The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
25238Visninger
AA

4. You are so Confusing

 

"And we just now got the feeling,

that we are meeting,

 for the first time."

The script - For the first time 

 

Liam P.O.V

"Det der er bare alt for wierd!" Sagde jeg grinende af hende, for seriøst hun var virkelig bizar! Hun mente hun havde fået noget i skoen, så hun tog den af og det viste bare hendes utroligt farverige slik sokker. Seriøst, det var ankelsokker... med slik på! Det var bare sært.

"Ingen kommentarer om mine sokker tak, jeg kan lide dem og det er det det handler om!" Sagde hun og fik sin støvle på, mens hun lige lagde sin hånd som støtte på min skulder.

"Hvad er der i vejen, med et par almindelige sorte sokker?" Spurgte jeg grinende. Hun kiggede på mig med hævede øjenbryn.

"Dem går alle jo i, jeg vil heller gå i noget ingen har!" Sagde hun og slap taget fra min skulder, så vi kunne gå videre mod endemålet.

"Ja, det kan jeg se." Sagde jeg, mens vi fortsatte med at gå. Hun sukkede bare af mig, og hurtigt kiggede på sin telefon. Hun havde en besked, kunne jeg hurtigt se.

"Hvem er den fra?" Spurgte jeg. Hun smilede stort, inden hun hurtigt svarede beskeden med en meget lang besked. Sikkert en kæreste der hjemmefra. Hun lagde efter cirka to minutter mobilen ned i jakkelommen igen og havde et stort smil på læben.

"Var det kæresten, der skulle opdateres?" Spurgte jeg. Hun kiggede med hævede øjenbryn på mig igen, men grinede så.

"Nej... det var min far." Sagde hun storsmilende. Jeg nikkede.

"Hvad så med kæresten?" Spurgte jeg og blinkede drillende til hende. Hun rystede opgivende på hovedet.

"Han findes ikke, desværre. Hvad med dig... svømmer du ikke også bare i kvinder?" Spurgte hun grinede. Jeg rystede på hovedet.

"Nahh, du må have læst forkert! Jeg er single." Sagde jeg. Hun nikkede bare, mens hun kiggede lidt rundt.

"Hvorfor?" Spurgte hun så pludseligt. Jeg grinede lidt.

"Fordi der ikke lige er nogen for mig lige nu." Sagde jeg. Hun nikkede hurtigt.

"Samme her... plus jeg duer ikke rigtig til det der kæreste hejs, det siger mig ikke så meget." Sagde hun. Jeg grinede lidt over hende. Hun var noget for sig selv, men det var ikke dårligt.

"Jeg tror også du ville stinke til det faktisk." Sagde jeg grinende. Hun stoppede op og kiggede så måbende på mig.

"Det ved du da ikke, du kender mig ikke engang!" Sagde hun og kiggede fornærmet på mig. Jeg blinkede hurtigt drillende til hende igen.

"Så fortæl mig lidt om dig selv, så kan vi altid starte der fra." Sagde jeg. Hendes måbende ansigt blev erstattet af et smilende et, mens hun kom op på siden af mig igen og vi gik videre.

"Jeg hedder Lucie, jeg er 17, jeg har fødselsdag den 23. Maj. Jeg bor i Montgomery sammen med min far og Zoe, jeg afslutter High school til Juni og derefter vil jeg ud i verden!. Jeg elsker at læse bøger, Harry Potter er i sær min yndlings! Og jeg er mærkelig!" Sluttede hun. Jeg grinede lidt over det sidste.

"Lige det sidste vidste jeg godt!" Sagde jeg grinende. Hun rullede bare øjne af mig.

"Haha, hvor er du dog bare sjov!" Sagde hun sarkastisk og skubbede så lidt til mig med skulderen, jeg skubbede bare igen, hvilket fik hende til at grine.

"Skal vi tage en skulderkamp?" Spurgte jeg. Hun kiggede bare grinende på mig, men stoppede, da vi nåede indgangen til endemålet: Hyde Park.

"Wow!" Sagde hun og gik ind i det store skovområde, jeg gik lige bag hende. Hun så helt glad ud.

"Jeg ville så gerne have været i Hyde park, men det var ikke med på listen over det vi skulle se, og jeg var sikkert også bare faret vild her hen... Mange tak Liam." Sagde hun og smilede til mig over skulderen. Jeg smilede glædeligt igen.

 

Vi gik i parken i cirka halvanden time og bare snakkede. Snakkede lidt om vores interesser, holdninger og ja, bare sådan om hinanden. Jo mere Lucie fortalte om sig selv, jo mere spændende lød hun. Hun virkede som en utroligt sød og venligtsindet person, som virkede ret ligeglad med, hvad folk tænkte om hende. Det var lige før jeg ikke kunne finde noget dårligt ved hende.

"Jeg har altid gerne ville lære det, men jeg tror det er svært." Sagde hun, mens vi var ved at nå enden af parken. Jeg rystede på hovedet.

"Du skal bare lige lære akkorderne, så er det ikke så slemt." Sagde jeg, men hun sukkede bare.

"For mig, tror jeg det ville tage år! Seriøst jeg er så handikappet med sådan noget." Sagde hun. Jeg grinede bare af hende.

"Du skal jo bare have en lærer." Sagde jeg. Hun kiggede hurtigt på mig.

"Held og lykke med det!" Sagde hun. Jeg trak hurtigt på skuldrene.

"Jeg kunne da godt give dig et par timer, hvis det var." Sagde jeg smilende. Hun kiggede på mig med hævede øjenbryn.

"Vil du... lære mig... at spille guitar?" Spurgte hun grinende. Jeg smilede bare til hende, men hun rystede bare opgivende på hovedet.

"Kom ikke og sig, at jeg advarede dig." Sagde hun og skubbede hurtigt til mig med sin skulder. Jeg smilede bare af hende, mens vi gik ud af parken og hen mod gaderne igen. Vi ventede lidt med at gå over vejen, da et par biler skulle forbi først. Da jeg kunne høre en rumlende lyd, og den kom ikke fra mig, men Lucie afslørede sig selv, da hun tog sine arme foran maven. Jeg grinede lidt.

"Er du sulten?" Spurgte jeg. Hun kiggede på mig med røde kinder og nikkede så. Jeg lagde bare min arm om hendes skuldre og trak hende med over vejen og slap hende så igen. Jeg kiggede lidt rundt på alle spisestederne.

"Hvad har du lyst til?" Spurgte jeg. Hun kiggede lidt rundt, tog så fat i min arm og trak mig hen til det mindst ventede sted. Jeg kiggede med store øjne.

"Jeg havde ellers troet, at piger var til alt det med ingen kalorier og så mindst mad så muligt og salat og vand." Sagde jeg grinede. Hun kiggede bare forvirret på mig.

"Som sagt, er jeg ikke som så mange andre Liam... Kom nu, jeg er sulten!" Sagde hun og trak mig med ind på McDonald's. Vi stillede os op til kassen og kiggede på menuerne. Jeg skulle bare have en Crispy Chicken. Hun trippede hurtigt lidt med fødderne og smilede så til mig.

"Hvad så?" Spurgte jeg.

"En Cheesy-Bacon og en mellem Pepsi." Sagde hun smilende. Jeg nikkede bare og vi nåede op til kassen og jeg fik bestilt vores mad.

"Spiser vi ikke her? Så kan vi lige få varmen lidt." Sagde hun. Jeg nikkede og betalte for maden, hun tog bakken med vores mad og vi gik ned mod et ledigt bord, vi satte os over for hinanden. Hun pakkede ivrigt sin burger ud og tog en bid.

"Oh My God, hvor er jeg sulten!" Sagde hun og tykkede. Jeg grinede lidt af hende og pakkede også min burger ud og begyndte at spise den. Vi spiste lidt i stilhed i et stykke tid, indtil en bibbende lyd afbrød stilheden. Lucie tog sin telefon op af lommen og smilede.

"Din far?" Spurgte jeg. Hun nikkede, mens hun tog endnu en bid og tykkede på den. Jeg tog hurtigt også min egen telefon frem, ikke noget specielt fra min side af. Lucie grinede lidt og lagde så telefonen ned i lommen igen.

"Du må lige undskylde, hvis jeg kigger lidt tit på min telefon." Sagde hun. Jeg rystede bare på hovedet.

"Det er ok, din far vil jo gerne vide, hvordan du har det, så selvfølgelig skal du svare ham. Det ville jeg også selv have gjort." Sagde jeg smilende. Hun smilede tilbage og fik lidt røde kinder... Hun rødmede.

"Jeg savner ham også." Sagde hun og tog endnu en bid af sin burger. Jeg tog også en, og vi blev begge to hurtigt færdige.

"Jeg savner også mine forældre ret meget til tider, men så bliver man også så glad, når man ser dem igen." Sagde jeg. Hun nikkede ivrigt.

"Jeg glæder mig også enormt meget til at se ham igen, jeg tæller dagene!" Sagde hun- Jeg kiggede lidt overrasket på hende, det var jo kun 7 dage hun var væk fra ham... behøvede man så tælle dagene?

"Er du meget tæt med din far?" Spurgte jeg. Hun tørte forsigtigt sin mund i sin serviet og kiggede på mig og nikkede så.

"Ja, meget. Han har altid været der for mig, når jeg havde brug for det. Han forstår mig bare meget bedre, end alle andre." Sagde hun og smilede lidt. Jeg smilede tilbage, men kunne ikke lade vær med at tænke lidt.

"Hvad med din mor?" Spurgte jeg. Hun kiggede hurtigt op på mig, men sukkede så.

"Hun er ikke sammen med os mere." Sagde hun. En lille klump samlede sig i min hals.

"Oh, det må du undskylde.."

"Det er ok, hun valgte det selv." Sagde hun. Jeg kunne mærke klumpen samlede sig til en større klump.

"Hvis du ikke vil tale om det, så er det ok." Sagde jeg forstående, men så kiggede hun bare forvirret på mig... og grinede så. Nu var det min tur, til at kigge forvirret på hende.

"Liam det er ok, Hun er ikke væk på "den måde", hun er væk i, at hun rejste." Sagde hun. Klumpen forsvandt, jeg troede lige jeg var kommet ind på et følsomt emne.

"Hvorfor?" Spurgte jeg hurtigt. Lucie trak på skuldrene.

"Hun kunne ikke helt finde ud af, det der med et roligt liv med mand og barn, men sådan havde hun egentlig altid været. Det var min far, der passede mig, fordi hun hellere ville i byen og sådan... Man kan vel sige at hun aldrig blev ældrere end 21." Sagde hun. Jeg nikkede og grinede lidt, da jeg så hvordan hun rystede på hovedet.

"Hun lyder da hyggelig." Sagde jeg. Lucie grinede lidt og nikkede.

"Det er ok, for så kom Zoe, og så var der kvinde i huset til at hundse lidt med mig igen." Sagde hun grinende. Jeg smilede lidt.

"Hvor hyggeligt. Har du så nogle småsøskende?" Spurgte jeg. Hun rystede hurtigt på hovedet.

"Nahh, det gider min far ikke, plus han kan jo ikke... han skal jo ligesom have en kæreste eller kone først." Sagde hun. Nu var jeg endnu mere forvirret... Hvem var Zoe så?

"Men hvad så med Zoe?" Spurgte jeg forvirret. Lucie kiggede hurtigt op og brød så ud i latter, en høj latter, men som alligevel havde en sød piget klang.

"Jeg skal lære, at være lidt mere præcis kan jeg høre, det må du meget undskylde... men Zoe er en Golden Retriever." Sagde hun grinede. Nu forstod jeg det lidt mere.

"Du er lidt forvirrende, det må jeg sige." Sagde jeg. Hun sukkede lidt.

"Jeg hader bare, hvis jeg skal til at fortælle det hele med små detaljer og sådan... Så synes jeg at jeg virker for selvvisk!" Sagde hun. Jeg rystede bare på hovedet.

"Nej, det er fint, jeg vil gerne høre det. Jeg vil gerne lære dig at kende." Sagde jeg, Hun kiggede hurtigt op på mig, så jeg kunne se lige ind i hendes store, men utroligt smukke brune øjne. Jeg kunne se de røde plamager på hendes kinder vokse lidt, da hun sænkede blikket fra mig og smilede, mens hun bed sig i læberne... Blev hun genert?

"Blev du mæt?" Spurgte jeg, hun nikkede smilende og hjalp mig så med at pakke papir, krus og servietter sammen.

"Ja, tak for mad, hvis du kan vente til de andre kommer hjem, så kan jeg give dig penge." Sagde hun. Jeg rystede bare på hovedet.

"Nej, det er ok, det er ingenting." Sagde jeg smilende til hende, mens vi tog vores jakker og overtøj på. Hun smilede bare tilbage til mig og gik over til døren og ventede på mig, jeg gik over til hende og vi gik ud i gaden igen.

 

"Hvis du nu skulle vælge, lige det du havde aller mest lyst til lige nu, hvad skulle det så være?" Spurgte jeg. Vi havde gået i en lille time igennem gaderne. Hun kiggede tænkende lige ud, men smilede så.

"Flyve et eller andet random sted hen, og så bare tag det hele derfra." Jeg kiggede grinende på hende. Hun havde virkelig hovedet fuld af en masse ideer.

"Fedt! Jeg tror det ville være ret sjovt." Sagde jeg. Hun nikkede ivrigt.

"Ja. Hvad med dig, hvad ville du?" Spurgte hun. Jeg tænkte lidt over det.

"Hmm... måske rejse tilbage i tiden og se dinosaurerne. Det ville være ret sejt." Sagde jeg. Hun kiggede grinende på mig.

"Kreativt. Du er lidt anderledes end jeg troede, må jeg indrømme." Sagde hun grinende. Jeg kiggede uforstående på hende, hun rullede hurtigt med øjnene.

"Du virker bare helt nede på jorden...det kan jeg godt lide." Sagde hun smilende til mig. Jeg smilede bare tilbage.

"I lige måde. Jeg plejer ikke at kunne føre sådan nogle samtaler her med fans, det er dejligt... du ved, til en forandring." Sagde jeg. Hun nikkede bare, mens vi gik hen af gaden. Vi havde nok cirka gået og snakket sammen, i tre eller fire timer, og alligevel så kunne jeg finde mange flere ting at tale om. For på en måde virkede hun meget åben, hun havde fortalt ret meget om sig selv ind til videre. Jeg vidste at hun hadede de der virkelig hysteriske dramaqueens, og at de næsten gav hende kvalme, hun hadede squash, men hun var helt vild med jordbær og appelsiner, mest fordi appelsiner mindede hende om efteråret, fordi de plejede at koge appelsin skræller der hjemme, så der kom til at dufte i hele huset... I ved, de helt små fakta.

"Jeg plejer just heller ikke, at have sådan nogle samtaler her, med verdenskendte popstjerner." Sagde hun og grinede lidt. Jeg trak hurtigt på skuldrene.

"Så har vi jo begge gjort noget vi ikke plejer." Sagde jeg. Hun nikkede og smilede stort til mig. Hun tog en hånd op til sit øre og trak håret om bag, hun havde øreringe kunne jeg se. To nede ved øreflippen og en oppe i toppen. Ret sejt faktisk.

"Fede øreringe!" Sagde jeg og pegede på hendes øre, hun kiggede smilende på mig.

"Den der gjorde lidt ondt faktisk, men jeg var også meget glad for den bag efter." Sagde hun og pegede på den øverste ørering. Jeg nikkede smilende.

"Det er pænt." Sagde jeg. Hun smilede stort.

"Tak, min far var ikke så vild med det i starten, men han synes det klædte mig ret godt alligevel." Sagde hun.

"Det gør det også." Sagde jeg. Hun grinede lidt, indtil en hurtig brummen hørtes fra hendes telefon i hendes lomme. Hun tog den op og gik ind på sms´en.

"Jeg kan godt komme hjem nu, de er hjemme." Sagde hun og tastede lidt. Jeg nikkede bare, vi var alligevel snart henne ved lejlighedskomplekserne. Hun lagde telefonen ned i lommen igen. Vi nåede hen til lejlighederne, hvor hun stoppede op lidt inden og vendte sig om mod mig.

"Mange tak, for at du ville holde mig med selskab." Sagde hun med et skævt smil. Jeg trak bare gensmilende på skuldrene.

"Det var da så lidt, det var rigtig hyggeligt... vi kunne jo gøre det igen en dag." Sagde jeg. Hun lyste lidt op og nikkede så ivrigt.

"Meget gerne... faktisk så skal jeg i "skole" indtil i morgen eftermiddag, så har vi fri til at tjekke alt i hele weekenden." Sagde hun. Jeg nikkede hurtigt.

"Så kan jeg hente dig i morgen, hvis du altså.."

"Enormt gerne!" Afbrød hun smilende. Jeg smilede tilbage til hende.

"Jamen fedt... så vil jeg da glæde mig til i morgen." Sagde jeg. Hun grinede lidt og blev lidt rødere i kinderne.

"Også jeg." Sagde hun og vinkede så hurtigt til mig, mens hun begyndte at gå. Jeg smilede bare efter hende.

"Men hey Lucie... Så er der jo kun 3 dage, til du ser din far, i morgen." Sagde jeg efter hende. Hun vendte sig hurtigt om og kiggede underligt på mig.

"Hvad mener du?" Spurgte hun hurtigt. Jeg grinede lidt.

"Du sagde du savnede din far... og i morgen er der tre dage til at du ser ham igen." Sagde jeg smilende. Hun begyndte bare at storgrine og rystede så på hovedet.

"Jeg skal virkelig oppe mig, med at fortælle tingene ordentligt... det må du undskylde!" Sagde hun med et undskyldende blik. Jeg kiggede bare mere forvirret på hende, hun smilede af mig.

"Jeg savner min far. fordi jeg ikke har set ham så længe." Sagde hun. Jeg var stadig en lille smule forvirret. hvilket hun godt kunne se,  så hun sagde:

"Liam, min far er udstationeret i Afghanistan."

____________________________________________________________________________

Så er jeg startet på "The Vow"

Jeg håber at i vil komme til at kunne lide den!!

Jeg glæder mig i hvert fald til at skrive den..

Jeg kan allerede det hele i hovedet...det skal så bare lige skrives...

Det vil glæde mig meget hvis i vil skrive en kommentar om hvad i synes!!!

Så ville i være rigtig dejlige!!!

Og som ekstra igen, så poster jeg Outfits i kommentarene... de er så hyggelige at lave :P

 

Så ja, fortsæt god læselyst :D

 

KNUS

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...