Dream or Nightmare?


1Likes
0Kommentarer
225Visninger
AA

2. Kapitel 2

Mika var nu god til at få en til at slappe af, til trods for at kvalmen truede med at tage overhånd, kunne jeg ikke lade være med at smile. Han snakkede om alverdens ting, for at få mig til at slappe af i selskab med ham. Måske rystede jeg fordi jeg var bange for om der var noget galt med mig, eller om det var fordi, jeg langt om længe havde mødt mit store idol Mika. Den mand jeg rent faktisk arbejdede for, til trods for at jeg endnu ikke havde fået chancen for at gøre, hvad en musikers sekretær nu engang burde, og skulle gøre.

"Så nu er vi vidst ved at være her, kan du selv gå ind, eller skal jeg støtte dig?"

Jeg nikkede, men han havde jo stillet to spørgsmål.

"Hvad nikkede du til?" 

Jeg rødmede, og opdagede først nu at han havde stillet mig to spørgsmål, der krævede et bedre svar, end et nik. 

"Undskyld, jeg er vist ikke så hurtig i at opfange spørgsmål lige nu."

"Det skal du ikke tænke på. Vil du gerne have mig til at støtte dig?"

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg var overbevist om at jeg sagtens selv kunne gå derind. Selvom mine tanker, og mit hoved, sagde noget helt andet. Jeg havde det bestemt ikke godt, da taxaen stoppede. 

Jeg bed det i mig, så godt som jeg nu engang kunne. Men nåede ikke langt, før den svimlende følelse blev for meget, og benene gav efter for min vægt. 

"Jeg tror at jeg støtter dig, for en sikkerheds skyld."

Hans blændende smil, gjorde mig blød i knæene. Aldrig har jeg været så flov, det var ikke sådan jeg havde tænkt mig mit første møde, med mit idol, skulle være.

Mika støttede mig ikke, han nærmest bar mig. Det kom bag på mig, at en så spinkel mand, kunne have så mange kræfter. 

"Godeftermiddag, jeg kommer med Kira her, fordi jeg kom til at banke en dør i hovedet på hende, da jeg skulle ud af den, og hun skulle ind af den. Nu er jeg ikke læge, tværtimod, men jeg tror hun har fået en hjernerystelse."

Sekretæren smilede venligt til Mika, ikke det mindste tegn om at hun havde genkendt ham, som en musiker, sanger og sangskriver.

"Har hun kastet op, været svimmel, mistet bevistheden eller haft svært ved at tale?"

Mika nikkede, og sagde at jeg havde kastet op, og været svimmel.

"Så kunne det godt tyde på en hjernerystelse, kan de hjælpe hende over på den ledige seng der? Så skal jeg finde en ledig stue til hende imens, og en læge der kan undersøge hende."

Mika nikkede, og halvvejs bar mig over til sengen. 

"Du behøver altså ikke bære mig, jeg kan godt selv gå."

"Ja, det kan du nok godt. Men du vejer ingenting jo, så det gør ikke mig noget. Og jeg vil ikke tage nogle chancer igen."

Mika lagde mig forsigtigt på hospitals sengen, fandt en stol og satte sig ved siden af mig.

"Skal du ikke tilbage til koncerthuset?"

Spurgte jeg genert, jeg ville ikke være den der var skyld i at han kom for sent til at øve aftenens koncert igennem. 

Han rystede på hovedet, og sagde at de havde øvet det igennem en gang, så de skulle først øve det igennem sidst på eftermiddagen igen. Jeg nikkede, så skiftesvis på ham og på gulvet. Jeg turde ikke holde blikket for længe på ham, sæt nu han ville synes at jeg var underlig. Men han lod ikke til at tage sig af det, han holdt øje med mig, for at være sikker på jeg ikke lige pludselig blev dårlig, eller besvimede. Jeg havde følelsen af at skulle besvime, men ikke på grund af slaget mod mit hoved. Det var på grund af at, jeg sad med Mika, mit store idol, og min egentlige arbejdsgiver. Gad vide om jeg ville få problemer med de andre backstage folk, når Mika sagde at han ville have sin assistent igen. Jeg turde ikke helt tænke på det, for at arbejde for dem var godt nok ikke det fedeste, men i det mindste, var jeg en anelse tæt på Mika.

"Er der noget galt?" 

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg havde det fint.

"Det var ikke det jeg mente. Hvad tænker du sådan på? Du ser helt bekymret ud."

Jeg forsøgte at lyde oprigtig, da jeg forklarede at jeg ikke var bekymret for noget. 

"Er det de andre backstagefolk der bekymrer dig?" 

Hvordan kunne han vide det? Var han tankelæser eller hvad? Jeg nikkede, og sagde at jeg var lidt bekymret for om de ville blive sure, de havde jo ikke ligefrem været de bedste arbejdsgivere.

"Nej, det dumt sagt, glem hvad jeg sagde."

Han så undrende på mig.

"Hvad mener du? Har de været lede mod dig?"

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg bare havde fået alle de skod jobs de ikke selv lige gad.

"Ja, det skal de jo sådan set selv gøre. Det kommer de også til fra nu af! Men bare rolig, dig sker der ikke noget, for det er mig der er deres chef, og siger jeg noget, skal de gøre det. Det er en af de mange fordele ved at være sanger. Det skal nu alligevel blive helt rart at få en assistent igen, jeg har savnet min den gamle, men hun skulle pensioneres, så jeg måtte finde en ny. Erstatningen er nu heller ikke værst ser det ud til, du virker rigtig flink."

Jeg rødmede, men slap for at sige mere lige nu, for sygeplejersken kom tilbage med en læge bag sig. 

Jeg blev bedt om at lægge mig helt fladt på sengen, så han bedre kunne undersøge mig.

"Har du ondt nogen steder?"

Jeg nikkede og sagde, at jeg havde ondt der hvor døren havde ramt mig. Lægen trak mit hoved en anelse frem, så han kunne se om der var noget.

"Det er der ikke noget at sige til, du har fået en ordenlig bule. Hvad skete der helt præcist?"

Mika spurgte om det gjorde noget hvis han svarede, lægen sagde at han var gerne ville høre det fra os begge to, også for at høre om jeg kunne huske det hele. Det kunne jeg, og da jeg havde forklaret det, sagde Mika stortset det samme, bare set fra hans synsvinkel.

"Jeg har nu undersøgt dig for tegn på hjernerystelse, og har ikke fundet nogle. Så du har nok haft de symptomer, på grund af slaget og smerten. Så du får nogle stærke smertestillende piller, og så må du ikke være alene de næste ottefyrre timer. Er der nogen du kan være hos?"

Jeg skulle til at sige, at jeg nok godt  kunne få fat på min søster, men Mika kom mig i forkøbet, og sagde at når det var hans skyld, ville han også holde øje med mig.

"Det er så i orden, hun må ikke anstrenge sig unødigt, hun skal slappe så meget af som muligt. Hvad arbejder du med?"

"Jeg er Mika´s assistent."

"Mika? Jeg syntes nok jeg kunne genkende din stemme, men jeg var ikke sikker på at det var dig."

Mika smilede, og sagde at det var ham.

"Mine døtre er store fans af dem, jeg kunne vel ikke få en autograf til dem?"

Mika nikkede, og sagde at det ville glæde ham meget, at kunne give sine fans noget igen, for alt det de gav ham. Da det var gjort, og vi havde siddet på sygehuset en times tid, virkede pillerne, og jeg kunne igen forlade sygehuset. Dog skulle jeg komme tilbage i en fart, hvis jeg fik det dårligt igen. Jeg fik også nogle ekstra smertestillende med, for en sikkerheds skyld.

Mika takkede dem mange gange, og hjalp mig så ud til parkeringspladsen, der næsten var fyldt med taxier. Mika hjalp mig langsomt hen til en, denne gang fik jeg dog selv lov til at gå, fordi jeg ikke var svimmel, eller havde ondt mere.

"Nu skal du med tilbage til koncerthuset, jeg vil personligt vise dig rundt. De andre der ikke har sendt dig videre som de ellers skulle, skal nu opvarte dig." 

Jeg sagde at det ville jeg helst ikke have, jeg ville ikke skabe problemer for nogen. 

"Det gør du heller ikke, hvis der er nogen der gør det, så er det mig. Og jeg er ligeglad, når folk ikke gør som de får deres penge for, kan de få lov til at gøre det de hader allermest. At opvarte andre, fordi de selv vil opvartes. Det er derfor du ikke er blevet sendt videre, fordi du er for stille og rolig, du skulle bare have sagt fra, eller forsøgt at finde frem til mig."

Jeg nikkede, jeg havde altid fået at vide at jeg skulle sige mere fra, men det var ikke ligefrem det nemmeste, når man ikke havde gjort det før.

"Hvad fik dig til at søge jobbet som min sekretær?"

Spurgte han, måske for at lette stemningen lidt, og samtidig lærer sin assistent lidt at kende. Det er vel vigtigt at kende dem man arbejder sammen med, for at kunne have et godt arbejdsforhold sammen? 

"Jeg har altid gerne ville se lidt af verden, og møde en masse nye mennesker. Hjælpe med at få n koncert op og kører, og arbejde for mit idol."

Et bredt smil bredte sig på hans læber, og en lille latter slap sig løs. Jeg rødmede straks igen, det var pinligt at indrømme overfor Mika, at han var mit idol, det burde jeg vel egentligt ikke have sagt, nu han jo var min chef, eller hvad?

"Det var da nogle gode argumenter, jeg er glad for at du ser mig som dit idol."

Igen smilede han, jeg kunne fornemme det, ikke se det, fordi jeg havde ansigtet vendt mod gulvet. Jeg var genert, det var ikke hver dag man var så tæt på sit idol. Og det var langt fra hver dag, man snakkede på denne måde med sit idol.

"Du skal ikke være genert, vi skal jo arbejde sammen. Du virker rigtig venlig og sød, jeg er glad for at du er min nye sekretær."

Jeg nikkede, forsøgte at smile et smil der ikke så dumt ud, men om det lykkedes eller ej, kunne jeg ikke helt bedømme. 

"Jeg er også glad for at have fået chancen for at blive deres sekretær Mika."

Han så på mig igen, denne gang tog han mit ansigt i sine hænde, og gjorde så vi så ind i hinandens øjne.

"Se det var bedre, dine øjne er nu en anelse smukkere end din nakke."

Drillede han, hvilket fik mig til at smile. Jeg var langt om længe begyndt at slappe mere af i hans selskab, hvilket ville være enormt vigtigt at jeg kunne, for at kunne gøre mit job som hans sekretær ordenligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...