The Truth is Backstage | Larry Stylinson

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hvis jeg siger Larry og Elounor, hvem shipper du så? Hvis man spurgte det ud til One Direction fandom, så ville der med det samme komme blandede meninger. Der er ingen der ved hvad der er sandt, ikke udover de tre personer, som det hele omhandler. Men man kan i hvert fald være sikker på at folk tror på at begge dele er sandt. Sandheden er bare svær at finde, men hvis man nu graver godt og grundigt, og man kommer med backstage til hvor det hele sker. Hvad finder man så egentlig ud af? Fald ned i dybet, af en historie om kærlighed.

89Likes
130Kommentarer
7188Visninger
AA

7. ♫ Talking Emotionel ♫

Louis Tomlinson

Lige siden at vi var kommet hjem derfra, så kunne jeg ikke rigtigt tage mig sammen til at lave noget som helst andet end at tænke. Harry havde været underlig over det sidste stykke tid, og han 100 procent ikke været sig selv. 

Måden som han hele tiden var fraværende på, som om at han ikke var sig selv. Han ville ikke en gang snakke med mig om det, selvom han havde det dårligt omkring det. Det kunne jeg jo se på hans tåre da han sad ude i bilen! 

Og det var det som for alvor havde sat gang i mine tanker, for hvordan kunne han finde på at græde overfor mig, men det at han ligefrem afviste mig i at hjælpe ham.. Det var det der var det mest underlige, og det som jeg hele tiden sad og tænkte på.

Hvad kunne grunden være til det? Havde jeg sagt noget der havde gjort ham ked af det? Var det i virkeligheden min skyld?

Jeg ville bare gerne vide hvad det var som var galt med Harry, det var jo tydeligt at der var noget galt med ham. Men jeg kunne bare ikke rigtigt finde ud af hvad det var.

Min mobil var stadig i hånden på mig, inde på min og Harrys samtale. Jeg havde mindst tjekket den igennem fire gange, og så har der været et halvt år tilbage hver gang. Jeg har set på hver besked, tydet på noget som kunne have gjort at han ikke ville have noget med mig at gøre, eller bare den mindste ting som have haft gjort ham ked af det.

Men jeg fandt absolut ingenting, andet end vores søde beskedertil hinanden, som vi kunne finde på at skrive hvis vi virkelig savnede hinanden.

Eller hvis den ene af os var nede.

Et godt tidspunkt ville være og gøre det nu, men samtidig, så var jeg bare for at det var min skyld, og så ville sådan en besked nok bare gøre det hele værre. Så jeg lod være, og låste den i stedet for. 

Mine fingre begyndte straks at lege med hinanden, i ren frustration; for jeg kunne ikke klare tanken om at Harry han var så langt nede, at han kunne græde foran mig. Jeg kunne virkelig ikke, men han ville jo ikke snakke med mig.

Og den eneste grund til at jeg låste min mobil op igen, var fordi at jeg skulle have et råd. Men jeg kunne ikke ringe til Liam, for ham havde jeg prøvet at få fat i, og da han endelig svarede så var han mindst ligeså forvirret som mig; og han kunne heller ikke finde nogen grund til hans opførsel.

Så i stedet ringede jeg op til Eleanor; hun måtte vide hvad jeg skulle gøre. Hun kendte også Harry, og måske havde hun lagt mærke til noget.

Et bip.

To bip.

Tre bip.

"Hej, det er Eleanor?" Sagde hun ind i telefonen, og lød rimelig forpustet, som hvis hun bar nogle indkøbssække op af en trappe eller sådan noget.

"Hej El, det er Louis," svarede jeg hende, og ventede på at hun mumlede et 'oh', som hun altid gjorde. Og jeg havde ret, for ikke andet end tre sekunder efter, så havde hun sagt det, og så lød det som om at hun tog mobilen helt op til øret.

Nok for at kunne høre det hele bedre, eller sådan noget.

"Hvad så mulle?" Sagde hun glad, og så gik jeg ellers i gang med at forklare hele historien. Bare sådan lige ud i det blå. 

Men jeg vidste også at hun forstod mig, så derfor var jeg heller ikke bange for det. Hun tænkte også i lang tid efter at jeg var kommet med hele forklaringen, som om at hun prøvede at finde et svar på det.

Ligesom hun nok også gjorde, og jeg ventede på det.

"Måske.. Skulle du bare tage over til ham? Uventet, og ligesom.. Tvinge ham til at sige det? Det lyder jo ikke som Harry, og nogle gange har man bare brug for at komme ud med det hele, selvom at man ikke vil," sagde hun stille imod mikrofonen.

Og jeg havde næsten lyst til at slå mig selv, for ikke at have tænkt på det, for selvfølgelig skulle jeg da gøre det! Det var da klart!

"Ja, du har ret! Tak El, jeg elsker dig," og så lagde jeg på. Jeg ventede ikke på noget svar, jeg lagde bare på og puttede mobilen i lommen, og farede op og ud i gangen hvor jeg ret hurtigt fik alt mit overtøj på, og skyndte mig at tage min bilnøgle.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

 

Jeg stod foran Harrys dør, og var kommet ind i lejlighedskomplekset ved hjælp af den ekstranøgle som jeg havde. Jeg ville ikke have at han skulle lukke mig ude, og det kunne han hvis jeg ringede på. Hvis jeg først var inde, så ville han ikke kunne smide mig ud.

Det var i hvert fald det som jeg blev ved med at sige til mig selv, som jeg stod der foran døren, og prøvede at blive enig med mig selv om; om jeg skulle ringe på, eller jeg bare skulle gå ind?

Til sidst blev jeg dog enig med mig selv om at jeg nok hellere måtte vælge at tage nøglen og låse mig selv ind. Det kunne jo være at han kiggede ud hvem der kom først, og så så han at det var mig, og derfor ville han ikke lukke mig ind.

Så det var hvad jeg gjorde. Fuldkommen lydløst lukkede jeg mig selv ind, og satte mine sko pænt ved siden af hinanden, kun fordi jeg vidste hvor meget at Harry hadede når der rodede.

Jeg kunne høre at fjernsynet var tændt, så jeg gik stille ind imod stuen, bare så jeg stod i døråbningen. Men der var ikke nogen der, så jeg gik igennem stuen og hen til køkkenet, men der var der heller ikke nogle.

Og da jeg vidste at han var hjemme, ved at jeg havde set hans bil, så vidste jeg derfor også at han måske bare sov eller et eller andet. Måske han også havde brug for det?

Så i stedet for at jeg gik rundt og ransagede hele huset, så valgte jeg at gå hen og begynde at lave noget te. Det var altid nemmere at åbne op, hvis man havde en kop te til at beskytte sine ord ved. Eller..

Det var bare sådan en intern aftale Harry og jeg havde. Vi skulle drikke te, når det var at vi ville snakke meget personligt, eller om problemer. Så derfor var jeg allerede i gang med at hælde vand op i en el kedel.

Vandet fik jeg rimelig hurtigt sat over, og imens at det stod og blev varmt fandt jeg to kopper frem. Jeg sørgede samtidig også for at være så stille som jeg overhovedet kunne, da jeg helst ikke ville have at han skulle vide at jeg var her, før at han måske, selv kom ud i køkkenet, eller at han sad inde i stuen og jeg så kom ind med teen.

I hvert fald fandt jeg et tebrev frem, og lagde det, åbent, ved siden af de to kopper som jeg havde stillet ved siden af hinanden. 

Da vandet stadig manglede lidt, så fandt jeg noget sukker frem, og en lille smule mælk, for det var bare det som skulle i. Og lige da jeg havde stillet det hele frem, så var vandet også færdig med at koge. Så jeg hældte det op i de to kopper, og skiftede med at putte tebrevet ned i kopperne. 

Jeg blandede det hele sammen, rørte rundt med en ske og tog den så ind i munden, imens at jeg ryddede op efter mig selv, så der til sidst kun var de to kopper tilbage, og skeen som jeg stadig havde i munden.

Den skyndte jeg mig at putte ned i opvaskeren, og så vendte jeg mig om, og gik hen til døråbningen ud til den lyse og åbne stue. Harry var der stadig ikke, så der var fri slag om at jeg kunne sætte kopperne inde på spisebordet.

To sekunder efter stod de der også, og jeg gik på jagt rundt efter Harry. Bare så at te'en ikke ville blive kold imens.

Jeg fandt hans soveværelsesdør åben, og kiggede kort ind. Han lå i sengen, på en ret besynderlig måde. Nemlig på maven, med hænderne oppe ved panden, og noget under den. Jeg kunne ikke rigtigt se hvad det var, men det var også ligemeget.

Forsigtigt gik jeg hen til ham, og så at han havde lukkede øjne, hvilket ville sige at han lå og sov. Hans stille vejrtrækning afslørede også det hele, og for at han ikke skulle vågne oven på den bog, som hans hoved var på, fjernede jeg den forsigtigt.

Han havde selv skrevet i den, men hvis det var noget som jeg skulle se, så havde han vel vist mig det. Så inden jeg nåede at få læst på nogle af siderne, klappede jeg den sammen, og skimtede kun forsiden.

Mine øjne kørte henover en sætning, som nok ikke var meningen skulle stå der. I hvert fald, så vidste jeg ikke rigtigt hvad det skulle betyde. Eller om jeg overhovedet havde læst rigtigt.

For jeg nåede ikke at læse det en gang til, før Harry's stemme røg op i rummet, "Hvad laver du Louis?!" Råbte han, ret så højt, og nærmest kastede sig hen op fra sengen og tog bogen ud af hænderne på mig.

Han så på mig, som om at jeg var rablende sindssyg, indtil at han så mit ret så bange og alligevel overraskede ansigtsudtryk. For så gearede han lidt ned, og så så han mere trist ud. Som om at han blev klar over hvad det var som han lige havde gjort, eller noget i den stil, måske. Jeg vidste det ikke.

"Undskyld, jeg ville bare fjerne den," sagde jeg og kiggede ned på bogen som han havde i hånden. Han nikkede bare, og bad mig, med en enkelt håndbevægelse om at gå ud. 

Jeg gjorde som han sagde, og stoppede så ude på gangen. Jeg ville gå ind til ham hvis det tog for lang tid for ham at komme ud igen, men efter jeg havde stået der i ca. Et minut, så kom han ud af døren, og kiggede hen på mig.

"Hvad laver du her?" Spurgte han så, og var allerede mere rolig, end han havde været inde på værelset. Som om at han lige havde stået og sagt til sig selv at han ikke skulle vise mig den rigtige ham.

For det hele føltes som en facade at han satte op foran mig, lige der.

"Jeg skal snakke med dig, om du vil det eller ej," fortalte jeg ham, og tog fat i hans arm og hev ham med ind i stuen. Med det samme at han så te'en, kunne jeg tyde at han vidste hvad det her drejede sig om.

Derfor begyndte han også at ryste på hovedet, men jeg ville ikke lade ham bakke ud nu. Så endnu en gang fik jeg ham med hen til sofa'en, og fik ham sat ned.

"Hvad sker der for tiden, Harry?"

 

Hej mennesker!!! 

Tusind tak fordi at i kommer med jeres søde kommentarer! Vi elsker jer!

og husk nu og like, da den er med i konkurrencen ;))))

|A|

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...