Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
881Visninger
AA

7. Sorry

Hun er efterhånden nået ned ved den store marmortrappe, der går ned til haven. Hendes hænder knuger om de blodrøde skørter, som hun holder oppe i, for at løbe bedre. Hendes hjerte banker hårdt mod hendes bryst, mens hun ser scenen for sig igen. Hans skæve, og en anelse fjogede smil. Hans måde at virke ligeglad på. Og det burde hun jo egentlig også. Det er egentlig ikke hans handling der gør hende vred, mere kjolen. Hun kan mærke væsken snige sig ned i hendes kavalergang, ned ved korsettet, hvor det så får presset sig ned over hendes mave. Det gyser i hende, og hun mærker tårerne presse sig på. Hvor åndssvagt. Men hun føler sig såret. Kjolen er det eneste hun har tilbage af minde om sin mor, og nu stinker den langt væk af vin. Hun tager en dyb indånding og forsøger at få kontrol over sig selv. Hendes fødder er stoppet for enden af trappen. Den smukke have starter her. Hun skal ikke bruge lang tid for at overveje noget. Inden længe er hun løbet videre, og er nået til det første springvand. Det er delt i to etager, og på den øverste står en stejlende hest i hvid marmor. Ud af dens mund står en stråle glinsende vand. Hun sukker dybt over det smukke syn, og får så øje på en bænk. Også den er i hvid marmor. Hun synker ned på den, og mærker den kølige overflade mod sine håndflader. Lige hvad hun har brug for.

 

 

__________________________________________-

 

Jeg ser forbavset efter hende, og kører så en hånd gennem håret. Min kind svider efter hendes slag, og jeg tager mig forsigtigt til den. Av. Jeg trækker min hånd til mig, og sukker stille. Nok er jeg en drengerøv, men helt uden samvittighed er jeg altså ikke. Selvom jeg på ingen måder forstår hendes reaktion, rejser jeg mig og går mod døråbningen. Tjeneren ser undersøgende på mig, men jeg rømmer mig blot, og nikker kort til ham. Hurtigt er jeg ude på gangen, og videre ned af den. Jeg går med min jakke slynget over min skulder, og hænderne i lommen. Den hvide skjorte sidder en anelse stram ind til min trænede overkrop, men det gør intet. Jeg har det mere end varmt lige nu, og til min store glæde, leder hendes duftspor ud mod haven. Mine sko klaprer mod trinene, da jeg går ned af trappen, og mine øjne vender sig hurtigt til halvmørket. De er van til det. Springvandet med hesten fanger min opmærksomhed, og da jeg får øje på hendes lille, sammensukne skikkelse på bænken, kan jeg ikke holde et lille smil tilbage. Lidt tid står jeg bare og betragter hende, inden jeg begiver mig ned mod hende.

 

____________________________________________________

 

Da hun hører hans fodtrin, rejser hun sig hurtigt. Han fortjener egentlig en undskyldning, men hun kan ikke holde vreden nede. Hun knytter sine små hænder, og ser på ham med et mørkt blik.

 

"Øh.. Hej."

Hans usikre stemme og akavede ansigtsudtryk for hende til at fnyse, og hun ligger armene over kors. Sender ham et ventende blik.

 

"Hej."

Hendes stemme er kølig, og afvisende.

 

"Jeg.. Det må du undskylde. Jeg vidste ikke at kjolen betød så meget for dig.."

Hun ser forbløffet på ham. Hvordan kunne han vide, at det handlede om kjolen? Og var de lige pludselig dus eller hvad? Hendes ansigt bløder en anelse op.

"Hvordan kunne du vide, at det handler om min kjole?"

 

_____________________________________________________

 

Pis. Jeg bider mig hårdt i læben, og lader mit blik flakke. Hvorfor kan jeg ikke bare holde fingrene fra hendes tanker? Hvorfor skal jeg ABSOLUT læse dem? Hun står som en åben bog foran mig, uden hun ved det. Jeg klør mig i nakken, og ser tøvende på hende. Hvad nu? 

 

"Du er så smuk i den, og.. Det ødelægger det selvfølgelig lidt for dig, at den nu er våd."

Jeg ser prøvende på hende. Hopper hun på det? At forsøge at smigre sig ind, er noget jeg plejer at være god til. Men hun er anderledes..

"Godt forsøgt. Men jeg hopper ikke på dit smigreri."

Et fnys fra hendes side får mig til at møde hendes blik, og hun fortsætter:

"Og er vi dus lige pludselig?"

Jeg sukker, og trækker opgivende på skuldrene.

"Jeg er måske ikke så traditionel igen.."

 

_______________________________________

 

Hans sidste kommentar får hende til at bløde helt op, og et skævt smil breder sig over hendes fyldige læber. Det ender i hendes lavmælte og vidunderlige latter. Nej det må man sige. Traditionel har jeg aldrig set ham som, i de par timer jeg har kendt ham. Da hun ser han også kommer til at le, fylder en varm følelse hende. Hun er glad. 

 

"Nej, det kan ses."

Da hendes latter er stilnet af, skutter hun sig stille i den stropløse kjole. Hun slår armene om sig, og gyser stille, da en kold vind rammer hende. Langsomt breder gåsehuden sig på hendes krop, og hun ser længselsfuldt op mod slottet. De hænger alles jakker og pelse. Bortset fra hendes. Hun bliver hentet i en karet. Men hun var nu ikke forberedt på det her.

 

____________________________________________

 

Da min egen latter er stilnet af, har jeg stadig den varme fornemmelse i kroppen, efter jeg hørte hendes. Jeg smiler skævt over hendes kommentar, og puffer blidt til hende, Hvor tarveligt. Jeg bemærker hvor meget hun fryser, og da jeg langsomt bliver kølet ned herude, rækker jeg hende min jakke. Da hun nikker taknemmeligt ligger jeg den over hendes skuldre med et lille smil. Jeg ser op mod månen og sukker stille. Det er snart tid til at komme hjemad. 

 

"Hvordan kommer du hjem?"

 

"En af mine fars kareter henter mig, men.."

Hun tøver en anelse, og ser så på mig med et skævt smil.

"Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge, og du ville følgelig mig hjem."

 

Jeg ser en anelse forbavset på hende, og hæver så et øjenbryn. Mig følge hende hjem, midt om natten? Men uden at tænke over det, smiler jeg bredt og ser på hende.

 

"Gerne."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...