikkerhed før ønsker.

”Harry, skal vi ikke videre?” spurgte Valerie. Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun var steget ud af bilen.

Jeg trådte ud på broen og tænkte tilbage på et helt specielt minde. ”Man bliver nødt til at gøre noget vildt engang imellem!” råbte jeg og citerede Valerie for det minde, der genspillede sig i mine tanker. Hun var den første, der nogen sinde havde overtalt mig til at gå over broen, så jeg kunne komme over på den anden side af Riverdale, som jeg dengang havde set som et fangeskab.

”Du er så fjollet, Harry,” grinede Valerie og gik forsigtigt ud til mig på broen, og hurtigt tog jeg hendes hånd. Jeg kyssede den blidt og smilede ekstra stort, da jeg bemærkede ringen på hendes finger. ”Men jeg elsker dig stadig,” hviskede hun, da jeg igen kiggede hende ind i øjnene.

”Og jeg elsker dig,” forsikrede jeg hende om, da jeg tog hende ind til mig og krammede hende. Jeg ville aldrig give slip.

”Desværre bliver jeg nødt til at opføre mig voksent, og huske dig på, at vi altså har noget at skulle komme hjem til,” sagde hun, og trak mig hen mod bilen. Jeg vidste, at hun havde nydt øjeblikket lige så meget som jeg, men som sagt havde hun det her problem med tid. Vi var allerede forsinkede.

”Harry!” Min mors genkendelig stemme fyldte hele stuen, da jeg åbnede døren ind til mit barndomshjem. Der duftede af hjemmebag, og da jeg kom helt ind i stuen, så jeg kagerne og småkagerne ligge på spisebordet. ”Hvor er det fantastisk at se dig, min søn.” Min mor overfaldt mig med et stort kram, og fra før at have følt det var pinligt, kunne jeg ikke være mere tilfreds med hendes velkomst. Jeg havde sådan savnet hele min familie.

”Hvor er Gemma?” spurgte jeg og udelod min far fra samtalen. Mine forældre var efter lange og hårde diskussioner blevet skilt for fire år siden, og derefter havde min mor droppet al kontakten til ham, og vi børn havde så valgt at gøre det samme. Selvfølgelig elskede jeg min far, men efter hverken Edward eller jeg blev fodboldlegender, som han havde brugt livet på at gøre muligt for os, så han så ingen mening i at støtte vores valg i livet. Og eftersom Gemma aldrig havde fået hans kærlighed, havde hun også støttet beslutningen.

Apropos Gemma: ”Hun er oppe på sit værelse. Du ved piger og deres makeup,” sagde min mor med en opgivende tone. Jeg smilede forsigtigt, og glædede mig til at se min lillesøster, selv om hun egentlig ikke var så lille længere. Da jeg for fire måneder siden havde været hjemme, havde det mest af alt været på grund af hendes fødselsdag. Hun var nemlig blevet atten tilbage i februar, hvilket var endnu en ting, der ligeså stille fik mig til at indse, hun ikke længere var en tiårig livlig pige, der gled ned ad trapper. Nu var hun en klog ung dame, som ønskede at blive designer.

”Gemma, din bror er her!” råbte min mor, og håbede at få kontakt til hende gennem husets vægge.

Kort efter hørte vi en dør lukke. Vi kiggede alle op mod trappen, hvor Gemma med sit lange brune hår sat op i en fletning, langsomt gik ned ad trappen. Jeg fandt mig selv i at smile, da jeg var mere stolt af min søster, end jeg lige havde regnet med. Sidst jeg havde været hjemme, havde jeg set hendes nyeste design, og det var let at genkende det nu var blevet til den kjole hun bar. Sort, enkel og elegant.

Som hun nåede et af de sidste trin på trappen, viste hun sit inderste ADHD-påvirkning og løb hen mod mig. ”Harry!” råbte hun med et stort smil, og jeg nød, at hendes vilde humør ikke var falmet helt væk. Det var en af de ting, jeg altid havde beundret hende for. Selv om hun kæmpede sine egne kampe, så havde hun klaret sig igennem det.

”Dejligt at se dig igen, Gemma. Jeg kan se, du har fået syet din kjole færdig,” komplimenterede jeg indirekte og nød at hun godt opfattede det.

Hun lavede en hurtigt omdrejning, ”ja, jeg er selv ret tilfreds med den. Abby har bedt mig om at lave en magen til, til hende,” smilede hun stolt. Abby og Gemma var blevet de ultimative bedste venner, siden Valerie havde introduceret sin kusine for Gemma, da de begge havde de samme udfordringer. Sammen havde de kæmpet sig igennem nogen lunde dem alle sammen, og jeg vidste, at de ikke kunne skilles ad.

”Det er jo fantastisk, Gemma,” tilføjede min mor, der stod ved siden af og hørte på vores samtale. Jeg var glad for, at Gemma og min mor havde fået et bedre venskab, efter Edward og jeg var flyttet ud. Og som jeg tænkte på Edward, ringede det på døren.

Jeg vidste straks, at det var Edward sammen med Mary og deres datter Gwenn. Før jeg så min bror, så jeg min niece, da den niårige pige løb ind i stuen. ”Farmor,” råbte hun glad og ønskede at få et ordentligt kram af min mor. Jeg smilede fornøjet af at se dem smile med hinanden og snakke. Gwenn havde slet ikke bemærket mig.

Edward og Mary kom ind i stuen og havde deres fingre flettede. Det var skønt, at de stadig var sammen, men eftersom de også var blevet gift, var det også, hvad jeg forventede. Deres bryllup havde været en svær tid for Edward, da han egentlig synes det var en smule tidligt, men på grund af Marys religion, og det faktum at de havde en datter, havde de til sidst fået det gjort, for at få alle familieforholdene gode igen. Det var desværre ikke alle Marys bekendte, som kunne se igennem med, at de havde fået et barn, før de var blevet gift.

”Bror,” hilste jeg og gav Edward et ordentlig kram, da vi fik øjenkontakt. Også Mary fik jeg hurtigt krammet, men jeg var nu mere interesseret i at høre om, hvad der skete i min brors liv.

Så da min mor spurgte, om vi ikke skulle sætte os til bords, hvilket gav mulighed for nogle gode samtaler, var jeg den første til at takke ja. Jeg var efterhånden også ved at være ret sulten.

 

**

Det var så første kapitel af Trouble Town! Det er så mærkeligt at skrive på den igen, men jeg nyder det også! :D Håber I kunne lide kapitlet, og at I kunne genkende nogle af de episoder, jeg nævnte :D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...