Troldkongens labyrint

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Kate og hendes veninder er søgt ly i en gammel labyrint. Men pigerene har ingen anelse om, at det er Troldkongens labyrint.
Den arrogante og irritable Troldkonge genkender dog en af pigerne. Et gammelt had til pigens far, får ham til at sende hende ud i labyrinten, hvor trolde og magi venter omkring hvert hjørne, som hævn.
Kan Kate klare sig gennem labyrinten, og rede sine venner før tiden udløber?

1Likes
2Kommentarer
436Visninger
AA

5. Kapitel 5

Kate stønnede. Hun havde gået i timevis, men trappen fortsatte bare op og op og op. Hendes ben summede, og hun faldt om på trappen af træthed. Hun kiggede op.
Trappen snoede sig i en uendelig spiral.
Måske var hun gået forkert. Måske skulle hun have taget døren ved H i stedet for. Hun sukkede – hun ville aldrig finde sine venner.
Midt i al sin fortvivlelse fik hun øje på en mørk plet længere op. Kunne det være en dør? Var det virkelig muligt, eller var det bare hendes sanser der spillede hende et pus? Med fornyet energi begav hun sig videre. Trin for trin kom hun tættere på. Snart så hun, at den mørke plet var en dør. Forpustet lænede hun sig forover og støttede hænderne på knæene. Lukkede øjnene et øjeblik, og pustede ud.

 

Gribleren sad midt på sengen. Han lille hjerte hamrede som hundrede galoperende heste. Troldkongen stod med ryggen til ham, og betragtede et gammelt, støvet maleri.
”Nåh, min lille ven. Pigen - Kate er på mystisk vis kommet ud fra det værelse, jeg anbragte hende i. Ret mystisk, syntes du ikke?”
”Jo - jo Deres majestæt.” Hoggle gned sig nervøst i hænderne. Han var begyndt at ryste. Han ville ønske, at han bare kunne stikke af. Væk fra kongen. Men han turde ikke. Han turde ikke svare igen, eller flygte.
”Hmm. Hvad er dit navn?” Nu vendte han sig om, og stirrede på Hoggle. Han følte sig lille - mindre end han var i forvejen, da han hviskede: ”Hoggle, Deres majestæt …”
”Hvad sagde du?”
”Hoggle, Herre.”
Han fnøs. ”Sikke et ynkeligt navn, til en ynkelig lille forræder.”
Hoggle krympede sig. Nu bukkede kongen sig, så han var i hovedhøjde med Gribleren.
”Hør godt efter, Hoggle. Du holder dig væk fra den pige. Faktisk, burde du grave dig ned i et hul et sted, hvor du ikke kan stikke snuden i andres sager. Ellers skal jeg personligt grave dig dybt ned i Stinkesumpen. Er det forstået?”
Hoggle kneb øjnene hårdt sammen. Kongens ansigt var nu så tæt på ham, at Hoggle kunne mærke hans ånde.
”Godt,” sagde han med en sukkersød stemme, og forlod rummet.

 

Kate havde fået pusten, og rettede sig op. Da hun gjorde det, undslap et gisp hendes mund. Foran hende stod Troldkongen lænet op ad døren. Hans slidte kappe hang slapt omkring ham. Han stod med armene over kors, og hun kunne ikke tolke hans ansigtsudtryk.
”Nåh, nåh, ser man det. Sluppet ud gennem den magiske dør, gættede gakøglernes dumme gåde, valgt den rigtige dør, og nu, kravlet op af disse trapper i flere timer. Så tæt på målet …” Han smilede et skævt smil.
Kate vidste ikke hvad hun skulle sige.
”Desværre har jeg andre planer for dig, min kære Kate.” En svag tåge begyndte at sprede sig omkring hans sorte støvler.
”Hvis du vil se dine venner igen, skal du finde gennem labyrinten,” tågen blev tættere, og sneg sig nærmere mod Kate, ”jeg giver dig 13 timer …” Et kæmpe ur dukkede på foran Kate. Viseren snurrede rundt og rundt.
”Nej! Vent!” Uret forsvandt, og tågen havde nu omsluttet hendes ben helt.
”Farvel Kate.” Han smilede overflødigt.
I det samme var det som om hun blev trukket bagud, af en usynlig kraft. Døren og kongen blev mindre og mindre.  Hun rakte ud efter dem, men nu omsluttede tågen hende helt, og trak hende væk. Væk fra Julie og Alex ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...