Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
867Visninger
AA

12. Stay with me

Dyret er nedlagt. Og jeg har næsten flået alt kødet helt ind til knoglerne af, og ædt det, da jeg hører hendes skrig. Jeg løfter hovedet i et ryk, og spidser ører. Endnu et skrig lyder, og med mørkerødt blod om munden, stryger jeg gennem skoven med høj fart. Ryggen af en skikkelse kommer til syne, og jeg sænker farten. Ryggen på hendes trøje er flænset op, og hun forsøger febrilsk at holde den om sig, og holde varmen. Foran hende ser jeg nu en stor ulv. Ikke større end mig, men stor. Hans pels ser mat og fedtet ud. Uplejet. Mine børster rejses, og jeg ligger ørerne ned af nakken. Jeg snerrer højt, og en række kraftige og skarpe tænder kommer til syne. Amylinn vender sig om, og ser på mig med store øjne. Så løber hun hurtigt ind bag mig, og jeg vender igen min opmærksomhed mod ulven. Den ser ikke ud til lige at have regnet med at møde mig her, så den tøver en anelse. Et lille udfald fra min side, får den til at stikke i et forskrækket hyl, og den forsvinder hurtigt indmellem de mørke træer.

 

_______________________________

 

"T-trojan.."

Hun stammer en anelse, og peger med en rystende hånd på blodet om hans mund. Den lang tunge skyder ud fra hans gab, og han slikker sig hurtigt om munden. Hun gisper lavt, og holder trøjen tættere ind til sig. Det her skræmmer hende en anelse. Men da han skrumper ind til sin menneskelige skikkelse, sukker hun tungt og kaster sig ind i hans favn.

 

"Jeg var bare ude og jage.."

Hans stemme er en anelse forbavset, og underlig rolig.

"Jage hvad?"

Hun hvisker, og er bange for svaret.

"Mad. Rådyr, dådyr.."

Hun sukker lettet, og ser op på ham. Så vikler hun sig ud af hans arme, og trækker ham med mod hulen. Nu vil hun altså sove, og han skal være hos hende.

"Bliv hos mig nu."

 

_____________________________

 

Jeg nikker stille, og smiler forstående. Jeg havde regnet med at være tilbage, før hun vågnet, og jeg havde slet ikke regnet med andre ulve ville snuse os op. Men man kan aldrig være sikker. Jeg følger roligt efter hende, da hun bukker sig ned, og kravler ind i hulen. Hun ligger sig på jorden og sukker tungt. Jeg ligger mig bag hende, og ligger forsigtigt en arm om hende. Hendes krop er kold, og hun ryster let. Jeg ligger mig tæt ind til hende, da jeg ved min kropsvarme vil hjælpe. Hun køler mig ned, jeg varmer hende. Efterhånden bliver hendes åndedræt tungere og tungere, og til sidst sover hun. Jeg ligger og kigger lidt ud i luften, og tænker over det hele. Alt det der er sket. Et stille suk forlader mine læber, inden jeg lukker mine øjne, og jeg også falder i søvn.

 

___________________________________

 

Hun vågner stille, og misser let med øjnene. De små rum mellem grenene lader solens morgenstråle blinde hende, og hun vender sig irriteret om. Det gibber let i hende, da hun møder Trojans sovende ansigt, og hun husker ligepludselig det hele. Hun ligger ikke derhjemme i den silkebløde himmelseng. Hun ligger på den bare skovbund ude mit i skoven, med et lille dække af grene om og over sig. Dolores kommer ikke ind med morgenmad og te, på den lille sølvbakke, og hun skal ikke op og gøre sig klar til dagens morgenrutine i følge af fransk. Heldigvis. Hun sætter sig stille op, og kører træt en hånd igennem sit lange sorte hår. Trojans store hånd, fjerner hun, og skutter sig lidt. Selvom det er sensommer, har sommeren været kold, og lige nu kunne hun godt bruge en trøje, der ikke er gennemhullet. Hun snupper Trojans jakke, og træder ud til deres lille lejr. Bålet er gået ud, og det sortsvedne træ er dækket af glinsende morgendug. 

 

________________________________

 

Jeg vågner langsomt, og ser hun er væk. Til at starte med mærker jeg panikken brede sig i min krop, men derefter høre jeg dig rumstere rundt udenfor, og jeg sukker roligt. Stille rejser jeg mig, og kommer ud af hulen. Jeg ser hende med min jakke, og griner stille.

"Godmorgen."

Jeg ligger armene om hende bagfra, og kysser hendes tinding.

"Godmorgen.."

Hendes mave rumler, og jeg griner svagt. Jeg har fået mad, men det har hun ikke. Og vi må snart afsted.

"Vi skal overnatte et sted mere.. Der kan du få mad.

Hun nikker stille, og inden længe sidder hun igen på min ryg. Mine poter flyver nærmest henover jorden, og det kommer de til at gøre hele dagen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...