Dream or Nightmare?


1Likes
0Kommentarer
218Visninger
AA

3. Kapitel 3

Mika steg ud af taxien, og skyndte sig om for at åbne døren for mig. Han stak taxi chaufføren de tohundrede kroner turen havde kostet, og en halvtredser i drikkepenge. Ja snerpet med sine penge, kunne man ihvertfald ikke kalde Mika. 

Han tog mig gentleman agtigt under armen, både for at støtte mig en lille smule, men også for at de andre backstage folk skulle åbne øjnene en anelse. Det virkede, deres blikke hvilede på os, som vi gik gennem koncertsalen. Jeg så lidt ned i jorden, da vi kom forbi dem der havde givet mig deres kedelige pligter til mig. Mika var ligeglad med det, han styrede direkte mod dem.

"Ja, når i ikke selv vil sende min assistent til mig, må jeg jo selv finde hende. Jeres job, vil de næste to dage være, at give hvad hun ønsker. Hun har været ude for et lettere uheld, så dermed må hun ikke arbejde idag. Nogen indvendinger?"

En af dem der havde været allerværst mod mig, skulle til at sige noget, men Mika afbrød ham.

"Det tænkte jeg nok! Jeg viser Kira rundt, eftersom hun nok ikke har set så meget af det, nu hvor hun har haft travlt med at arbejde for jer." 

De sagde ingenting, nikkede blot til Mika, og gjorde mad og drikke klar til os begge, efter hans befaling. Han vendte ansigtet mod mig, da vi var kommet langt nok væk fra dem, til at de kunne se os mere. Et bredt smil fortalte, at han nød at sætte sådanne folk på plads, når de ikke havde opført sig ordenligt.

"Jeg er normalt ikke skadefro Kira, men de mennesker der, har jeg længe ville sætte en finger på. De har aldrig været min kop te, de tror de er mere værd end alle andre."

Jeg nikkede genert igen, men Mika puffede mig venligt i siden.

"Du skal ikke være nervøs, du ser dem kun ganske sjældent når de to dage er gået, hvor du skal slappe af, for derefter har de ikke meget at gøre i nærheden af mig. Deres job er at sørge at de ting jeg skal bruge, er vor de skal være. Når jeg selv er færdig for en dag, eller mens jeg er til frokost eller noget lignende."

Jeg nikkede igen, slappede en anelse mere af. Man kunne ikke rigtigt så meget andet, når han smilede sådan til en, som han nu engang gjorde.

"Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at arbejde godt sammen Mika."

Røg det ud af mig, inden jeg nåede at stoppe mig selv. 

"Det var godt, for den fornemmelse har jeg også."

Smilede han, og puffede mig igen i siden, venligt. 

Det tog omkring en time, for Mika at vise mig rundt i hele koncerthuset. Bagefter skulle vi spise sammen, i en af de store sale.

"Når vi er færdige med maden, skal jeg øve aftenens koncert igennem igen. Du er velkommen til at blive som tilskuer, hvis du vil Kira."

Jeg nikkede, og sagde at det ville jeg vældig gerne.

"Godt, så kan jeg også sikre mig at du har det godt. Ellers siger du det bare til en af de andre ansatte."

Jeg nikkede, maden smagte herligt. Det var svært at være genert nu, for han sagde alle mulige sjove ting og sager, eller lavede sjove ansigter. Jeg kunne ikke lade være med at grine, Mika var bare sjov at være sammen med. Al nervøsitet over at være i nærheden af ham, var pludseligt forsvundet som dug for solen. 

"Det er rart at se dig give lidt slip, og slappe lidt af." 

Jeg smilede bare til ham, eftersom jeg lige havde taget mad i munden, og det ikke ville være super lækkert at snakke med mad i munden. Lidt pli havde man vel med sig, hjemme fra. 

"Det er svært andet, i dit selskab Mika."

En svag rødmen steg til mine kinder, men enten så han det ikke, eller også lod han som ingenting.

"Det er jeg glad for at høre, jeg bliver mere og mere sikker på, at vi ikke kun kommer til at arbejde godt sammen, men at vi også får et alletiders venskab."

Jeg nikkede, det håbede jeg at vi ville få. Hvor fedt ville det ikke lige være, at ens idol, var ens arbejdsgiver, men også ens ven? 

Jeg havde ikke mange venner, men dem jeg havde, var både troværdige, ærlige og loyale. Men selvom de var det, ville jeg ikke prale med at jeg spiste middag med Mika, eller skulle tilbringe de næste par dage sammen med ham. Det lå ikke til mig at prale, og hvis han fandt ud af det, ville han sikkert blive skuffet, og tænke at jeg var som de fleste andre i hans omgangs kreds. Jeg ville ikke være en af dem, der kun var venner med ham, på grund af hans berømmelse. Jeg var ansat af ham, for at arbejde med ham, og gøre hans hverdag en anelse nemmere. 

"Du er anderledes end alle de andre Kira, de andre er jeg næsten sikker på, kun er sammen med mig, fordi jeg er berømt. Men du, du virker anderledes, til trods for at jeg kun har kendt dig i nogle få timer. Der er bare et eller andet over dig, der gør at jeg ikke tror du er som de fleste andre er."

Jeg smilede, og sagde at jeg sandelig heller ikke havde i tanker at være venner med ham, på grund af berømmelsen, nej tingene var der meget mere ved, drillede jeg.

"Okay, det tager jeg i mig igen, du er som de andre." 

Lo han. 

Da vi havde spist, og siddet lidt og snakket, så vi kunne sunde os ovenpå alt den gode mad, blev det tid for Mika at øve koncerten igennem en sidste gang, inden publikummerne blev lukket ind.

"Kom du bare med Kira, du bliver nød til at stå bag scenen i aften, når den rigtige koncert bliver spillet." 

Jeg nikkede, priste mig inderst inde, lykkelig for, at jeg overhovede skulle overvære en af hans omtalte koncerter. Jeg havde altid læst, at han holdt nogle vildt fede konkurrencer. Jeg havde aldrig drømt om at kunne komme til en af dem, og da slet ikke, at komme til at arbejde for ham. Men begge dele kom til virkelighed nu, noget jeg knapt havde turde drømme om, var min virkelighed nu. 

"Vi skal denne vej, de andre rydder af bordet." 

Jeg nikkede lidt skyldbevidst, men gik efter Mika. Jeg havde ikke tænkt mig at blive væk fra ham nu, det ville være pinligt, og kunne få følger jeg ikke havde lyst til at opleve, hvis jeg mødte nogle af dem jeg havde arbejdet for før. Mika havde godt nok sagt, at de ikke ville komme til at gøre mig noget, men alligevel var jeg nervøs for at støde på dem.

Mika gik og fortalte forskellige ting om hvad der skulle ske under aftenens koncert, og sagde at jeg til generalprøven, meget gerne måtte sige om der var noget der kunne gøres bedre. Det ville også blive en af de ting mit job ville blive af, i fremtiden, når jeg måtte arbejde igen. 

"Jeg glæder mig til at høre hvad du synes." 

Jeg nikkede og smilte til ham, jeg var næsten sikker på, at dette job ikke var et mareridt mere, men en drøm!

Mika satte en stol foran scenen, så jeg sad lige nedenfor. Jeg kunne se alt derfra, jeg kunne høre alt. I det øjeblik følte jeg mig som dronningen selv, hvem kunne ønske sig mere end det?

"Så begynder vi, Kira, jeg håber du kan lide det." 

Jeg blev endnu engang genert, denne gang skulle han synge, kun for mig. Der var ikke andre, eller jo, der var jo selvfølgelig alle lysmændene og alle teknikermenneskene, men ud over det, var der kun mig. 

Det var en vildt fed oplevelse, at se Mika stå der på scenen, og næsten kun synge til mig. Det var koncerten der skulle spilles i aften, og jeg var den første fan der hørte den. Jeg var stolt, for første gang i mit liv, var jeg oprigtigt stolt over hvad jeg havde opnået i mit liv. Dog var det ikke lige denne måde jeg havde tænkt, skulle være måden, hvorpå jeg mødte Mika for første gang. Sikke et førstehåndsindtryk, men man kan ikke ændre skæbnen, så man kan vel ligeså godt, gøre det bedste ud af den som muligt, ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...