Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
880Visninger
AA

8. Let the masks fall.

Jeg skæver hele tiden til hende. Hvorfor i alverden sagde jeg ja? Det er snart gået for langt det her.. Men hun ser glad ud, og det giver mig en underlig glad følelse. Mig glad fordi, en anden er glad? Det er et sjældent syn. Jeg mærker hendes lille hånd krybe op under min arm, og jeg bøjer den, så hun kan hvile sin hånd i min albuehule. Hun sender mig et glad smil, og jeg gengælder det. Det er helt forkert det her. Jeg burde være på vej hjem i skoven. Men den varme følelse har ikke sluppet mig endnu. Gaden vi går på er svagt belyst, og rundt omkring skynder folk sin indenfor i ly for natten. Lyden af hovslag og knirkene træhjul når mine ører, og jeg løfter hovedet. En mindre formel karet kører forbi os med to store sorte bryggerheste foran. Små hvide skyer står ud fra deres næsebor, og de trækker vognen prustende. Jeg nikker til kusksen, med et venligt smil. Selvom jeg ikke er opdraget på normal vis, kan jeg sagtens være høflig. Jeg mærker en regndråbe ramme min skulder, og dråben brede sig en anelse over det hvide bomuld, gøre den gennemsigtig. Efterhånden rammer dråberne os jævnligt, og jeg sætter farten en anelse op.

 

_______________________________________

 

"Vi skal ind her.."

Hun mumler stille, og trækker ham med ind mod en port. Hun er træt, gennemblødt, men lykkelig. Hendes fingre fumler efter nøglerne i hendes lille taske, og til sidst finder hun dem. Med en hånd der ryster af kulde sætter hun nøglen i låsen, og låser med besvær op. Hun ligger skulderen mod den store port, og presser den op. Uden at tænke over det, hiver hun ham med. Døren smækker i bag dem, ulåst. Hendes far kommer alligevel snart hjem, og hun er nødt til at være i seng, så han ikke opdager noget om maskeballet. Og om at hun har sneget sig ud. Roligt bevæger hun sig op af den lange havegang med ham. Hun stopper ved dørtrinnet, og ser en af tjenestepigernes urolige ansigt titte frem. Hurtigt vifter hun det væk med hånden, og vender sig så mod ham. Det var denne her scene. Den hun havde ventet på hele sit liv. Den man altid ser i kærlighedsfilm. Når drengen har fulgt pigen hjem. Regnen står stadig nedover dem, og hun kommer til at kigge på klokken. Hendes lille gyldne armbåndsur med små diamant sten rundt om urskiven, viser tolv. Det minder hende om maskeballet. Om indbydelsen. Om brevet. Og hun lader stille sin hånd med masken glide ned over hendes ansigt, og helt væk, så det ikke længere skjuler noget. 

 

"På klokkeslaget tolv skal maskerne falde.."

 

________________________________________

 

Jeg ser imponeret op på det store palæ. Der må være mindst hundrede værelser. Det tårner sig op foran mig, stort, hvidt og mægtigt. En kæmpe have hører til, og jeg kan ikke se enden, herfra hvor jeg står. Jeg stopper op foran hende, og vender igen min opmærksomhed mod hende, med et smil. Hun har ret. Jeg følger hendes eksempel, og lader også min maske falde. Synet af hendes kønne ansigt, får hårene til at rejse sig i min nakke. På en god måde. Hun er det smukkeste jeg nogensinde har set. Selv i regnen. Hendes tanker rammer mig, og får mig til at smile. Enhver ung pige ville gøre alt for at opleve dette øjeblik i sit liv.

 

"Så.. Jeg burde nok tage, og smutte hjem nu.."

 

__________________________________________

 

Nej. Nej. Nej. Ikke nu. Ikke det. Ikke ødelægge øjeblikket. Et bredt smil kommer frem på hendes læber, da hun ser hans ansigt. Den karamelfarvede glatte hud, ligger pænt henover hans næse og mund. Hun lader kort en hånd stryge over hans kind. Blød som en barnekind. Hans varme duft slår imod hende, og får hendes smil til at brede sig endnu mere udover hendes læber. Det når op til øjnene. Men hun er febrilsk. Og lige da han skal til at vende sig om, kaster hun sig ind mod ham, og fanger hans læber. Hendes øjne lukker sig, og hun beder indvendigt til hun gør det rigtige.

 

_____________________________________________

 

Hendes kys får mig til at gyse. Træk dig væk, træk dig væk, træk dig væk! Men min krop lytter ikke. Så i stedet ligger jeg armene om hende, og gengælder hendes kys. Hendes bløde læber får mig til at smile svagt. Det går op for mig, hvor kold hun er. Kold, våd, rystende og spinkel. Da hun trækker sig væk og åbner sine øjne, smiler jeg roligt til hende. Bevar roen. Hun stryger sin bløde hånd over min kind, og jeg fanger hendes øjne, og holder dem.

 

"Nu kan du tage hjem.."

Hendes lyse stemme når mine ører, og jeg nikker stille. Men jeg vil blive. Holde om hende. Nyde hendes kys. Hun kysser min kind blidt en enkel gang, inden hun slipper mig. Hun rækker mig min jakke, og hvisker 'tak for lånt'. Jeg svinger den over skulderen, nikker kort til hende, og vender ryggen til hende. Mine fødder finder selv vejen ned af den lange grussti, mod den store port. 

 

 

 

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...