Backstage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Igang
Du ser aldrig nogen på scenen. Det er altsammen et skrevet manuskrift. En ung model, der arbejder med sin karriere og et barn fra hun blev voldtaget som fjortenårig. Jennifer Betterwrite. En pige der altid farver sit hår pangfarvet, og kun tænker på sjov og fester, og tit kommer hjem, pisse fuld til sin 12 årige niece, og 5 årige datter. Sådan har hun været siden sin søsters død. Hun har klaret sig i gennem tilværelsen ved at være billig, arrogant, charmerende, og hård. Hun lever med en voldelig mand, hun elsker af hele hendes hjerte. Da hun en aften myrder en fuld mand i selvforsvar, viser det sig at den mand ikke er hvem som helst. Og hvad gør man bære det sidste stykke af ham inden i sig.

2Likes
1Kommentarer
287Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Jenny.. Jenny.. Jenny"

"Jenny..."

"FOR FANDEN"

Jeg vender mig om, og glor ind i Lucas mørkeblå øjne. Hans isse glimtre i sollyset. Han ryster mig.

"Jennifer Better. Jeg er sikker på at du kan se problemet!"

Jeg ryster på hovedet, og placere sexet en hånd i siden. Jeg ligger hovedet på skrå, og laver lækker-blikket. Han slår sig til hovedet, men fingrene kan ikke glide ned fordi de bliver stoppet af hans úbergrimme, asociale, øretæveindbydende, og mobbeklar næse. Den ligner en aflang grisetud, og jeg venter heletiden på at den skal eksplodere i en sky af blod, slim, og snot, ligge op i mit smukke ansigt. Men alligevel falder hammeren hvis jeg bryder øjenkontakten, og jeg hader skideballer. 

"Det der hjælper ikke madamme" grynter han, og skuler ondt på mig. Jeg afleder ham med det klassiske 0 klasse dådyrblik. Det der er brugt i generationer, og altid har hjulpet mig ud af skideballer. Eller i hvert fald hjælpet på dem. "Jeg kender alle dine trick madamme"

Det er noget du tror. Jeg har tusindvis af trick klar, kære Luca. Alle kan få dit hjerte til at slå. Det virker hver gang, og du siger bare hvis du har brug for et nyt. Jeg sender ham et dræberblik, og læner mig op af en reol, og smøger noget hår bag om ørene. Noget lilla hår. Min yndlingsfarve er lilla. De fleste tror jeg er en af de der rainbow girls, og endnu flere tror jeg er emo. Men min yndlingsfarve er lilla. Alle de andre farver er bare pæne. Lilla er perfekt, smukt. Det matcher mig perfekt. Lilla og sort. Ja.

"Jeg kan ikke se noget problem" jeg blinker flirtende til ham, og mildgøre hans dræberblik. Min stemme er blød og venlig, som taler jeg til en 5 årig. Jeg giver et skud med dådyrøjnene og får ham til at blive mere rolig. "Jeg er lige så lækker som jeg plejer Cheff"

Luca Cheff. Det er navnet på min.. Jeg ved ærligt talt ikke hvad Luca er. Bare en idiot der påpeger useelige usynlige fejl, i hans hallucinerende hoved. Du må ikke tro jeg hader Luca. Han er bare 48. Klamt ikke? Han har garanteret noget med øjnene. Det ville ikke overaske mig.

"Jennifer Betterwright" Han ligger en af sine klamme fingre på mine læber, og jeg læner hovedet afvigende tilbage. "Du elsker at farve dit hår"

Hans øjne hviler venligt på mig, hvilket gør mig usikker. Hans stemme har den der blomsterklang. Der er noget galt. Luca Cheff og definationen venlig, kan ikke bruges i samme sætning, og endda. "Luca Cheff er venlig over for Jennifer Betterwright" er et fremmedudtryk. Der er noget galt. Alligevel nikker jeg så lidt det overhoved ikke kan ses. Han løfter hurtigt et bryn.

"Gør du ikke?"

"Jo" Min tunge smager som savsmuld. Jeg bliver tør i halsen, og får en ekstrem lyst til at drikke en bananmilkshake på Nightbar, sammen med Megan. Lysten er helt ekstrem. Jeg hader bananmilkshake, så det er noget at få mig til. "Jo det gør jeg"

"Vil du høre min ærlige mening om den hobby?" smiler han, og fjerner endelig sin klamme negl fra mit ansigt. "Var kære?"

"Det tror jeg nok"

"Okay kære, her kommer min mening" Han tager en dyb indånding stadig smilende. "DU LIGNER EN BILLIG LUDER, DER KAN KØBES FOR 10 KRONER I SILVAN, I SAMLESÆT! KUN FORBI DU FARVER DIT HÅR! DET FÅR DIG TIL AT LIGNE EN SUKKERJUNKIE! FATTET"

Jeg glor på ham, som om jeg totalignorere ham. Kigger endda på mine negle for at toppe ydmygelsen. Bare som at putte flødeskum på en is. En mærkelig stewardesse står med en af de der klamme tuber, og så splatter det ud på ens is med hvid chokolade, havtorn, og papaya. Ja. Jeg æder mærkelig og dyr is. Og så bliver der splattet en flødebolle af hvid chokolade, med lakridsguf, dybet i hindbærsovs, og tegnet en smiley på. Og så en hjemmebagt vaffel overtrukket med hvid chokolade. Ja. Der er kun en bod der servere det. Ishuset på hjørnet. Jeg betaler 200 for en is. De hader mig på ishuset, for jeg elsker is.

"De har ikke ludere til salg i silvan" mumler jeg, og kigger tilsiden, for igen at studere mine negle og undgå øjenkontakt. "Ved du godt det?"

"Skal jeg sige det som det er? Naturlige modeller er top. Blondiner. Jeg gav der penge for at du skulle farve dig naturligt blond. Fucking blond. Så du faktisk havde kanten af en chance, for at overleve. Og nu ser jeg dig i hættetrøje, lilla hår, og blå mærker over hele kroppen. Der er ingen penge i dig. Du får en chance. Hvis ikke jeg ser en 100% naturlig pige indenfor en måned, er du fyret"

Jeg vender mig mod ham. Sådan plejer Luca aldrig at snakke til mig. Okay. Jeg siger ikke han er mild, men han er ikke led. Da han sukker og kigger ned i jorden, går det op for mig at det faktisk er ved at gå galt for det her sted. Chloe kommer ind. Hun ligger skulderen på hans ryg, og ser alvorligt på mig.

"Jennifer. Kære skat. Det er ikke sjov, fest, og farver mer. Vi har brug for et talent, ellers lukker vi. Og vi har kun dig og Megan" Hun kigger på mig, og jeg følger hendes øjenkontakt, da hun rejser sig op. "Det er dårlige tider. Vi skal finde et kæmpe talent ellers lukker vi om 2 måneder. Sponsorerne har mistet tiltroen til os. Vi har næsten ingen penge"

Chloe er en pige i starten af tyverne. Køn, lille, og rødhåret. Spinkelt bygget, mager, og ligner en fjortenårig anorektiker. Hun går altid i stramt tøj, så man kan se hendes mave. Hun har bedrøvede grønne øjne, og har ingen fregner, hvilket er en grund til at hun ikke burde være så bedrøvet. Der er mange der lider med fregner. Bare ikke Chloe. Hendes defination af hendes stil er stram. Hendes hår er sat i den strammeste knold nogensinde, og hendes shorts bore ind i huden på hende. Hendes bluse er kort, og ærmeløs, og purpurrød. Nogen ville sige hun var smuk, andre ville ikke. Hun har ingen former, og ser ærligt talt lidt kedelig ud. Som en matematiklære der hadede sit fag, og fik 03 i det i skolen.

"Jeg skal gøre hvad jeg kan" hvisker jeg, og min stemme er for første gang usikker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...