The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24223Visninger
AA

32. Unexpected

 

"And then it all broke into pieces"

 

Solens stråler skinnede ind i værelset. Jeg blinkede et par gange med øjnene og kiggede lidt rundt i mit værelse. Solens stråler lyste alting op. Hvad var klokken? Jeg satte mig lidt op, men blev på en måde holdt tilbage. Jeg kiggede ned og så Liams arme lå rundt om mig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til hvordan vi lå: Hans arme rundt om mig, og mine hænder oven på hans med vores fingre flettede sammen. Jeg smilede, da jeg så hans sovende ansigt ved siden af mig, og så kom det hele tilbage til mig.

Liam og jeg i nat. Hans søde ord, vores kys, alle følelserne. Det hele. Jeg slap ham lidt og kiggede så om der var en reaktion, men der skete ikke noget, han sov videre. Så jeg flyttede mig helt stille og roligt og den eneste ændring var, at han bare rykkede lidt på sig, men han sov videre. Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og trak mit tøj op fra gulvet og tog det på. Trøjen duftede underligt nok af en blanding af både mig, men også Liam, en blanding af os begge. Jeg kunne ikke lade vær med at grine over det. En blanding af Liam og jeg, den duft kunne jeg godt lide. Jeg drejede mig hurtigt lidt rundt og så på Liams sovende krop, som lå helt fredeligt i min seng. Jeg smilede lidt over hans smukke sovende ansigt, bukkede mig hurtigt ned og kyssede hans pande. Jeg lod ham sove, så jeg gik nedenunder.

Klokken var allerede 12. Jeg følte mig ikke engang særlig træt, selvom Liam og jeg faktisk først faldt i søvn ret sent. Jeg kiggede mig lidt rundt, hvad skulle jeg lave? Mine tanker kunne ikke rigtig koncentrere sig om noget. Hele min hjerne var fyldt op med den her berusende glædesfølelse, som fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere end normalt. Den dejlige følelse jeg fik af Liam, den dejlige følelse som han gav mig, og som jeg var sikker på, at hvis jeg kunne føle resten af mit liv, så ville det være perfekt.

Jeg besluttede mig for at gå på toilettet, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort, for spejlbilledet skræmte mig med det samme… Eller det skræmte mig ikke, det overraskede mig bare ret meget. Jeg tror aldrig jeg havde set mig selv på den måde før, mit hår var ret ulet, men det var på en måde pænt, sådan helt puf-agtigt. Mine øjne var på en måde blanke, og mine læber var rødere end normalt… ligesom mine kinder. De havde den samme brændende lyserøde farve, som de havde haft de sidste mange dage. Var alt det her virkelig kun på grund af Liam? Jeg smilede lidt for mig selv, og trak mit tøj af til et bad, mest for lige at være lidt mere morgenfrisk.

Vandet skyllede ned over min hud, og mindede mig om hvordan min hud altid brændte efter Liams berøringer, og hvordan jeg var sikker på, at han satte tydelige brændende aftryk på min hud…på sammen måde som det føltes han gjorde i mit hjerte. Hvordan han satte sit lille aftryk, som fik hele mit hjerte til at brænde med den her vidunderlige følelse. Jeg kunne godt lide den følelse… Jeg kunne virkelig godt lide den følelse. Jeg skulle til at tage min balsam, da jeg huskede på at det her ikke var badeværelset ovenpå, men det nedenunder. Så jeg tog bare en almindelig shampoo. Heldigvis havde jeg altid en shampoo på hvert badeværelse, selv om jeg som regel altid brugte det oven på. Men jeg ville ikke forstyrre Liam, så jeg tog et bad her.

Jeg fik tørret mig og taget mit tøj på igen. Jeg følte mig meget mere frisk nu, det var rart. Jeg gik ud i køkkenet og kiggede, mens jeg tyggede lidt på min kind. Jeg fik en ide´.
Jeg fandt hurtigt en bakke frem og hev toastristeren frem, puttede et par skiver toast i risteren og fyldte bakken op med glas, juice, tallerkner og smør, mens jeg ventede på at toasten blev færdig. Jeg lavede te og hældte det over i en kande og tog to krus. Toasten blev færdig, dog lidt sort i kanterne, men vi var ikke så sarte. Jeg var lidt bange for at jeg ville tabe det hele, men jeg kunne holde det hele på bakken og endda ikke spilde noget på vej op ad trapperne. Jeg kom til første salen, og jeg ved ikke om det var min underbevidsthed, men jeg havde rent faktisk ikke lukket døren helt ind til mit værelse, så det gik nemt at få døren op. Jeg gik forsigtigt over til sengen, hvor Liam lå med ryggen til. Jeg kunne stadig ikke lade vær med at ligge mærke til den brændende følelse inden i mig, bare af at jeg så ham. Jeg satte bakken i fodenden af sengen og satte mig på den side, som han havde fronten mod. Jeg lagde mig forsigtigt ned og lagde en hånd på hans kind.

”Liam.” Hviskede jeg. Han var vågen, man kunne se han hurtigt trak i mundvigen og åbnede øjnene lidt.

”Skat. ” Sagde han… Jeg ved ikke om det var hans hæse morgenstemme, eller det han kaldte mig skat, der bare fik den brændende følelse til at brænde endnu mere. Han fik virkelig alt inden i mig til at brænde. Det var underligt, men jeg kunne lide det.

”Jeg har lavet morgenmad.” Sagde jeg stille og smilede. Han lagde hurtigt armene om mig og klemte mig blidt ind til sig, satte sig os op, og hev bakken hen til os. Jeg satte mig lidt frem for at smøre noget toast til os. Han gabte hurtigt og strakte sig lidt. Jeg hældte lidt juice op i de to glas og gav ham det ene, han nikkede smilende og tog en tår. Jeg satte mig med benene over kors foran mig og tog en bid af min toast, jeg var virkelig også sulten. Liam grinede lidt og satte så sin juice fra sig på bakken, og overraskede mig ved at tage fat om mine hofter, hive mig hen til sig og lagde et ben på hver side af mig. Jeg grinede lidt, han beholdt sin ene hånd omkring mig, tog sin skive toast og begyndte at spise. Jeg tykkede lidt på min skive toast og tændte op for min mobil. Han lagde forsigtigt sit hoved på min skulder og kiggede med. Vi kiggede begge to lidt på min skærm, mens vi spiste. Liam kyssede mig et par gange på kinden, hvilket sendte varme stød gennem hele min krop. Det her var virkelig alt for underligt, og jeg prøvede faktisk underligt nok hele tiden, ikke at lade vær med at tænke på, hvordan det hele bare var drejet.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi… (Ok, det var jo så løgn!) Jeg havde tænkt over mange gange de sidste uger, hvordan det ville være at kysse Liam, holde om Liam, holde ham i hånden… Ja, på en måde være kærester med Liam. Og nu… Ja, det var virkelig underligt.

Vi blev langsomt færdige med morgenmaden, hvilket jeg gerne ville klappe mig selv på skulderen for at have lavet, da det smagte ret godt. Liam kyssede mig hurtigt på skulderen, slap mig så fra hans favn, rejste sig fra sengen og gik over mod badeværelset. Jeg kløede mig hurtigt i håret, samlede tingene sammen på fadet og rejste mig fra sengen og gik forsigtigt ned med det i køkkenet og begyndte at vaske det op.

Jeg stod lidt i mine egne tanker (Jeg tænkte på Liam) da et par arme lagde sig omkring mine skuldre.

”Er du ok?” Spurgte han forsigtigt. Jeg tørrede hurtigt den sidste tallerken af og satte den fra mig. Jeg sukkede lidt og trak så på skuldrene. Han slap mig hurtigt og vendte mig om mod sig.

”Jeg tænker bare.” Sagde jeg lavt. Han smilede skævt og nussede mig lidt på kinden. Jeg smilede hurtigt til ham.

”Hvad tænker du på?” Spurgte han.

”Dig, mig… os.” Indrømmede jeg, jeg sagde underligt nok altid tingene lige ud for Liam. Han sukkede lidt og lagde sin pande mod min.

”Jeg synes altså også det er mærkeligt, jeg har ikke tænkt på andet hele morgenen. Bare rolig, det er ikke kun dig, der tænker.” Sagde han beroligende. Jeg smilede lidt, men trak så alligevel på skuldrene.

”Men jeg… er… Jeg er bare nervøs for om du måske… du ved alligevel ikke…” Stammede jeg, hvorfor stammede jeg så meget?! Jeg plejede aldrig at stamme, eller være nervøs eller bange omkring Liam. Han var jo forhelevede bare Liam. Bortset fra, at jeg nu så på ham i et lidt anderledes lys og vi var i et helt andet forhold til hinanden end før.

”At jeg fortryder det?” Spurgte han og gik lidt væk fra mig. Jeg åndede tungt ud, nikkede og kiggede hurtigt ned i jorden. Han sukkede lidt, men igen så overraskede han mig, ved at hive mit ansigt op og kysse mig på munden.

”Aldrig” Sagde han og kyssede mig igen. Jeg kyssede ham hurtigt og langt igen.

”For evigt.” Sagde jeg. Han smilede hurtigt og kyssede mig i panden.

”Babe.” Sagde han og gik ind mod stuen, og efterlod mig tilbage i køkkenet. Det hele var så dumt! Hver gang jeg var bange for noget angående Liam, så overraskede han mig altid ved at være det præcis modsatte. Og selv om jeg vidste han gjorde det hver gang, så overraskede det mig alligevel.

Jeg grinede lidt for mig selv, for så at løbe ind i stuen og hoppe op på Liam, der var på vej over til sofaen. Han grinede stort, da vi begge faldt ind over sofaen og rullede ned på gulvet, ligesom vi havde gjort en af de første dage vi var sammen. Vi endte også præcist sådan igen denne gang. Bortset fra, at nu fjernede vi os ikke fra hinanden. Liam sank sit hoved og kyssede mig og jeg kunne ikke andet end at føle stødet i hele kroppen.

 

Omkring hen af eftermiddagen, hvor Liam og jeg havde gået rundt og ikke lavet andet end at kysse hele dagen, var han kørt ned i byen. Også selvom jeg havde sagt det burde være mig, så han slap for, hvis der nu var fans, men han insisterede og mente det ikke var noget problem. Så modvilligt lod jeg ham gøre det, også selv om jeg ikke brød mig om ideen. Han havde været væk i en halv times tid, mens jeg i mellemtiden bare havde gået rundt her hjemme. Selv om det var utrolig mærkeligt, så følte jeg mig virkelig rastløs, bare fordi Liam ikke var her... og jeg overvejede endda flere gange, at ringe til ham, bare for at høre hvornår han var færdig og om han var Ok, men den ide droppede jeg. For Liam havde glemt sin mobil her hjemme. Typisk ham... så jeg måtte bekymre mig indtil han kom hjem.

Jeg havde taget et glas vand, da jeg hørte hans mobil brumme henne fra sofabordet, hvor han havde lagt den. Jeg fortsatte med at drikke mit glas vand, mens jeg hurtigt tjekkede de sociale medier på min egen telefon, men hans mobil blev ved med at brumme henne på bordet. Hvem var det dog, som blev ved med at skrive til ham? Hvad nu hvis det var en af drengene, eller crewet? Hvad hvis det var vigtigt? Eller en nødssituation?

Han var da egentlig også en klovn at glemme den, og hvem ved hvor længe han var væk endnu? Han havde været væk i 40 minutters tid, og hvem ved, om han blev overfaldet af fans i supermarkedet? Men kunne jeg egentlig være det bekendt? Det kunne jo være meget private sager… men så igen. Hvis det nu var en komplet nødssituation med bandet, så kunne jeg vel godt. Jeg tog mig sammen og tog telefonen op fra bordet.

Telefonen havde kode på, men jeg kendte den godt. Liam var ikke så hemmelighedsfuld omkring sådan noget med mig, så jeg havde set den flere gange. Jeg tastede den 4-cifrede kode ind, og startsiden poppede op. Han havde ret mange beskeder. Jeg tænkte hurtigt, men gik så ind på dem. Den første var fra Niall.

Hey Leeyum!! Ville lige høre hvor´n det går med Luciepigen? Og hvad laver i? Jeg grinede lidt. Niall var så sød og bekymrende. Jeg forstod virkelig ikke, hvordan han ikke kunne have en kæreste... Men alligevel. Liam havde vist nævnt noget om en eller anden model, eller sådan noget. Jeg rystede på hovedet og kiggede videre, de næste beskeder var underligt nok fra den samme person. Jeg så ikke navnet, da jeg hurtigt åbnede den første.

Liam, jeg er virkelig ked af det jeg sagde, jeg undskylder så mange gange! S

Jeg kiggede lidt undrende på beskeden, hvad mente personen lige med det? Jeg gik videre til den næste.

Hø jeg fortryder virkelig det jeg sagde, please tilgiv mig. Jeg hader at skændes! S

Jeg begyndte at forstå mindre og mindre, hvad mente personen med det han/hun sagde?…Hvad havde de sagt? Hvorfor skulle Liam tilgive dem? Jeg læste videre.

Skat! Jeg kan ikke klare det mere! S

Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning kom en lille smule ud af kontrol og hvordan nervøsiteten og angsten steg langsommere og langsommere. Jeg forstod intet, lige indtil jeg rent faktisk fik læst afsenderens navn ordentligt, hvilket bare fik mit hjerte til at slå et slag for meget, så jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning kom ud af kontrol.

Skat, vi finder ud af det, jeg elsker dig. Jeg kan ikke lide at gå i uvidenhed om, at det måske er slut. Please ring til mig! Kys Sophia

Sophia!? Jeg forstod intet! Han sagde at ham og Sophia ikke var… men hvorfor skrev hun så.. ”Måske er slut”? Var det ikke ovre mellem dem? Det havde Liam da sagt…

Baby, jeg er ikke klar til at give slip på dig. Jeg vil ikke være nogen andes, vi hører sammen…Kom nu hjem Baby, så snakker vi det igennem. Kys Sophia

Jeg panikkede helt vildt. Det var den sidste besked, men det var klart også den værste Ville det her sige, at Liam og Sophia? At de? Ikke? Min vejrtrækning var helt ude af kontrol… Havde det hele bare været ingenting? Jeg kunne høre hvordan min stemme var skinger, da jeg trak efter vejret, selv om det føltes som om der intet skete. Jeg kunne ikke trække vejret… og det hele blev tusinde gange værre, da døren gik op og jeg med det samme kunne høre hans skridt komme nærmere ind i stuen.

”Undskyld ventetiden. Der var den længste kø og den her pige…” Sagde han, men stoppede, da han fik øje på mig. Jeg kiggede hurtigt hen på ham og han så helt chokeret ud.

”Skat?” Spurgte han forsigtigt. Jeg rejste mig brat op, gik hastigt over og gav ham telefonen i hånden. Han kiggede forvirret på mig.

”Læs.” Sagde jeg og fortrød det straks, da jeg kunne høre hvor skinger min stemme var. Han kiggede forvirret på mig og så på sin telefon. Jeg gav ham tid til at skimte beskederne, og han kiggede med det samme på mig.

”Lucie, jeg kan forklarer… jeg..”

”Nej, det synes jeg ligesom beskederne gør helt selv!” Sagde jeg højt og skingert, mens min stemme knækkede til sidst og jeg kunne mærke hvordan min underlæbe begyndte at skælve.

”Baby, hør nu…”

”Lad vær!” Vrissede jeg og min stemme knækkede igen. Han lagde hurtigt mobilen fra sig og gik over imod mig.

”Du forstår ikke. Det ER slut mellem os!” Sagde han. Jeg kunne mærke mine øjne blev våde.

”Så fortæl det til Sophia!” Sagde jeg og kunne mærke, hvordan laget af væske lagde sig over mine øjne. Liam gik hurtigt frem og tog min hånd i sin, men jeg hev den til mig igen.

”Nej!” Råbte jeg. Hans mund blev til en lige linje, da han gik helt hen til mig.

”Hvis jeg virkelig føler noget for Sophia, tror du så alt det mellem dig og mig var sket?!” Spurgte han selv med hævet stemme. Jeg rystede forvirret på hovedet. Det hele var et kaos, jeg prøvede virkelig at nægte mig selv at græde, men tårerne pressede virkelig på, samtidig med at vreden pulserede rundt i min krop.

”Du… Du sagde… Du…” Stammede jeg og prøvede at trække vejret.

"Lucie, du kender mig bedre end nogen anden, derfor ved du, at jeg aldrig ville gøre sådan noget. Jeg siger dig... Sophia og jeg er ovre."

"Det ser det ikke ud til at Sophia ligesom ved." Sagde jeg og sukkede højt. Liam sukkede også, men prøvede så at ligge sine arme om mig. Jeg trådte dog lige et skridt tilbage, så han sukkede lavt.

"Lucie, please..."

"Jeg har brug for at være være alene lidt." Afbrød jeg lavt og blinkede hurtigt, for at få det våde lag fra mine øjne væk, så jeg mærkede nogle små dråber trille ned af mine kinder. Han nikkede lidt og gik så hurtigt hen og plantede et kys på min kind. Jeg sukkede og han gik ud i køkkenet.

Jeg snøftede et par enkelte gange og lagde mine ene hånd på min arm og den anden hånd på min skulder. Mit hjerte bankede i hele min krop, så jeg rent ud sagt kunne mærke min puls fra tåspids til hårrod. Jeg blinkede et par gange, så et par få tårer trillede ned af mine kinder igen. Jeg tørte dem hurtigt af... Jeg skulle ikke græde, jeg skulle være stærk. Selv om han sårede mig, så måtte jeg være stærk. Jeg kunne ikke knække. Plus, som Liam havde sagt, så var han ikke sådan. Så jeg kæmpede virkelig med at overbevise mig selv om, at det var Sophia, som havde misforstået... Liam ville aldrig gøre sådan noget i mod mig... alligevel så var jeg såret, men jeg elskede ham stadigvæk.

 

Jeg sad og læste, inden jeg hørte Liam gå ind i stuen fra oven på. Jeg vendte mig halvt om mod ham og lagde min bog fra mig. Han sukkede og gik hen og stillede sig foran mig.

"Jeg skrev til hende." Sagde han lavt og kiggede på mig. Jeg sukkede lidt.

"Hvad skrev du?" Spurgte jeg, mens jeg kiggede lige ud i luften. Han sukkede og satte sig på hug foran sofaen foran mig og tog fat om livet på mig, så han vendte min front mod ham og lagde forsigtigt sine hænder på mine lår.

"At vi har brug for at få snakket det her igennem. Jeg tænker det er bedst vi gør det face to face, for selv om hun har misforstået det hele, så gør jeg det ikke over sms." Sagde han sukkende. Jeg smilede skævt til ham og lagde forsigtigt min hånd på hans kind.

"Det er jeg ked af." Sagde jeg og kiggede lidt ned. Han sukkede, men lagde så sin hånd under min hage og løftede mit ansigt op.

"Nej, det er jeg. Jeg er ked af, jeg sårede dig. Det er jeg virkelig..."

"Hold op Liam!" Sagde jeg opgivende og afbrød ham, mens jeg prøvede at kigge ned, men han hev mit ansigt op igen, så vi kiggede hinanden ind i øjnene.

"Baby, jeg elsker dig, dig og kun dig." Sagde han og kiggede mig ærligt ind i øjnene. Jeg smilede og rejste mig fra sofaen sammen med ham, så jeg kunne kramme ham ordentligt.

"Dig og dine søde ord." Sagde jeg og sukkede lidt. Han strøg mig lidt over ryggen.

"Ja, jeg ved ikke hvor de kommer fra." Sagde han grinende. Jeg rystede på hovedet og krammede ham lidt. Jeg havde det som om at jeg et eller andet sted, burde være blevet meget mere sur, men så igen... Måske elskede jeg ham for meget, så jeg overså vreden.

Vi stod sådan i et stykke tid inden det let bankede let på døren og jeg kiggede på Liam, som hurtigt nussede mig i håret. Jeg sukkede lidt.

"Jeg går ud og åbner." Sagde jeg og gik ud af hans favn. Han nikkede lidt, men kyssede mig hurtigt i panden. Jeg smilede skævt til ham, gik ud til døren og trak i håndtaget. To høje uniformerede mænd mødte mig.

"God eftermiddag." Sagde den ene af dem. Jeg rynkede brynene lidt forvirret, men hilste venligt igen.

"Er du Lucieanna Miller?" Spurgte den ene af igen. Han så meget ældrere ud en den anden. Jeg vil gætte på han var over de 50, nok mest på grund af hans lidt halvhvide skæg, mens den anden lignede en, der var i slutningen af tyverne, med intet hår.

"Øhh ja, det er mig. Hvad handler det her om?" Spurgte jeg og kunne mærke nysgerrigheden sprede sig i min krop.

"Vi vil gerne snakke med dig. Lucieanna..."

"Bare Lucie, tak... det bruger jeg i stedet." Sagde jeg opgivende over det kiksede navn. Den unge af de to herre nikkede og tog sin hat af, så det fremviste hans skaldede hoved.

"Lucie... Ja, hvornår snakkede du sidst med din far?" Spurgte han og kiggede tænkende på mig. En lille panik gik med det samme igennem mig, i sær fordi det slog mig.

"Øhh... øhh, jeg kan ikke huske det... Jeg tror det er en uges tid siden... Jeg har ikke holdt øje med det. Jeg... øhh.." Sagde jeg, da jeg prøvede at huske hvornår jeg rent faktisk sidst havde hørt fra min far. Jeg kiggede hurtigt på Liam, der kom gående hen til os og stillede sig bag mig. Han hilste hurtigt på de to herrer.

"En uge... måske mere." Konstaterede jeg til sidst og kiggede så ventende på dem. Den unge af dem, kiggede hurtigt ned og sukkede. Liam lagde hurtigt sin arm om livet på mig og trak mig ind til ham. Han fornemmede nok min nervøsitet.

"Er du den eneste hjemme i huset?" Spurgte den ældre herrer, pludseligt med et mere ændret og alvorligt toneleje. Jeg kiggede skiftevis på dem begge to, mens mit hjerte hamrede hurtigere.

"Ja, Lucie bor her alene. Chris er hendes eneste forældre... Hvad drejer det her sig om?" Spurgte Liam alvorligt og strammede sit greb om mig. Den unge af dem sukkede lidt.

"Vi er fra det militære hovedkontor." Sagde den ældste af dem. Jeg panikkede med det samme.

"Hvad er der sket?" Spurgte jeg lavt. Liam trak mig lidt længere ind til sig.

"Lucie, vi er kede af at meddele, der har været en ulykke..."

"En ulykke.. Hvad er der sket?" Spurgte jeg og kunne mærke hvordan jeg trak vejret hurtigere og nærmest begyndte at hyperventilere.

"Det var et bagholdsangreb, de var for få. Der var mange sårede.."

"Hvad taler i om... hvor er min far?" Spurgte jeg skingert. Den unge af dem kiggede sørgmodigt på mig.

"Der var mange sårede, men desværre mistede vi også nogle helt."

"Hvor er min far!?" Spurgte jeg med hævet stemme og gik lidt længere frem, men Liam holdt mig tilbage.

"Vi er virkelig kede af det, min ven..."

"Hvor er han!? Hvor er min far?!" Råbte jeg denne gang. Den unge kiggede på mig.

"Din far blev skudt i bagholdsangrebet, lægerne gjorde alt... men skudet var for tæt på hjertet. Der var intet de kunne gøre." Liam lagde med det samme begge sine arme rundt om mig og trak mig ind i hans favn.

"Det gør mig virkelig ondt." Sagde den unge mand og trak sin hat på igen. Jeg trak mig lidt ud af Liams greb og gik forsigtigt forbi ham og de to herrer. Mit hjerte bankede vildt.

"Lucie?" Kunne jeg høre Liam kalde efter mig, mens jeg blev ved med at gå ned af indkørslen. Mit herte bankede, mens min vejrtrækning var unkontrollerbar. Jeg kunne mærke hvordan jeg svajede i mine ben og havde svært ved at holde balancen. Lige indtil jeg mærkede et par arme trække mig ind til sig.

"Lucie... hey Lucie!" Sagde han og bøjede sig ned og lagde sine hænder på mine skuldre, men hans stemme føltes som en svag lyd langt væk. Den eneste lyd jeg hørte var mit hjerte og lyden af en vejrtrækning, der var helt ustyrlig. Liam lagde sine hænder på mine kinder og det lignede han råbte. Jeg så hurtigt over på de to uniformerede mænd, der løb tættere på os, og så på Liams øjne, der var helt paniske, mens lyden af hulk og skrig svagt kunne høres.

"Lucie, stop... Lucie jeg er her, Lucie Please... LUCIE!" Lød den lave svage stemme, mens det langsomt gik op for mig.

Han var væk... han var virkelig væk.

Jeg skulle aldrig se ham igen.

Og så sortnede det hele mens den svage lyd af en, der råbte mit navn og mine skrig fyldte mine ører.
____________________________________________________________________________

...

Jeg ved godt at det stinker, men det passede bare bedst på den her måde..

Jeg ved godt at Lucie måske ikke blev så sur, som hun måske burde have gjort... Men jeg har planer i hovedet, så bare vent...

 

Jeg håber ikke i hader mig alt for meget nu...

Jeg undskylder mange gange... :(

 

Vi kan kramme hinanden i sorg

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...