Healing Kiss

Gymnasiets smukke pige Ditte bliver venner med skolens nye lækre dreng, men hun vil ikke kun nøjes med at være venner... Men da hun bliver "afvist", er hun overbevist om at hun ser forkert ud. Og der begynder det at gå gjaldt...

Pleas læs den, og kommenter den!

Skrev den i slutningen 5. klasse, så det kan godt være der er lidt fejl. :)

0Likes
0Kommentarer
453Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kapitel 2 - Jonathan

 

2 uger senere

Da jeg kommer hjem fra skole er der ikke andre hjemme end min storebror. Jeg siger hej og går direkte op på mit værelse og skriver til Kirstine. ’Skal vi mødes på fiskeren (fisketorvet) kl. 16?:) Ditte’ Hun svare hurtigt tilbage at det kan vi godt. Kl.16:30 sidder vi på en café og drikker smoothies, vi snakker om en ret nuttet dreng med nøddebrunt hår og grønne øjne, som Kirstine vidst er lidt vild med. Han går i klasse med os.  På vej hjem i toget starter vi projekt Scor ham den søde – Kirstine.  Og så tager vi hjem til mig.

Vi stopper foran mit hus. Kirstine kigger nysgerrigt på det store hvide hus, med den store balkon, foran hende. Vi har endnu ikke været sammen hjemme hos en af os, det har hver gang været i centeret eller sådan noget. ”Er det dér?” Siger hun måbende og kigger på mig. Jeg nikker. På vej ned af den stenbelagte sti - der går ned ned til hoved døren, betragter hun alt meget nysgerrigt. Lige fra de store rosenbuske til det piv grønne græs.  Jeg åbner hoved døren, og vi træder ind i mit ualmindeligt store hus. Hun tager hurtigt skoene af og løber ind i stuen. Jeg følger stille efter. ”W-A-U-W!!” siger hun, ”hvad?” spørger jeg dumt og kigger på hende. ”Mmm... Det hele... Det er alt sammen så stort!” Hun skynder sig videre, med mig lige i hælene. Jeg viser hende mit værelse. Hun træder imponeret ind, sætter mig på min dobbelt seng og jeg sætter mig ved hendes side. Vi sidder og snakker om vores kiksede Engelsk lærer Arne – med for højt siddende bukser, grimme briller og højst to hår på hoved. Vi flækker af grin da Kirstine tager en tegneblok fra mit skrivebord og tegner ham – grimmere end han er i forvejen. ”Wauw.. du er fandeme go’ til at tegne!” Siger jeg, da vi har grinet færdig. ”Hvor har du lært at tegne så godt?” Spørger jeg hende ret imponeret, ”det var min mor der lærte mig det..” siger hun og jeg kan se sørgmodigheden i hendes øjne. Jeg er usikker på om jeg må spørger om hvad hun mener med var, vi har jo trods alt kun kendt hinanden i to uger...”Min mor døde for et år siden, af kræft...” Siger hun stille, inden at jeg når og tænke færdig.   Tårerne begynder lige så stille at løbe ned af kinderne på hende. Jeg ligger min arm rundt om hende og hun ligger sit hoved på min skulder. Hun løfter hoved og tørre øjne, ”undskyld” siger hun og kigger ned. ”Det skal du da ikke undskylde” siger jeg og giver hende et knus. ”Du er heldig at du har en mor, det er det jeg savner... at kunne snakke med en mor om næsten alt!” Snøfter hun og smiler lidt til mig. Jeg tænker på de tre år hvor jeg ikke rigtig har snakket med min mor... og jeg får hurtigt dårlig samvittighed! Hvorfor vi ikke har snakket sammen ved jeg faktisk ikke! Vi har nok bare ikke haft noget at snakke om? Jeg beslutter mig for at lave om på det. Punktum. Bank, bank! ”Er det okay at der kommer nogen ind?” spørger jeg Kirstine ”det er helt fint” siger hun bare og smiler – stadig med sørgmodige øjne. ”Kom ind!” råber jeg, ind af døren kommer min storebror. Han rødmer og det samme gør Kirstine. ”Æhh... Mike” siger han tøvende og gir Kirstine hånden, ”Kirstine” siger hun bare... Der røg scor ham den søde missionen, erstattet med scor min bror missionen.. ”Yes!!” (okay han er jo ”kun” 19)... ”Hvad er der?” Spørger jeg ham, de må sku vente med deres kommende flirten til en anden gang. ”Jeg skulle spørge fra mor om Kirstine skal spise med?” siger/spørger han Kirstine og smiler det mest charmerende smil der findes. ”Hvis det er okay vil jeg gerne” svare hun genert. ”Fedt!” siger han, og rødmer straks.

”Fuck! Din bror er sød... og lækker!” siger Kirstine, da Mike er gået. ”Hvorfor har du ikke sagt at du har en bror?” ”Det ved jeg ikke, det har jeg da ikke lige tænkt på” svare jeg bare. ”Var der lidt kemi, Kis?” driller jeg, ”Måske” svare hun flovt. Jeg laver trutmund og hun slår mig med en pude. Det forvandler sig hurtigt til en pudekamp! Da vi har været ned og spise skal Kirstine hjem. Jeg følger hende ud til hoved døren, vi krammer og siger farvel! Da jeg har lukket døren går jeg i seng og jeg falder hurtigt i søvn.

Vi skal have dansk nu her til sidst. Det er mandag = en ny skole uge! Der skal starte en ny i 1.g - min klasse, det er vist en dreng. Jeg sidder og visker med en af mine veninder Lea, da døren åbner. ”Dette her er Jonathan” Siger vores dansk lærer – Tommy, og peger mod en dreng der er på vej ind af døren. Alle, og jeg mener alle pigerne har lige tabt undermunden - selv mig! Ind af døren kommer der en dreng med helt gyldent hår, muskuløs krop, ca.180 høj, grønne øjne og markeret ansigts træk.  Han får lov til at sætte sig hvor han har lyst. Alle pigerne skynder sig at rykke en plads, så der er plads til ham. Han sætter sig desværre ved siden af en af drengene. Lea rykker tilbage ved siden af mig. Hun rynker panden ”ØV, forhelved da man!” visker hun. Jeg lytter ikke rigtigt efter. For jeg har vendt mig om, og sidder og kigger på ham. Han ser det og kigger på mig. Jeg smiler til ham, og han smiler igen! Yes, SÅDAN!!!  Jeg opdager at alle andres blikke er fæstnet på ham, så jeg kigger op mod Tommy. Da vi endelig har fri, skynder jeg mig at gå over til Kirstine – som desuden var den eneste der ikke stirrede på ham konstant ( godt nok fordi hun er fortabt i min bror). ”Arhhh!!” råber jeg, Kirstine smiler tilfreds. ”Sådan havde jeg det også i går!” Siger hun forstående og tager mine hænder. Vi hopper og flækker til sidst af grin.

Jeg skynder mig at gå ”tilfældigt” efter Jonathan, ”Hej” siger han og kigger på mig – ud af alle de andre 20 piger! ”Hej” siger jeg og kan mærke blodet i mine kinder! ”Hvad vej skal du?” spørger jeg ham! ”Jeg skal vist den vej” siger han og peger mod syd. ”Fedt nok. Det skal jeg også...” siger jeg... 1000 års pause.. ”Skal vi følges? Altså jeg er ny i Rødovre, så det vil være fedt hvis der var en der vil vise mig lidt rundt?” Spørger han... mig?!!!! ”Okay, så” siger jeg, så afslappet jeg nu kan. Men han har luret at jeg ikke er så afslappet, så han smiler. Vi er begge ret så stille på vej hjem. ”Hvor kommer du fra?” spørger jeg sådan helt tilfældigt. ”Jeg har boet i USA i 5 år, ellers kommer jeg fra Århus.” Siger han, og smiler lidt. ”Hvad hedder du endlig?” ”Jeg hedder Ditte” siger jeg nervøst. Mit blik retter sig mod hans grønne øjne – det plejer altid at virke, men han stopper kun op ét kort sekund, så vender han hovet og går bare afslappet videre. Hmm!!! Vi er tavse, resten af vejen. Men da vi så når til hans hus?!  Siger han ”Jeg bor her” og peger på huset........ over for MIT!!! Jeg begynder at fnise... ” hvad?!” siger han lidt hårdt. ”Når det er bare det at... det er mig der bor der over fór!” fniser jeg og peger over mod mit hus. Hallo Ditte! Hvad er der med dig? Spørger jeg mig selv og smiler til ham. Han smiler også                   ” Nåreee okay!” siger han så, med et blink i øjet! ”Ses!” råber han, og går ned mod hoveddøren til sit hus. Mit hjerte er ved at hoppe ud af brystet på mig! Jeg smiler til ham og går over vejen til mit eget hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...