Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
879Visninger
AA

11. Just another wolf

Hendes skrig går lige i mine ører. Jeg knurrer lavt i smerte, og ser bedende på hende. Men i hendes øjne, ligner jeg vel et monster. Hun snubler, falder bagover og lander på ryggen. Jeg ryster irriteret på hovedet, og lunter hen til hende. Hun skal til at skrige igen, da mine øjne glimter i månen, og hun bliver tavs. Tårerne står i to små floder ned af hendes kinder, og hun ryster. Angsten lyser ud af hendes øjne, og hun hyperventilerer svagt. Hvor er jeg dog dum.. At give hende lov til at komme med herud. Også lige ved fuldmåne, hvor jeg ikke kan kontrollere en skid. Dog hyler hun mig helt ud af den, da hun stryger mig ved min snude. Jeg sætter mig ned, og ser forvirret på hende. Træernes kroner skygger ikke længere for mig, og månelyset rammer mig direkte, så hun kan se mig helt. Hun stirrer på mine øjne, og tørrer så en tåre væk med håndryggen.

 

"T-trojan.. Er det d-dig?"

Hendes stemme ryster en anelse, selvom det er tydeligt at hun kæmper for at bevare roen.

"Mhmm."

Mit sprog i ulveform er jeg virkelig bagud med, da jeg sjældent bruger det. Det irriterer mig dybt, og jeg kæmper for ikke at sluge min tunge.

 

___________________________________________

 

Hun kan huske det. Hun kan huske ulven. Ikke at det er Trojan, men hun kan huske størrelsen, og pelsen. Og dens øjne. Hun burde ikke have skreget, da hun så ham. Hun vidste jo godt, at de eksisterer. Bare ikke at de var så tæt på hendes verden. Hendes hånd stryger fortsat fra hans snude, op imellem det lille stykke mellem hans øjne, også ned igen. Hun er ikke bange for ham, bare utryg. Men mest pga. skoven og mørket, selvom månen nu skinner igennem de lange sensommer grene. Hans sorte pels skinner i månelyset, og får ham til at se magisk ud. Hvilket det også virker, det her.  Hun får stille stablet sig på benene, og børster støvet af sig, som hun nærmest fik over det hele, da hun væltede. Så tager hun en dyb indånding, og smiler til ulveansigtet.

 

"Skal vi ikke gå?"

 

Han nikker blot, også følger hun med. Men en to meter høj ulv, er svær at holde trit med, så hun må hele tiden småløbe. Og det gør hende hurtigt træt. Forpustet stopper hun, og han må vente. 

"Kan jeg ikke bare.. Ride på dig?"

Han ser usikkert på hende, og hun sender ham et bedende blik. Der ser ud til at være langt endnu.

"Joh.."

Han ligger sig ned, så hun kan kravle op på hans ryg. Hun tager godt fat med sine hænder i to store totter pels, også går det ellers af sted.

 

__________________________________

 

Jeg skæver en anelse om til hende, og sætter farten lidt op. Det er ubehageligt for mig, at hun sidder der, fordi jeg ikke er van til vægt, ikke fordi hun er tung, det er bare anderledes. Til sidst løber jeg afsted. Jeg er opmærksom på om hun sidder uroligt, og drejer hovedet en anelse, for at se om til hende. Hun er helt bleg, og hendes mund er en tynd streg, men hun sidder der. Mine poter rammer lydløst jorden, og jeg sætter farten helt op. Jeg mærker hun klemmer om mig med sine ben, for at sidde fast, hvilket er forståeligt nok. Med næsten 100 km/t kan det være svært at holde sig fast.

"Kan vi ikke snart.. Holde en pause. Jeg er så træt.."

Hendes svage stemme når mine øre, og jeg stopper op. Ikke brat, for hun skal ikke flyve udover mit hoved. Jeg ligger mit stille ned, og hun lader sig glide ned. Inden længe, har hun fået stablet en primitiv hytte op af grene, og et lystigt bål. Mine store skikkelse ligger roligt foran bålet, og jeg mærker min mave knurre. Møg altså. Jeg kaster et kort blik ind i den lille hytte af grene, hvor hun roligt ligger og sover. Så håber jeg på det bedste, og springer afsted ud i skoven.

 

____________________________________________

 

Hun sover roligt, da hun hører det. Et knæk. Og lidt knagen. Træt sætter hun sig op og gaber. Hendes øjne åbner hun med besvær, men her er stadig helt mørkt. Så får hun set mod indgangen til hulen, og hun sætter i et forskrækket skrig. Et stort ulvehoved hoved, lidt mindre end Trojans, stikker ind, og stirrer på hende med gule øjne. Dens tænder blottes, nærmest i et hæsligt smil, og den snerrer lavt. Dens pels er fedtet og mørkebrun, og den ligner slet ikke Trojan. Hun finder hurtigt sin ene sko frem, og tyrer den i hovedet på ulven. Da den ikke engang blinker, gør hun det samme med den anden. Tykhovedet dyr..

"Trojan!"

Hendes skingre og høje stemmer bliver slugt af vindens hylen, og skovens stilhed står tilbage som hendes svar. Ulven smasker engang, inden den træder ind i hulen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...