Troldkongens labyrint

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Kate og hendes veninder er søgt ly i en gammel labyrint. Men pigerene har ingen anelse om, at det er Troldkongens labyrint.
Den arrogante og irritable Troldkonge genkender dog en af pigerne. Et gammelt had til pigens far, får ham til at sende hende ud i labyrinten, hvor trolde og magi venter omkring hvert hjørne, som hævn.
Kan Kate klare sig gennem labyrinten, og rede sine venner før tiden udløber?

1Likes
2Kommentarer
464Visninger
AA

4. Kapitel 4

Kate gik af sted på listetæer. Hun måtte finde Alex og Julie. Omkring hende hang nogle gamle billeder. De forstillede mærkeligt udseende mennesker. Nogle havde lange næser, andre store ører. Hun følte, at de alle stirrede på hende.
Hun drejede ind af en lang korridor. Der hang fakler på væggen, som kastede et orange lys over gangen. Den var lang, og hun begyndte at tro, at hun var gået en forkert vej.
Pludselig fik hun øje på noget. To gakøgler stod længere fremme. Hun løb derhen. Bag hver gakøgle var en lille dør.
Mon en af dem førte op til tårnet, hvor Alex og Julie var?
Hun rørte ved den ene gakøgle. Den lignede en trold med vinger. Den var lavet af sten. Måske var der et hemmeligt håndtag, som åbnede døren. Hun skubbede prøvende på den ene vinge. Der skete ikke noget. Så trykkede hun den på næsen. Heller ikke noget. Hun sukkede opgivende.
Pludselig bevægede gakøglen sig. Kate trådte forskrækket et skridt tilbage.
”Av! Hvem er du, der hiver i min vinge og trykker på min næse!”
Gakøglen strakte sig. I det sammen bevægede den anden gakøgle sig også.
”Ja, hvem er du?”
”Jeg er Kate, hvem er I?”
”Jeg er V, fordi min dør ligger til venstre,” sagde gakøglen, hun havde vækket først.
”Og jeg er H, fordi min dør ligger mod højre,” sagde den anden stolt.
”Ved I hvor mine venner er?” spurgte Kate.
”Dine venner, det ved jeg sørme ikke, hvad med dig H?”
”Neeej V, det ved jeg i hvert fald ikke, fordi Troldkongen har slet ikke bedt os om ikke at nævne det.”
Kate smilede. Det lød som om Troldkongen havde været her, og at gakøglerne var meget dårlige til at holde på en hemmelighed.
”Nåh, så må jeg nok hellere gå …” Kate lod som om hun skulle til at gå.
”Vent!” råbte H.
Kate vendte sig om.
”Vil du ikke nok blive lidt, vi snakker så sjældent med andre?”
”Jeg bliver nødt til at finde mine venner, desværre.”
”Men vi hjælper dig, vi giver dig en ledetråd!”
”H, pas på hvad du siger!” hvæsede V.
Kate satte sig ned foran dem.
”Er mine venner bag en af de døre?” Kate pegede på dørene.
”Måske,” sagde V.
”Men først skal du gætte en gåde. Hvis du gætter rigtigt, må du vælge en dør at gå ind af. Den ene fører op til dine venner, og den anden … ja, der ville jeg i hvert fald ikke gå op hvis jeg var dig. Hvis du gætter forkert, lukker vi dig ikke ind.”
”Okay … Kom med den.”
”Siger du den, H?”
”Det kan jeg godt V.” H nikkede.
”I Troldkongens labyrint, bor et væsen uden øjne. Men hvis du går ind til den, ved den at du er der. Hvordan ved den det?”
Hmm, Kate tænkte sig om. Hvordan kunne væsnet vide at hun var der, hvis hun ikke kunne se det?
”Giv mig en ledetråd,” bad Kate.
”Det starter med Ø,” sagde H.
”Shhhh, H! Du afslører for meget!” snerrede V.
”Ø? Hmm. Nåh jo! Ørerne, den kan høre det!”
”Argh H, se nu, nu gættede hun den jo.”
H kiggede undskyldende ned i jorden.
”Nu må jeg vælge en dør,” sagde Kate.
V nikkede og sukkede.
Kate tænkte sig om. Hun ville tro, at kongen havde gemt hendes venner bag V, for han var bedst til at lyve og bedrage.
Hun måtte snart tage beslutningen. Troldkongen ville snart opdage at hun var væk.
”Jeg vælger V.” V sukkede og rykkede til siden, så den lille dør kunne åbnes.
”Du skal ikke tro, at det er den rigtige vej,” sagde V.
H begyndte at nynne på en sang og kiggede væk. Kate smilede, og kravlede ind af døren. Foran hende snoede en uendelig lang trappe sig.

 

 

Kongen stirrede ind i den grå kugle. Så pigen var altså sluppet ud.
Men hvordan? Havde nogle hjulpet hende, eller var det hende selv, det havde opdaget det? Han havde en mistanke. Den Gribler. Den havde et svagt sind.
Nu skiftede billedet i kuglen fra pigen, til den lille Gribler. Den sad under en seng, og nynnede hurtigere og hurtigere, og skævede nervøst hen mod døren.
Kongen lukkede hånden, og kuglen forsvandt.
Han skulle vist have en lille snak med Gribleren.

 

Hoggle lod hovedet falde ned på brystet. Og rokkede stille og roligt fra side til side.
Tankerne kørte rundt i hans lille hoved.
Troldkongen opdager det, og smider mig i Stinkesumpen!
Nej Hoggle, lad nu vær med at tænke sådan, han ville da aldrig få mistanke om dig, han har sikkert allerede glemt dig.
Jaa … Det var vel også pigen der selv fandt ud af det, jeg hjalp kun lidt, ik?
Jo, du viste hende kun, at hun skulle trykke håndtaget op, hun åbnede selv døren.
Ja, det er nok rigtigt nok.
”Lille Gribler, du har vel ikke tilfældigvis set en pige heromkring?”
Hoggles hjerte gik i stå. Det var kongen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...