Backstage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Igang
Du ser aldrig nogen på scenen. Det er altsammen et skrevet manuskrift. En ung model, der arbejder med sin karriere og et barn fra hun blev voldtaget som fjortenårig. Jennifer Betterwrite. En pige der altid farver sit hår pangfarvet, og kun tænker på sjov og fester, og tit kommer hjem, pisse fuld til sin 12 årige niece, og 5 årige datter. Sådan har hun været siden sin søsters død. Hun har klaret sig i gennem tilværelsen ved at være billig, arrogant, charmerende, og hård. Hun lever med en voldelig mand, hun elsker af hele hendes hjerte. Da hun en aften myrder en fuld mand i selvforsvar, viser det sig at den mand ikke er hvem som helst. Og hvad gør man bære det sidste stykke af ham inden i sig.

2Likes
1Kommentarer
290Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg stiger af i lufthavnen. Cheyenne hopper optimistisk efter mig. Hun er i den sorgløse tid, og selvom jeg mange gange jeg har forrådt hende og Katelyn, og ladet hende blevet slået af Caleb, elsker hun mig stadig. Så naiv. Hun har altid været en nem pige. Det eneste hun har arvet fra hendes far, er hendes brune øjne. Mine er også brune, men hendes er store og brune. Smukke. De passer perfekt til det brune hår hun har arvet for mig. Da jeg var 14 år, var jeg ærligt talt bange for at hendes hår skulle blive naturligt regnbuefarvet, fordi jeg havde været unormal i et år. Jeg var nærmest angst for at hun skulle have gult, pink, lilla, blåt, og grønt punkerhår. Det er ingen gang løgn. Jeg blev rigtig lettet da jeg så hun havde mit brune hår, som jeg havde da jeg var i hendes alder. Næsten lyst.

"Sød pige" mumlede en stemme, og nogle nussede i Cheyennes hår. Jeg vendte mig om. Jeg gloede ind i nogle velkendte blå øjne, og noget lyst opsat hår "Er hun din Jen?"

Jeg kunne ikke styre mig selv. I et spring var jeg henne til hende, og holdte mine hænder om hendes skuldre. Trods hun havde farvet sig blond, og gik i kjoler, og havde solbriller på var jeg ikke et øjeblik i tvivl. Denne pige var Amy. Min skønne dejlige Amy. Jeg kan ikke slippe hende, selvom hun få sekunder efter begynder at skubbe mig lidt væk.

"Du kvæler mig. Stop" Hun ler. Selvom mange ikke tror det, ler Amy faktisk meget. Hun ler bare af ting, andre ikke ler af. "Stop Jen"

"Jeg har savnet dig så meget"

"Du har fået familie på" smiler hun, og rynker let på brynene. Hun tager solbrillerne let op, for at nærstudere Cheyenne. Cheyenne glor mistroisk på hende, fordi hun ikke må tale med fremmede. "Har du flere børn. Hvor er kæresten?"

"Han er hjemme"

"Er du ikke lige lovlig hurtig til at stifte familie" Hun fjerner solbrillerne helt og stikker dem ned i sin taske. "Og hvor en den lille nuttede gyldenbrunhårede, rottehale pige, med pinktøj, jeg blev fjernet fra? Hvad har du gjort af hende?"

"Hun forsvandt" mumler jeg. "Skal vi smutte hjem til dig"

"Spørg lige Grace. Hun plejer at være den klogeste"

"Hvem er Grace" spørg jeg på den der dumme måde.

"Min datter for fanden"

---

Få minutter senere sidder vi i Amys gamle brugte bil. Og jeg mener gammel og brugt. Man kan næsten høre metallet anstrenge sig hvergang hun hiver i gearstangen. Den larmer forfærdeligt, men et eller andet instinkt i Cheyenne, der får hende til at klappe i hænderne af glæde, og læne sig fra side til side, i en melodi, mens hun siger brum brum, og ler. Altså jeg kan ikke få hende til at le, men det kan Amys skrotbunke af en bil åbenbart. Hun synger til tonen.

"BIL" udbryder hun, som var det hendes bedsteven, hun havde været væk fra i mange år. Hendes glæde er enorm, og hun råber igen, for at understrege det. "BIL"

"Ja, den er nice ikke" mumler Amy, mens hun overhaler billister der overholder farthastigheden, med sving. Amy er ved at få min datter til at blive motorbølle som 5 årig. Hun totalt ignorere de hvide streger, og mirakuløst lykkedes det os at komme de første 2 kilometer med alle lemmer i behold. "Jeg fik den for 5.000 dollars"

Jeg ligger en hånd op på mit ansigt, mens Amy forsætter at køre forbi andre biler. Det eneste hun faktisk overholder er at hun holder for rødt. Men at holde for gult? No way! Så snart det bliver gult fræser hun afsted igen, så mig og Cheyenne bliver slået tilbage i sæderne. Cheyenne sidder stadig og synger sin vanvittige sang, som jeg er ved at få spat af.

"DYT" udbrøder hun med den samme enorme glæde. Nej, nej, nej. "DYT DYT"

"Jeg tror jeg skal kaste op Amy. Sæt farten ned" lyder det fra mig. Dum ide. Amy bremser midt på motorvejen, og jeg gonker hovedet op, i bagsædet. "Kør ind til siden"

Hun blinker til mig. Nej. Hun drejer hurtigt ind til siden. Op af en mur, og jeg brækker mig, ligeså snart vinduet bliver åbnet. Noget orange bræk render ned af min mave. Ned på mine nye bukser.

"Flymad?" flækker Amy, og kniber øjne sammen af grin. Hun ligger hovedet på sædet. "Jeg tror jeg dør"

"Det håber jeg også" mumler jeg, mens jeg bliver voldtaget af uanede mængder bræk, og min kære veninde Amy, sidder og ikke kan få vejret af grin. Tror snart jeg drukner i bræk. Det er over det hele. Det har omringet mig. "Det her er ikke sjovt"

Der går ti minutter før min venlige og hjælpsomme veninde, stopper med at grine, over at jeg ligner en udsmattet tomat.

"Nu tager vi hen til den lejlighed, og prøv at hold fartgrænsen imens"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...