Kapløb mod bussen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2013
  • Status: Færdig
En enkelt scene med stress, tidspreds og røde lyskryds.

0Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

2. Historien

oOo

Der gik jeg så i eftermiddagssolen og småsludrede med klassens udvekslingsstudent, imens vi sneglede os hen til cykelparkeringen. Jeg var efterhånden ved at kende Neda, som hun havde ønsket at blive kaldt, godt nok til ikke at hænge fast i lettere ligegyldige og overfladiske spørgsmål som ”hvor længe har du så været i Danmark?”, jeg havde faktisk lært hende så godt at kende, at vi nu forstod hverandres humør og talte afslappet og interesserede sammen – som venner.

Imens vi plaprede løs om den kommende idrætsdag, løftede jeg min taske op i cykelkurven, dens hank pressende velkendt imod min hud, imens mine arme måtte anstrenge sig til det yderste for at løfte den højt nok op. Så snart den var over kanten på den flettede bagkurv, slap jeg dovent mit tag, så lyden af det tunge bump blandede sig med de mange samtaler og vejstøj. Jeg sendte en anstrengt grimasse til Neda, som fik hende til at smile, imens jeg tog mig ømmende til overarmen med tungen ude af munden. Det var også fordi, jeg absolut skulle have den ekstra kemibog med i dag, hvis ikke det var for den, så ville min taske have været meget lettere…

”Den ekstra kemibog!” Som så mange gange før i mit liv, kom jeg til at tænke højt.

Neda så forvirret på mig, imens jeg rev min cykel ud af stativet:

”What?”

Men en forklaring ville kræve mere tid end jeg havde. ”Sorry, I have to go, see you!” Så flere ord blev det ikke til, før jeg fik bakset det klodsede stel ud af rækkerne med fare for at vælte nabocyklen.

Fandeme nej om jeg ville slæbe min bog med hjem igen! Her havde jeg smadret min ryg dagen lang for at skulle aflevere den til Kiv, det gjorde jeg ikke en gang til!

1.g’erne sprang for livet på hele min vej fra cykelparkeringen og ud på vejen. De havde så heller ikke det store valg, enten sprang de, eller også ville de møde mit forhjul med døden til følge, for jeg havde ikke tænkt mig at stoppe, jeg havde en bus at nå!

Jeg svang ud på vejen, lige foran en bil hvis hvinende bremser lød som et irettesættende råb bag mig, men jeg nægtede stadig at stoppe, desværre så jeg til stor smerte den gule bus svinge ud fra stoppestedet få hundrede meter fremme.

Dig og mig, bus - dig og mig.

Jeg drønede op på siden ad den med livet som indsats i håb om at tvinge den til at holde. Uden så meget som at sende chaufføren et blik, fortsatte jeg i fuld fart ud ad vejen med retning mod endestationen, hvor jeg vidste, jeg ville kunne fange Kiv, inden han skulle med den næste bus.

Det var det eneste, jeg kunne tænke på: ”Jeg skal nå det inden bussen, jeg skal nå det inden bussen.”

Jeg drønede afsted ad en rute, jeg knap kunne huske. Det føltes som at køre slalom mellem husene af små cykelstier, imens sveden stod fra min pande som et springvand. Jeg kæmpede mig op af bakkerne, trampede så hårdt i pedalerne at de knirkede faretruende. Men de holdt. Det var som om min hud kogte af varme, selvom vinden blæste så voldsomt i mit hår, at jeg frygtede for, om det ville blive sidende. Mine muskler sitrede voldsomt af anstrengelse, og mit hjerte bankede så voldsomt i brystet på mig, at det ville kunne brække ribben.

Jeg bremsede brat og var nær fløjet henover styret. Pludseligt var der en forhindring, nemlig en farve: Rød. Selvfølgelig. Sølvfølgelig skulle idag af alle dage være den dag, hvor lyskrydset vendte sig imod mig. Hele min krop var pumpet med adrenalin, og jeg fandt det umuligt at stå stille, imens jeg i pinefule evigheder ventede på at kunne komme videre. Jeg havde mere end travlt: Jeg havde en bus at skulle slå.

Langt om længe blev der gult. Jeg skød afsted som et andet jetfly, bag mig kunne jeg næsten forstille mig hvordan de biler, der havde undervurderet min acceleration ville banke sammen med hylende alarmer, aktiverede airbags og knust glas regnende alle vegne som faldende stjerner. Men jeg så mig ikke tilbage, for der var kun én vej, og det var fremad.

Jeg sagtnede ikke farten, men sprang af cyklen og måtte selv med mine skrigende muskler bremse min cykel, før den fortsatte ind i menneskemasserne på stationen. Hvis jeg havde været en tegneseriefigur, ville jeg have sat hælene i og efterladt et spor af oprevet asfalt. Men jeg var ikke en tegneseriefigur - jeg var et meget travlt menneske.

Jeg kastede min cykel fra mig op ad det første og bedste rækværk. Dér kæmpede jeg en sej kamp med den modstridende lynlås for at komme ned i min taske. Så snart jeg havde bogen i hånden, tog jeg min telefon frem og med hænder rystende af stress, fumlede jeg mig frem til hans navn og ringede op. Helt oppustet af tidspresset og indsvøbt i en kappe af anstrengelsens sved, så jeg ned ad den vej, jeg var kommet af, i håb om at få øje på bussen.  Ikke engang bussens skygge så jeg. Med et blik så vildt, at enhver kunne være død af skræk ved synet, inhalerede jeg den bilossmagende luft i hurtige, ukontrollerede gisp. Bussen kom ikke. Jeg så mig om på busholdepladsen og forstod ingenting. Hvor var den?

Så fik jeg øje på ham. Kiv stod lige bag mig og så hverken forvirret eller overrasket ud, helt afslappet i kontrast til det vilde dyr jeg sikkert lignede. Uden at have været klar over det havde jeg skudt armen frem og efterladt bogen i hans hænder. Jeg ville gerne sige noget, men jeg var stum. Bussen kom, og han nikkede til mig:

”Tak,” sagde han.

Før jeg nåede at opfatte, hvad der var sket, så var han forsvundet. Før mit hjerte faldt til ro, var bussen og alle menneskene omkring mig også væk.

Det eneste jeg kunne samle mig til at tænke var, at jeg havde nået det…

Langsomt svang jeg mig op på cyklen igen, mine muskler følelsesløse af afkræftelse og min næse pegende imod hjem. Tøvende tramp førte mig væk fra stationen igen, imens mit hoved var ét virvar af ubehandlede indtryk og mit humør stadig højt på actionen.

OoO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...