Dream or Nightmare?


1Likes
0Kommentarer
213Visninger
AA

4. Kapitel 4

Efter genralprøven, satte Mika sig på en stol ved siden af min, for at høre hvad jeg syntes om den.

"Det lød enormt godt, jeg var vild med det. Det var min første koncert."

Indrømmede jeg, Mika smilte det brede smil igen. Det gjorde mig en anelse blød i knæene, men ikke på den der forelskede måde, det troede jeg ihvertfald ikke. Måske det var en celebrity crush? Nej, hvorfor skulle det være det? Nej, det skulle ikke blive til en forelskelse, Mika og jeg skulle være venner og arbejde sammen, det var det. Ikke et forhold, ikke en forelskelse, det ville ødelægge enhverchance for et godt samarbejde med chefen.

Min mor har altid sagt, at et godt samarbejde med sin kolegaer, og sin chef, ville give den bedste arbejdsplads. Hun havde sikkert ret, det havde ens mor vel altid, havde hun ikke?

"Jeg er glad for at du kunne lide det, det bliver en del vildere i aften, der har vi også lys show, men alt det vi bruger dertil, koster en formue, så det bruger vi kun til nogle specielle koncerter."

Jeg så undrende på ham, specielle koncerter, hvad var der så specielt ved netop denne koncert? Jeg spurgte ham om hvad der var så specielt ved denne koncert.

"Det er præcist et år siden at jeg stod på en scene for første gang nogensinde. Det skal fejres med et brag! Ikke som en hyldest til mig, mere som en hyldest til mine fans, der har støttet mig i det år." 

Jeg nikkede, nu forstod jeg det bedre. Hvordan kunne jeg glemme det? Og jeg kaldte mig en af Mika´s største fans. Lige nu var jeg ikke ligefrem stolt over mig selv som fan, en ægte fan ville ikke glemme det! 

"Kom, vi skal om bagved nu, de begynder snart at lukke publikummerne ind, og tro mig, du vil ikke være her midt i mylderet når de bliver lukket ind."

Jeg nikkede bare til ham, en anelse skuffet over at jeg havde glemt hvilken dag det var, i Mika´s karriere, og jeg kaldte mig både en fan, og hans assistent. Men på den anden side, var der sket så meget idag, så der var vel ikke noget at sige til at jeg havde glemt det?

Mika viste mig om bag ved, fandt en stol jeg kunne sidde på, og en til ham selv. Der var lidt tid før han skulle klæde om, koncerten started først om halvanden time. Ventemusikken begyndte at spille, menneske stemmer i massevis hørtes nu. Mest kvinde eller pige stemmer, nogle skreg af glæde og lykke over dagen endelig var kommet, til at de skulle se Mika live. 

"Om en halv times tid skal jeg klæde om, men du kan bare blive siddende her, jeg er ikke genert. Det skal du heller ikke være, for når du må arbejde igen, er et andet af dine jobs, at holde noget af det tøj jeg skal skifte til." 

Jeg nikkede, ja, han var vel vant til at skifte foran alle backstage folkene. Det skulle man vel være som berømt, man havde jo ikke tid til at gå ned i omklædningen og skifte mellem hver sang. Pauserne var jo ikke enormt lange.

Vi sad igen og snakkede om alt muligt, da jeg pludselig kom i tanke om at jeg ikke kun skulle være sammen med ham om dagen, men også om natten de to næste døgn. Hvor havde han tænkt sig jeg skulle være? 

"Du skal med ned i tourbussen, hvor jeg selv sover, der er en seng der er ved at blive gjort klar til dig, hvis de ikke allerede har gjort den klar." 

Jeg nikkede, en anelse genert, jeg skulle ned i hans private tourbus, og han skulle ligge på den anden side af en tynd bus væg. Men som han selv sagde, han var et ganske normalt menneske, hvis drøm var gået i opfyldelse. Han havde jo ret, han var født på jorden, med ben, hænder, hoved, hals og alt hvad alle os andre mennesker er skabt af.

Mika rejste sig, og begyndte at skifte tøj foran mig. Til min store overraskelse, blev jeg ikke genert over at se ham stå, udelukkende i boxershorts. Sådan var det bare, jeg havde jo set en mandekrop før, godt nok ikke lige mit idols, uden tøj på næsten, men stadig. 

En halv time efter, gik koncerten igang, med et brag af lys og lyde. Alle skreg som en vilden sky, sang med, klappede, jublede, alt hvad der hørte til en koncert. En ting var sikkert, Mika var højt elsket af folket.

 

Den næste dag, vågnede jeg ved duften af bacon, æg og en masse andre velduftende dufte. Jeg så på det lille ur, nogen havde stillet på det lille bord ved siden af den seng jeg havde sovet i. Klokken var allerede ni, jeg måtte op, de måtte ikke tro at jeg var en syvsover, da slet ikke Mika.

"Godmorgen Kira, har du sovet godt?" 

Jeg nikkede, og satte mig ved siden af Mika, fordi han klappede venligt på pladsen der.

"Det var godt, du tager bare lige hvad du vil have. En ting kan jeg fortælle dig, kokken laver de bedste æg, du, eller nogen anden, nogensinde har smagt."

Han lo, jeg og rakte mig æggene. Jeg tog imod dem og tog en lille smule, jeg havde aldrig været god til at huske at spise morgenmad.

"Jeg er glad for at du har sovet godt, for det bliver dit nye værelse på alle tourene."

Jeg så undrende på ham, hvad mente han med det?

"Det var min gamle assistents værelse, nu er hun her jo ikke mere, det er du. Du har overtaget hendes job, så derfor skal du også overtage hendes værelse. Hvis du altså vil?"

Jeg nikkede, og sagde at det ville jeg da gerne, hvis det ikke var til ulejlighed.

"Det er det ikke, du har vel sovet på et eller andet billigt hotelværelse, hvor man ligger elendigt, har jeg ret?"

Jeg nikkede. 

"Det tænkte jeg nok, giv ham derovre adressen og værelses nummeret, så henter han dine ting."

Jeg gav ham adressen, og sagde hvilke ting der var der, der var mine og væk var han. Nu var det kun Mika og jeg selv, der sad tilbage i bussen. Men det gjorde nu heller ikke noget, han var jo nem nok at snakke med, og sjov var han jo også. 

"Kom, vi skal ud og se byen imens de andre pakker tingene sammen. Imorgen skal vi til Paris og spille en koncert." 

Jeg nikkede og fulgte med, jeg havde taget det tøj på der lå på stolen, det var ikke mit eget, men det havde ikke ligget der, da jeg gik i seng om aftenen, så jeg var gået ud fra at det var meningen at jeg skulle tage det på.

"Jeg ser at du fandt det tøj, jeg fik en til at købe til dig. Som undskyldning for at jeg hamrede døren ind i dig."

Han smilede igen det brede, venlige smil der var kendetegnet for ham efterhånden. Jeg nikkede, og sagde at det havde han ikke behøvet.

"Nej, jeg behøvede det ikke, men sådan er jeg."

Han smilede igen, jeg smilede tilbage. Så faldt snakken på min familie, om jeg havde søskende, hvor gamle de i så fald var, og så videre, så han kunne lære mig at kende. Til gengæld spurgte jeg ham ind til hans karriere for at finde ud af hvordan det hele var startet, jeg havde godt nok læst det journalister havde skrevet, men journalister var jo ikke ligefrem kendt for at skrive hele sandheden ned.

Vi gik og hyggede, snakkede og fjollede helt til middagstid. Ingen af os vidste hvor langt vi havde gået, vi var bare gået lige ud, og ind i mellem havde vi drejet. 

"Jeg er ved at være sulten, er du ikke?"

Jeg nikkede, jeg havde ikke tænkt på sulten før han nævnte det. I hans selskab, syntes jeg man glemte alt andet. Men det var vel et godt tegn, ikke?

Vi fandt et sted og spiste, vi snakkede, når der ikke lige var fans der genkendte ham som ville have hans autograf. Mika skrev dem glædeligt, for som han sagde, uden dem ville han ikke være hvor han var nu. Det var fansene han kunne takke for alt, det var dem der støttede ham, og gjorde hans drøm til virkelighed.

Vi fandt ud af, at vi var et godt stykke fra koncerthuset, og hans tourbus. Men vi var ligeglade, der var længe til vi skulle videre til Paris. Så vi købte nogle en gangs kameraer, tog taxier til forskellige steder, sjove som spændende og historiske. Hvis man den dag spurgte mig, hvilken dag der indtil nu, havde været min bedste, ville jeg uden tøven sige at det var den dag, jeg gik rundt i London med Mika. Det var vel enhver fans drøm, at tilbringe en hel dag med sit idol.

"Nu har jeg spurgt en del ind til din familie, men du har endnu ikke fortalt om din kæreste, forlovede eller mand."

Sagde han pludselig, igen med det brede smil om læberne.

"Det er nok fordi der hverken er en kæreste, forlovet eller mand." 

Sagde jeg og smilte igen. Han nikkede forstående, smilede og puffede mig venligt i siden igen. Hvis han blev ved med det, ville jeg med garanti få blå mærker. 

"Så må vi jo hellere finde en sød fyr til dig." 

Drillede han, jeg gav ham igen med, at vi da også bare kunne finde en kæreste til ham, men den idé syntes han ikke helt om.

"Forstår du, de fleste der falder for mig, er kun ude efter mig, for at komme i bladene, og fordi de tror jeg har mange penge. Jeg vil have en der elsker mig for den jeg er, ikke volumen af min pengepung."

Jeg nikkede, forstod ham godt. Jeg ville heller ikke have en der ikke kunne lide mig for den jeg var, det ville jeg ikke kunne holde ud. 

 

Jeg havde nu kendt Mika i en uge, og var nu begyndt at arbejde for ham. Men jobbet som hans assistent krævede ikkevoldsomt arbejde, når jeg havde gjort de ting jeg skulle, kaldte han mig hen til sig, så vi kunne tilbringe tid sammen. Vi var nået at blive rigtig gode venner, til de backstage mennesker, der ikke havde behandlet mig vildt godt, til deres store ærgelse. De var bestemt ikke glade for at Mika og jeg, var blevet så gode venner. Jeg var bare et ganske normalt menneske, det var han jo ikke, han var berømt, han kunne så sandelig ikke være venner med en som mig, var hvad de tit sagde til mig, når de troede Mika ikke var til stede. En gang havde han dog hørt dem sige dette til mig, og var trådt frem så de kunne se ham. 

"Jeg er et ligeså normalt menneske som hun! Desuden, bestemmer jeg selv, hvem jeg vil have som venner, og hvem jeg ikke vil have. I er da bestemt ikke nogen af dem, som jeg ville vælge som venner." 

Med disse ord sagt, tog han mig elegant under sin arm, og sammen gik vi til frokost.

"Hvor jeg dog fryder mig over det ansigt de pludselig fik sig, da jeg trådte frem."

Grinede han, jeg kunne ikke sige ham imod, for jeg var selv ved at dø af grin. Var der noget Mika hadede, så var hovene mennesker, der troede de var højt hævet over alle andre, fordi de arbejdede for en kendt. Magten steg dem tit til hovedet, til trods for at de rent faktisk ingen magt havde, over noget som helst. 

"Det er ikke pænt at hovere Mika, men jeg må indrømme at jeg heller ikke kan lade være med det."

Grinede jeg, som vi gik gennem Oslos mange gader, for at finde en god restaurant vi kunne spise vores middag på. Det var langt fra hver dag vi gik på restaurant sammen, fordi det nemt kunne takles forkert. Det ville vi jo helst undgå, men der gik alligevel en lille sladder rundt, om at Mika havde fundet sig en kæreste, og at hun oven i købet arbejde for ham. Det var der selvfølgelig ikke noget om, vi var intet andet end venner. Men det var folk ligeglade med, det var vi faktisk også.

"Du er langt fra den værste der er blevet beskyldt for at være min kæreste, jeg er bare glad for de tror du er det, og ikke en af de der snobber der ellers render rundt backstage."

Smilede han, jeg vidste ikke helt om jeg skulle tage det som en kompliment, eller hvad jeg skulle, men valgte at gøre det, fordi jeg alligevel var en anelse overbevist om, at det var den måde det skulle forstås. Det kunne også forstås på den måde, at Mika rent faktisk kunne lide mig. Men den måde ville jeg end ikke tænke på, for som sagt, var vi ikke andet end venner. Rigtigt gode venner, men ikke kærester, eller forelskede i hinanden.

Men en dag, godt to uger efter jeg havde fået døren i hovedet, af Mika, skete det vi helst ville undgå. På forsiden af landenes mange blade, var Mika, og jeg. Med overskrifterne: "Stor sanger Mika, har fundet sig en kæreste." Mika var rasende da han havde læst artiklerne, da der i dem alle stod, at en ukendt kilde, havde afsløret at vores forhold var mere end blot på det venskabelige plan. 

Han var så rasende at han indkaldte alle til møde, inklusive mig selv, selvom ha godt vidste at det ikke var mig. Men det ville se forkert ud, hvis han ikke også tog mig ind til samtale omkring det. 

"Det er ikke fordi jeg er vred over at der står at vi er sammen, selvom vi ikke er det. Men folk takler det helt forkert når en stjerne får en kæreste, og det vil jeg ikke have at du skal igennem, slet ikke når vi ikke er sammen. Det håber jeg at du forstår."

Jeg nikkede, det forstod jeg godt. Men jeg undrede mig over, hvem der havde så ondt i en vis kropsdel, at de ville lyve for hele verdenen for at få Mika ned. Fansene skrev tillykke på hans twitter side, til trods for at Mika havde skrevet at vi ikke kom sammen. 

"Vi bliver nød til at lave et interview hver, hvor vi forklarer at vi ikke har den slags følelser for hinanden, og håbe på at folk så vil lade dig være. Ellers får du aldrig fred igen."

Mika var både vred, og såret på mine vegne. Han vidste hvordan pressen kunne være, og ville ikke trække mig igennem alt det. Han vidste hvordan de manipulerede med alt og alle, bare for at få en god historie ud af det.

Han havde, til backstage holdet, skrevet store plancher om, at hvis han fandt ud af hvem der havde fortalt disse løgne til bladene rundt om i landene, ville personen, eller personerne blive afskediget fra deres stilling øjeblikkeligt. Løgne fandt han sig ikke i, slet ikke når det gik ud over hans venner eller hans familie. 

Jeg var nu igen, i tvivl om, om dette job var en drøm, eller et mareridt. Det var selvfølgelig langt fra slemt, at blive set som Mika´s kæreste. Men pressen var efter mig, så snart jeg trådte ud af tourbussen, eller fra koncerthallerne, rundt om i verden. De var efter mig, når jeg var nede i tøjbutikkerne, når jeg gik i svømmehallen for at stresse af, selv når jeg var i fitness var de der med deres kameraer. Der var efterhånden mange billeder af mig i bikini, men værst var det dog, når jeg kiggede på tøj, og bladene skrev om at jeg nok var inde for at shoppe frækt undertøj, til de hede nætter med Mika. 

Hede nætter med Mika, det var end ikke i mine tanker. Jeg så ham ikke som andet end en ven, tjoe, han ville blive en perfekt kæreste for en eller anden, sikkert også for mig. Men ingen af os nærede den slags følelser for den anden. Mika var stadig ikke glad ved situationen, men jeg lod som ingenting, selvom det til tider var svært. 

Mika havde det elendigt med at jeg blev udstillet på den måde i bladene, til trods for at jeg lod som om det ikke påvirkede mig. Det gjorde det, også i den grad, men det ville jeg ikke lade Mika vide. Vores interviews havde ikke hjulpet det mindste, de havde ikke troet på vores ord, og blot skrevet i bladene at vi ikke ville erkende vores forhold til hinanden for verden endnu, at vi var generte. Var der noget vi ikke var, så var det da generte. Men det skulle de ikke vide, så ville de straks tro, at der rent faktisk var noget om deres historier. 

Jeg havde været med Mika hjemme hos hans familie, for at forklarer dem hvordan sagerne stod til, også de var meget forståelige. Og der havde Mika og jeg været i svømmepølen sammen, vi havde endda holdt en enkelt lille fest, hvor vi havde drukket en smule sammen med hans venner. Vi var blevet udfordret til at kysse hinanden, hvilket vi havde gjort. Hans venner vidste også at der ikke var noget i bladenes historier, så derfor drillede de os med sådanne udfordringer for at lette stemningen en anelse. 

Hvis bladene vidste det, ville de da overhovedet ikke tro på os. Men vi var ligeglade, vores venskab forblev vidunderligt, aldrig i mit liv havde jeg haft en så god ven, som jeg havde i Mika. Han var bestemt en jeg ikke ville undværer i mit liv, det ville jeg ikke kunne. Han var som min bror, beskyttende, og altid klar til at støtte mig i svære tider, som da min mor for nyligt døde af brystkræft. Han havde støttet mig under begravelsen, og sunget i kirken, fordi han vidste at min mor var så glad for specielt en af hans sange, så den havde han uden tøven, sagt at han ville synge for hende, på hendes sidste rejse. Også det blev fejlfortolket at pressen, men vi havde efterhånden vendt os til det det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...