Forladt

Novelle om tab og at give slip. En skoleopgave, hvor vi skulle tage udgangspunkt i et billede af en dukke på en strand, og den skulle indeholde flashbacks.

1Likes
0Kommentarer
231Visninger

1. Forladt

5. Forladt___________________________________________

 

”Så lad mig da få lov at leve mit liv!” skriger Malene, og styrter ud af døren, som hun smækker efter sig. Raseriet koger stadig i mig, men det er blandet med tvivl. Skal hun have lov? Men hun er jo kun 15 – min lille pige. Og hvad nu hvis der sker hende noget? Man ved jo aldrig hvilken slags mennesker, der kommer til sådan en fest. Jeg tager mig til hovedet i frustration, og mærker de dybe rynker mellem mine bryn og i min pande. De er blevet dybere og flere på det sidste. Især efter… Nej, jeg vil ikke tænke på det nu. Jeg har brug for at få clearet mit hoved, få et overblik over mine tanker, før jeg igen kan tænke klart. Jeg snupper den sorte jakke fra knagen, og går ud i efterårsvejret.

 

Da jeg kommer ud til stranden, er jeg nær blevet blæst omkuld, så meget blæser det. Jeg begynder at begive mig ned mod den gamle mole, mens jeg kaster sten i vandet. Efterhånden som stenene bliver mindre og kastene kortere, mærker jeg hvordan jeg langsomt er ved at blive rolig igen. Jeg er blevet træt, og kigger mig om efter et sted at sidde. Jeg får øje på en stor sten lidt væk, og begynder at gå over mod den. Da jeg kommer tættere på, ser jeg at der ligger noget på den. Det ligner et lille barn. Men det ligger helt stille.

 

Stille. Helt stille. De lange lemmer der altid var så meget spræl i, ligger helt stille. Det gør så ondt, så ondt, at tænke på at de aldrig mere skal bevæge sig, aldrig mere danse rundt i huset og synge, og aldrig skal de løbe mig i møde når jeg kommer hjem. De skal bare ligge der, helt stille, dybt under jorden i deres lille kiste. De lukkede øjne får hendes ansigt til at se så afslappet ud, som om hun bare sover. Som om klokken er 7 om morgenen, og jeg står og betragter hende kort, inden jeg vækker hende. Som om hun kan vågne hvert øjeblik det skal være. Men hun ligger bare stille. Helt stille.

 

Jeg ryster fortrængende på hovedet. Nu er jeg kommet tæt nok på til at se, at det bare er en dukke. Den ligger der, midt på stenen ovenpå et grønt håndklæde med trevlede ender. Gad vide hvorfor den ligger der? Måske har dens ejer glemt den her? Stakkels dukke. Ene og alene, efterladt på en kold sten, på en kold og stormblæst strand, helt forladt.

Jeg går hen og tager den op. Et eller andet ved den giver mig lyst til at kramme den, trykke den ind til mit bryst, og fortælle den at alt bliver godt igen. Noget ved den minder mig om en eller anden. Der går lidt tid, før det går op for mig, at den minder mig om mig selv.

 

Alene. Helt alene. For et øjeblik siden var vi to på den hvide hospitalsstue, pigen i sengen og så mig. Og så selvfølgelig en læge eller to, men de er ligegyldige. De kan jo ikke gøre noget alligevel. Viseren på uret har næsten ikke rykket sig, og alligevel er der sket enorme forandringer. En hel person har forladt rummet. Eller har hun? Hendes krop ligger stadig på briksen, iført den lette hospitalskjole. En læge lukker blidt hendes øjne med fingrene. Jeg har lyst til at skrige at han skal lade være, at hun måske er derinde endnu, og så ikke vil være i stand til at komme ud. Men jeg gør det ikke. Jeg sidder bare som forstenet med hendes stadigt varme hånd i min, og stirrer på hendes fredfyldte ansigt. Det plejer at være omkranset af gyldenbrunt hår, men det er faldet af i det forgæves forsøg på at redde hende. Lægen siger et eller andet til mig, men jeg opfanger det ikke. Det er sikkert også lige meget. Alt er lige meget.  Selvom jeg er omgivet af læger og sygeplejersker, er jeg alene. Helt alene.

 

Jeg er normalt ikke typen der græder, men ved dette minde løber tårerne ned over mine kinder. Jeg knuger dukken ind til mig. Jeg tænker på, hvordan 6-årige Malene havde stået og kigget uforstående på sin storesøster i sengen, med tårer i øjnene. Jeg burde have holdt om hende og trøstet hende, men der var ikke andet i mit hoved end pigen i sengen. Hun blev kun 10 år, nåede aldrig at leve livet.

Lige da jeg har tænkt den tanke, går det op for mig, hvad der er ved at ske. Malene er nu næsten seksten år henne i sit liv, men hun har heller ikke fået mulighed for at leve det. Og det er min skyld.

 

Jeg træder ind af døren, og tørrer fødderne af i dørmåtten mens jeg hænger jakken på plads. Dukken lægger jeg ikke fra mig. Jeg går op af trappen, og banker på til Malenes værelse. Hun åbner, og jeg kan se at hun stadig er sur. Inden hun kan nå at åbne munden, tager jeg en dyb indånding og siger:

”Jeg har ombestemt mig. Du må godt tage til fest hos Kasper.” Mens jeg siger det, kan jeg se hendes ansigtsudtryk ændre sig. Jeg når knap nok at gøre sætningen færdig, før hun kaster sig om halsen på mig og hviner. Jeg ved, jeg har gjort det rigtige. Hun trækker sig tilbage fra mig, helt ekstatisk. Så får hun øje på bylten i min hånd.

”Hvad er det for en dukke?” spørger hun. Jeg smiler bare.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...