The Truth is Backstage | Larry Stylinson

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hvis jeg siger Larry og Elounor, hvem shipper du så? Hvis man spurgte det ud til One Direction fandom, så ville der med det samme komme blandede meninger. Der er ingen der ved hvad der er sandt, ikke udover de tre personer, som det hele omhandler. Men man kan i hvert fald være sikker på at folk tror på at begge dele er sandt. Sandheden er bare svær at finde, men hvis man nu graver godt og grundigt, og man kommer med backstage til hvor det hele sker. Hvad finder man så egentlig ud af? Fald ned i dybet, af en historie om kærlighed.

89Likes
130Kommentarer
6815Visninger
AA

9. ♫ Helping Hero ♫

Louis Tomlinson

Det var efterhånden nogle uger siden jeg havde snakket med Harry. Han var stadig utrolig nede, eller hvad man skulle sige, men i hvert fald, så prøvede han at smile nu.

Der var dog en ting jeg ikke forstod; hvorfor var han ikke glad, og overgearet, nu hvor at han var forelsket? Sådan ville alle vi andre være. Sådan burde han også være, men det var han bare ikke, og det var virkelig underligt.

Jeg havde dog på ingen måde overvejet at konfrontere ham med det endnu, for det at han så så skrøbelig ud sidste gang, gjorde at jeg havde holdt mine kække kommentarer for mig selv; i det hele taget bare været mindre energifyldt.

Et eller andet sted havde jeg jo nok håbet at det var gået over, men lige nu stod vi til en efter-fest, på WMA og havde sådan set haft en god aften. Vi havde alle hygget os, men nu hvor vi var væk fra alle kameraerne, og alle tingene som kunne fange os, så så Harry ud som om at han var helt nede igen. Som om at det andet bare havde været en facade.

I de sidste ti minutter havde han bare siddet med den samme drink, og bare gjort så indholdet var lige ved at skvulpe over, men ligeinden han gjorde det, satte han glasset ned igen og fik det til ro.

Det så virkelig deprimerende ud, og det ødelagde mit humør. For uanset hvor meget jeg ville, så kunne jeg ikke bare glemme Harry. Jeg kunne ikke bare have det sjovt, når han selv havde det sådan der.

Til tider var det frustrerende, men sådan var det vel med ens venner. Dem man holdt allermest af. Det måtte det være, eller vidste jeg ikke hvad det skulle være.

"Hvad laver du her Louis?" Var der en kvindelig stemme der spurgte bagved mig. Jeg kunne ikke helt tyde hvem det var, da der nok ville være så mange kvinder til den her fest, som jeg kun havde snakket med en eller to gange, men jeg alligevel kendte navnet på.

Da jeg fik vendt mig om, på den roterende stol så jeg Rita Ora foran mig. Hun smilede stort, og rockede lidt med til musikken. Hun kunne godt lide fester, og danse osv. Hun var en der virkelig morede sig når hun kunne.

"Det.." Jeg måtte faktisk tænke mig om i nogle sekunder for at sige hvad jeg lavede, helt alene oppe i den modsatte ende af baren. Jeg kunne jo ikke bare sige 'Jo, jeg sidder såmænd bare og kigger en på Harry. Han er virkelig nede, dog burde han være glad; og derfor kigger jeg på ham. For at finde ud af forklaringen'

"Jeg skal bare lige have mig lidt mod til at danse," sagde jeg så en smule tøvende, da det var det eneste jeg kunne komme på.

Rita så nu heller ikke helt tilfreds ud med min forklaring, dog satte hun sig bare ned ved siden af mig på stolen. På den måde kom hun tættere på mig, uden at det kunne misforstås på nogen måde. Medmindre at vi selvfølgelig begyndte at røre ved hinanden.

Men jeg var 'sammen' med Eleanor og så var der også bare et eller andet der holdt mig tilbage fra at springe på andre kvindelige personer. For jeg kunne jo i princippet fortælle alle andre at Eleanor ikke var min rigtige kæreste, men der var bare ingen der vidste det udover os.

Ikke drengene, ikke vores familie. Ingen.

"Og så den rigtige grund, snut?"

Jeg kiggede overrasket over på hende. Hun kunne læse mig, og.. Det havde vel alligevel ikke været så svært, men hun tog det op, og det kom til at minde mig om Harry. Hvordan han måtte have haft følt da jeg satte mig ved siden af ham, og bad ham fortælle. Det var så svært, så underligt.

I det mindste havde han en som han virkelig stolede på, jeg havde ingen idé om hvor jeg havde Rita henne, men jeg vidste alligevel heller ikke om jeg kunne holde det inde. Det ville føltes så rigtigt bare at fortælle hende det hele, og det ville jeg gøre.

"Kan vi gå et andet sted hen?" Det var ikke ligefrem fordi at jeg havde lyst til at sidde og fortælle det hele overfor en flok andre mennesker, som måske, måske ikke, ville høre det hele. Jeg ville bare ikke risikere noget.

Rita nikkede, og rejste sig fra stolen. Hun lavede en bevægelse med hånden, som fortalte at jeg skulle følge efter hende, så det gjorde jeg. Mindre tungt hoppede jeg ned fra stolen, og slæbte mig selv efter hende. Jeg kunne virkelig ikke have at Harry var så langt nede, og det at jeg skule fortælle det hele, gjorde min ekstra tung.

Det føltes næsten som om at jeg bare to ton med mig, da jeg bare skulle gå efter hende, og så væk fra festen.

Harry burde gå med, tænkte jeg lavt for mig selv, da vi så kunne få talt det igennem. Så kunne han gå med i stedet for Rita, og så kunne jeg virkelig få det at vide. Jeg var nødt til at vide det snart, jeg kunne ikke bare gå sådan her.

En kold vind daskede mig i hovedet, og fik mig til at vågne op fra mine tanker. Jeg kiggede mig omkring og så at hun allerede var på vej hen imod hendes bil, så jeg satte efter hende. 

Hun ville simpelthen være sikker på at vi kunne nå at snakke sammen ordentlig, og i fred og ro. 

"Heldigvis har jeg ikke drukket endnu, det skal du være glad for!" Sagde hun højlydt da hun stod ude foran bilen, og åbnede hendes dør. "Og er du så sikker på det?" 

Jeg sagde det mest af alt fordi at hun virkede ret højrystet, og for at være en smule drillende. Sjov. Det som jeg ikke kunne lade være med; medmindre jeg holdt øje med Harry, tænkte jeg igen for mig selv.

Da jeg selv kom hen til bilen, satte jeg mig ind og spændte mig fast så vi kunne køre vores vej igen. Hun satte bilen i gang, og fik den svunget ud på vejen. Normalt ville jeg aldrig køre med nogle til en fest.

For jeg var ikke sikker på om hun drukket eller ej.

Men... Det føltes så ligemeget nu, hun havde tilbudt at hjælpe mig, selv uden at vi rigtigt havde snakket før. Og det føltes rigtigt, men samtidig også så forkert, så jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre ud af det.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫ 

 

"Er du klar til at snakke nu?" Rita kiggede over på mig, og satte sig længere tilbage i hendes sofa, med et smil på hendes læber.

Forsigtigt nikkede jeg til hende; for jeg havde blevet ved med at udskyde det, men nu følte jeg mig klar. Eller jeg følte mig ikke klar, men så klar som jeg overhovedet kunne blive, til det her. For jeg var samtidig pissehamrende nervøs.

Faktisk ret meget, for hvad hvis jeg kom til at sige noget, som jeg ikke måtte? Eller noget i den stil?

"Hvad var så grunden i dag? Du så så fortabt ud.." Hun sagde det stille, og var meget omhyggelig med ikke at lyde alt for nærtalende. Hun var faktisk bare meget forsigtig, og så utorlig seriøs ud som hun så der.

Ikke fordi det gjorde nogen forskel, overhovedet.

"Jeg.. Sad og tænkte over.." Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne fortsætte den, det ville stadig lyde utrolig mærkeligt, at jeg sad og tænkte på Harry. Fordi hun vidste jo ikke hvad der var forgået.

"Over Harry?" Spurgte hun, og jeg havde det som om at hun lige havde læst mine tanker. Jeg nikkede bare stille, og fik hende til at fortsætte, ved at sende hende et spørgende blik. "Du sad hele tiden og kiggede over på ham,"

Havde jeg virkelig kigget over på ham hele tiden? Jeg havde ellers prøvet at være så stille med dørende som overhovedet muligt.

Det havde åbenbart bare ikke været helt nok.

"Må jeg spørge hvorfor at du tænkte over Harry?" Igen var hun meget forsigtig i hendes omtale, og det måtte være fordi at hun var bange for at komme for langt ind under huden. Så langt ind at jeg til sidst ville afvise hende, eller sådan noget.

I hvert fald så var det den enestegrund som jeg kunne komme på, når nu vi sad sådan her og snakkede sammen, når hun var så forsigtig. Det var også det der fik mig til at tænke på, hvor frygtelig skrøbelig jeg måtte have haft set ud.

Jeg nikkede stille, og prøvede at fokusere på et svar; da jeg nok skulle uddybe mig selv en smule mere, for det var i hvert fald sådan at hun så ud i ansigtet.

"Over den sidste tid, så har han opført sig underligt. Han har ikke ville snakke med nogle. Han har været utrolig fraværende. For et par uger siden, tog jeg den op med ham, og han sagde det var fordi at han var forelsket, så jeg prøvede at være forstående. Men man er da glad når man er forelsket, og alt er lykkeligt? Er det ikke?"

Jo mere jeg fortalte, jo lettere var det at komme ud med. Og Rita så også ud til at hun blev mere og mere interesseret i det hele, men ikke på den måde at det var en god historie, men fordi at hun endelig kunne hjælpe.

Det var nu også meget rart, for der var jo på et tidspunkt hvor vi havde snakket ret meget med hende, så det var ret uvant at sidde her, men samtidig rimelig kendt.

"Måske er han ulykkeligt forelsket.. Du ved, måske, I en der allerede har en kæreste. Eller også er han blevet afslået af en, men han kan måske stadig ikke slippe tanken om hende. Eller også er det en trejde grund, at han måske er forelsket i en, at han ved at han ikke kan se?" Sagde hun stille, og det begyndte at give mening.

For så ville det hele passe sammen, men jeg kunne bare ikke helt komme på hvem det var som det skulle være at han var forelsket i.

"Du har ret! Wow, tak Rita! Du aner ikke hvor meget det rent faktisk hjalp mig, at du sagde det der!" Jeg rejste mig op fra sofa'en. Jeg havde endelig fundet ud af hvad det var jeg skulle gøre.

"Hvad nu?" Spurgte hun forskrækket, over min hurtige reaktion og rejste sig selv op fra sofaen, imens jeg gik ud i gangen for at få mit overtøj på. Det her kunne virkelig ikke vente særlig lang tid. Jeg måtte snakke med Harry nu.

Jeg fik taget min jakke på, og mine sko, og imens jeg havde fået gjort det, så kom hun ud til mig i gange og  stillede sig. Jeg sagde farvel og lige i det jeg nåede at åbne døren og stige ud hørte jeg hendes stemme.

"Husk nu også hvem du elsker!" Og inden jeg kunne nå at reagere lukkede døren efter mig, og det havde sat mine tanker i gang. 

Hvad mente hun med det?

Imens jeg undrede mig over det, satte jeg gang i mine ben og begyndte at gå ned af trappen, fra den lejlighed som hun boede i. Jeg hev min mobil op af lommen, og gik ind under min og Harry's samtale. Jeg scrollede den igennem, for at se om der var noget spændende.

Noget som jeg kunne bruge til et eller andet. For jeg havde brug for flere ting at snakke om, og der skulle nok lige gå lidt inden jeg fik modet til at snakke med ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...