The Truth is Backstage | Larry Stylinson

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hvis jeg siger Larry og Elounor, hvem shipper du så? Hvis man spurgte det ud til One Direction fandom, så ville der med det samme komme blandede meninger. Der er ingen der ved hvad der er sandt, ikke udover de tre personer, som det hele omhandler. Men man kan i hvert fald være sikker på at folk tror på at begge dele er sandt. Sandheden er bare svær at finde, men hvis man nu graver godt og grundigt, og man kommer med backstage til hvor det hele sker. Hvad finder man så egentlig ud af? Fald ned i dybet, af en historie om kærlighed.

89Likes
130Kommentarer
7272Visninger
AA

6. ♫ Confession and Diaries ♫

Harry Styles

”Harry, du har været underlig hele dagen! Er der noget galt?” jeg vidste godt at det var Liam. Og at han bare var pokkers bekymret, hvilket jeg ikke kunne bebrejde ham for. Jeg gjorde ingenting for at skjule hvordan jeg havde det, hvilket endte ud i at han med det samme havde fundet ud af at jeg ikke var mig selv.

For det var jeg ikke. Jeg havde ikke været mig selv i virkelig lang tid, og jeg vidste ikke rigtig hvad det var. Til vores øver, havde jeg været virkelig u fokuseret, og det var praktisk talt min skyld, at det tog længere tid end beregnet.

Men jeg kunne ikke gøre for det. Det var som om jeg ikke kunne fokusere på at gøre hvad jeg fik besked på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at øve, når det ikke var hvad jeg havde lyst til. Som regel havde vi det altid sjovt til øveren, men det var bare som om jeg ikke kunne være med på det sjov for tiden. Der var noget der havde ændret sig.

”Undskyld.. je-jeg ved det ikke..” mumlede jeg og undgik at møde hans søgende øjne. Han kunne altid se det på mig, hvis jeg løj. Det var en Liam-ting - han kunne bare snørre mig på en anden måde end andre.

”Harry.” sagde han insisterende.

Jeg svarede ham ikke, men fortsatte bare med at se ned i gulvet. Liam havde trukket mig til siden, mens de andre drenge, sad i rummet ved siden af. Men jeg kunne heller ikke bebrejde ham, for jeg opførte mig ikke normalt.

”Liam, lad det ligge! Jeg ved det ikke, okay? Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg tror bare jeg tænker for meget. Tænk på det, vi er lige blevet færdige med vores tour og er allerede i gang med at planlægge en ny. Måske er det bare fordi vi har så meget at se til.” prøvede jeg at forklare ham. Det var ikke derfor jeg var sådan, det vidste jeg. Men jeg behøvede ikke at forklare Liam, hvad der foregik i hovedet på mig.

”Okay.. men hvis det fortsætter og det er noget andet, så m du altså sige det. Jeg er bekymret for dig, mand!” han lagde armen om mig, og klappede mig på ryggen. Jeg grinede lidt af det han sagde og sendte ham et smil.

”Selvfølgelig.” lovede jeg, velvidende at jeg ikke kunne holde det løfte. Og det var der kun én eneste grund til. Jeg kunne ikke fortælle Liam hvad det var jeg tænkte på.

Mine tanker kredsede konstant omkring Louis og det ville ikke gå væk. Jeg vidste at det på en måde ikke var særlig godt, for han var min bedste ven. Og normalt tænker man ikke på sine venner hele tiden - noget af tiden, ja, men ikke så meget at man mister koncentrationen.

Dengang, inden alle Larry-rygterne tog overhånd, havde jeg haft det på samme måde. Han fyldte rigtig meget, men dengang generede det hverken mig, eller andre omkring mig. Men nu, efter den lange pause, hvor Modest! holdt os så langt fra hinanden som muligt, for at mindske rygterne, der ikke engang var sande, var det hele bare kommet tilbage.

Min nervøse opførelse omkring ham, var ligesom den var for 3 år siden. Jeg kunne ikke engang se på ham uden at smile ukontrolleret, som en eller anden idiot. Han lyste bare alting op.

Selvom jeg godt vidste hvad alt det her betød, ville jeg ikke selv indse det. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at overbevise mig selv om at det bare var en dum face jeg havde, med stress, præcis ligesom jeg havde overbevist Liam om.

Men det var jo ikke det. Det var noget helt andet - noget der aldrig ville kunne komme til at gå. For Louis var sammen med Eleanor, selvom jeg godt vidste at de ikke var meget mere end venner. Men de var sammen, i offentligheden var de sammen, på papiret var de sammen.

Og Louis kunne da umuligt tænke på mig.

 Vi forlod rummet vi havde opholdt os i, og kom ud til drengene, der sad i en fordybet samtale med hinanden. Niall var i gang med at forklare et eller andet, Zayn lignede en der ikke forstod en meter af hvad der foregik, og Louis grinede højlydt af sin blonde ven.

Smilet der gled over mine læber, kunne jeg ikke stoppe. Synet af ham, der grinede vendte op og ned på alting. Jeg vidste godt jeg ikke burde have det sådan her - jeg burde bare sætte mig ned med dem og grine med på Nialls historie.

Men det kunne jeg ikke. Der var noget der afholdt mig fra at gøre, hvad jeg var helt vant til. Hvorfor skulle alting også ændre sig nu? Det hele gik jo ligeså godt. Vi var på toppen nu, og det skulle ikke ødelægges med mine åndsvage tanker og følelser, der alligevel ikke kunne gengældes fra den anden.

 Ja, vi havde måske haft noget, engang. Men det var slut nu, vi var ovre det stadie - troede jeg. Louis var helt sikkert ovre det, men jeg var faldet tilbage på det. Og det var virkelig ikke meningen.

Jeg fik øjenkontakt med Louis. Jeg bed i læben og så hurtigt væk - jeg kunne bare ikke se ham i øjnene. Ikke når jeg konstant prøvede at overbevise mig selv om at der ikke var noget, selvom jeg jo godt vidste at der var.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

 

Vi blev færdige med at øve, og vi kunne derfor alle holde fri. Det var det vores dage gik med for tiden. Øve, ikke andet end det. Men efter den tour vi lige havde sluttet, syntes jeg også at det var fair at vi kunne holde fri efter øverne.

En del hurtigere end de andre fik jeg pakket mine ting sammen, som ikke var andet end min jakke og min skuldertaske. Jeg foretrak at have min skuldertaske med, eftersom jeg altid slæbte en del ting rundt, som jeg nok alligevel ikke fik brug for.

”Harry!” hørte jeg Louis kalde efter mig.

En ottendedel af et sekund, overvejede jeg om jeg skulle vende mig om. Men så besluttede jeg mig for at lades som om jeg ikke havde hørt ham. Det hele ville alligevel gå meget lettere sådan.

Hvis jeg holdt mig så langt fra ham som muligt, det næste stykke tid.

Derfor fortsatte jeg mod udgangen og skubbede let som ingenting døren op, og gik med hurtige skridt hen mod min bil. På vejen fik jeg nøglerne op af min lomme, og skulle lige til at låse op, da Louis dukkede op foran mig.

Han havde det der bekymrede udtryk i ansigtet, som både Niall og Liam havde haft, inden for de sidste mange dage. Usikkert bed jeg mig i læben og så væk - eller rettere, undgik hans blå distraherende øjne.

”Harry, er der noget galt? Du virker altså helt fjern og underlig.” konstaterede han og trådte et skridt tættere på mig. Han havde f0r længst overtrådt den afstandsgrænse, der var normal at have mellem folk.

”Nej, jeg har det fint. Det er bare lidt..” jeg gik i stå og bandede indvendigt. ”Jeg bliver altså nødt til at gå nu!” fortalte jeg og prøvede at snige mig uden om Louis, der var en del lavere end mig.

Men selvfølgelig ville han ikke lade mig slippe.

”Nej Harry!” blev han ved, men jeg lyttede ikke til ham. Jeg låste min bil op, hoppede ind på førersædet og startede den. ”Du bliver seriøst nødt til at lade være med det der!” jeg fik nærmest et chok, da Louis nærmest smed sig ind på passagersædet ved siden af mig.

Hvad tænkte han på?

”Lad mig nu bare tage hjem, Louis! Jeg har ikke lyst til at snakke om det, okay? Du vil alligevel ikke kunne forstå det..” forklarede jeg og sukkede opgivende. Jeg kunne mærke hans blik bore sig ind under huden på mig, og det var bestemt ikke behageligt.

”Ikke forstå det? Harry vi er bedste venner! Vi-”

”Det er kompliceret, okay? Der er ingen der kan forstå det.. det..” jeg gik i stå, fordi jeg ærligtalt ikke vidste hvad jeg skulle sige. Tårerne var begyndt at presse sig på, men jeg nægtede at græde.

Jeg kunne ikke fortælle ham hvad der skete. Jeg kunne ikke fortælle ham det, jeg ønskede at fortælle ham mere end noget andet. Det management prøvede så i hærdigt at forhindre dengang, var alt sammen vendt tilbage.

Bare tanken om det hele, fik en enkel tåre til at slippe ud og glide ned af min kind. Jeg vidste at Louis så på mig - jeg vidste at han så mig græde.

”Harry..” sagde han lavt, og lagde en brændende hånd på min skulder. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at reagere på ham?

”Bare.. lad mig være alene lidt. Bare giv mig to dage.” bad jeg, med grødet stemme.

Ud af øjenkrogen så jeg at han nikkede og åbnede døren. Jeg var aldrig bakket ud fra parkeringsbåsen, vi var bar blevet holdende.

Da han smækkede døren efter sig og bevægede sig i retningen af sin egen bil, lænede jeg mig tilbage i sædet og begravede ansigtet i mine hænder. Hvorfor skulle det være så pokkers svært?

*

Da jeg trådte ind i min lejlighed, smækkede jeg opgivende døren efter mig. Mine øjne var stadig let våde, eftersom jeg havde ladet lidt flere end ’et par enkelte tårer’ slippe ud, på vejen hjem. Heldigvis mødte jeg ingen paps.

Jeg hængte min jakke op, smed tasken på gulvet og bevægede mig ud i køkkenet. Jeg følte mig en smule rastløs, og vidste egentlig ikke helt hvad jeg skulle tage mig til. Tankerne i mit hoved var ét stort rod.

Jeg havde det sygt dårligt over at have afvist Louis på den måde, for det fortjente han ikke. Han ville jo bare hjælpe og det vidste jeg også godt. Men på nogle punkter kunne selv Louis ikke hjælpe - og da slet ikke i den her situation.

 Opgivende, sukkede jeg og vandrede ud af køkkenet. Uden at tænde nogen form for lys, vandrede jeg gennem lejligheden, for til sidst at ende ved mit værelse, hvor jeg vandrede ind, uden videre.

 Jeg tændte ikke lyset, men gik bare direkte hen til mit klædeskab. Et øjeblik betragtede jeg den sorte farve, inden jeg bukkede mig ned og hev den nederste skuffe ud.

Alle andre troede bare at den indeholdt sokker, hvilket den også gjorde. Men nederst nede, og inderst inde, lå der noget andet. Hele verden vidste snart at jeg havde den, men der var ingen andre der kiggede i den, det var kun min.

Jeg tog forsigtigt min dagbog op af skuffen og lukkede den derefter igen. Trods mørket, fandt jeg vej hen til min seng, hvor jeg tændte min natlampe, som svagt lyste op i det dominerende mørke.

Mine fingre gled over det brune bind omkring den snart meget skrøbelige bog. Jeg så med det samme det jeg havde skrevet med småt, for ikke særlig mange dage siden. Det var der det hele gik rigtig op for mig.

She doesen’t deserve his heart. Let us love.

Jeg havde været forvirret, sur, indebrændt, og skrevet det udelukkende af den grund. Jeg vidste jo ikke om Louis havde det på samme måde, men jeg gik ud fra at han slet ikke havde. Han virkede til at have det helt fint med vores venskab. Venskab.

Jeg åbnede bogen og bladrede gennem de mange sider jeg havde skrevet. Det var blevet til mange gennem de seneste år - jeg havde alt for mange tanker omkring alt, selvom man måske ikke skulle tro det. Jeg havde det i hvert fald som om hele verden kun kendte halvdelen af mig.

Da jeg nåede til den første blanke side, stoppede jeg op. Jeg fandt en blyant frem, og lod, uden rigtig at tænke over det, blyanten glide henover papiret, og skrive det som jeg præcis havde i tankerne.

Dear Diary

I think.. I think, that I’m in love with my best friend.

 

♫ ♥ ♫ ♥ ♫

Uh, så fik I lige lidt med lille søde forvirrede Hazza :'( Tuder mig selv i hjel, pågrund af det her. Seriøst, han er da alt for nuttet sådan her.

Men guys, skriv gerne en kommentar, og giv et like, det vil betyde såå meget for os, just so you knooow x

- S

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...