Dream or Nightmare?


1Likes
0Kommentarer
212Visninger
AA

1. Kapitel 1

Endnu en dag på jobbet, jeg ved stadig ikke om det er en drøm, eller et mareridt.

Jeg var for nyligt startet med at arbejde backstage, for et af mine store idoler, Mika. Jeg havde kun været der et par dage, men allerede nu havde jeg fornemmelsen af, at det ikke var en drøm der var gået i opfyldelse, men et mareridt der begyndte.

Endnu havde jeg ikke mødt Mika selv, indtil videre havde jeg arbejdet for hans assistenter, managere og mange af de andre der arbejde backstage for Mika. Og de var langt fra en drøm at arbejde for, hver dag var det "Kira, hent mig noget kaffe." "Kira, du må hente tøjet hos vaskeriet."

Det var ikke dem jeg arbejde for, det var Mikas agent der havde ansat mig, for at få Mika til at føle sig godt tilpas mellem sangene, inden en koncert og efter en koncert. Men de andre havde giver mig så mange opgaver, fordi de ikke mente at jeg var værdig nok til at komme i nærheden af Mika endnu. Hver gang jeg spurgte om jeg ikke snart skulle møde ham jeg i virkeligheden arbejde for, sagde de at jeg bare burde prise mig lykkelig for overhovedet at være backstage til hans mange vidunderlige koncerter. Jeg havde selvfølgelig stået i smug omme bagved, og set ud på ham under koncerterne uden nogen opdagede mig, men jeg havde ikke mødt ham rigtigt endnu. Jeg havde ikke snakket med ham, selvom det ville være en af mine største drømme der blev til virkelighed, hvis det skete for mig. 

Jeg satte mig langsomt på sengen, gned søvnen ud af øjnene, og gik over til kommoden efter tøj. Badet vækkede mig med sine varme vandstråler, men den eneste tanke der fik motivationen frem i mig, med hensyn til jobbet, var, at det måske ville være i dag jeg kom til at stå ansigt til ansigt med mit store idol. Jeg turde ikke håbe på noget, det havde jeg gjort hver dag siden jeg startede, og hver dag var jeg blevet skuffet. Så jeg havde besluttet mig for, at gøre forventningerne lavere, så jeg ikke blev skuffet hver dag, og en dag mistede modet på at arbejde bag scenen hos Mika.

De daglige forberedelser var nu overstået, og jeg sad i metroen på vej til jobbet. Jeg var ikke en af dem der var i en af Mikas tourbusser, jeg skulle selv sørge for at komme til og fra hotelværelserne, som dog blev betalt for mig. Det manglede vel egentligt også bare.

Som altid var den fyldt til bristepunktet, med svedende mennesker, der bredte en ubehagelig lugt omkring i metroen. Men det var den eneste transport mulighed jeg havde indtil videre, jeg var i færd med at spare op til en bil, så jeg nemmere kunne komme til og fra arbejde, men sådanne ting som biler, er bare langtfra billige. Så der går nok noget tid endnu.

Endelig skulle jeg af, og væk fra lugten af svedende mennesker. Jeg kendte nu til bedre lugte, men hvad kunne man regne med når metroen altid blev overfyldt, så var det jo ikke så underligt at man kom til at lugte lidt.

Jeg gik gennem gaderne, mod det koncerthus Mika skulle spille en koncert i, i løbet af aftenen. Jeg tog fat i håndtaget, men nåede ikke at flytte mig da døren gik ud, og hamrede ind i hovedet på mig. Jeg blev omtumlet og væltede så jeg sad på fortorvet, med et meget ømt hoved.

"Det må du altså virkelig undskylde frøken, jeg så dem ikke før i sidste øjeblik. Hvilket er ret underligt når det nu er en glasdør. Jeg håber ikke de kom alvorligt til skade."

Jeg lo lidt af hans undskyldning, det var en glasdør, men jeg havde jo heller ikke nået at se ham.

"Det gør ikke noget. Der skete alligevel ikke så meget, jeg har slået hovedet en del gange. Så jeg skulle gerne overleve."

Jeg kunne høre på mandens stemme at han smilede, men endnu havde jeg ikke fået set hvem det overhovedet var, der uheldigvis havde hamret døren ind i mig. Jeg så op med en hånd på hovedet, der hvor døren havde ramt mig. Jeg glemte for et par sekunder at hovedet værkede, da jeg så at det var min arbejdsgiver, Mika, som jeg endnu ikke havde set, jeg talte med. Det var ham der havde ramt mig med døren.

"Er de sikker på de er okay? De ser så underlig ud."

Jeg nikkede, rødmende.

"Jeg er okay, jeg havde bare ikke regnet med at det var dem hr. Mika."

Han smilte og hjalp mig på benene, men det snurrede en hel del rundt for mig, så han støttede mig. Han hjalp mig hen på en af bænkene udenfor koncerthuset, og satte sig galant ved siden af mig med et bekymret udtryk i øjnene.

"De bløder jo, mon ikke vi skulle finde en læge til dem."

Jeg nikkede, det var måske nok en god idé.

"De arbejder måske i koncerthuset?"

Spurgte han imens han hjalp mig hen til den taxa, han havde fået fat på. Jeg nikkede, og forklarede ham at jeg faktisk arbejdede for ham.

"For mig? Jeg synes ellers ikke at kunne genkende dem."

Jeg rystede på hovedet og sagde, at det var meningen at jeg skulle hjælpe ham mellem sangene, før en koncert og efter, men at de andre hele tiden havde andre opgaver til mig.

"Nå, jamen så forstår jeg da meget bedre hvorfor, den sekretær jeg var blevet lovet aldrig kom. Så synes jeg ikke vi skal sige de til hinanden, hvad hedder du?"

Jeg så rødmende ned på taxaens gulv.

"Kira."

Han nikkede og smilede venligt. Åh nej! Tænkte jeg og fik hurtigt hænderne op for munden. Ikke nu, ikke når jeg endelig mødte Mika.

"Nu bliver du vel ikke dårlig?"

Jeg nikkede, og straks havde Mika fået chaufføren til at stoppe op, så jeg kunne åbne døren og kaste op.

"Det kunne godt ligne en hjernerystelse, men nu er jeg jo ikke læge, så lad os se hvad de siger til dig Kira."

Jeg nikkede, han så endnu bedre ud i virkeligheden, og hans smil var endnu venligere end jeg havde kunnet forestille mig.

Vi stoppede ved sygehuset, hvor Mika var så venlig at støtte mig igen, til trods for at jeg flere gange forsikrede ham om at jeg havde det bedre.

"Jeg vil helst ikke tage nogle chancer, slet ikke når det er mig selv der er skyld i dine skader. Og når vi er færdige her, skal jeg vist have mig en snak med resten af backstage holdet. Så jeg kan få min sekretær."

Igen smilede han venligt, mit blik var rettet ligefrem, men jeg kunne alligevel se hans smil ud af øjenkrogen. Jeg smilede genert tilbage, men turde ikke rigtigt sige noget, nu hvor jeg havde set at det var Mika selv jeg snakkede med. Jeg havde aldrig været god til at snakke med berømte folk, eller folk jeg kendte der var bare en anelse kendte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...