Troldkongens labyrint

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Kate og hendes veninder er søgt ly i en gammel labyrint. Men pigerene har ingen anelse om, at det er Troldkongens labyrint.
Den arrogante og irritable Troldkonge genkender dog en af pigerne. Et gammelt had til pigens far, får ham til at sende hende ud i labyrinten, hvor trolde og magi venter omkring hvert hjørne, som hævn.
Kan Kate klare sig gennem labyrinten, og rede sine venner før tiden udløber?

1Likes
2Kommentarer
466Visninger
AA

2. Kapitel 2

Alex vågnede med en dejlig fornemmelse. Varme. Hun frøs ikke mere.
Så kom minderne væltende ind over hende.
Kate. Manden havde taget den stakkels bevidstløse Kate. De vidste ikke hvor hun var.
Julie lå på briksen ved siden af hende. Hun sov stadig. De befandt sig i et rum med runde stenmure. Udover briksen var der et skab, et bord med en stol, et vindue og en gammel dør.
Alex rejste sig og gik hen og tog i dørhåndtaget. Den var låst. Så gik hun hen til vinduet. Da hun så ud, veg hun forskrækket tilbage. Der var så langt ned, at hun ikke kunne se bunden.
”Alex? Hvor er vi?”
”Jeg ved det ikke Julie.”


 

”Hvordan har pigen det?” spurgte kongen, og kiggede på den nervøse trold.
”Øh, det går fint Deres majestæt. Hun vågner nok snart.”
Kongen smilede: ”Fantastisk! Jeg vil straks besøge hende.” Han rejste sig og gik med hurtige skridt ud af døren.
Trolden åndede lettet ud, da han var ude af syne.

 

Pigen – han kendte ikke hendes navn – lå i en seng ved siden af en kamin, hvor ilden blussede svagt.
Hun havde fået farve i kinderne, og det mørkebrune hår havde fået en smule glans. Hun rykkede lidt på sig. Kongens blik fæstnede sig igen ved pigens ansigt. Han var sikker på der var et eller andet bekendt …
I det samme åbnede pigen øjnene.

 

 

Kate satte sig op med et sæt. Det skulle hun ikke have gjort, for nu snurrede hele verdenen rundt.
Stærke arme lukkede sig omkring hende, da hun var ved at vælte ud af sengen.
”Opsa lille ven.”
En mand kiggede på hende og smilede.
Hun kunne ikke bedømme om det var morskab der lå gemt i smilet, eller arrogance. Hun rykkede sig væk. Manden så ikke så gammel ud, måske i trediverne.
Han lænede sig tilbage på en slidt stol.
”Og hvem har vi så her?” sagde han roligt.
Kate svarede ikke. I stedet spurgte hun: ”Hvor er mine venner?”
”Dine venner? Er det mon dem her du mener?” Han åbnede sin hånd, og en grålig kugle kom til syne. Først kunne hun ikke se noget specielt. Så begyndte et billede at tage form i den; To piger der sad med armene om hinanden. Det var Alex og Julie!
”Hvad har du gjort ved dem?!”
Manden så fornærmet ud.
”Ved du overhovedet hvem jeg er? Ved du, at havde det ikke været før mig, havde både dig og dine venner været døde nu?”
Kate tav. Manden havde jo ret.
”Jeg er Troldkongen,” sagde manden og rejste sig truende, ”og hvis du ikke fortæller mig hvem du er, forvandler jeg dine venner til hæslige, stinkende trolde!”
Kate gjorde store øjne.
”Jeg hedder Kate André, jeg er 15 år, har to katte, min mor hedder Lone og min far hed Al, jeg har boet …”
”Al? Al!” afbrød kongen. ”Jeg vidste det! Jeg vidste der var noget bekendt! Selvfølgelig!”
Kate forstod ingenting.
”Din far, kære Kate, er min fætter! Haha. Det svin.”
Så gik han med hurtige skridt ud af døren, og smækkede den med et brag.
Kate forstod stadig ikke noget. Var troldkongen hendes fars fætter? Og hvorfor havde han kaldt ham et svin?

 

”Hent mig noget at drikke!” befalede kongen. Den gamle trold bukkede og forlod salen.
”Du dér.” Han pegede på et væsen med bylder og store øre. ”Kom her op.”
Det lille væsen gik langsomt hen mod ham.
Kongen bøjede sig frem mod væsnet, da det stod foran ham. Så råbte han, lige ind i væsnets store øre:
”DET ER MIN FÆTTERS BARN! AL, DEN NAR! TAKKET VÆRET HAM, SIDDER JEG HER I DET STINKENDE HUL, OG REAGERE OVER EN FLOK TÅBELIGE TROLDE!”
Væsnet stod som naglet til gulvet. Kongen lænede sig tilbage i tronen.
”Ah, det var dejligt. Du kan gå.”
Det lille væsen pilede af sted. Takket været Al, var han blevet valgt til konge over troldene, og ikke Al selv.
Han ville hævne sig. Sende pigen ud i labyrinten. Det var en genial ide! Der trængte til at ske noget. Hun måtte gennem labyrinten hvis hun ville se sine venner igen. Kongen smilede, godt tilfreds med sig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...