The Truth is Backstage | Larry Stylinson

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hvis jeg siger Larry og Elounor, hvem shipper du så? Hvis man spurgte det ud til One Direction fandom, så ville der med det samme komme blandede meninger. Der er ingen der ved hvad der er sandt, ikke udover de tre personer, som det hele omhandler. Men man kan i hvert fald være sikker på at folk tror på at begge dele er sandt. Sandheden er bare svær at finde, men hvis man nu graver godt og grundigt, og man kommer med backstage til hvor det hele sker. Hvad finder man så egentlig ud af? Fald ned i dybet, af en historie om kærlighed.

89Likes
130Kommentarer
6810Visninger
AA

10. ♫ In love ♫

Harry Styles

Den aften til efterfesten på WMA, havde jeg set Louis’ øjne se i min retning flere gange. Bare det at han så mig, gjorde mig nervøs men også pisseirriteret. Hvorfor skulle det være så fucking svært for mig? Og hvorfor gjorde jeg også min situation så fucking åbenlys?

Jeg havde bare ikke kunne klare mit hoved, overhovedet. Selv under WMA, havde det været svært at koncentrere mig om det hele. Specielt fordi jeg sad ved siden af Louis, som en af de første gange i virkelig lang tid.

Men jeg kunne jo ikke gøre noget. Det var derfor jeg havde siddet og stirret håbløst ned i min drink, uden at vide hvad jeg skulle tage mig selv. Flere gange havde jeg fået henvendelser fra nogle piger, men jeg havde skudt dem ned med det samme. De interesserede mig jo ikke.

 ”Harry, du har stået og stirret ud af det vindue i flere timer, skat. Er der noget galt?” stemmen tilhørte min mor og jeg kunne høre at hun var virkelig bekymret for mig. Hun havde flere gange i løbet af de sidste par timer kigget på mig fra køkkendøren. Jeg havde aldrig set tilbage på hende, men jeg vidste hun havde stået der.

Jeg var taget hjem til min mor og Robin på forlænget weekend, fordi jeg ikke orkede noget. Jeg orkede ikke at sidde aften efter aften med drengene og se på Louis’ fantastiske smil og skinnende øjne. Jeg ville ikke kunne holde til det, helt enkelt.

”Nej..” svarede jeg, virkelig lavt. Jeg vidste godt at hun ikke ville tro mig, fordi mit svar var alt andet end holdbart. Og så dum var min mor ikke. Hun kendte mig bedre end nogen anden, så derfor faldt hun heller ikke for den her.

”Harry, jeg kan jo se det på dig,” hun stillede sig ved siden af mig og prøvede ihærdigt at fange mine øjne. Jeg undgik dog bevidst hendes blik og så væk. Hun ville gennemskue mig alt for hurtigt.

”Du ved jeg hader at se dig sådan her.” hendes stemme var helt skrøbelig og gav mig den dårligste samvittighed. Hvis hun vidste hvorfor jeg virkelig havde det sådan her, så ville hun sikkert droppe at være den bekymrede mor.

Det var jo meningsløst at jeg gik rundt som et spøgelse, bare fordi jeg var forelsket i min bedste ven.

”Du vil ikke forstå det - det er der ingen der vil.” hviskede jeg og vendte mig helt væk fra hende. Det var ikke fair, men jeg kunne bare ikke fortælle hende det. Hun ville jo ikke forstå det, det var der ingen der ville.

”Harry jeg er din mor, du kan fortælle mig alt. Du skal ikke sige sådan, du ved det jo ikke, før du fortæller det til nogen.” hun lagde en hånd på min skulder og vendte mig rundt, så jeg stod med fronten til hende. Hun var lavere end mig, men det forhindrede mig ikke i nærmest at falde sammen i hendes arme, som var jeg en lille dreng.

Jeg ved ikke hvad der gik af mig, det skete bare. Jeg følte bare at jeg havde brug for at komme ud med det hele endnu en gang. Men at der så var nogen til at trøste mig, og at det så var min mor, gjorde det hele mere trygt.

”Shh,” hun fik mig blidt sat i sofaen og satte sig ved siden af mig. Som en lille dreng, lagde jeg mig næsten helt ind til hende og hvilede hovedet mod hendes skulder. Det havde jeg gjort så længe jeg kan huske, så det var nok også grunden til jeg gjorde det nu.

 ”Harry dog,” mumlede hun og strøg mig blidt over ryggen. Vi havde siddet sådan i flere minutter og jeg kunne ikke stoppe mig selv. Alt hvad jeg tidligere havde holdt tilbage, kom nu, fordi jeg for første gang følte mig rigtig tryg. Det var min mor og hun havde ret; jeg kunne fortælle hende alt. Lige meget hvad.

Så snart min gråd havde taget mere af, sad vi egentlig bare i stilhed. Indtil jeg valgte at bryde den. Jeg kunne ligeså godt sige det nu, i stedet for at vente.

”J-jeg..” jeg holdt en kort pause, for at samle mod og for ikke at komme til at snakke utydeligt, så jeg skulle hen og gentage mig selv. Det skulle siges, ordentligt.

”Jeg er forelsket i Louis.” så snart ordene forlod min mund, stoppede hun med at stryge mig over ryggen. Hendes krop stivnede og jeg kunne ud fra det, konkludere at det kom som et chok for hende. Men på den anden side kom det jo også som et chok for mig i starten.

”Harry,” hun rykkede sig lidt, så vi kunne se på hinanden. Hun så mig i øjnene. ”Er du helt seriøs?” tidligere havde Louis og jeg måske joket lidt for meget omkring at vi havde et forhold. Dengang vi næsten lige var blevet sat sammen, var det værst.

”Jeg mener det, mor. J-jeg er forelsket i Louis - og det var et lige så stort chok for mig..” fortalte jeg ærligt og tørrede øjnene. Derefter landede mit blik på min mor, der stadig så lettere chokeret ud. Jeg bad bare til at hun ville forstå det - ellers havde jeg jo haft ret hele tiden.

”Harry skat,” hun strøg mig over kinden, inden et stort smil bredte sig på hendes læber. ”Hvis du virkelig er forelsket i ham, synes du så ikke at du burde fortælle ham det? Det er bedre, end hvis du går rundt og ligner en der har det dårligt.” sagde hun og rodede let i mine krøller.

”Ja, du har nok ret.” mumlede jeg og lænede mig ind mod hende igen. Jeg burde nok snakke med Louis om det. Også fordi han havde prøvet at komme i kontakt med mig i flere dage nu, men jeg ikke havde taget telefonen en eneste gang.

Han var sikkert syg af bekymring, som han allerede havde gjort udtryk for, for flere uger siden.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

 

Jeg gik bare rundt derhjemme, uden virkelig at vide hvad jeg skulle tage mig til. Jeg burde jo ringe til Louis og aftale at mødes med ham. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Det var frygten for at han ville blive sur på mig, når jeg fortalte ham det, der holdt mig tilbage.

Hvad nu hvis det virkelig kunne ødelægge gruppen, det her?

Selvom den tanke tit strejfede mig, vidste jeg også godt, at hvis jeg ikke snart sagde noget, ville det ødelægge gruppen, ligeså let som hvis jeg fortalte om mine følelser. Jeg var allerede ved at blive til en zombie, så det var nok på tide at jeg snakkede.

 Okay, det her skulle gøres.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik ud i køkkenet, hvor jeg havde min mobil liggende til opladning. Hvorfor det lige blev i køkkenet, vidste jeg ikke helt. Men her lå den i hvert fald, fordi det var den nærmeste stikkontakt, jeg kunne finde lige i det øjeblik, nok.

Med rystende hænder, koblede jeg den fra opladeren, og den velkendte lyd kom fra den. Jeg tog dybe indåndinger, mens jeg roligt ledte efter Louis’ nummer i mine kontakter. Da jeg endelig stoppede ved hans navn, kom et smil frem på mine læber.

Looooou<3

Stod der.

Han havde slev skrevet det. Jeg havde selv ladet ham kode sit nummer ind, fordi jeg ikke selv havde orket at gøre det den dag. Derfor hed han også det, som han selv ville. De andre var mere normale med deres navne - bare ikke Louis.

 Jeg trykkede på hans navn, og blev pludselig bevidst om at den nu ringede op til ham. Jeg tog mobilen op til øret og prøvede at tage dybe indåndinger, så jeg ikke ville lyde som en stammende idiot, når han tog den.

Hvad nu hvis han var sur over at jeg ikke havde taget den en eneste gang? Hvad nu hvis han slet ikke gad snakke med mig, efter alle de gange jeg havde ignoreret og afvist hans opkald?

”Harry? Åh gud, hvor er jeg glad for at du ringer! Jeg har været så bekymret - du har ikke taget telefonen en eneste gang.” bare at høre hans stemme, kunne få mit hjerte til at slå hurtigere, hvilket gjorde mig endnu mere bevidst om, hvor hårdt jeg var faldet for ham.

”U-undskyld.. det er bare.. øhm..” jeg snublede over næsten hvert enkelt ord og vidste pludselig ikke hvad jeg skulle sige. ”K-kan du ikke komme over? Je-jeg har noget jeg gerne vil sige..” mumlede jeg og bad til at han hørte det, så jeg ikke skulle gentage mig selv.

”Jo, selvfølgelig. Jeg kommer så hurtigt jeg kan!” uden jeg kunne nå at sige mere, havde han lagt på. Jeg stod derfor tilbage og vidste ikke om jeg skulle gøre det ene eller det andet.

Louis ville komme over..

Louis ville komme over, oh god!

Jeg lagde mobilen fra mig og begyndte panisk at gå frem og tilbage i køkkenet. Hvad skulle jeg sige til ham? Hvordan skulle jeg sige det? Hvorfor havde jeg heller ikke tænkt det her igennem, før jeg gjorde det?

Jeg stoppede helt op og forlod køkkenet. Jeg gik ind i stuen og satte mig i sofaen, i håb om at det kunne berolige mig, hvis jeg måske så lidt tv. Men der ville ikke gå lang tid før Louis bankede på døren, fordi han ikke boede forfærdeligt langt væk.

Selvom jeg havde øjnene på tv’et, kunne jeg slet ikke koncentrere mig om hvad der skete på skærmen. Alt i mit hoved var Louis og hvad jeg skulle sige. Det kunne da umuligt være let at fortælle sin bedste ven, at man er hamrende forelsket i ham, vel?

 Minutterne tikkede af sted, og for hvert af dem der gik, jo tættere på kom Louis. Selvom der var gået femten minutter, da det bankede på døren, føltes det som om der dårligt var gået 2 sekunder. Det gik alt for stærkt.

Nervøst gik jeg ud i gangen. Da jeg tog fat om dørhåndtaget, føltes det pludselig tungere end nogensinde før. Men jeg prøvede at ignorere det, bed tænderne sammen og tog en dyb indånding. Jeg skulle nok klare det her.

Jeg fik døren op, kun for at se Louis på den anden side. Hans hår lignede ikke ligefrem noget der var blevet sat professionelt, hvilket nok betød at han havde skyndt sig herover og at det tydeligvis blæste udenfor.

Dog kunne jeg ikke finde det andet end alt for attraktivt.

Jeg bed mig nervøst i læben og åbnede døren helt for ham, så han kunne komme ind. ”Jeg er glad for at du kunne komme.” fortalte jeg og prøvede at fremtvinge et troværdigt smil, hvilket nok kun lykkedes halvt.

”Altid, Harry.” smilede han og trådte ind af døren.

Han fik sin jakke og sko af, og derefter ledte jeg ham ind i stuen, hvilket nok var det bedste sted vi opholdt os, lige nu. Mine hænder rystede og jeg kunne næsten fornemme at mine håndflader var ved at blive svedige.

Jeg var langt fra vild med følelsen.

”So..” startede Louis ud og slog sig ned i sofaen. ”Hvad var det du gerne ville sige?” spurgte han. Jeg nikkede og satte mig ved siden af ham. Det var nu det skulle overstås - der var ingen vej udenom.

”Jo.. det er ret svært for mig at sige, det her,” jeg kørte en hånd gennem mit hår, og undgik bevidst Louis’ blik, fordi jeg vidste at han kiggede på mig. Han var tydeligvis nysgerrig - men det burde han måske ikke være.

”Harry, du kan fortælle mig alt, det ved du.” sagde han og lagde en hånd på min skulder. Hans berøring brændte gennem stoffet i min t-shirt og sendte varme ud gennem hele min krop. Jeg rystede det dog hurtigt af mig og fokuserede på hvad jeg skulle sige.

”Louis.. jeg,” mumlede jeg og tog endnu en dyb indånding. Hans øjne prøvede desperat at fange mine, men jeg kunne ikke se ham i øjnene. Jeg kunne ikke se ham i øjnene, mens jeg sagde det - jeg ville ikke have hans reaktion.

Jeg tog det sidste skridt og lod de 5 små ord glide over mine læber, uden hverken at stamme eller falde over ordende.

”Jeg er forelsket i dig.”

 

***

BAM BAM, HVA!

OML, ER FAKTISK SELV LIDT HYPER LIGE NU, FORDI DET JEG HAR VENTET PÅ SIDEN STARTEN, ENDELIG SKER. DET VENTER PÅ SNART SKER I VIRKELIGHEDEN OGSÅ. LARRY KOMMER SNART UD, JEG VED DET BARE, ARRGRGG

Men hvad tror i der sker nu? Hvad tror i Louis' raktion bliverrrrr? x

-S

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...