Troldkongens labyrint

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Kate og hendes veninder er søgt ly i en gammel labyrint. Men pigerene har ingen anelse om, at det er Troldkongens labyrint.
Den arrogante og irritable Troldkonge genkender dog en af pigerne. Et gammelt had til pigens far, får ham til at sende hende ud i labyrinten, hvor trolde og magi venter omkring hvert hjørne, som hævn.
Kan Kate klare sig gennem labyrinten, og rede sine venner før tiden udløber?

1Likes
2Kommentarer
437Visninger
AA

1. Kapitel 1

Hun så ned på veninden. Hendes blå læber og svage åndedrag tegnede ikke godt.
Kulden bed sig gennem marv og ben, og tusmørket sænkede sig over de tre piger.
”Hvad gør vi Alex, hun dør!” hulkede Julie.
Alex’ øjne var blevet fjerne.
”Alex! Sid dog ikke bare der!”
Omkring pigerne rejste sig kæmpe mure. De var gået gennem en port for at syge ly for den bidende vind, og de var kommet til noget, der lignede en labyrint. Bortset fra, at de havde gået ligeud i noget der føltes som evigheder, uden at finde en eneste åbning at dreje ind ad.
”Vi dør alle af kulde,” sagde Alex med klaprende tænder. Hendes sorte hår hang i tjavser omkring hendes blege ansigt.
”Hjælp! Er der nogen?!” råbte Julie.
Hun så ned på sin bevidstløse veninde. Hun ville ikke klare den meget længere …
Det var ellers altid hende, der holdt modet oppe, hende der altid havde gode ideer.
Pludselig var det, som om Julie hørte noget. Noget der puslede. Kunne det passe?

 

Det lille trolde- agtige væsen kiggede på de tre menneskepiger gennem det lille kighul.
Mennesker, i Toldkongens labyrint! Kongen måtte omgående have besked. Det lille væsen rejste sig og styrtede ned til den hemmelige lem – kun lige stort nok til, at en Gribler kunne komme igennem.
På den anden side af lemmen var et underjordisk transportsrør. Det førte direkte til kongens slot. Gribleren smilede. Det kildede så sjovt i maven.
    Han landede lige foran døren til kongens sal. To store trolde med rustninger stod vagt.
”Jeg skal tale med kongen, det haster!”
”Om hvad?” spurgte den ene af troldene med en dyb stemme.
”Mennesker i labyrinten,” svarede Gribleren.
De to trolde gjorde store øjne og trådte til siden, og døren åbnede sig.
Gribleren gik ind.
”Hvorfor er det så længe siden, at der er sket noget spændende i mit slot?!” udbrød kongen.
Han sad skævt på sin trone, med kappen hængende slapt omkring sig og det ene ben hængende over tronens armlæn.
Kongen lignede et menneske, men han var magisk. Gribleren skuttede sig. Ham skulle man ikke komme på tværs af.
Nu tog kongen sig til hovedet. Gribleren havde på fornemmelsen, at han ikke havde lagt mærke til ham. Han rømmede sig.
”Hvem der?” Kongen kiggede ud i salen, og fik nu øje på Gribleren.
”Hvad laver du her? Hvor længe har du stået der? Jeg håber du har en god grund …”
Gribleren begyndte at svede.
”Jo, altså det fordi, øh altså der skete jo det at – det var fordi …”
”Kom så til sagen!”
Gribleren sank. ”Deres majestæt, der er tre menneskepiger i starten af labyrinten. De er ved at dø af kulde, herre.”
Kongen stoppede mit i en bevægelse. ”Hvad er der?”
Gribleren gentog det, han lige havde sagt.
Kongen smilede – til Griblerens store lettelse.
”Menneskepiger siger du. Hvor morsomt. Her har ikke været mennesker i lang tid.”
Kongen åbnede sin hånd, og en gennemsigtig, grålig kugle på størrelse med en knytnæve kom til syne.
Snart dukkede et billede at de tre piger frem i kuglen.
Kongen lo. ”Jamen, vi må da ikke lade dem vente.”

 

”Alex, Alex.” Julie ruskede i hende.
”Alex, se der kommer nogen.”
Alex åbnede de tilrimede øjenvipper. Sandt nok kom en skikkelse gående hen mod dem.
”Måske kan han hjælpe!” udbrød Julie.
Nu var manden – Alex kunne se det var en mand – kun nogle få meter væk. Han stoppede.
”Hvad laver I her i min labyrint?”
”Åh, du må hjælpe os,” bad Alex, ”vores veninde, hun er ved at dø af kulde.” Hun pegede med en finger rystende af kulde, på den bevidstløse pige.

 

Kongen så på den bevidstløse pige. Hendes læber var blå, og ansigtet var blegt. Var der ikke noget bekendt over ansigtet? Havde han ikke set det et sted før? Han rynkede brynene, og ignorerede de to andre piger.
Kongen bukkede sig ned mod pigen. Lyttede. Jo, hun trak stadig vejret. Svagt. Han løftede hende op.
”Hov, hvad laver du?” sagde en af de to andre piger. Han ignorerede dem stadig og sagde: ”Lås de to piger inde i tårnet. Sørg for de får mad og varme.”
Kongen havde endnu ikke taget blikket fra den bevidstløse pige.

 

”Hey, kom tilbage, du kan ikke bare tage hende!” råbte Julie, lige før manden forsvandt ind gennem muren ... Gennem muren?!
Pludselig hørte hun Alex hvine bag sig.
Julie vendte sig om, og så at stedet vrimlede med mærkelige væsner.
”Hvad er det for nogle!” råbte hun.
De mærkelige væsner tog fat i dem, og førte dem med sig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...