The Truth is Backstage | Larry Stylinson

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hvis jeg siger Larry og Elounor, hvem shipper du så? Hvis man spurgte det ud til One Direction fandom, så ville der med det samme komme blandede meninger. Der er ingen der ved hvad der er sandt, ikke udover de tre personer, som det hele omhandler. Men man kan i hvert fald være sikker på at folk tror på at begge dele er sandt. Sandheden er bare svær at finde, men hvis man nu graver godt og grundigt, og man kommer med backstage til hvor det hele sker. Hvad finder man så egentlig ud af? Fald ned i dybet, af en historie om kærlighed.

89Likes
130Kommentarer
7191Visninger
AA

8. ♫ What if? ♫

Harry Styles

“Hvad laver du Louis?!” råbte jeg nærmest, selvom det ikke helt var meningen at råbe ad ham. Jeg var dårligt vågnet rigtig op, før jeg havde spottet min bedste ven med min dagbog i hænderne - og sandsynligvis ville han ret hurtigt se hvad der stod udenpå den.

Jeg rev nærmest bogen ud af hænderne på ham, og knugede den indtil mig, for ligesom at understrege at han ikke behøvede at glo i den.

Min vrede dulmede dog lidt af, da jeg så hans ansigtsudtryk. Han så overrasket og.. bange ud? Det gjorde mig ret trist, at jeg havde formået at skræmme ham, også selvom han havde kigget i min dagbog.

”Undskyld, jeg ville bare fjerne den,” forklarede han og så på bogen.

Jeg nikkede og viftede en enkelt gang med hånden. Heldigvis forstod han en hentydning og forlod værelset. Jeg lod et frustreret suk forlade min mund og kørte en hånd gennem mine krøller. Hvad lavede han her, og hvorfor skulle han ’fjerne’ dagbogen?

Efter at have stået og gloet ud i luften, besluttede jeg mig for at konfrontere mig med ham, i stedet for at prøve at regne det ud selv. Jeg lagde dagbogen på sengen og besluttede mig for at jeg kunne ligge den tilbage i skuffen senere.

Jeg tog en dyb indånding og forlod så værelset. Louis stod på den anden side af døren da jeg kom ud. Jeg lagde armene over kors og gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at lyde irriteret eller sur.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg, roligt og fattet. Mine øjne så spørgende ind i hans. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for ikke at forsvinde ind i den fantastiske blå farve hans øjne ejede. Det føltes næsten som om jeg stirrede ind i dem i evigheder, før han kom med et svar.

”Jeg skal snakke med dig, om du vil det eller ej,” fortalte han mig og tog fat om min arm. Den brændende fornemmelse bredte sig i hele min krop, og jeg bed mig i læben. Han hev mig med ind i stuen, hvor det første jeg fik øje på, på det lille stuebord, var teen.

Fuck. Han mente virkelig det her.

Jeg rystede på hovedet og tog et par skridt baglæns. Jeg havde virkelig ikke lyst til det her, jeg kunne ikke sidde og lyve for Louis, men jeg kunne heller ikke fortælle sandheden.

Louis tog bestemt fat om min arm igen, og hev mig med hen til sofaen, hvor han fik mig ned at sidde. Det hele så nok lidt underligt ud, eftersom Louis var en del laverede end mig, men alligevel bare kunne få mig til at gøre som han ville.

”Hvad sker der for tiden, Harry?” spørgsmålet blev ved med at gentage sig i mit hoved. Hvad fanden skulle jeg sige?

Han rakte mig det ene krus med te og tog selv det andet. Jeg tog en slurk af den varme væske og kunne ikke andet end at blive en lille smule glad, da smagen af den engelske te ramte min tunge.

Det var min og Louis’ ting.

Jeg satte derefter kruset tilbage på bordet igen, uden stadig at have sagt et ord. Hvad skulle jeg dog sige?

 Jeg så ned på mine hænder, som jeg allerede nervøst sad og filtrede sammen. ”Øh,” mumlede jeg og prøvede ikke at lyde alt for usikker. ”Louis, det er altså virkelig kompliceret..” forklarede jeg og kløede mig akavet i nakken.

Hvordan skulle jeg redde mig ud af den her?

”Harry..” startede han ud og satte sig ved siden af mig. ”Du kan altid snakke med mig. Jeg er din bedsteven, der er en grund til at jeg er det. Du kan altid komme til mig, og jeg bryder mig ikke om det der skete tidligere i dag.” fortalte han.

Jeg kunne mærke hans øjne på mig, men jeg nægtede simpelthen at se på ham. Jeg kunne ikke se på ham, ikke uden det ville afsløre mig helt.

”Jeg ved det Louis.. men denne her gang er det anderledes. Jeg har ikke fortalt det til nogen og jeg foretrækker at holde det for mig selv!” fastslog jeg, måske lidt hårdt, men han måtte forstå det. Jeg havde ikke lyst til at fortælle noget - ikke endnu i hvert fald.

”Harry-”

”Nej Louis!” afbrød jeg ham og farede nærmest op fra sofaen. Han så igen forskrækket på mig, men denne gang var jeg ligeglad. Han gravede for dybt og det havde jeg ikke brug for at han gjorde lige nu. Jeg havde bare brug for at være alene og tænke det hele igennem.

”Man skulle næsten tro at du var..” han afbrød sig selv midt i sætningen, og jeg bed mig i læben. Havde han regnet den ud? Vidste han at jeg havde mere end venskabelige følelser for ham nu?

”Haz,” mumlede han og fik mig ned og sidde igen. ”Er du forelsket?” spurgte han, med et smil i stemmen. Ud fra hans smil at dømme, kunne jeg hurtigt regne ud, at han ikke vidste hvem det drejede sig om.

Jeg svarede ham ikke. Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne ikke opdigte en person, som jeg pludselig skulle være forelsket i. En del af mig, havde lyst til at kaste mig om halsen på ham og fortælle ham om mine følelser - men det kunne jeg ikke. Han ville aldrig få de samme følelser.

”Årh Hazza, hvem er hun?” forlangte han at vide.

Det knuste gangske enkelt mit hjerte at han troede det var en pige. Inderst inde ønskede jeg jo at han havde de samme følelser for mig, som jeg havde for ham. Ønskede at jeg kunne få den jeg ville have - den jeg hele tiden har villet have.

”Lou,” sukkede jeg, men nåede ikke længere. Smilet på min bedstevens læber, stoppede mig helt, og jeg kunne ikke forhindre mig selv i at få slået pusten væk. Hvorfor var han også så perfekt? Hvorfor kunne jeg ikke bare se på ham, uden at nærmest dø over ham?

”Kan vi ikke tage den på et andet tidspunkt? Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke om det.” sagde jeg endelig og rejste mig endnu engang fra sofaen.

Louis nikkede bare og rejste sig også. Jeg gik med ham ud i gangen og betragtede ham, mens han tog sin jakke på. Jeg analyserede hver eneste af hans bevægelser. Hvordan han stillede sig let på tæer, for at nå sin jakke, fordi mine knager var ret højt oppe. Hvordan han lige skulle rette kraven og tjekke efter i spejlet om det nu sad ordentligt.

 Da han endelig var klar til at gå, vendte han sig mod mig med sit sædvanlige smil, der tog pusten fra mig. Satans også, altså.

”Jeg forventer at få alt vigtig information, meget snart.” sagde han og blinkede til mig. Fuck.

Jeg nikkede og undgik at bide mig i læben, da det ville se alt for forkert ud i den her situation. Bare fordi han gjorde mig helt blød i knæene, behøvede jeg jo ikke vise ham det.

”Vi ses, Lou.” konkluderede jeg og vidste ikke rigtig om jeg skulle kramme ham, som sædvanligt eller hvad. Pokkers til usikkerhed, der havde taget over min krop. Den forbandede jeg virkelig.

”Vi ses, Haz.” smilede han og trak mig ind til et kram. Jeg bukkede mig lidt ned, så det ikke blev alt for akavet. Jeg tog mig tid til at indånde duften af hans parfume, som jeg blev alt for tiltrukket af. Lysten til at lade mine fingre glide igennem hans hår var stor, men jeg måtte holde mig tilbage.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

 

Jeg havde virkelig lyst til at falde grædende sammen på gulvet. Hvorfor skulle det her ske for mig? Hvorfor kunne jeg ikke crushe på en sød pige i stedet for? Det var sket så mange gange før.. hvorfor skulle det så lige være Louis denne her gang?

Jeg sad med min dagbod i hænderne og læste gennem hver enkel side jeg havde skrevet i den seneste tid. Mine forvirrende tanker, mine følelser, det hele stod der. Og tanken om at Louis havde været så tæt på at læse det, fik mig til at holde strammere om den.

Hvis han havde læst det.. hvad kunne der ikke være sket? Han kunne være flippet ud på mig, og synes jeg var komplet åndsvag. Det kunne ødelægge hele vores venskab, hvis han havde fundet ud af det, via dagbogen.

 Jeg kastede et blik på uret, der hang på væggen. Hurtigt kunne jeg konstatere at det var blevet sent. Havde jeg virkelig siddet i min seng i så lang tid? Det var mere end to timer siden Louis var gået..

Jeg sukkede og rejste mig fra sengen.

Dagbogen lagde jeg tilbage i min skuffe, inden jeg gik nedenunder. Da jeg ikke orkede at lave mad på denne tid, ringede jeg bare efter pizza, som snart var blevet en vane. Men jeg havde råd til det.

I morgen havde vi fri, hvilket betød jeg slap for alle drengenes underlige blikke og Louis’ spørgsmål omkring min forelskelse. Jeg kunne jo ikke fortælle ham noget om det, det ville være underligt, når det var ham det hele drejede sig om.

Han ville garanteret køre på det i lang tid og til sidst ville jeg ikke kunne klare det mere. Selvfølgelig var jeg vant til at han kørte på mig, hvis jeg var forelsket, eller generelt bare havde et crush. Men det var jo anderledes denne gang.

 Efter 20 minutter, ringede det på døren og jeg skyndte mig derud. Jeg betalte manden og modtog min pizza. Jeg tændte ikke tv’et, men sad bare og spiste i stuen i fuldkommen stilhed. Sådan føltes det dog ikke - mine tanker var højlydte som fanden.

Vil det her nogensinde gå over?

Hvad gør du, hvis Louis finder ud af det?

Har han de samme følelser, Harry?

Hvad hvis han vil væmmedes ved dig, når han finder ud af det?

Hvad hvis det her ødelægger gruppen?

Tankerne gjorde mig mere deprimeret end jeg allerede var, og til sidste blev det bare for meget for mig. Den ene tåre efter den anden, gled stille ned af mine kinder, uden jeg kæmpede i mod.

Jeg trak benene op under mig og slog armene om mine ben, mens jeg hvilede mit hoved på mine knæ. Hvad hvis det her virkelig ødelagde alt? Hvad nu hvis jeg virkelig ville blive skyld i at det hele går galt, hvis det her kommer ud?

Hvad hvis Louis rent faktisk vil væmmedes ved mig, fordi jeg har følelser for ham?

Det hele gjorde mig dårlig, og jeg fik lyst til at smadre noget. Det var så typisk at det var mig det her skulle gå udover! Hvorfor kunne jeg ikke bare lade være med at forelske mig i min bedste ven?

Var det derfor management havde gjort afstand mellem Louis og mig dengang? Fordi de vidste det her ville ske? Fordi de vidste enten en af os ville falde i, eller også os begge? Var det derfor de fandt Eleanor til Louis? Så fokus blev drejet væk fra os?

Det hele begyndte pludselig at samle sig inde i mit hoved. Alt faldt på plads og pludselig gav det hele mening. Management vidste at det her ville ske dengang, hvis ikke de gjorde noget.

Dog var der noget de ikke havde taget højde for. Måske havde de fundet Eleanor til Louis, men hvad med mig? Jeg var her stadig og de vidste ikke hvad jeg følte. De havde bare drejet Louis’ tanker væk fra mig og i stedet hen på Eleanor.

Taktisk kloge, det kunne man sagtens kalde dem.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

Hva sååå? Hvad synes I indtil videre?

Jeg græder personligt... for altså.. lille Haz, nej, jeg kan slet ikke. og samtidig er mine feels helt i top, fordi drengene kommer til danmark igen og nej.. nej.. det går bare ikke! Mine feels dræber mig :'((

Men giv gerne en kommentar med din mening og like x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...