Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
898Visninger
AA

10. Jump

Jeg sukker stille, og sætter mig på hendes seng. Alt er så fint og rent, at jeg er bange for at gøre noget beskidt eller ødelægge noget. Jeg føler mig som en klat snavs på et hvidt lagen. Værelset er stort. Din store himmelseng, er en dobbeltseng, og der ligger omkring 10 puder i. Sengebetræk, sengetæppe og de store stykker stof der 'indhegner' sengen er alt i det blødeste og lyseste silke. Jeg ser op, da hun kommer ud fra badeværelset, igen med et frotté håndklæde om sig, men denne gang er hendes sorte hår også svøbt i et. Hun går hurtigt henover gulvet på bare fødder, og roder kort i det store klædeskab. Hun forsvinder så ind på badeværelset igen med en lille bunke tøj i hånden. Min blik falder ned på mine hænder, som ligger i mit skød, og jeg smiler svagt. Jeg burde forsvinde. Hoppe ud af vinduet. Men jeg bliver hurtigt revet ud af mine finde idéer, da badeværelsedøren går op igen, og hun kommer ud. Denne her gang med tøj på.

 

___________________________________________________

 

Hun smiler varmt til ham, inden hun trækker en mindre fin jakke om sig. Hun har bestemt sig. Og hun føler det er det rigtige at gøre. Så spontant, så rigtigt, så.. Anderledes. Hun kysser hurtigt hans kind, inden hun fanger hans store lab af en hånd, og trækker ham med hen mod døren. Kort ser hun om på ham, og han smiler forvirret til hende.

 

"Vi stikker af."

"Hvor i alverden har du tænkt dig at stikke hen?"

Hans forbavsede blik, får hende til at fnyse.

"Årh, vær' dog lidt spontan, Trojan! Vi tager hjem til dig, selvfølgelig!"

Hun ser farven forsvinde fra hans ansigt, og han skal lige til at protestere, inden hun ligger en finger på hans læber. De er nået ud på gangen, og det sidste der skal ske, er at hendes far opdager dem. 

 

___________________________________________

 

Det her går ikke. Hun kan ikke komme hjem til mig, det.. Ville være forkert. Vi hører til i to forskellige verdener. Hun hører til i byen blandt mennesker, jeg i skoven blandt varulvene. Men hun sender mig bare et stædigt blik, inden hun trækker mig nedenunder, ned af trappen, også er vi hurtigt ude af døren. Hun hviner af glæde, og jeg smiler skævt af hende. Bedårende, det er hun. Jeg lader mine hænder søge ned i mine lommer, og slentrer lidt hen af vejen, med Amylinn foran mig, dansende af glæde. Jeg læner mit hoved tilbage, og ser op mod himlen. Uvejret er stilnet af, og nu er der kun den stjerneklare himmel. Månen er rund. Jeg mærker en prikken i brystet, og mit åndedrag begynder at blive ukontrolleret. En anelse febrilsk forsøger jeg uden held at få kontrol over det. Inden længe er vi nået til skoven, hvor det høje pigtrådshegn indhegner det. Et stort skilt fortæller en, at skoven er forbudt og farlig. Og lukket pga. drabelige hændelser. Et svagt smil trænger sig på, da jeg ser bidemærket efter 4 kraftige hjørnetænder. Og jeg er udmærket klar over, hvem der har lavet dem. 

 

______________________________________

 

Hun bliver en anelse usikker, da jeg ser skoven. Mendes hånd finder ind under Trojans arm, og hun klynger mig ind til ham.

 

"Hvordan kommer du derind?"

"Hopper."

Hun ser forskrækket på ham, men han griner bare. Så mærker hun hans hænder om mit liv, og da han løfter hende op, bliver hendes mund til en tynd streg.

"Det gør du bare i.. -"

Hun sætter i et hvin, da hun mærker at hun bliver slynget op i luften, opover hegnet, virkelig kraftfulgt. Hun ser svimmelt jorden på den anden side af hegnet nærme sig med en rasende fart, og hun lukker øjnene hårdt i, forbereder sig selv på at dø nu. Men da hun mærker et par kraftige arme lukke sig om hende åbner hun dem igen, og ser lige op i Trojans sorte øjne. Det ser egentlig underligt ud. Iris og pupil har samme farve. Og alligevel er der noget mystisk, og spændende over dem. Han sætter hende ned på jorden, og hun mærker sit hjerte langsomt falde til ro. 

"Det gør du aldrig igen."

Hendes stemme er skarp, og hun går mod skoven, foran ham. Hun stopper dog op, da hun ikke længere kan høre hans fodtrin. Hun vender sig rundt, og han er væk.

"T-trojan?"

Hendes stemme ryster en anelse, og hun slår armene om sig selv. Skoven er så uendelig mørk, og hun kan kun lige ane omridsene af træerne. En gren knækker, og hun sætter i et højt og skingert hvin. Hun vender sig mod lyden, og kniber øjnene sammen, for bedre at kunne se. Der lyder en lav knurren, og hendes hjerte springer et slag over. Det ligner omridset en stor busk. Der er bare noget ved den hun ikke helt kan sætte fingeren på. Hun går et par skridt videre, og stivner så, da det rasler i bladene. Så går det op for hende, hvad det var det underlige ved busken, og hendes hjerte pumper på fuldt tryk. Busken bevæger sig.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...