Healing Kiss

Gymnasiets smukke pige Ditte bliver venner med skolens nye lækre dreng, men hun vil ikke kun nøjes med at være venner... Men da hun bliver "afvist", er hun overbevist om at hun ser forkert ud. Og der begynder det at gå gjaldt...

Pleas læs den, og kommenter den!

Skrev den i slutningen 5. klasse, så det kan godt være der er lidt fejl. :)

0Likes
0Kommentarer
455Visninger
AA

7. Kapitel 7

Kapitel 7 - Indlagt

”Jeg er bange for at det er meget alvorligt. I hvor lang tid har hun ikke spist?” Spørger en ukendt stemme ” ca. en halvanden måned” svare... Ehh... min far usikkert. ”ved du hvad årsagen kan værre til det?” ”Nej. Hun har ikke snakket med os, siden hun stoppede med at spise” .”Har i lagt...” siger hende den ukendte og snakker videre om mig og mit helbred. Jeg prøver at åbne øjne, men det er som om de er limet fast! Jeg har utrolig store mavesmerter, så jeg holder rundt om min mave. ”far?” for jeg fremstammet. ”Skat... åhh skat” siger min far, man kan høre hans sko tydeligere, og tydeligere jo tættere på han kommer– dunk, dunk...  ”Vi har været så bekymret! Jeg havde slet ikke lagt mærke til at du var så tynd, før du havde fået hospitals kjolen på” siger han lidt for panisk – tror jeg. ”Hvor er jeg?” jeg stiller det spørgsmål, jeg har stilet mig selv længe nu. ”Mike fandt dig på toilettet næsten helt bevidstløs, han ringede 112 og der kom en ambulance! Du har været helt væk i 15 timer! Du har anoreksi! Det var det vi advarede dig om, men du lyttede ikke! Du har tabt 13kilo, 13 kilo!!!  Du er blevet så tynd, min lille skat! Jeg... jeg ved ikke hvordan det kan være... at vi ikke har lagt mærke til det?! Undskyld, undskyld! Jeg..” Min far bryder ud i grød. ”Tag det roligt far! Jeg har det fint.” siger jeg beroligende til ham. Selvom det ikke helt passer. Lyset fra det åbne vindue skær i mine øjne, så jeg prøver at tage min hånd op foran panden. Jeg kigger ned på min hånd, der sidder en skide irriterende ledning fast oven på den. Men med besvær for jeg det gjort. Der kommer tre læger ind i hvide kitler, med et navne skilt på højre bryst. De forklare mig at jeg bliver nød til at få en slags ledning ned gennem halsen, for at jeg skal ku få noget næring. De siger at de godt ved at det er en hurtig beslutning, men at jeg kan blive endnu mere alvorlig syg. Bare tanken om mad giver mig kvalme, ikke selve det at skulle have et rør ned i halsen! De giver mig en slags mindre bedøvelse.  Jeg gider ikke have den dér ting ned i min hals, for jeg vil ikke tage på igen!

Bedøvelsen smagte lidt af banan, ikke så slemt. Da jeg har fået den dér slange op af halsen, kommer Mike gående hånd i hånd med Kirstine ind af hospitalsdøren, sammen med min mor. Min mor undskylder for først at komme nu, men det gør faktisk ikke rigtig noget. Kirstine af rød i hoved – hvorfor ved jeg ikke? Kirstine spørger om hun godt må være lidt alene med mig. Mine forældre og Mike går... ”Hvordan kunne du gøre det mod dig selv?! Hvorfor har du ikke sagt noget?! Er du vanvittig? Du kunne i det mindste have betroet dig til mig!” siger Kirstine helt ude af sig selv, jeg kan se at hun er begyndt at få røde øjne – tårerne kommer nok snart.  Hun sætter sig på den grimme hvide hospitals stol, der står ved siden af min seng. ”Ehh.. jeg.. det er... mmm .... bare fordi at... ehh.” for jeg fremstammet, men jeg fortæller til sidst hvad der er grunden til at jeg er gået så langt for at tabe mig! Hun rejser sig og holder rundt om mig, da jeg er ved at bryde sammen – igen. ”Undskyld at jeg ikke har fortalt dig noget... men du havde bare så travlt med at være sammen med Mike og sådan, at jeg regnede med at du så nok ikke rigtigt havde tid til mig...” afslutter jeg, sukker dybt og kigger på hende. Vi sidder tavse og krammer i ca. et kvarter, da en læge siger at jeg skal have noget ro... Så nu sidder jeg her i en skide hospitalsseng, har anoreksi og ingen Jonathan – den eneste der rigtig betyder noget. Jeg løfter min hospitals ”kjole/bluse” op til lige under brystet, og kigger ordentligt på min ”mave”. Mine ribben stikker tydeligt frem, og mine mave er ikke andet end skind og ben. Jeg døser langsomt hen og falder så i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...