Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
933Visninger
AA

4. Hello

Hun ryster dog let på hovedet. Altså, hun afviser hans indbydelse. Hun følger ham med blikket, da han slukøret går derfra. Sikke en skam. Men der er mange smukke piger til dette bal. Dog er spørgsmålet: kan nogle af dem ramme hendes nivue? Stadig har hun følelsen af de klæbende blikke, men hun nyder dem kun. Hun er van til dem, og hun ejer dem. Da hun får gang i sine små fødder, styrer hun mod en af slottets store balkoner. Luften er tyk, fuld af varme og forskellige dufte, og lige nu er det eneste hun trænger til, frisk luft. Da hun får øje på den bredskuldrede skikkelse der allerede står på balkonen, stopper hun op i døråbningen. Hun lille hovedet let på skrå, og studerer ham. Der er noget mystisk over ham.. Noget spændende. Noget hun ikke rigtig kan sætte en finger på. Dette er måske det hun har ventet på? Måske skal hun slå til nu, og se hele sit liv ændre sig. Eller måske tager hun fejl. Måske er det en af de andre mænd inde ved ballet. Det virker så spændende og overrumlende det hele. Til sidst beslutter hun sig dog, og hun fortsætter ud på altanen. Hun stiller sig ved hans side, og følger hans blik udover haven. Herude lufter det mere, og hun får blæst hans duft i hovedet. Hun kan lide den. Hvilken parfume mon? Nej, det spørger man ikke en fremmed om. 

"Jeg ser De nyder frisk luft, ligeså meget som jeg." 

 

                           __________________________________________________

 

Da tjeneren har efterlad mig alene, vender jeg mig igen om, og ser udover haven. Dog går der ikke lang tid, før jeg igen bliver forstyrret. Ikke at det irriterer mig. Jeg nyder bare stilheden. Stemmen kommer bag på mig. Blød som silke. Og alligevel er der noget andet over den. Noget der fanger min interesse. Jeg skal til at vende mig om, men personen stemmen kom fra, står allerede ved min side, så jeg vælger også at blive stående. Jeg løfter glasset op til mine læber, og nipper til det. Interessant. Sød og skarp. Lige som den skal være. "Nyder alle mennesker ikke frisk luft?", min stemme er dyb, som sædvanlig. Men alt andet ville også være underligt. Jeg er en mand godt oppe i 20-erne. Min stemme er som den skal være.

Mit ordvalg, får mig til at smile. 'Mennesker'. Jeg smager lidt på det. Det virker fremmed i min mund. I hvert fald, så længe det ikke er sagt, i nogen negativ mening. For jeg er ikke en hvilken som helst person. Ingen kender mig her. Og af god grund. Jeg holder til i skoven. Der hvor jeg hører til. Jeg elsker byen, men ville aldrig kunne føle mig hjemme her. Her er for mange.. Mennesker

For første gang, kaster jeg et blik på den unge pige, som står ved min side. Synet får mig til at smile. Jeg lader mig blik glide ned over hende. Starte fra det sorte lange hår, fortsætte nedover det kønne ansigt, nedover den prangende kjole, lige til dens kant, der skjuler hendes fødder. Intet negativt, efter min mening.

 

 

            ______________________________________________________

 

Hun mærker hans blik, og antydningen af et smil kan anes, ved hendes mundvig. Det sædvanlige. Og alligevel er der noget nyt over det. Noget nyt og spændende. Hun drejer stille hovedet i hans retning, og søger efter hans øjne. Da hun endelig fanger dem, bliver hun suget ind i dem. Ind i et mørkt univers. Hun må synke en klump, og tage et ekstra godt tag i muren de står ved, for ikke at vælte. Hold da op. Det var noget af et syn. Det minder hende om noget. Der er noget over de, som hun har set før. For nogle år siden.. Hun skynder sig, at lade sine øjne glide videre, ned over hans næse og mund. Tanken om øjnene, skubber hun væk. Den skal ikke trænge sig på nu. Da hendes elevator blik har fået sig en tur op og ned, er hun godt tilfreds, med det hun har set. De brede skuldrer, og muskuløse muskulatur, tyder ikke ligefrem på svaghed. I hvert fald på ydersiden. Hun spidser sine læber, og ligger hovedet let på skrå. "Ville et hej, ikke være mere traditionelt?", hun er svævende. Var det et dårligt ordvalg? Burde hun ha' formuleret sig anderledes? Nej. Så hun tager det næste skridt.

"Hej. Mit navn er Amylinn. Og De?"

 

                            _______________________________________

 

Hun forbløffer mig, og det får mig til at hæve et øjenbryn. Måske skjuler det perfekte og rolige ydre, noget mørkere og ivrigere under overfladen? Hun søger efter mit blik, og jeg tilfredsstiller hendes nysgerrighed. Måske var det lige i overkanten? Nah, hun ligner en der ikke knækker så nemt. Mit hjerte springer et slag over, og jeg får et chok. Jeg genkender hende. Det kan ikke passe.. Men mindet om den nat, står tydeligt. Det er ikke noget man glemmer. Ligesom hende. Hun har ikke forandret sig ret meget. Men det er ikke noget negativt. Stadig det kønne ansigt, fra busken. De skræmte og vidtåbne øjne, jeg aldrig glemmer. Som nu er lige foran mig, afslappede og fuld af ro. Ligesom jeg burde være. Tag det nu roligt Trojan, siger jeg til mig selv. Du skal ikke piske en stemning op. Jeg tager en dyb indånding, og smækker den rolige facade på. "Hmm..", jeg brummer egentlig bare. Det ville nok være mere traditionelt. Men det er ikke ligefrem det traditionelle jeg kigger efter. Jeg tager imod hendes behandskede hånd, og kysser den silkebløde overflade, med et selvsikkert smil.

"Mit navn er Trojan. Det er mig en ære, at møde borgmesterens datter her.", mit tonefald er en anelse drillende. Mest fordi jeg ved hun ikke bør være her. Der går mange rygter om borgmesteren. Og hans datter. Selvom hendes maske sidder ligeså fint hen over hendes næseryg, er det ikke til at tage fejl af. Hun kan ikke skjule sig bag den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...