The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24840Visninger
AA

37. Words

 

"Say something

I'm giving up on you"

A great big world ft. Christina Aguilera - Say something


Liam P.O.V

"Shh... det er ok. Jeg er lige her, der sker ikke noget, bare rolig." Sagde jeg og strøg hende over håret, mens hun skælvede i mine arme og hendes vejrtrækning blev mere stabil.

"Det er ok." Sagde jeg og kyssede hende i håret, mens hun holdt rundt om brystet på mig og knugede sig ind til mig. Jeg lagde hende forsigtigt ned i sengen igen.

Jeg var igen blevet vækket af hendes skrig, og var løbet ind for at vække hende og fået hende til at slappe af, for sjette nat i træk. Hun snøftede en enkelt gang og slap mig så lidt, og kiggede ned. Jeg sukkede og kyssede hende hurtigt i panden.

"Læg dig til at sov igen. Jeg er lige inde ved siden af." Sagde jeg. Hun nikkede svagt og lagde sig så ned i sengen. Jeg lagde dynen over hende og vendte ryggen til hende og skulle til at rejse mig igen, men Harrys ord fra et par dage før, fik mig til at tøve og tænke lidt, så jeg vendte mig halvt om mod hende.

"Hvad drømte du?" Spurgte jeg stille. Hun satte sig lidt op i sengen og kiggede på mig.

"Fortæl mig, hvad du drømte." Sagde jeg og kiggede ventende på hende. Hun kiggede bare ned igen og sukkede tungt.

"Kom nu... Jeg ved jeg kan hjælpe, bare fortæl mig, hvad der skete." Sagde jeg og satte mig lidt tættere på hende. Underligt nok vigede hun først lidt væk, men satte sig derefter tilbage.

"Please?" Spurgte jeg stille, men hun forblev tavs. Jeg sukkede lidt, inden jeg rejste mig fra sengen, slukkede lyset og gik ud af døren, for at gå over på mit ejet værelse og ligge søvnløs resten af den nat, som alle de andre.

 

Det hele var så frustrerende. Hun sagde intet, gjorde intet… der var ingen respons fra hende. Ikke et´ ord! Ikke engang en lyd. I en hel uge havde hun været tavs og det drev mig til vanvid. Ingen ville nogensinde kunne forstå, hvor meget jeg savnede hende. Hun var lige her, så hvordan kunne jeg savne hende… Men det var det andre ikke forstod. Jeg savnede hende i at: Jeg savnede at se hende smile, ikke på den måde hun gjorde nu, men hendes rigtige smil. Jeg savnede hendes energi, hendes rigtige sprudlende energi. Hendes ægte smittende bedårende grin. Jeg savnede at høre hende, føle hendes evige glæde omkring mig… Jeg savnede virkelig at høre hendes stemme, men den var der ikke, den var væk. Det hele var væk… som om den Lucie jeg altid havde kendt, var revet fra mig. For det var ikke den Lucie jeg kendt... Det her var på ingen måde MIN Lucie. Hun var som en helt anden, en person jeg ikke havde lyst til at kende. Jeg ville have den gamle Lucie tilbage, min Lucie. Det her var ikke det hverken hun eller jeg selv nogensinde havde bedt om. Jeg ønskede hende kun det bedste for hende! Det her var langt fra godt for hende! Hun skulle være den Lucie jeg kendte, hun skulle være glad igen…

Og jeg ville ændre det nu!

Jeg stod op efter at have ligget søvnløs i et par timer, for at lave morgenmad til hende og jeg. Drengene kom senere. De var her en gang i mellem. Nogle af dagene var de her alle fire, mens andre kunne det kun være en eller to. Jeg havde sagt til dem flere gange, at de ikke behøvede at være her, hvis de ikke ville, men de insisterede. Så jeg lod dem gøre det.

Jeg satte nogle æg frem og skulle til at knække et for at hælde det på en pande, men kiggede med det samme over skulderen, stoppede og gik hen mod hendes værelse. Hun lå med ryggen til, så jeg stillede mig i dørkarmen.

"Der er morgenmad om fem, rør eller blødkogt?" Spurgte jeg, mens en mindre plan udviklede sig i mit hoved, hvilket den havde gjort hele natten. Hun vendte sig forsigtigt om, gned sine øjne og kiggede på mig.

"Rør eller blødkogt æg?" Spurgte jeg igen. Hun satte sig hurtigt op og kiggede ned i sit skød. Hun svarede ikke, så jeg sukkede bare.

"Jeg finder på noget, det er klar om 5." Sagde jeg så og gik ud og hældte æggene over på panden, mens frustrationen voksede. Jeg satte mælk, te, brød, smør og service over på bordet, da hun kom ud. Jeg kiggede hurtigt på hende. Hun stod i min sorte T-shirt og de sokker jeg havde købt til hende. Jeg smilede skævt og satte så æggene over på bordet. Hun satte sig forsigtigt ned på en stol og tog et stykke brød og smurte smør på, mens jeg satte mig ned over for hende og vi begge spiste... i tavshed.

Vi ryttede begge af bordet bag efter, og Lucie sagde stadigvæk ikke et ord. Jeg kiggede hurtigt på hende.

"Zayn og Louis kommer i dag, er det ok? Eller skal jeg ringe og bede dem om at lade vær?" Spurgte jeg. Hun kiggede hurtigt på mig og nikkede.

"Så jeg skal lade vær?" Spurgte jeg og stillede mig lidt tættere på hende. Hun kiggede med det samme på mig.

"Et nik med hovedet hjælper ikke så meget, skal de her over eller ej?" Spurgte jeg og stillede mig med armene over kors. Hun kiggede nervøst på mig.

"Kom nu, bare et enkelt ja, eller nej?" Sagde jeg stille og kunne se hvordan nervøsiteten steg i hendes øjne og hvordan hun svagt åbnede munden... men intet kom, hvorefter hun så satte tallerkenerne fra sig på køkkenbordet, gik og efterlod mig frustreret tilbage. Jeg sukkede tungt og kunne mærke vreden blusse op, men skubbede den hurtigt væk. 

 

Der gik et par timer. Louis og Zayn var kommet forbi og vi havde sat os ned og spillet Fifa. Jeg havde hele dagen spurgte Lucie spørgsmål, som ikke kunne besvares med et nik med hovedet eller rysten, mest for at se om jeg kunne presse hende til at snakke... men hver gang havde været en fiasko, og hun havde ikke svaret, men forholdt sig tavst og så var gået væk fra mig. Jeg vidste at jeg pressede hende, måske for lidt... eller for meget? Jeg kunne bare ikke få Harrys ord ud af hovedet, om at behandle hende normalt, og jeg ved jeg havde været for rolig ved hende i starten, det var derfor at jeg prøvede at presse hende nu... også fordi frustrationen voksede mere og mere inden i mig, og jeg kunne snart ikke mere.

"Ha, taber! Jeg vandt igen!" Hoverede Louis og lavede et mærkeligt ansigt til Zayn, der bare rystede på hovedet af ham. Jeg grinede lidt og kiggede så over på Lucie, der sad i lænestolen, med en tyk bog og en blyant i hånden. Hun kiggede hurtigt op på mig, men sank så blikket igen og skriblede lidt. Jeg tog mig sammen.

"Hvad læser du?" Spurgte jeg. Louis og Zayn kiggede hurtigt på mig og så på Lucie, som sukkede tungt.        

"Kom nu, jeg vil gerne vide hvad du læser." Sagde jeg. Hun skriblede lidt i bogen og kiggede så stift i den. Jeg rykkede mig lidt tættere på, men Zayn lagde hurtigt en hånd på min skulder og rystede på hovedet. Jeg gik tættere på alligevel.

"Er den god?" Spurgte jeg og stillede mig hen til hende. Hun kiggede hurtigt op på mig, med et nervøst blik i øjet.

"Kom nu, fortæl mig hvad den handler om... Jeg ved du kan." Sagde jeg og stillede mig helt hen til lænestolen. Hun klappede med det samme bogen sammen og  kiggede ned. Jeg satte mig på hug foran hende og kunne se hun så presset ud.

"Fortæl mig nu lidt, du kan godt..." Sagde jeg hurtigt, inden Louis rejste sig og lagde en hånd på min skulder og Lucie med det sammen tog bogen under armen, rejste sig og gik ud fra stuen. Jeg vrissede hurtigt og slog ned på armlænet af stolen og satte mig over i sofaen med et bump igen.

"Liam..."

"Nej!" Afbrød jeg Zayn hurtigt og kiggede ned i mit skød. Både ham og Louis sukkede tungt, inden de startede deres spil igen, og jeg lænede mig tilbage i sofaen og kiggede over mod døren. Jeg kunne mærke hvordan vreden blussede mere og mere op i mig, så jeg rejste mig hurtigt fra sofaen og kunne mærke hvordan pulsen bankede helt oppe i min hals. Vrede. Hele min krop var blandet af vred, frustration, sorg, had, opgivelse… Det hele. Jeg var vred fordi Lucie ikke havde bedt om det her på nogen måde. Vred fordi jeg aldrig havde bedt om, at se hende på den her måde. Frustreret fordi at jeg vidste intet om hvordan hun havde det… og jeg var vant til at vide alt om hende… derfor var det så frustrerende, at se hende på den her måde. Hun burde tale til mig… men det gjorde hun ikke! Hendes krop var der, men det var som om hun var helt livløs… Som om hun havde givet op! Derfor var jeg så fyldt med had. Hun var min Lucie, hele min verden… alt hvad jeg elskede… Og hun var knust, på grund af dem.

De havde ikke kunnet passet ordentligt nok på hendes far! Og derfor var det deres skyld, at hun var på den her måde. De havde revet hende fra mig. Og til sidst opgivelse… for hvad kunne jeg gøre? Hun svarede ikke… og jeg havde prøvet så meget, men ikke en mine, ikke engang et enkelt ord. Hun kiggede bare på mig uden at sige en lyd. Gud hvor jeg dog hadede det! Pulsen begyndte at banke hurtigere i min hals og jeg gik ud fra stuen og hen til gangen.

”Hvor skal du hen?” Spurgte Louis bekymret. Han og Zayn stoppede spillet igen, og Zayn rejste sig fra sofaen.

”Jeg kan ikke mere!” Sagde jeg hurtigt og nåede lige at se hvordan de begge kiggede forvirret på hinanden og så gik efter mig. Jeg åbnede døren ind til hendes værelse, og så hvordan hun lå helt krummet sammen. Jeg sukkede hurtigt og gik så med hastige skridt om på siden, hvor hun lå med sin front mod, lagde en hånd på hendes skulder og ruskede i hende.

”Hey!” Sagde jeg. Hun åbnede forsigtigt sine øjne og kiggede på mig og hendes øjne gik med det samme over i et nervøst blik.

”Sig noget.” Sagde jeg hårdt. Hun kiggede på mig med det samme blik og rykkede lidt på sin hånd. Zayn og Louis dukkede op i dørkarmen.

”Sig noget… Hvad som helst… Sig mit navn og jeg lader dig være!” Sagde jeg hårdt og kunne se hvordan hun begyndte at trække vejret anderledes. Jeg tog fat i begge hendes skuldre og fik hende op at sidde. Louis trådte hurtigt et skridt frem.

”Liam, jeg tror det er bedst, hvis..”

”Nu snakker du!” Sagde jeg og kiggede hende i øjnene. Hun undveg mit blik og kiggede ned, men jeg tog fat i hendes hoved og trak det op igen.

”Tal!” Sagde jeg med en lidt højere stemme og kunne se hvordan hendes bryst sank og hævede sig hurtigere og hurtigere. Jeg tog lidt hårdere fast i hendes kinder.

”TAL TIL MIG!” Råbte jeg nærmest og kunne se hvordan hun frøs i hele kroppen. Både Zayn og Louis gik tættere på os.

”TAL NU FOR HELVEDE TIL MIG!” Råbte jeg, og de første tårer trillede ned af hendes kinder, hun åbnede munden og… intet!

"Utroligt!" Klagede jeg og slap hende og rejste mig hurtigt, men tog fat i hendes arm og hev hende med op.

”Liam, Hold op!” Sagde Zayn. Jeg trak hende helt op af sengen og fik hende op at stå og slap hende lidt. Hun vaklede med det samme på benene.

”Vis mig det!” Sagde jeg og trådte væk fra hende. Hendes kinder var dækket af tårer.

”Vis mig, at du stadig er der inde!” Sagde jeg. Hun bukkede hurtigt under ved knæet og faldt næsten ned på gulvet, men ramte sengen heldigvis. Louis gik tættere på og skulle til at støtte hende.

”Nej! Lad hende selv… Vis mig, at du stadig er der inde!.” Sagde jeg og kunne mærke hvordan en form for kvalme begyndte at hobe sig op. Hun kiggede bønfaldende på mig med tårervædede kinder og åbnede munden, men intet kom ud. Jeg kunne ikke mere.

”VIS MIG DET!” Råbte jeg så meget jeg kunne.

”Hvor er min Lucie?! Vis mig hende!” Der gik et form for sæt igennem hende hver gang jeg råbte. Zayn gik hurtigt over til mig, og Louis stillede sig ved siden af Lucie.

”Hold op, Liam!” Sagde Zayn med hævet stemme og prøvede at hive mig væk, men jeg stod fast på gulvet. Lucie hulkede en enkelt gang, og selv den ene lyd kom ud, som var det en svag hvisken. Jeg tog et stort skridt hen til hende og satte mig ned på hug foran hende.

”Drenge, vær sød at gå.” Sagde jeg lavt, mens jeg så på Lucies vuggende krop.

”Liam..” Prøvede Louis, som sad ved siden af Lucie, men jeg tog en hånd op foran ham, for at afbryde ham.

”Please?” Sagde jeg, mens jeg stadig kiggede på Lucie. Zayn sukkede og gik hen til Louis og fik ham med. Louis klappede mig hurtigt på skulderen.

”Vi er lige udenfor.” Sagde han og gik ud sammen med Zayn, som lukkede døren efter sig. Lucie sad halv skævt på sengen foran mig og kiggede hyperventilerende på mig. Jeg lagde hurtigt mine hænder omkring min nakke, mens helved brød løs inden i mig.

"Hvorfor gør du det her mod mig?" Spurgte jeg oprevet og kiggede på hende. Hun rystede i kroppen og frustration tog overhånd.

"Hvorfor taler du ikke til mig!? Hvorfor siger du ingenting... Hvad er formålet?!" Råbte jeg til sidst og trådte tættere på hende. Hun hulkede svagt endnu en gang, inden jeg for alvor råbte.

"TAL TIL MIG... FORTÆL MIG JEG ER EN IDIOT!.. Fortæl mig, at jeg fuckede det hele op, at jeg skulle være blevet hos dig, fortæl mig det er min skyld! Fortæl mig at jeg er et svin og at du hader mig!" Jeg gik rundt i cirkler, mens jeg hørte på hendes svage hulken. Jeg trådte med det samme ind foran hende og greb fat i hendes kinder

"TAL TIL MIG!" Jeg ved at det var frustrationen som tog over, men i det jeg nærmest skreg ind i hendes hoved, slog det klik i mig og jeg fokuserede på hendes rystende og hulkende skikkelse og gik med det samme væk fra hende, og sparkede til gulvet, selv om det ikke hjalp noget som helst og satte mig så på hug ned foran hende og lagde mine hænder på hendes kinder.

”Undskyld.” Sagde jeg lavt. Hun klemte hurtigt sine øjne sammen og et par tårer faldt ned på mine hænder.

”Undskyld…det var ikke min mening at råbe af dig, det er aldrig min mening at råbe af dig. Undskyld!” Sagde jeg og kunne mærke kvalmen ret meget nu. Hun rystede svagt på hovedet, mens jeg nussede hendes kinder.

”Men please, bare tal til mig… vis mig at du kan, vis mig at du stadig er der inde!” Sagde jeg lavt. Hun rystede på hovedet igen, mens tårerne kom i større mængder.

”Kom nu Love, jeg har brug for at du taler til mig!” Sagde jeg. Hun tog en dyb indånding, men stadig intet kom.

”Kom nu baby, hvis mig du kan… bare sig mit navn, eller hej… Bare tal til mig!” Sagde jeg. Hun sad helt stille.

”Du kan godt smukke!” Sagde jeg opmuntrende, men hun sagde intet. Kun tårer i store strømme, trillede ned af hendes kinder.

”Skat?” Spurgte jeg nervøst og kunne høre hvordan min stemme knækkede over. Hun hulkede igen.

”Kom nu Lucie… Vis mig, du stadig er hos mig, jeg… Jeg kan ikke det her mere, jeg vil ikke uden dig. Jeg kan ikke klarer at vide, at du har det sådan her, og at du ikke siger noget til mig. Jeg elsker dig og jeg har brug for dig. Du må ikke forlade mig nu… Jeg vil ikke uden dig Lucie… Jeg vil kun leve med dig… så please Lucie, sig noget!” Sagde jeg nu med grådet stemme og kunne virkelig ikke mere. Hun begyndte at hulke flere gange, men det var stadig den samme form for lave, næsten lysløse hulk.

”Pookie?” Spurgte jeg og kunne mærke hvordan mine øjne blev våde, og et enkelt snøft lød fra min næse. Hun kiggede med det samme på mig, da jeg kaldte hende Pookie. Det samme navn jeg altid havde kaldt hende… Pusling.

Hun åbnede munden for sidste gang, og jeg kiggede ventende på hende… intet. Jeg slap forsigtigt hendes kinder og rejste mig langsomt op. Hun kiggede op på mig, med flere tårer i øjnene end nogensinde og jeg prøvede selv at holde tårene inde, og gik derfor forbi hende. Hun greb hurtigt fat i mig og prøvede at hive mig hen til hende igen, men jeg gik videre og hun var nødt til at give slip på mig. Jeg kunne med det samme høre hendes svage hulken begynde voldsomt, da jeg trådte ud.

”Liam?” Spurgte Zayn bekymret, mens jeg gik over mod døren og tog min jakke på. Han og Louis kiggede bekymrede på mig. Jeg gned mig hurtigt i øjet, for at de ikke skulle se tårene, mens jeg prøvede at smile.

”Jeg går lige en tur… jeg har brug for at være lidt alene.” Sagde jeg hurtigt.

”Liam, hør nu..” Prøvede Louis, men jeg rystede på hovedet.

”Det er ok Lou.. Jeg har det fint.” Løj jeg og gik ud. Jeg kunne høre Zayn sige et eller andet efter mig, men jeg fortsatte bare ud af døren og blev ved med at gå. Ligeglad med alt. For det hele kunne lige så godt være lige meget nu...  Det hele betød ikke noget mere. Så længe jeg vidste at Lucie aldrig nogensinde ville tale til mig igen, så kunne jeg ikke se noget positivt i noget. Ja, det lyder sikkert totalt skørt, eller sindssygt... Men når du virkelig elsker en person, og du så småt kan se dem knuses foran dig, så ville man også have den samme følelse som mig. Jeg kom et stykke væk fra huset og den første tårer trillede ned af min kind.

 

Mørket faldt på og timerne gik. Jeg var kommet hjem og havde spist aftensmad med Louis og Zayn, som var taget hjem bag efter, hvorefter jeg havde sat en film på, selv om jeg ikke kunne koncentrere mig om den. Så da klokken var omkring 11 valgte jeg at slukke for fjernsynet og gå i seng. Jeg gik forbi døren ind til hendes værelse, der stod på klem og der var helt mørkt, ligesom i resten af huset.

”Godnat Lucie.” Sagde jeg lavt. Der kom ikke et svar, jeg havde heller ikke regnet med noget, så jeg lukkede bare døren og gik skråt over gangen til mit værelse og tændte lyset. Her var koldt, jeg huskede ikke at have åbnet vinduet, men jeg lukkede det bare og tog mit tøj af, for så at slukke lyset og lægge mig over i sengen. Der var helt mørkt i hele huset, og selv om jeg sov bedst i mørke, så kunne jeg ikke sove. Jeg kunne høre den beroligende ro, men jeg kunne stadig ikke sove. Mine tanker for rundt.. For rundt omkring, at den pige jeg elskede aller mest i hele verden, lå lige over for mig… og snakkede ikke til mig. Det skar virkelig i mig. Jeg kunne ikke lide det her, jeg savnede hende så forfærdeligt meget, det var helt ubeskriveligt. Jeg vendte mig om på siden og lukkede øjnene.

Jeg var sikker på at jeg lå sådan i mindst en time, bare lå der på siden med lukkede øjne. Men jeg sov ikke, jeg kunne ikke. Mine tanker fyldte for meget til at de ville lade mig sove, selv om jeg følte mig enormt udmattet, så kunne jeg ikke sove. Jeg følte mig urolig. Jeg tænkte hele tiden på hende, tænkte på hvorfor hun intet sagde til mig? Hvorfor hun ikke bare fortalte mig hvordan hun havde det? Ja… Jeg tænkte bare på hende. Hende, og kun hende.

Jeg gned mig forsigtigt i øjet, da jeg hørte små lyde ude fra gangen. Det var dog ikke hvilke som helst lyde, det var lyde af knirk fra gulvet. Knirk, som kun blev lavet af fodtrin. Men den her knirken var ikke nær så høj, som når os drenge gik. Nej, det her var som om det var mindre fodtrin, små forsigtige fodtrin… som kom fra mindre fødder. Jeg hørte håndtaget til min dør gik ned, og den gik op. Jeg frøs, da jeg hørte den stille vejrtrækning og hvordan fodtrinene kom tættere på, indtil det stoppede og siden i min seng gik en smule ned, som hvis en person havde lagt sig ved siden af mig. Det var ikke en stor person, men mere en fin og lidt mindre person. Jeg vendte mig om på siden med fronten til personen og løftede min arm fra dynen og lagde over personen. Jeg mærkede hurtigt hvordan de små fine fingre tog dynen, og rettede lidt til omkring sig og der kunne jeg ikke føle andet end lettelse, lettelse over at hun endelig lå hos mig. Jeg lagde forsigtigt en arm om hende og trak hende ind til mig, mens hun selv skubbede lidt, så hun endte helt ind i min favn. Og det første jeg gjorde var at knuge hende ind til mig.

”Pookie.” Sagde jeg lavt og kyssede hendes kolde skulder. Hendes hænder fandt vej op til mine og holdt stramt og fast om dem, som om hun var bange for at give slip. Jeg kunne mærke hvordan hun sitrede i hele kroppen.

”Rolig Lucie, jeg går ikke. Jeg er her, rolig.” Tyssede jeg på hende og varmede hendes kolde arme, mens hun sitrede, men heldigvis havde min varme omfavnelse en virkning på hende, og hun sitrede mindre og mindre.

”Jeg elsker dig.” Sagde jeg lavt. Hun nikkede og et par små snøft kom fra hende. Jeg knugede hende lidt mere og holdt hende helt ind til mig. Jeg vidste godt at der ikke ville komme nogen respons. Jeg havde opgivet at få hende til at tale til mig, så det eneste jeg fokuserede på nu, var bare at have hende hos mig. Det var det eneste, der betød noget, at hun var her, lige her, her hvor jeg kunne passe på hende, og beskytte hende. Her hvor jeg vidste at hun ville være, og ikke flere tusinde kilometer væk fra mig. Derfor var det her det bedste, bare hun var hos mig, så var det ok. Bare hun var her, så skulle det hele nok så småt ordne sig. Det var jeg sikker på.

”Jeg elsker også dig.” Jeg kiggede lige ud i luften, lyden kom ikke fra mig. Det var en svag lille lyd, en svag stemme, lidt hæs på en måde, men stadig med den samme lille sødme som altid. Den samme stemme som jeg havde længtes efter. Det kunne ikke passe, det kunne det ikke! Det var ikke den stemme, det var det bare ikke. Jeg havde jo opgivet at komme til at høre den igen, og høre den fantastiske sødme i stemmen og lyden af stemme i mine ører… hendes stemme. Jeg satte mig lidt op, og kunne mærke hun vendte sig om mod mig.

”Undskyld.” Sagde hun svagt, men lidt højere end før. Jeg kom til at grine svagt, men af lettelse og kunne hurtigt høre hvordan hendes hulk udviklede sig. Denne gang var det normale hulk, og ikke de nervepirrende små, næsten lydløse hun havde frembragt tideligere. Endelig kunne jeg høre hendes normale stemme igen.

”Undskyld.” Græd hun og slog sine arme om mig, mens hun græd og maste sig selv ind i min favn, men det gjorde ikke noget, da jeg selv trak hende helt ind til mig. Det her kunne umuligt være virkelighed, endelig talte hun til mig igen. Hun talte rent faktisk til mig, og lige der hvor jeg havde opgivet alt håb om, at komme til at høre hendes smukke, vidunderlige og fantastiske stemme, så (som sædvanlig) Overraskede hun mig, og endelig talte til mig igen.

”Undskyld… Undskyld!” Hulkede hun og jeg kunne mærke hvordan hun rystede over hele kroppen. Jeg slap hende lidt og lagde mine hænder på hendes kinder, så jeg kunne kigge hende i øjnene. Det føltes som om jeg snart havde gjort det her så mange gange med hende: Det at holde hendes hoved oppe, og ligge mine hænder på hendes kinder… Men det gjorde ikke spor. For hver gang, kunne jeg kigge ind i hendes utroligt smukke øjne.

”Du skal ikke undskylde, over hovedet ikke!” Sagde jeg og trak noget af hendes hår om bag hendes ører. Hun sukkede lidt, men hulkede stadig, dog lidt svagere nu.

"Jeg er så ked af det Liam.." Sagde hun svagt, men jeg tyssede bare på hende og lagde mig fladt på ryggen, mens hun lå hen ind over mig og græd ind i min skulder og jeg strøg hende over håret.

"Jeg er så træt..." Sagde hun og snøftede. Jeg kyssede hende hurtigt i håret og holdt hende ind til mig.

"Bare rolig, det hele skal nok blive ok nu. Vi klarer den, bare rolig." Sagde jeg, mens hendes hulk blev svagere og hendes krops sitren også aftog, mens en stor glæde spredte sig i min krop. Det hele skulle blive godt nu... det hele skulle nok blive godt nu. Det vidste jeg bare...

Selvom jeg tog fejl.

____________________________________________________________________________

Uhuu... Luam :((((

Græder nok snart... hvordan kan der være så få kapitler tilbage allerede??? :(

Er jeg ikke lige startet... de har da kun lige mødt hinanden og sådan...

Åh suk!!

Kommenter gerne jeres meninger om kapitler og sådan.

Plus husk at tjek traileren og giv respons på den, hvis i ikke har gjort det endnu :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...