Backstage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Igang
Du ser aldrig nogen på scenen. Det er altsammen et skrevet manuskrift. En ung model, der arbejder med sin karriere og et barn fra hun blev voldtaget som fjortenårig. Jennifer Betterwrite. En pige der altid farver sit hår pangfarvet, og kun tænker på sjov og fester, og tit kommer hjem, pisse fuld til sin 12 årige niece, og 5 årige datter. Sådan har hun været siden sin søsters død. Hun har klaret sig i gennem tilværelsen ved at være billig, arrogant, charmerende, og hård. Hun lever med en voldelig mand, hun elsker af hele hendes hjerte. Da hun en aften myrder en fuld mand i selvforsvar, viser det sig at den mand ikke er hvem som helst. Og hvad gør man bære det sidste stykke af ham inden i sig.

2Likes
1Kommentarer
292Visninger
AA

2. Kapitel 2

Min mave er fyldt med en panisk følelse. En klam ulækker kvalme brækfornemmelse. Alligevel ved jeg at jeg ikke trænger til at ligge mig henslængt på sofaen. Jeg trænger til en person. Amy terapi. Nej. Amy er ikke min psykolog. Amy er min hjerteveninde fra skolen. Fra tiden jeg var normal. Det er år siden jeg sidst så hende. Jeg har ikke set hende siden 7 klasse, da hun flyttede skole på grund af en voldsepisode og en diagnose. Aspergers syndrom.

Gud hvor var jeg vred på de pædagoger. Jeg knyttede mine næver, og sparkede til dem, og beskyldte dem for at have ødelagt mit liv ved at have ødelagt mit liv ved at tage min Amy fra mig. Men der var intet at gøre. Amy forsvandt. Folk vænnede sig til det. Jeg gjorde det ikke.

De var søde i min klasse. Rigtig søde. De aede mig på kinden, og sagde det nok skulle gå, og jeg lod dem gøre det. Det var måske det problemet var. De var allesammen søde. De krammede mig, aede mig i håret, og støttede op om mig hvergang jeg svarede forkert. Læste mine stile fulde af stavefejl, og kaldte mig en forfatterspire. Det ville Amy aldrig have gjort.

Man skal ikke komme tudende ind hos Amy, og forvente at blive kælet for, og nusset. Man får en lussing, og at vide at man skal stoppe med at græde, ellers er man en svagpisser. Andre måbede da hun talte sådan til mig. Der var jo episoden med min kanariefugl. Alle var triste på mine vegne, og hvis jeg overhoved var tæt på at glemme det, mindede en af dem mig om det og klappede mig på skulderen.

Så kom Amy. Skød en albue ind i min side, og sagde. "Hvis du tuder over den kanariefugl mere, bliver verden oversvømmet og så dør din hund også. Hvad tror du er smartest?"Folk gloede på Amy, og sagde hvor ond hun var. Men Amy var den eneste der hjalp. Hun hjalp ved at være det modsatte af dem.

Det er grunden til jeg lige nu sidder på et fly til London. Jeg har sporet Amys adresse. Endda fået oplysninger om hende. Hun læser til læge. Hun bor i en 3 værelses lejlighed. Er single. Er gravid i 6 måned med en tvillingepiger, da hendes mand Michael skred med en anden. Hun har 3 hamstere, og ved allerede hvad hendes piger skal hedde. Faderen orker ikke at have forældremyndigheden så hun står alene med Grace og Evelyn. Hun hedder Sophie til mellemnavn. Hun gik ud af skolen i tiende klasse, og gennemførte gymnasiet, med høj karakter, og ansøgte job 1 måned efter at være gået ud. 18 år. Hun har 2 halvsøstre og en helbror, ved navn, Samantha på 14 år, Sydney, 10 år, Samuel, 21 år.

Jeg slugte vær en information råt. Jeg kommer til at cykle 3 kilometer for at komme derhen, men fuck det. Bare jeg kommer hen til fantastiske Amy. Min mor passer Katelyn, mens jeg insisterede på. Hun tilbød også at passe Cheyenne, men jeg sagde jeg godt kunne passe min egen datter. Og ved du hvad? Så spurgte hun mig hvorfor jeg ikke kunne passe min søsters. Jeg skred uden svar, mens hun stod med rystede Katelyn. Åh. Fuck. Nu har jeg også dårlig samvittighed. Det her besøg hos Amy bliver virkelig nødvendigt.

Jeg kigger på mit hår. Blåt. Havblåt. Blåt som havet derhjemme. Det sidste jeg gjorde inden jeg rejste var at farve mit hår blåt. Jeg sagde ikke farvel, eller noget om jeg rejste på modelfirmaet. Jeg gik bare hen og fik farvet mit hår blåt, købte en billet, og satte mig i flyet en time efter. Der er fucking mange ting at være nede over. Jeg kan allerede mærke luftrykket fra lussingen. En mærkelig ting at længtes efter. Men gud, hvor jeg havde lyst til en af Amys dumme-lussinger. Jeg mærker efter på min kind.

Caleb blev hjemme, og af en eller anden grund savner jeg ham ikke. Jeg føler ikke rigtigt noget. Ikke andet end en gabende tomhed der suger alt i sig. Plus mig. Jeg hader tomhed.

"Vi lander i London om et cirka et kvarter"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...