The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24838Visninger
AA

20. The vow

 

"Sometimes you just need someone in your life. Someone who is more than a friend. Someone you can share all your secrets with. Someone who will listen to you no matter what. Someone who will hold you close to their chest and tell you everything is going to be alright."

 

Liam P.O.V

De små tre uger gik underligt ret hurtigt. Mest fordi vi lavede noget hver eneste dag, så jeg kunne altid mærke at det satte sig, ikke på en dårlig måde. Det var dejligt at vide, du var træt på grund af, du havde lavet det du elskede aller mest i hele verden og gjorde folk glade, men jeg glædede mig altid til, at se Lucie igen. Jeg kunne mærke jeg havde savnet hende, allerede fra omkring de første dage efter jeg var rejst. Man vændte sig bare hurtigt til at hun altid var lige omkring, så når hun ikke var, så var det som om, man manglede noget. Ja, jeg manglede jo hende, men det var mere det, at der manglede noget mere end bare hende. Om det var fordi det var rart at stå op og så se hende kom smilende ned af trappen fra 1. salen, og vide, at du havde en hel dag foran dig med hende, hvor der var ingen, ikke engang hende, som havde nogle store foventninger til en? For det kunne jeg godt lide. Hun forventede aldrig det største af mig, jeg kunne slappe hundrede procent af omkring hende, så det var nok derfor, jeg savnede hende så meget altid. Fordi jeg bare manglede hendes sprudlende glade energi.

Turen var lidt længere denne gang, mest fordi vi skiftede mellem Canada og Usa, og Montgomery lå helt nede i sydøst, så der var lidt langt. Så jeg kunne godt mærke jeg var lidt træt i kroppen, da vi ankom til Alabama og skulle køre. Jeg prøvede faktisk at sove lidt i bilen, men kender i den der følelse af overtræthed, hvor du gerne vil sove, men ikke kan... fordi du er for træt? Tjaa, sådan var det lidt.

Vi havde virkelig også givet den hundrede procent, de sidste par uger. Hver dag var næsten en hel fest, det var altid på en måde helt uvirkeligt. Helt perfekt.

Jeg elskede altid lyden af de mange skrigende fans, og jeg elskede følelsen jeg fik, når jeg stod og sang på scenen. Det var så fedt! Fedt at vide, at de skreg på grund af en. Selvfølgelig ville det være anderledes, hvis de skreg af smerte, men jeg vidste de skreg, fordi de elskede os, og vi elskede dem, så det var altid det, der betød mest, når jeg stod på scenen sammen med drengene. Også hvordan vi bare fyrede den af på scenen, og hver koncert var anderledes, fordi vi fandt på nye ting at lave hver gang, men det var ikke det, der nogle gange kunne være det fedeste ved det hele. Det var tanken om, at jeg ikke var alene om det, jeg havde 4 andre jeg kunne dele glæden med, og det havde jeg gjort i tre år snart. Det var helt uvirkeligt, mest fordi jeg nu ikke kun havde 4 at dele det med, jeg havde fået en 5. at dele mine oplevelser med....

Og hver gang hun smilede eller grinede over det sammen med mig, gjorde det det hele meget bedre.

Det var derfor jeg savnede hende. Fordi jeg kunne lide at dele tingene med hende, og bare kunne fortælle hende om det, med det samme, i stedet for at vente. Så ville jeg jo, så nok have mere at fortælle hende gang til gang, men det ville bare være meget bedre, hvis det var på daglig basis, vi kunne snakke...

"Hvornår regner du med, at være her igen?" Spurgte Louis. Jeg sad og snakkede med ham i telefonen, mens vi kørte i bilen. Jeg kiggede hurtigt på mit ur, hvor datoen stod under klokkeslettet.

"Omkring den 6." Sagde jeg, det var allerede snart. I overmorgen faktisk. Jeg plejede at være hos hende i et par dage, men jeg havde en stram tidsplan desværre... Det irriterede mig.

"Ok, Jeg ved ikke helt, hvad vi skal lave. Jeg vil tro vi går i byen i aften." Sagde han. Jeg kunne ikke helt lade vær med at grine.

"Du mener vel dig og Zayn?" Spurgte jeg og tænkte på Niall og Harry, især Niall, der ikke måtte drikke, hvilket havde været det første han var blevet muggen over, da vi ankom til Amerika. Louis grinede lidt.

"Ja... Vi finder ud af noget, ellers så bliver de bare på hotellet sammen med de andre." Sagde han. Jeg nikkede, selv om han ikke kunne se det.

"Nå, jeg skal smutte Liam. Hils Lu fra os!" Sagde han hurtigt. Jeg nikkede og opkaldet sluttede. Jeg kiggede på Paul, som hurtigt kiggede smilende på mig.

"Vi er der snart Liam." Sagde han. Jeg kiggede ud af bilvinduet og genkendte straks byen. Glæden ved snart at skulle se hende igen, voksede inden i mig. Jeg lagde min mobil ned i lommen, da vi kørte ud af byen og var 5 minutter væk fra hendes hus. Vi ankom ved hendes hus og den dejlige sommervarme mødte mig, da Paul parkerede bilen og vi steg ud. Chris, Lucies far, stod henne ved postkassen og hentede post. Han vinkede smilende til os.

"Goddag Liam." Sagde han og gik over til bilen og gav hurtigt hånd til Paul, Paul smilede venligt til ham.

"Vi ses om et par dage Liam." Sagde Paul smilende. Jeg nikkede og han satte sig ind i bilen igen. Chris fulgte mig glædeligt indenfor.

"Jeg tror hun har savnet dig." Sagde han. Jeg grinede lidt og kunne med det samme høre lyden af et par løbende skridt, da jeg trådte indenfor. Hun kom luntende rundt om hjørnet og smilede stort, da hun så mig. Jeg åbnede hurtigt mine arme og hun løb ind i min favn.

"Batman!" Sagde hun, mens jeg grinede af hende.

"Hey Love." Sagde jeg og svang hende rundt. Hun grinede lidt og jeg satte hende ned. Hun smilede stort, men da hun så sin far bag mig, svandt hendes smil og hun vendte med det samme om på hælen og gik ind i stuen. Jeg forstod det ikke helt. Chris sukkede lidt og gik ud i køkkenet, jeg var lidt forvirret, men tog min taske og tog den med ind i stuen. Lucie smilede stort, da hun så mig.

"Bare tag tasken op på mit værelse." Sagde hun. Jeg nikkede og fulgte efter hende ovenpå, og satte min taske på hendes seng, kiggede på hende og lagde armene over kors.

"Luk op!" Sagde jeg gennemskuende. Hun kiggede på mig, med rynkede bryn.

"Der er noget mellem dig og din far." Sagde jeg og kunne med det sammen se, at hun blev irriteret. Hun sukkede lidt og gik ud af værelset.

"Snak med min far, han vil sikkert glædeligt fortælle dig, hvad han fortalte mig." Sagde hun, mens hun fortsatte ud og jeg fulgte efter hende ned til stuen. hun smed sig med det samme i sofaen, da hun så sin far.

"Fortælle hvad?" Spurgte jeg. Chris sukkede lidt.

"Snak med soldaten der ovre!" Sagde Lucie vredt. Hvad skete der lige?!

"Lucie altså!" Sagde Chris opgivende. Hun vrissede bare.

"Er det så svært at fortælle det igen? Jeg kan ikke love jeg vil blive mindre sur, hvis jeg selv siger det!" Sagde hun. Hvorfor var hun så sur? Chris gned sine tindinger.

"Hvad sker der?" Spurgte jeg. Lucie rejste sig hurtigt op.

"Far kommer ikke hjem til august alligevel! Sagde hun. Jeg kiggede forvirret fra hende til Chris.

"Lucie skat.. Jeg har jo sagt, at jeg ikke ville, men det er mit arbejde. Jeg er nødt..."

"Kan du ikke bare for en gang skyld sige nej?!" Afbrød Lucie hurtigt, hendes stemme var hævet og man kunne tydeligt høre vreden.

"Lucie, du ved hvor kompliceret det er, jeg kan ikke sige nej. Jeg er nødt til at være der..."

"Det siger du jo hver gang!" Vrissede hun. Jeg vendte mig hurtigt om mod hende.

"Hey hey, rolig, Jeg er sikker på, at din far er meget ked af det her..." Sagde jeg, men hun rystede på hovedet.

"Hvis du ikke har glemt det far, så ville et nej faktisk gavne en gang i mellem! Prøv at tænk på at du har en datter, der hader du er væk... og rent faktisk savner dig! Men det tænker du jo helt klart ikke over!" Sagde hun højt og kiggede så fra ham til mig, hvorefter hun hurtigt løb ud af terressedøren og hen af plænen.

"Lucie!" Råbte jeg efter hende, men hun stoppede ikke. Chris førte irriteret en hånd igennem sit hår.

"For helevede!" Bandede han og gned sig i øjnene. Jeg gik hen og klappede ham lidt på skulderen.

"Jeg hader bare, når hun bliver sur." Sagde han. Jeg nikkede, jeg havde ikke oplevet Lucie sådan rigtig sur endnu, det var dog heller ikke noget, jeg higede efter at se, men bare det der, var med til, at få mig til, at få helt ondt af hende.

"Jeg er sikker på hun ikke mente det, hun er vel bare såret." Sagde jeg forsvarende, Chris nikkede og sukkede så lidt.

"Jeg hader bare, at se hende sådan der,...mest fordi jeg ved det er mig, der sårer hende."

"Hør nu, det er dit job, selvfølgelig er hun ked af det, men det er Lucie, hun skal nok klare den, det ved jeg." Sagde jeg. Han sukkede lidt.

"Ja det ved jeg, jeg hader bare at gøre hende ked af det på den måde." Sagde han og flyttede sig fra dørkammen og gik ovenpå. Jeg sukkede lidt, det var ikke lige det her, jeg havde regnet med at ankomme til. Jeg gik over mod den åbne terrassedør og kiggede ud i haven og sukkede lidt for mig selv. Lucie var ked af det, det vidste jeg og hendes far var ked af, at han var nødt til at blive længere tid i Afghanistan, og det var derfor hun var ked af det. Fordi hun jo inderst inde savnede ham virkelig meget. Jeg kiggede over mod skoven, hun skulle nok komme tilbage, hun skulle bare bruge lidt tid. Jeg gik væk fra døren, satte mig over i sofaen og trak min mobil op.

 

Jeg fik et lille chok, da Chris rev mig ud af min trance fra min telefon, da han kom gående ned af trapperne og ind i stuen.

"Er hun ikke kommet ind endnu?" Spurgte han og kiggede hurtigt rundt i stuen. Jeg rystede på hovedet.

"Hvor længe har hun været væk?" Spurgte jeg. Chris sukkede.

"En time! Jeg troede hun ville blive god igen." Sagde han. Jeg lagde min telefon fra mig og rejste mig fra sofaen.

"Vent her." Sagde jeg og gik over mod døren.

"Liam, jeg tror ikke det er en god ide, du går der ud. Hun har brug for at bearbejde det selv." Sagde han. Jeg nikkede og kiggede hurtigt på ham.

"Det ved jeg, jeg sørger bare for hun ikke er alene." Sagde jeg og gik ud af døren, hen af græsplænen og over mod skovområdet. Jeg fortsatte hen af den sti, Lucie havde vist mig den første dag, solen skinnede svagt ned gennem de tykke trækrone og fik enkelte steder i skovbunden til at lyse op, det var flot. Jeg fortsatte, indtil den lille sti bredte sig, og den store bare plet viste sig. Det store træ var lige foran mig. Jeg gik der hen og kunne se hendes ben, der hang ud over en af de tykke grene højt oppe.

"Lucie?" Spurgte jeg lavt og så hun fik øje på mig, og nikkede.

"Hvad laver du her?" Spurgte hun.

"Jeg sørger for, at du ikke er alene." Sagde jeg. Hun kiggede væk, men jeg kunne se hun rynkede brynene.

"Kommer du så her op?" Spurgte hun. Jeg sukkede lidt.

"Niks, du ved jeg hader det træ mere end noget andet. Jeg bliver her nede, hvor det er sikrest." Sagde jeg, satte mig ned, lænede mig op af træet og kunne høre hun sukkede.

"Blev du sendt her ud af min far?" Spurgte hun.

"Nej." Svarede jeg, mens jeg satte mig lidt mere til rette. Hun prustede og sagde så ikke noget ellers, så der var stille i et lille stykke tid. Indtil jeg brød tavsheden.

"Du kan ikke være sur for evigt." Jeg kunne høre hun sukkede igen.

"Jeg er ikke sur... jeg er bare... ærgerlig." Sagde hun. Jeg nikkede.

"Det ved jeg, men jeg er ked af at indrømme det Lucie, men det bliver desværre ikke sidste gang det vil ske for dig. Jeg ved det er anderledes med din far, fordi du savner ham meget, og må undvære ham lidt mere end normalt, men desværre, så sker der skuffelser i dit liv, og jeg ved det mest enkelte, vil være at være sur over dem, men det vil ikke holde i længden." Sagde jeg. Hun svarede ikke, men jeg kunne høre hun rørte på sig.

"Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget, men det kan jeg ikke." Sagde jeg. Hun vrissede vredt.

"I forstår det ikke, nogen af jer!" Sagde hun opgivende.

"Lucie..." Prøvede jeg, men jeg vidste at hun var vred og skuffet.

"NEJ! Liam du forstår det ikke! Jeg savner ham så meget... men det føles slet ikke som om at han tænker på det, det føles mere som om, at hans arbejde flere gange er vigtigere end mig..."

"Hold nu op Lucie! Din fars arbejde er hans arbejde, men du er hans datter! Så selvfølgelig betyder du meget mere for ham, end noget som helst andet. Det burde du ikke tvivle på!" Prøvede jeg forsvarende.

"Det føles bare ikke sådan!" Sagde hun hårdt og jeg kunne svagt høre et enkelt snøft fra hende.

"Jeg ved det er hårdt Lucie... Jeg går også selv igennem det mange gange med min familie, men der er det mig selv, som skuffer dem og udsætter dage hvor jeg kommer hjem, og jeg hader det hver gang! Så jeg er sikker på, at din far hader det lige så meget... men Lucie prøv nu at hør: Jeg ved det er svært for dig, at undvære ham så meget, og jeg er ked af, at jeg ikke kan ændre på det... men jeg ved der er en´ ting jeg kan." Startede jeg og kunne høre hun sukkede lidt.

"Og hvad er det?" Spurgte hun. Jeg grinede lidt.

"Hvis du kommer ned, så kan vi snakke om det." Sagde jeg og det overraskede mig faktisk, ved at høre, at hun hoppede ned på den sidste gren, svang sig ned på jorden og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile.

"Jeg kan være her for dig." Sagde jeg. Hun kiggede på mig.

"Jeg ved det ikke gør nogen stor forskel, men når du er ked af det eller bare savner nogen at snakke med, så er jeg her. Jeg ved det er besværligt på grund af det jeg laver, men jeg er her, og det vil jeg altid være. Selvfølgelig kan det ikke hjælpe så meget, på det med din far, men det vil måske lindre det lidt." Sagde jeg og et smil bredte sig på hendes læber og hun lagde sin pande mod min skulder.

"Tak Liam." Sagde hun. Jeg smilede lidt igen, lænede hurtigt mit hoved mod hendes og rejste mig op.

"Du ved godt, at jeg lige har tvunget dig ned fra det træ, for anden gang ik?" Spurgte jeg. Hun rullede med øjnene, mens jeg hjalp hende op.

"Jeg tvinger dig med op i det træ en eller anden dag!" Sagde hun. Jeg grinede lidt.

"Drøm videre! Jeg kommer aldrig nogensinde op i det træ, koste hvad det vil. Jeg vil ikke dø ung!" Vi gik ud af skoven og Zoe kom os løbende i møde, med en halvtygget bold i munden. Lucie grinede af hende, tog bolden fra hende og kastede den længere hen i haven og løb med hende. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af hende. I sær da jeg så at hun hurtigt fik øje på Chris, der stod på terrassen, og kærligt smilede til ham. Han smilede tilbage, hvorefter han vendte sit blik mod mig. Vi udvekslede et smil, hvorefter han viftede mig der over, med et nik med hovedet. Jeg gik hurtigt hen til ham og vi satte os ned på det øverste trin på terrassen.

"Du fik hende ned derfra." Sagde han. Jeg nikkede, mens jeg kiggede ned i jorden. 

"Det må jeg tilstå Liam." Begyndte han.

"Jeg havde siddet der, i mindst en time og diskuteret med hende om at komme ned fra det skide træ, mens du... du var knapt nok væk i et kvarter." Sagde han og smilede til mig. Jeg trak på skuldrene.

"Hun er ikke så stædig, så det var ikke så svært," Sagde jeg ydmygt. Chris grinede bare.

"Jeg mener det Liam! Jeg tror virkelig det er sandt, når man siger, det er anderledes med dig." Sagde han og jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt.

"Jeg snakkede bare lidt med hende." Sagde jeg. Han grinede lidt.

"Nej... Liam, det er anderledes med dig. Jeg kan se det på hende." Sagde han. Jeg kiggede lidt forvirret på ham, mens han kiggede på hende og Zoe, der rendte rundt i haven.

"Det er som om, du er helt anderledes end alle andre for hende. Som om at alle andre kan være ligemeget, bare du er der. Som om at hvis hun kun kunne være sammen med dig, så gjorde hun det, helt uden at tøve. Jeg tror det er ligefør hun ville vælge dig, frem for alt andet." Sagde han. Jeg grinede lidt.

"Jeg ved ikke om det er fordi du er verdenskendt, men lige det, tvivler jeg ret meget på." Sagde han grinende. Jeg kunne ikke selv lade vær med at grine lidt.

"Men tro mig ret når jeg siger, at du måske er god for hende... eller... du forstår hende ret godt... mere end andre gør... Eller..." Sagde han stammende.

"Hey, jeg forstår det godt, bare rolig." Sagde jeg grinende. Han rystede dog på hovedet.

"Liam, jeg tror du betyder mere for hende end du selv tror. Jeg kan se det i hendes øjne, det er næsten som om, det er juleaften og hun er omringet af verdens største gaver, når hun er sammen med dig, eller bare taler om dig. Så tro mig ret når jeg siger, at jeg tror du virkelig betyder meget for hende." Sagde hende. Jeg sukkede lidt og kiggede ned i jorden. Jeg vidste helt præcis, hvor han på vej hen med det her... og jeg kunne ikke lade vær med at smile over det.

"Det ved jeg." Sagde jeg og kiggede på ham. Han smilede lidt.

"Jeg har det på præcis samme måde. Der er flere gange hvor jeg har tænkt "Hvornår har jeg fortalt dig det" Og så fortæller hun mig ting om mig selv, som jeg ikke mindedes at have fortalt hende. Det er som om hun kender mig, helt uden at jeg selv gør. Selvfølgelig kan det være alle de kilder hun kan finde, fordi jeg jo er... ja... mig, men så alligevel. Hun bekymrer sig om så mange ting om mig, og jeg kan virkelig blive overrasket over, hvor meget hun bekymrer sig." Sagde jeg og stoppede og kiggede hurtigt på hende. Chris sukkede lidt, mens han pillede ved sit armbåndsur.

"Så du bekymrer dig om hende?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt, jeg nikkede ret meget faktisk.

"Jeg tror... ligesom du selv siger, at ligesom hun har med mig... så tror jeg heller ikke hun helt ved, hvor meget jeg bekymrer mig om hende. Det er som om, at hvis jeg ikke helt ved, hvad hun laver eller hvor hun er, så går der på en måde panik i mig. Jeg ville hade at se hende såret, og vil gøre alt for at se hende smile al tid." Sagde jeg og der kunne jeg mærke, hvor meget jeg mente det. Virkelig mente, at jeg altid ville ønske at se hende smile og være glad. Mente at hun rent faktisk havde en speciel plads hos mig og hun var meget mere end bare min ven.

"Holder du dine løfter Liam?" Spurgte han og så alvorligt på mig. Jeg nikkede.

"Altid!" Svarede jeg ærligt.

"Så lov mig en ting!" Sagde han. Jeg kiggede ventende på ham, mens han vendte sit blik mod mig, det var helt alvorligt.

"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Jeg ved det er virkelig en stor ting, jeg beder dig om nu. Hun er stærk, men selv de stærkeste kan knække, og jeg ville hade at se hende knække, hun er alt hvad jeg har. Hun er min eneste datter, jeg er hendes eneste familie. Så vil du ikke Love mig, at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan... Eller, bare lov mig, at du er der for hende, jeg ved det her kan virke som alt for meget, og du har ret til at sige nej, men jeg kan love dig for, at du betyder virkelig meget for hende og jeg ville hade at se hende alene." Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Jeg ved det er et meget stort løfte Liam, men det handler mest bare om, om du ikke vil være der for hende, når jeg ikke kan... Du må ikke misforstå det her... Men pas på hende!" Sagde han. Jeg nikkede forstående og smilede nikkende til ham.

"For som sagt, jeg ved i kun har kendt hinanden i et par måneder, men jeg må indrømme, at jeg virkelig tror på, at nogen bare er skabt for hinanden... Nu lyder det her næsten som om jeg giver hende væk til dig i ægteskab." Sagde han grinende. Jeg grinede også, og så fortsatte han:

"Men Liam, det jeg mener er at: Jeg faktisk inderst inde tror i begge to holder meget af hinanden, selvfølgelig kan det være, at jeg tager fejl og i rent faktisk kun er venner... Men jeg fornemmer, og kan både se det på Lucie, men også på dig... Som for eksempel her i de sidste tre uger, hvor i har lovet at Skype, og hun så sidder og er en kæmpe tikkende bombe flere timer før, kun fordi hun savner dig og glæder sig til at snakke med dig. Eller som her til morgen, hvor hun vågnede ret tideligt og igen bare var en stor humørbombe, kun fordi hun vidste du ville komme her til eftermiddag, men så lige så snart du rejser, så er det som om, at du lige har givet en lille pige den flotteste Barbiedukke, som aldrig er set før, og først vil blive sat i butikkerne om år måske... for så at tage den fra hende få sekunder efter. Og det er der, jeg tænker... Lucie har altid haft problemer med venner og sådan. Jeg prøvede virkelig selv den gang hun var mindre, at melde hende til diverse aktiviteter, hvor hun kunne få nye venner, men hver gang var en skuffelse. Selvfølgelig har hun venner, men jeg tror også bare, at der ikke er nogen af dem, som nogensinde har været så tæt med hende, som du har. Jeg blev faktisk meget overrasket over, at hun fortalte du kom og besøgte hende... men samtidig så helt inderst inde der blev jeg enormt glad på hendes veje, men også glad for, at du har kunnet se ind i hende, og rent faktisk mødt den ægte og unikke Lucie, som jeg kender, og du ikke dømte hende, som så mange andre, men gav hende en chance. Og det er det, jeg gerne vil takke dig så meget for!" Han stoppede lidt der, mens han hurtigt kiggede på sin datter, og jeg så småt blev mere tom for ord.

"Så det jeg egentlig beder dig om Liam... det er at blive. Vær hendes ven. Det er lige før hun næsten ikke har andre end dig, som hun rent faktisk stoler så meget på. Så jeg spørger dig om, at være der for hende. Vær hendes støtte, når hele verden ramler for hende, så vær den person som beroliger hende. Vær den person som hun kan komme til, når jeg ikke kan. Den person som hun kan stole mest på og som hun ved vil være der for hende. Så jeg beder dig om Liam... at være den person." Sagde han og stoppede så. Jeg kiggede op fra jorden og så på ham, vi havde begge to alvorlige miner på.

"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst. Jeg kunne ikke gøre andet end at smile, for andre kunne det måske lyde som om, at en mand spurgte mig om, at holde øje med hans sindssyge og destruktive datter... Men det her var helt anderledes, det her handlede om Lucie. Det her handlede om en af de smukkeste piger jeg kendte, det handlede om en af de gladeste piger, med den største livsglæde, jeg nogensinde havde kendt. Det handlede om den pige jeg faldt over for de 5 måneder siden i London. Det handlede om den pige, der på de 5 måneder havde fået en helt speciel plads hos mig. Handlede om den pige, som jeg savnede to minutter efter at have sagt farvel til. Det handlede om den pige, som jeg så som meget mere end bare min ven. Det handlede om den mest specielle person for mig.

Det handlede om Lucie og jeg kunne ikke andet end at smile stort og nikke over det.

"Det lover jeg!" Sagde jeg højt og helligt. Chris smilede stort til mig og klappede mig så taknemmeligt på skulderen. Jeg smilede stort og kiggede så ud på plænen, hvor hun rendte rundt sammen med Zoe. Hun løb yndefuldt rundt på bare tæer, rundt om den lille fortumlede hund, mens hendes brændende røde hår svang elegant rundt om hende og solen fik hendes øjne til at funkle. Indtil hun stoppede op og kiggede på mig, og de funklende øjne mødtes med mine. Hun smilede, og jeg smilede tilbage.

"Det lover jeg." Gentog jeg for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...