The Truth is Backstage | Larry Stylinson

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hvis jeg siger Larry og Elounor, hvem shipper du så? Hvis man spurgte det ud til One Direction fandom, så ville der med det samme komme blandede meninger. Der er ingen der ved hvad der er sandt, ikke udover de tre personer, som det hele omhandler. Men man kan i hvert fald være sikker på at folk tror på at begge dele er sandt. Sandheden er bare svær at finde, men hvis man nu graver godt og grundigt, og man kommer med backstage til hvor det hele sker. Hvad finder man så egentlig ud af? Fald ned i dybet, af en historie om kærlighed.

89Likes
130Kommentarer
7271Visninger
AA

5. ♫ Perfect Secret and Pizza ♫

Louis Tomlinson

Eleanor var taget hjem til mig efter interviewet og selvom at der var en smule rodet, så lod hun ikke rigtigt til at bemærke det. Hun var bare gået direkte ind i sofaen og sat sig ned. 

"Filmaften eller noget andet?" Spurgte jeg ude fra gangen, da jeg stadig var i gang med at tage min jakke af, da jeg havde fået en sms på vejen hjem derfra. Så den havde jeg lige tjekket og svaret på, inden jeg var begyndt på at tage mit overtøj af.

En stilhed hørte til inde fra stuen af, indtil at Eleanor fik taget sig sammen til at svare mig med at hun bare gerne ville slappe af i dag, da vi allerede havde været til interviewet. Så det var simpelthen det som vi gjorde.

Jeg fik taget det hele af, og gik ind af døren som førte ind til stuen og køkkenet, da der kun var en halvmur der adskilte det hele.

"Desuden har jeg lige bestemt at vi bestiller pizza i aften," sagde jeg også, da jeg ikke orkede og lave mad, og heller ikke ligefrem kunne finde ud af det. Eleanor kunne godt finde ud af det, men hun orkede det ikke, når hun var sammen med mig.

Og så var der nok også grunden med at jeg altid var ond mod hende når hun lavede mad, men det var bare for at være sjov overfor hende. En sjov ond måde, hvis det overhovedet gav nogen mening.

Fjernsynet var tændt, og hun svarede mig ikke. Hun havde det med at blive meget nemt optaget af fjernsynet så hun slet ikke nåede at svare mig, før hun var helt opslugt. Det kunne være irriterende til tider.

Men også ret sjovt.

Denne gang valgte jeg at gøre noget sjovt ud af det, for jeg gik ud i køkkenet og tog noget vand på mine fingre. Bare sådan at det kunne holde indtil at jeg kom ind i stuen igen, hvor hun stadig sad og kiggede ind i fjernsynet.

Med mine våde fingre gik jeg helt om bagved hende, og stod der i tre sekunder før at jeg lod mine fingre køre hen af hendes kind. "Det er tis," udbrød jeg så.

Hendes reaktion var alt i alt at hun bare rejste sig op, og begyndte at køre hånden frem og tilbage på kinden imens, at hun kiggede forfærdet hen på mig. "Ad, ad, ad, hvor er du bare klam!" 

Og det var altså her at jeg begyndte at grine, for Eleanor var noget ad det sjoveste når hun gjorde sådan der. Og at hun så også troede på det, det gjorde det bare endnu bedre.

"Arg, jeg hader dig," skældte hun ud, og tog endnu en gang og kørte hendes hånd hen over hendes kind, for at forsøge at få det væk. 

"Du.. Du skulle have set dig selv!" Sagde jeg imens jeg grinede en smule for højt, for så sjovt var det nu heller ikke rigtigt. "Det var bare vand," forklarede jeg hende så, og slog mig selv på låret fordi jeg endnu en gang genspillede hendes reaktion inde i hovedet. 

Hun lagde armene over kors, og selvom hun prøvede at spille sur så kunne hun ikke holde et smil tilbage fra hendes læber. "Nogle gange igos? Så er du bare for meget,"

Med de ord gik hun tilbage til sofaen og satte sig ned, og kiggede endnu en gang ind i fjernsynet. Så inden hun nåede at dykke helt ind i det igen, satte jeg mig ved siden af hende, og kiggede over på hende.

På den der måde hvor folk bare kunne mærke det, og så vendte de sig automatisk om og kiggede på en. "Hvad nu Louis?" Spurgte hun, og lod hendes hoved ryge en anelse på skrå.

"Jeg vil bestille noget pizza, hvad vil du have?" 

"Øh, bare en margarita," sagde hun og jeg nikkede til hende. Det var en nummer et, og sådan en skulle jeg også have. 

Egentlig havde jeg heller ikke behøvet at spørge hende om det; jeg kendte hendes smag i pizza og hun kendte også min. Det var altid det samme, og de samme rutiner. Vi lavede aldrig noget nyt. Vi kyssede aldrig. Vi kælede aldrig. 

Vi sad som regel bare foran fjersynet, så en film. Og hvis vi ikke gjorde det, ja, så var vi gerne i byen eller bare ude og shoppe eller på café. Vi lavede aldrig noget rigtigt sammen, som mange nok gerne ville tro.

Men vi var bare ikke som folk gerne ville have at vi var; vi var ikke det perfekte par, som folk gerne kaldte Elounor, og alligevel så var der. For vi skulle forestille at være et par, men jeg havde aldrig forstået hvorfor?

Modest! Havde sat os sammen for lang tid siden, lige da Larry rygterne startede. Men det var bare så mærkeligt, som om de skulle modbevise noget som ikke en gang eksisterede. 

Og så satte de os sammen, og vi havde ikke den mindste gnist. Vi hadede dog heller ikke hinanden. Men man kunne nok nærmere kalde os venner end noget som helst andet, for det havde føltes helt forkert fra starten af.

Fra begge parter af.

Så vi kaldte nærmest os selv bedstevenner; eller Eleanor var nok min bedsteveninde, eftersom jeg ikke rigtigt havde tid til at se så mange andre end dem jeg arbejde rundt omkring og så dem fra min egen familie.

Derfor var hun nok det - om hun også havde været det, hvis jeg havde tid til en helt masse andet, det vidste jeg ikke.

Men i hvert fald, var hun det nu. Men det var der bare ingen andre der vidste. Ikke en gang drengene, kun os selv. Vi havde vores hemmelighed.

"Så ringer jeg og bestiller dem nu," mumlede jeg mere eller mindre til mig selv, og satte hænderne i lårene for at presse mig selv op nede fra den siddende stilling som jeg var i. På vejen ud til køkkenet, for at finde nummeret efter pizzamanden, så fandt jeg min telefon frem.

Den første skabslåge åbnede jeg og ledte hurtigt bunken med brochurer igennem, så jeg kunne finde den med nummeret på, og godt efter et minuts søgen, så fandt jeg den. Jeg tastede nummeret ind og ringede så op.

Der gik nogle enkelte bip, før den blev taget af en mandlig stemme. "Londons steak - og pizzahouse, hvad kan jeg hjælpe med?" Blev der spurgt, nok efter bogen.

"Jeg skal have to margarita'er, og en lille bakke pomfritter med mayonaise." Bestilte jeg, og ventede lidt på at han havde skrevet det hele ned.  "Det skal bringes ud," tilføjede jeg også lige inden at han selv spurgte om det. Så slap han i det mindste for det også.

"Og adressen?" Jeg fortalte ham hvor jeg boede og han sagde der nok gik en halv time, og det var fint. Derefter lagde jeg på, og gik så hen for at finde to tallerkener frem og bestik. Så var det der i det mindste.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

 

Vi var lige blevet færdige med at spise, og klokken var efterhånden ved at være ret mange. Eleanor skulle hjem, og eftersom at jeg hentede hende så måtte jeg også lige køre hende hjemad igen.

"Er du ved at være der?" Hørte jeg ude fra gangen, idet som jeg var ved at putte de to tallerkener ned i opvaskemaskinen, og bagefter skulle jeg lige smide pappet ud, og så kunne jeg sige at jeg var ved at være der.

"Lige to sekunder!" Svarede jeg i stedet for, og skyndte mig så lidt. Bare fordi at jeg vidste hvor utålmodig at Eleanor kunne blive, men det var nu alligevel også en del af hendes egen personlige charme.

Jeg foldede pappet sammen, og puttede det ned i skraldespanden, for så at smække lågen i, og så gik jeg ellers ud til Eleanor som stod ude i gang, i færd med at kigge sig selv i det spejl som var derude.

Min mundvige røg opad, da jeg så at hun var i gang med at rette lidt på hendes make-up. Det var egentlig ret typisk hende, og nok også alle mulige andre piger. 

"Du er smuk nok," sagde jeg stille til hende, og da hun kiggede over på mig, sendte jeg hende et kærligt smil for at bekræfte at jeg rent faktisk mente det. For det måtte jeg jo nok indrømme. Hun var en smuk pige, ingen tvivl om det.

Hun var virkelig flot, og det havde hun også fået at vide mange gange. Og så alligevel var hun så usikker på sig selv, når hun var der alene. Som om at hun troede at når ingen andre kunne se hende, så begyndte frygten at tage sig til hende.

Imens det for andre var præcis omvendt, men Eleanor var noget specielt, og helt sin egen. Derfor syntes jeg det var synd, at jeg gik rundt og holdt på hende, når der nok var andre der ville få det endnu bedre sammen med hende.

Men desværre var det bare ikke min beslutning.

Et fjoget grin kom fra hendes læber, da hun blev helt forlegen og ikke vidste hvad hun skulle sige. Det gjorde hun nemlig altid når der kom en kompliment, som hun ikke havde sat sig op til at få.

Så blev hun som regel stille, og bare.. Smilede.

"Skynd dig nu bare lidt," sagde hun dog, da jeg havde stået og kigget hen på hende, for at blive med at understrege min pointe. Og for at se hende rødme, så jeg kunne drille hende med det senere hen.

For endnu en gang; så hadede hun at rødme foran andre.

"Jaja, men.." Jeg tog min jakke ned, og kiggede stille over på hende. Jeg fangede hendes øjne i mine, og fik det til at se ud som om at jeg skulle sige noget vigtigt. Eller noget sødt.

Bare noget som hun virkelig ville syntes om. Så da jeg åbnede munden for at sige; "Du står foran mine sko," blev hun ret skuffet, og alligevel ikke. For hun vidste det godt, at man aldrig rigtigt kunne regne med mig.

Hun trådte væk fra pladsen hun stod på før, da hun havde sørget for at ryste nok på hovedet af mig til at hun kunne tillade sig selv at gå væk fra mig.

"Nogle gange hader jeg dig utrolig meget," jeg vendte mig om for at se hvordan hendes ansigt så ud, imens at hun sagde det til mig. Et smil var placeret der, så jeg vidste at det var for sjovt ment, og derfor udløste det også bare en latter.

"Jeg elsker også dig tøs," og med de ord tog jeg fat i mine sko, og fik presset mine bare fødder ned i dem. 

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

 

Okay hej venner.

Nu kom trejde kapitel så endelig, og ja, der bliver forklaret lidt hist og pist her. Og øh, jeg beklager for den utrolige lange ventetid, det er bare fordi jeg har ligget syg og ikke haft nogen inspiration overhovedet. 

Men det er her nu, wooop vi er alle glade!

Hvad syntes I om historien indtil nu? Kan I lide den, og og og, like gerne! Jeg savner at høre fra jer mennesker!

| A |

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...