Be mine

Et maskebal. En varulv. En ung frisk pige. Det bliver en stor omvæltning i Trojans hverdag, da pigen Amylinn kommer ind i hans liv. Og Amylinn er ikke langsom om at opdage, at Trojan ikke er et helt almindelig menneske..

7Likes
17Kommentarer
884Visninger
AA

14. Drunk love

 

"Hvad fanden har du gang i?", hendes stemme er hidsig, da hun med en kraftanstrengelse skubber hans massive krop ind af døråbningen, og smækker døren i med et kæmpe brag, der får støv og puds til at dale ned fra loftet, som mel der bliver siet. Langsomt kommer han på benene, og snøvler noget over ordene, da han får fremstammet: "Jeg er altså ikke et lille barn. Du kan ikke bestemme hvor meget jeg skal drikke."

"Nej, men vi skal videre i morgen! Du kommer ikke til at blive her, for ved du hvad? Jeg er her sjovt nok også!"

Trods alkoholen, tager han roligt fast om hendes liv, og presser hende op ad væggen. Hun vrider sig vredt i hans arme, og kommer med små oprørende lyde. Hans ansigt kommer langsomt tættere på hendes, men hun stirrer blot trodsigt ind i hans øjne. Han stinker langt væk af øl, og den sure stank giver hende kvalme. Hun står presset mellem hans krop og væggen, og hun begynder at spekulere på, om væggen giver efter, og de braser igennem lige ind til et andet rum. Dog vil det sikkert ikke forstyrre nogen, for kroen her virker ikke ligefrem til at være propfyldt. Da hans hænder bevæger sig ned over hendes bagdel, er hun ikke længe om at samle spyt i sin mund, og sende en klat lige i øjneene på ham. Selvom han har et fast greb om hendes hænder, betyder det ikke at hun har andre beskidte midler hun kan bruge. Mindst ligeså beskidte, som det han har gang i nu. Han ler blot, en tør latter, inden hans hænder fortsætter. Det bliver dog for meget for hende. Hendes grænser er overskredet for lang tid siden, og hun får spændt sine muskler omkring sit knæ, og hamrer det hårdt op imellem hans ben. Først bliver han helt tavs, hans ansigt blegner, og hans tag slippes om hende, hurtigere end hun havde regnet med. Han bøjer i ryggen, og krymper sammen, mens hans hænder søger ned til det punkt, der lige nu må stå i brand. Det håber hun i hvertfald.

"Der er mere, hvor det kommer fra, hvis du er interesseret.", hvæser hun arrigt, går forbi ham med en kold mine, og klæder sig af, mens han har ryggen til. Dog går hun kort hen til ham bagfra, piller hans løse skjorte af ham, og tager den på. Den går hende til midt på lårene, og hun knapper den nænsomt. Trojan står stadig i sin smertefulde stilling, og hun tvivler på om han overhovedet opdager det. Hun står og betragter ham lidt, mens hendes fingrer arbejder med knapperne, inden hun opgivende ryster på hovedet, og ligger sig under dynen i sengen. 

 

__________________________________

 

Jeg mærker den allerede nu. Den dårlige samvittighed, der nærmest drukner mig, som en kæmpe flodbølge. Hvad fanden har jeg gang i? Smerten sidder stadig i mellem mine ben, og jeg føler mig lammet fra navlen og ned. Selvom mit hoved stadig er smadret af alkoholen, forhindrer det mig ikke i at tænke de her tanker. Langsomt retter jeg mig op, og går med stive skridt hen til vinduet. Hvert skridt indeholder ekstreme smerter, og jeg borer mine fortænder ned i min overlæbe, for ikke at lade de små støn i smerte undslippe. Det blondetynde gardin, hiver jeg en anelse til siden, og jeg lader mit blik glide ud i natten. Kroen er gammel, og det er tydeligt, for vinduer og døre er piv utætte, og den kolde natteluft blæser let ind på min nøgne overkrop. Jeg gyser svagt, inden jeg slipper gardinet, og vakler med rystende bevægelser over til sengen. Det sidste tøj jeg bærer - sko, sokker, slips og bukser -, får jeg taget af, inden jeg ligger mig ind til Amylinn, ligeså forsigtigt. Det er nu jeg opdager, hvor kold hun er. Kold som en istap, i den første dag i vinteren. Hun ryster lige så svagt, og jeg kan mærke endnu en skylle af dårlig samvittighed inde i mig. Hvad er jeg dog for et menneske? Ha, ha. Intet menneske. Jeg sukker over min platte humor, og ligger en arm om hende. Min kropsvarme vil altid være over 40 grader, ligemeget mine omgivelser. 

Det er som om hun først opdager mig nu, og hun puffer irriteret min arm væk, og ender med at give mig en kølig albue i siden, efterfulgt af en mumlen: "Gå din vej..", hendes stemme er såret, og jeg bider mig igen i læben. Denne her gang bider jeg hul. Jeg fjerner mig lige så stille, og kan næsten ikke bære synet af at se hende ligge der. I min skjorte. Men jeg ved at jeg har kvajet mig, noget så grusomt, så jeg ligger blot en ekstra dyne over hende, og smider mig med et træt suk i den minimale sofa. Hvem bruger lige så små sofaer? Måske er de lavet specielt til dværge. I hvert fald, er sofaen som kun ligger under min overkrop mit mindste problem denne nat.

Et par timer efter jeg endelig er faldet i søvn, vågner jeg, badet i sved. Nedenunder er der stille, kun de skæve vægge der holder kroen oprejst, knager og brager.Vinden hyler, og kulden sniger sig ind under vinduerne. Jeg tænker på Amylinn. Mine øjne skæver kort op til hende, men hun sover lydløst. Hun må fryse noget så frygteligt. 

 

______________________

 

Da hun endelig vågner fra en overraskende godt søvn, er hun stivfrossen. Alle hendes lemmer føles som istapper, og hun hiver de to dyner over hovedet. Dog hjælper det ikke det mindste, for det blotter hendes fødder, som er følelsesløse, og hun skælver stille. Episoden i går aftes har stadig ikke sluppet hende, og hun sætter sig langsomt. Det er som om hun stadig kan mærke hans hænder, og hun væmmes. Hun stolede på ham. Dog minder hun sig selv om, at han var døddrukken, og at han sikkert ikke engang kunne huske sit eget navn, hvis hun havde spurgt om det. Et suk forlader hendes læber, og hun ser over på Trojan i sofaen. Det ser helt forkert ud. Fra det øverste af hans lår og ned, er der ikke noget sofa - det hænder bare udover armlænet og svajer en anelse. Hun flytter blikket, og studerer hans ansigt. Det er trukket sammen i en forpint grimasse. Hun fnyser og ligger hovedet let på skrå. Gid han må have de voldsommeste tømmermænd. Et smil breder sig på hendes læber. Det behøver hun ikke engang at håbe på. Med den mængde alkohol han fik ned i går, er det sikret at han får en lille smule hovedpine. Bare en anelse.

Beslutsomt slår hun dynerne til sider, og sætter sine slanke fødder prøvende ned på jorden. Ugh. Som at stå på is. På listetæer bevæger hun sig ud på badeværelset. Dog bliver hun nødt til at løbe det sidste stykke, for hun er nærmest bange for at huden under hendes fødder vil sidde fast på det kolde gulv.

 

______________________

 

Da jeg vågner, er mine øjne stadig lukkede, og umulige at få op. Det føles som om de er klistret sammen, og nægter at blive skilt ad. Et irriteret suk forlader min læber, og jeg gnider dem. Langsomt glider de op, og jeg sætter mig ret op i sengen. Min ryg kommer med en knagende lyd, og jeg vrisser morgensurt, for ømheden i min krop har bredt sig. Sofaen var vidst ikke det optimale sted at sove..

Lyden af bruseren når mine ører, og jeg ser hurtigt op. Amylinn's seng er tom, og døren til badeværelset er lukket. Stille rejser jeg mig op, og går hen til døren. Først lytter jeg lidt, så banker jeg svagt med mine kraftige knoer mod døren. Jeg kan ikke bare vade ind. Efter hvad hun mindede mig om, hvor let hun kan påføre mig skade i går, går jeg mere forsigtigt fremad. Bare tanken om følelsen af hendes knæ, giver mig kuldegysninger.

"Hvad?", hendes stemme har en lettere irriteret klang, og jeg rømmer mig lavmælt.

"Skynder du dig ikke lidt? Jeg skal bruge toilettet.."

"Det tager den tid det tager, så må du vente med at morgenskide.", bider hun mig af, og jeg sukker stille. Jeg kan vel ikke rigtig undre mig over, hvorfor hun bærer nag. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...